Thomas Mann skrev om Wagners Nibelungens Ring, at den ”i grunden er rettet og digtet mod hele den borgerlige kultur og dannelse, således som den har hersket siden Renæssancen […]”. Mindre radikalt går Wagner ikke til værks i Tristan und Isolde (færdiggjort 1859, uropført 1865), der blev komponeret som et slags ”intermezzo”, mens Wagner holdt pause fra arbejdet med ”Ringen”.

Nu er det ikke længere dyd og dannelse, der er idealet. Nej, i stedet er det død og drifter. Vi bevæger os ikke længere fra mørke til lys, sådan som det typisk er tilfældet i f.eks. Beethovens symfonier, men fra lyset ud i nattemørket. Helten er heller ikke længere en ung prins, der skal lære forskellige gode dyder, sådan som eksempelvis Tamino i Mozarts Tryllefløjten, hvor vores helt på vejen fra barn til voksen skal fravælge det mørke og destruktive og erotiske repræsenteret ved Nattens Dronning og hendes halsbrækkende koloraturer for i stedet vælge den gode og dydige Pamina, der kønt synger om ”Mann und Weib und Weib und Mann Reichen an die Gottheit an”, som et passende parti.

Hos Wagner er der ikke noget visdomstempel, hvor helten kan søge tilflugt mod de farlige erotiske drifter, natlige dronninger og kæmpeslanger. I stedet efterlades helt og heltinde nøgne og afklædte i den sanselige elskovsnat, ”O sink hernieder | Nacht der Liebe, | gib Vergesse, daß ich Lebe”.

Mozart endte dog med at trække det længste strå. I Wagners sidste værk – Parsifal (1882) – undsiger Wagner centrale dele af sit eget skaberværk, herunder Nibelungens Ring og Tristan og Isolde, og ender mere eller mindre samme sted, som Mozart gjorde i Tryllefløjten.

Men det er stadig godt 20 år ude i fremtiden på tidspunktet for Tristan og Isolde. Og inden Wagner når dertil, har vi heldigvis stadig den vidunderlige besyngelse af natten, den søde, evige, stolt-ophøjede elskovsnat, som Wagner udødeliggør i anden akt af Tristan og Isolde. Periodemæssigt er vi stadig langt inde i højromantikken, men stilen er umiskendeligt senromantisk. Melodierne er næsten lige så knappe som den harmoniske forløsning, og selvom store dele af akten vel nok kan klassificeres som en duet, så er vi meget langt fra den klassiske operas formfuldendte stringens. Musikken er sanselig, ladet med spænding og vægten er lagt på det stemningsskabende frem for det strukturelt og harmonisk meningsfyldte.

Andre store komponister skulle gøre Wagner kunsten efter i musikalske skildringen af natten. Således var hele Gustav Mahlers 7. symfoni (1908) helliget natten og al dens mystik og alt det, vi ikke kan se for det bare lys. Et andet godt eksempel er Arnold Schönbergs Gurre-Lieder (1911), der til tekst af J. P. Jacobsen, gør sommernatten og mødet mellem kong Valdemar og Tove helt og aldeles uimodståeligt.

Ydre handling er der ikke meget af i Tristan og Isolde, langt det meste finder sted inden i personerne og i dialogen mellem dem, der dog ofte har karakter af ensidige proklamationer i den andens nærvær. Netop den er dramaets største problem: Personerne forekommer selv for operagenren ikke som rigtige mennesker, man kan føle og mærke, men mere som budbringere for Wagners æstetiske-politiske projekt. Wagner mestrede det episk-suggestive sus bedre end at gøre mennesker levende i musik. Her er Mozart og Strauss gennemgående at foretrække. Af samme grund må man også gå uden om Tristan og Isolde, når Wagners bedste værk skal vælges, og her står Lohengrin, Valkyrien eller Mestersangerne fra Nürnberg som stærkere kandidater.

Tristan og Isoldes styrke den ufatteligt sanselige musik, og en god opsætning af værket skal derfor forstå at understøtte denne, sådan som Mikael Melbye gjorde det i sin opsætning af værket på Den Jyske Opera i 2012-13-sæssonen. Instruktøren bag Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning, Sofia Adrian Jupither, har heldigvis også forstået dette med en solid opsætning, der ikke forsøger at gøre væsen af sig ved at gå på jagt i Wagners snørklede ideer, men i stedet med både kostumer og rekvisitter samt – ikke mindst – lyssætning netop søger at understøtte stemningen i værket og spillet mellem stykkets personer.

I første akt er vi ved noget, der minder om rælingen af et skib. Scenen gynger oven i købet for at understrege, at vi følelsesmæssigt er på gyngende grund, da de to elskende stadig er dødsfjender i store dele af denne akt. I anden akt er vi en have med nogle træer, og i tredje akt er vi på en gold klippestrand. Rekvisitterne er sparsomme, men er på den måde ganske tro mod Wagners regibemærkninger. Der er ikke taget upassende kunstneriske friheder.

Personinstruktionen fungerede godt, særligt i første akt, hvor sammenspillet mellem Isolde og Brangäne og siden Isolde og Tristan var præcist og gennemtænkt.

Ellen Runge har lavet stemningsfyldt lysdesign til alle tre akter. Det centrale er en stor, firkantet plade med lamper, der lyser varmt op i takt med, at de to elskendes lidenskaber slår gnister. I de første to akter bemærker man den ikke rigtigt, da den hænger højt oppe over scenen, men i tredje akt danner den bagvæg som en slags uigennemtrængelig monolit. Til allersidst under Isoldes Liebestod flammer lysene helt op i et kraftigt varmt lysskær, mens resten af lyset på scenen forsvinder næsten umærkeligt. Herefter kølnes gløden i “monolitten”, mens musikken klinger ud og Isolde bliver et med og opløses i mørket. En fantastisk stærk effekt.

De to elskende blev sunget af hhv. Bryan Register (Tristan) og Elisabet Strid (Isolde), der begge var noget mere afdæmpede og viste mere ømhed, end man ofte ser. Dette er velvalgt. Tristan og Isolde kommer let til at virke animeret, hvis sangerne lader sig rive for meget med af Wagners berusende orkestersmassiver. I forvejen gør Wagners tekst ikke meget for at vise, at vi har med ægte mennesker at gøre, og derfor er det passende, hvis sangerne holder lidt igen, så vi kan mærke at der faktisk er to forelskede derude i sommernatten. Navnlig Strids Isolde skal fremhæves for sin stolthed og varme, mens Tristan måske – navnlig i første akt – var lidt vel tilbageholdende taget i betragtning af, at han er en lidt vel kæk helt. Registers mere tilbageholdende attitude var mere på sin plads i andenaktens sommernat.

I det lidt mindre, men markante, parti som Kong Marke havde man valgt en veloplagt Stephen Milling, der befandt sig godt i dette parti. Især må fremhæves, hvordan Milling gjorde den store arie i slutningen af anden akt interessant og varieret ved at veksle rutineret mellem det potent-rasende, det bedrøvede og nedtrykte og det regulært ulykkelige. Kong Markes arie kommer selv hos rutinerede sangere ellers let til at blive en ensartet og lettere kedelig sag, som publikum helst vil have overstået inden pausen. Det var ikke tilfældet denne gang.  Også i tredje akt fik Milling sat sit aftryk på de mindre steder, mange måske helst bare vil have overstået, før vi kommer til Isoldes store afsluttende Liebestod – den eneste operaafslutning, der kan måle sig med den afsluttende terzet i Strauss’ Rosenkavaleren.

Også Jacob Skov Andersen fik sat sit præg på de to mindre partier som hhv. den unge sømand i første akt og hyrden i tredje akt, som man ellers næsten ikke bemærker.

Den bedste stemme var dog Hanne Fischer, der sang partiet som Isoldes fortrolige, Brangäne. Brangänes stemme i sommernatten er højdepunktet i anden akt og måske også i operaen. For legemliggørelsen af natten gør hendes stemme, hvad tenorhornene i Mahlers 7. symfoni gør, når de indledningsvist blæser dagen et stykke. Fischer stemme kastede en vidunderlig mørkfarvet tekstur ned over de to elskende og gav sommernatten den helt rigtige stemning. Pragtfuldt.

Det Kongelige Kappel fejrer i 2023-24-sæssonen sit 575 års jubilæum, siden det blev grundlagt som kongeligt trompeterkorps af Christian I i 1448; og det er længe siden jeg kan huske, at jeg har hørt dem spille så godt, som de gjorde denne grundlovsdagsaften i juni under Paolo Carignanis taktstok. Overblikket var frapperende. Snart var musikken storladen, massiv og voldsom og snart næsten kammermusikalsk og transparent, men hele tiden var lydbilledet nøje afmålt de dramatiske begivenheder på scenen.

Sidst vi så Tristan og Isolde på Det Kongelige Teater var det i en koncertante opførelse i 2019. Den seneste sceniske opsætning var Stig Fogh Andersens opsætning fra 2010, der musikalsk var glimrende, men hvor opsætningen næste gjorde hvad den kunne for at gøre værket sterilt og goldt. Med den aktuelle, fuldt tilfredsstillende, opsætning er Tristan og Isolde kommet tilbage på plakaten på Det Kongelige Teater med stil og format. Jeg håber den bliver i repertoiret længe.

Richard Wagner, Tristan og Isolde. Det Kongelige Teater, Operaen, den 5. juni 2024.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/tristan-og-isolde

Elisabeth Linton, Størst af alt er kærligheden (programartikel)

Kom ind i Tristan og Isolde (programartikel)

Wagners humanisme – Interview med Sofia Adrian Jupither af Nila Parly

Mariann Sejer, 575 år på bagen i orkanens øje (programartikel)

Richard Wagner, Tristan und Isolde. Textbuch mit Varianten der Partitur. Herausgegeben von Egon Voss (Reclam, 2003).

Thomas Mann, Richard Wagner og ”Nibelungens Ring“. Foredrag holdt november 1937. Oversat til dansk af Mogens Boisen og optrykt i Thomas Mann, Richard Wagner – To afhandlinger af fundamental betydning for forståelsen af Richard Wagner og hans musik, 1969.

For anbefalede indspilninger af Tristan og Isolde se her under referencer:

https://aarsskriftet-critique.dk/2019/08/opera-tristan-und-isolde-i-bayreuth/