Kammeropera: Le segreto di Susanna & Gianni Schicchi
Vellykket italiensk opera for alle pengene
idédebat og kulturkamp
P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.
Vellykket italiensk opera for alle pengene
Den Jyske Opera var i det hele taget ikke bange for at give los og gå fuldt ind på stykkets overvældende æstetik, der er alt andet end forsigtig og forfinet, men anmassende og uhæmmet.
Det lykkedes desværre heller ikke denne gang med en nykomponeret opera, der lyder godt i mine øre
Personinstruktionen var præcist tilpasset musikken. Jeg blev bekræftet i, at en operaopsætning så afgjort er mere vedkommende, når det passerede passer til det sungne og til musikken.
Som værktøj vil jeg ikke afskrive AI til operaopsætninger. »Eksperimentet« på 2026-festspillene viser, at der bestemt er et potentiale til at skabe stemningsfuld scenografi. Rekvisitter og kostumer vil man dog næppe kunne undgå, og heller ikke interaktion mellem sangerne. Som selvstændig skabende kraft af operaopsætninger dumper AI derimod med et brag.
Poppeas Kroning er nærmest er arkaisk i sit fravær af en genkendelig moralsk målestok. Her vinder begæret, drifterne og den rå magt.
Rosenkavalerens stof har en bund af nostalgi og resignation over den tabte tid, men værket henter ekstra styrke i sin optimisme på fremtidens vegne, hvor den gamle tid afløses af en ny, som en ny generation kan kalde for sin.
Den Jyske opera mister desværre en del ved beskæringen af værket, men vinder til gengæld også en del i tilgængelighed.
Eeeeeeeesultaaaaaaaaaate! Stormen har lagt sig og fjenden er besejret.
Det Kongelige Teater lykkedes ganske godt med deres Don Pasquale, der er velvalgt som tourneforestilling, hvor man bestemt bør forsøge at sikre sig billet.
Det er påfaldende interessant, at den franske revolution og dens idealer fylder nærmest intet i stykket: Det forsøger hverken at glorificere revolutionen eller problematisere de rædsler, kaos, diktatur og krige, der fulgte i dens kølevand. Det er blot en ramme for en gruppe nonners samtaler om livet og døden.
Det Kongelige Teater er overordnet sluppet rigtig godt fra deres opsætning af Rigoletto, fordi det lykkedes så godt at fange mørket i stykket
Den Jyske Opera har valgt at genoptage den gamle tradition om at oversætte og synge operaer skrevet på fremmedsprog på dansk
»Ich hörte gestern – werden Sie es glauben? zum zwanzigsten Male Bizets Meisterstück. […] Darf ich sagen, daß Bizets Orchesterklang fast der einzige ist, den ich noch aushalte?«
– Nietzsche
Musikdramatisk er Written on Skin desværre ikke noget vellykket værk. Næsten alle tænkelige kreative fejlgreb begås.
Jeg var vel egentlig godt underholdt af Det Kongelige Teaters seneste bud på Tosca, men også overbevist om at Puccini bestemt ikke giver sig selv.
På trods af en række forbehold er den premiereaktuelle 2025-opsætning af Die Meistersinger von Nürnberg i Bayreuth et skridt i den rigtige kunstneriske retning.
En ny opsætning af Wagners Tristan og Isolde er på plakaten i Bayreuth; en opsætning der med succes understøtter sanseligheden i musikken frem for at forsøge at spille med på de forskellige filosofiske abstraktioner som værket er fyldt med.
Sir Morosus nyder sit otium efter at have tilbragt et langt liv i flåden. Eller i hvert fald næsten: For forstyrrelserne hober sig naturligvis op. Veloplagt komisk opera af Richard Strauss og Stefan Zweig opsættes i Berlin.
I sit senværk, Die Liebe der Danae (1938-40), samler Strauss meget af sit filosofiske og æstetiske tankegods i en formfuldendt helhed.
På trods af de gode intentioner, forelæg fra en nobelprismodtager og musik af en af Nordens største aktive komponister, kommer vi nok ikke uden om, at Asle og Alida er en oplevelse, der bedst karakteriseres som middelmådig.
Helsingør Kammeropera leverer en flot og gennemarbejdet forestilling.
Det Kongelige Teaters opsætning af Mestersangerne er – alt andet lige – nok en af de bedste opsætninger af værket, man kan opdrive i vores umiddelbare nærhed.
Som opera er Kvinden Uden Skygge noget af det bedste, man kan opleve; og værket kan ikke anbefales nok til den kræsne operalytter.
Den Jyske Operas veloplagte opsætning bør man ikke snyde sig selv for
Men på trods af at der på nogle punkter er plads til forbedring er der stadig mange gode ting at hente i Det Kongelige Teaters Maria Stuarda, særligt gestaltningen af Elizabeth og Maria er i sig selv det hele værd – om man så vil kalde det bel canto eller ej er et spørgsmål om etikette, ikke om kvalitet.
Romantiske komedier er vist ikke en genre, mange forbinder med Cannes Filmfestival; og slet ikke med vinderen af hovedpræmien, Den Gyldne Palme. Ikke desto mindre var det i 2024 netop tilfældet, at Sean Bakers romantiske komedie, Anora, vandt netop i Cannes. Den har nu fået dansk biografpremiere. Anora er navnet på vores hovedperson, selvom hun egentlig helst vil kaldes Ani. Formentlig fordi hun synes, det lyder smartere og mere sexet i den New York-natklub, hvor hun arbejder som erotisk danser og escortpige, men måske også fordi det slører, at hun er russisk indvandrer i tredje generation. En dag indfinder den
I Luis Buñuels Belle de jour (1967, »Dagens skønhed«) spiller Catherine Deneuve den smukke overklassefrue Séverine Serizy, der på trods af sit elegante, kølige ydre har et brændende, indre begær, der på ingen måde er bare i nærheden af at blive tilfredsstillet af den skvattede ægtemand, lægen Pierre. I filmens åbningssekvens fantaserer Séverine om, at Pierre tager hende med ud i en skov, binder hende til et træ og pisker hende så blodet springer. I virkeligheden rører han hende aldrig. Den seksuelle frustration bliver til sidst så stor, at Séverine efter nogle nervøse tilløb tager et deltidsjob som prostitueret. Skammen
Den Jyske Opera er sluppet ganske heldigt fra deres opsætning af Madama Butterfly. Den kan fint blive i repertoiret og tages frem ved passende lejligheder.