Visse forestillinger passer til bestemte årstider. Wagners Parsifal (1882) opføres f.eks. ikke sjældent til påske, da sidste akt foregår langfredag. Bachs Johannespassion og Matthæuspassion siger sig selv. Sløjest ser det vist ud for sommeren, mens julen ikke overraskende byder på flest af sådanne forestillinger. I flæng kan nævnes Händels Messias (1741, uanset den blev skrevet til påsken), Johann Strauss II.s Flagermusen (1874) og Nøddeknækkeren med Tjajkovskijs musik (1892). I tysktalende lande hører Humperdincks opera Hans og Grethe (1893) også denne højtid til.
Puccinis La bohème (1896) kunne være endnu et sådant bud på en juleforestilling. Det kan måske være tilfældigt, men jeg synes at se den opført påfaldende meget i juledagene. Således på Det Kongelige Teater i 2018. I december 2023 programsættes den således på Wiens Statsopera, Münchens Statsopera, Berlins Statsopera samt Dresdens Semperopera. Handlingen i de to første akter er henlagt til juleaften, så det giver måske sig selv. Men der er ellers ikke meget juleforestilling over den dybt tragiske handling, hvor det måske nok blive jul, men herefter kommer som bekendt vinteren og kulden for alvor.
Også Helsingør Kammeropera har fundet på at opsætte La bohème i en version arrangeret af Leif Greibe for et kammerensemble bestående af akkordeon, strygekvartet, bas, klarinet og klaver betjent af Greibe selv, hvorfra han i øvrigt varetog den musikalske ledelse. Iscenesættelsen havde wagnertenoren Stig Fogh Andersen stået for.
La bohème er noget mere egnet til en kammeropsætning end Wagners Nibelungens Ring, som Helsingør Kammeropera tidligere har opsat på denne facon. Forestillingen blev afviklet på nogenlunde de godt to timer, som en normal opsætning af La bohème tager. Det eneste, der manglede, var al den parisiske folklore i indledningen til anden akt, hvor hovedpersonerne er på vej mod Café Momu, samt indledningen til tredje akt, hvor folk og fæ passerer byporten til Paris.
Når La bohème egner sig særlig godt til en kammeropsætning, er det navnlig fordi, at historien i de fleste scener udspiller sig på små, intime lokaliteter. Ikke mindst de fire bohèmers loftsværelse i første og fjerede akt. Opbuddet af personer er desuden begrænset. Helsingør Kammeropera havde derfor bevaret dem alle, det var vist kun legetøjssælgeren og toldbetjenten fra starten af hhv. anden og tredje akt, der var skåret ud.
Ser man f.eks. Franco Zeffirrellis – i øvrigt glimrende – gigantproduktion af La bohème til Metropolitan Opera i New York fra 1982 virker den overdådige scenografi næsten lidt for utroværdig i forhold til det fattige parisermiljø, der skildres, hvor vores hovedpersoner må brænde møblerne for at holde varmen. Derfor passer en lidt mindre scene ganske fint til opsætningen i Helsingør, der i det hele var traditionel: Vi befinder os i det hele i Paris i midten af 1800-tallet. I første akt kan vi således kigge ud over byens berømte tage igennem vinduet i det mansardværelse, hvor Rodolfo, Marcello, Colline og Schaunard bor.
Puccinis musikdramatiske værker er i højere grad end Wagners båret af sangen; og også af den grund egner La bohème sig bedre til en kammeropsætning. Det gør mindre, at orkestret er reduceret til et kammerensemble, når sangen er det centrale. Reduceringen var begavet og veludført, og ideen med at lade et akkordeon være en diskret del af ensemblet var både original og effektfuld, da det tilførte lidt fransk folklore, men uden at det blev karikeret. Det tilførte nogle ekstra, velvalgte klangfarver som ikke ellers findes i det fulde symfoniorkester, som operaen er skrevet til. Det hele godt fremført af musikere fra Det Kongelige Kapel og Leif Greibe selv.
Men dette skal ikke skjule, at der – alt andet lige – forsvinder noget ved at reducere operaens musik til kammermusik. Den varme, fyldige orkesterklang, der er kendetegnende for Puccinis operaer, er uvægerligt fraværende. Kammermusik er mere direkte, mere intenst og mere gennemsigtigt end fyldig orkestermusik. Dette tilførte en anderledes nerve og nærvær til historien end den vante Puccini-stemning. Det hele blev mindre følelsesfuldt, mere koldt om man vil. Det klædte faktisk historien, der jo i bund og grund ikke er varm og hyggelig, selvom Puccinis musik måske kan give det indtryk. Den er jo, at de fire letlevende bohemer pludselig står ansigt til ansigt med alvoren. Hidtil har de kunne småsvindle og charmere sig i gennem livets besværligheder – stikke af fra regningen på caféen, ignorer udlejerens rykkere etc. Det kan de pludselig ikke mere. Den kammermusikalske transparens var, synes jeg, med til at gøre denne alvor nærværende allerede fra start, hvor den normalt er mere skjult i Puccinis fyldige orkesterklange. Mest savnet var Puccinis orkesterklang i det dejlige forspil til tredje akt.
På sin vis er det måske nærliggende at sammenligne La bohème med Lars von Triers Idioterne (1998), der skildrer en forkælet og ansvarsløs ungdomsgeneration, der nægter at tage noget alvorligt, og som flygter fra alle besværligheder ved at spille evnesvage for derved at kunne afpresse omverdenen emotionelt. Også dér kommer der et punkt, hvor man er nødt til at tage tilværelsen alvorligt og blive, ja, voksen.
Men dermed ikke sagt, at Helsingør Kammeroperas opsætning af La bohème var granalvorlig. Det er den ikke; og man gør nok klogt i ikke at tage La bohème alt for alvorligt, navnlig ikke i de to første akter. Her var der rigeligt med komik og skuespillet mellem de fire venner var i det hele taget godt; og både varme og livsglæde strømmede ud fra det lille værelse. En passende kontrast til den kammermusikalske underlægningsmusiks kølige alvor. Personinstruktionen var i det hele detaljeret og hjalp handlingen fint på vej. Det ændrede dog ikke ved, at det indbyrdes sammenspil mellem de fire venner kan være svært at følg med i fra komponisten og librettisternes hånd, og at Colline og Schaunard mest forstyrre personkarakteristikken af stykkets centrale personer.
Helsingør Kammeropera havde fået et endog meget fint sangerhold på benene. De to centrale bohemer, Rodolfo og Marcello, blev glimrende sunget og spillet af hhv. Jacob Andersen og Morten Frank Larsen. Førstnævnte have en kraftfuld, men også passende varm og kærlig stemme, hvilket sømmede sig for denne poetiske person. Også Joel Kyhle må fremhæves i sin herligt mørkfarvede og karakterfulde gestaltning af filosoffen Colline.
Partiet som den dødssyge Mimì, der egentlig hedder Lucia, blev rørende bragt til live på scenen af Gisela Stille med en skøn blanding af sarthed og ukuelig, men forgæves, livsvilje. Hendes diametrale modsætning, den letlevende og temperamentsfulde Musetta, blev tilsvarende flot og levende sunget af Camilla Illeborg. Sidstnævntes skænderi med Marcello i slutningen af tredje akt var forestillingens komiske højdepunkt.
Man havde i Helsingør gjort klogt i ikke at synge på dansk, men holdt sig til den italienske original. Der var ingen tekstning, så handlingen blev detaljeret refereret før hver akt. Det fungerede fint. Jeg kan ikke finde noget at udsætte på Helsingør Kammeroperas opsætning af La bohème, der må siges at være endog meget vellykket.
Giacomo Puccini, La bohème, Libretto af Giuseppe Giacosa og Luigi Illica, Teaterhuset, Helsingør, den 3. december 2023.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kammeropera.dk/la-boheme-2023/
Libretto til La bohème fra Opernführer:
https://opera-guide.ch/operas/la+boheme/libretto/en/
Franco Zeffirellis La bohème-produktion til Metropolitan Operas er fra 1982 og har vist været på programmet lige siden i mere eller mindre uændret form, da den er så populær hos operaens publikum, at ethvert forsøg på at skifte den ud er blevet mødt med protester.
https://imusic.dk/movies/5099921741791/g-puccini-2008-la-boheme-dvd
Den kan også høres på Metropolitan Operas streamingtjeneste Met Opera On Demand (her en opførelse fra 2018):
https://www.metopera.org/season/on-demand/opera/?upc=811357019351
Den almindelige standardreferencer for La bohème-indspilninger er vistnok 1972-indspilningen med Schöneberger Sängerknaben, Deutsche Oper Berlins kor og Berliner Filharmonikerne under ledelse af Herbert von Karajan og – ikke mindst – med Mirella Freni som Mimì og Pavarotti som Rodolfo:
https://imusic.dk/music/0028942104921/g-puccini-1987-la-boheme-tosca-turandot-cd
