idédebat og kulturkamp
Det Kongelige Teaters Don Carlos er et operaspektakel af den slags, man for sjældent oplever herhjemme. Det vil sikkert skræmme nogen væk, men det er helt i stykkets ånd og alt i alt får man til fulde forløst Verdis imponerende operaspektakel. En noget nær optimal start på sæsonen.
»Den Jyske Opera får ganske meget ud af The Greek Passion.«
Richard Strauss om Richard Strauss. Det var ikke første gang. Allerede i tonedigtet Sinfonia domstica fra 1903 havde Strauss sat sit eget privatliv i toner – ikke mindst hustruen Paulines lunefulde sind, som han holdt utrolig meget af. Hvor rollen som den alfaderlige Strauss i Sinfonia domestica er henlagt alene til musikalske temaer, er Strauss i operaen Intermezzo (færdiggjort 1923) en egentlig karakter, nemlig kapelmesteren Robert Storch. Intermezzo blev opført i den netop afsluttede 2023-24-sæson på Deutsche Oper Berlin som andet led i en Strauss-trilogi, hvor hans Arabella i 2022-23-sæsonen blev opført som trilogiens første del. Tredje og sidste del
Thomas Mann skrev om Wagners Nibelungens Ring, at den »i grunden er rettet og digtet mod hele den borgerlige kultur og dannelse, således som den har hersket siden Renæssancen […]«. Mindre radikalt går Wagner ikke til værks i Tristan und Isolde (færdiggjort 1859, uropført 1865), der blev komponeret som et slags »intermezzo«, mens Wagner holdt pause fra arbejdet med »Ringen«. Nu er det ikke længere dyd og dannelse, der er idealet. Nej, i stedet er det død og drifter. Vi bevæger os ikke længere fra mørke til lys, sådan som det typisk er tilfældet i f.eks. Beethovens symfonier, men fra
Skønvirke – Arts and Craft – Art nouveau – Jugendstil. Tidens stil omkring år 1900 kendetegnet ved de rige ornamenteringer og det gode håndværk, der æstetisk sigter efter at forene dekoration og funktion i en formfuldendt helhed. Jugendstilen knyttes særligt til kunsthåndværk og arkitektur. Skulle man finde en musikalsk pendant, er Richard Strauss’ delikate senromantik med dens rigt udsmykkede orkesterpartiturer et oplagt bud. Som musikalsk håndværker var Strauss uovertruffen. Musikken er uhyre detaljeret i sin ornamentik; og i Strauss’ musikdramatiske værker synes hver eneste takt at skulle tjene en funktion i det dramatisk stof. I modsætning til f.eks. danske Rued
Hvad skete der egentlig med Don Giovanni/Don Juan, efter at han blev styrtet i helvedets ild i slutningen af Mozart/da Pontes opera fra 1787? Det spørgsmål har den danske komponist, instruktør og multimediekunstner Simon Steen-Andersen forsøgt at besvare i sit nye musikdramatiske værk Don Juans Inferno – Operahelvede tur-retur i en akt for seks sangere herrekor, fem scenemusikere, orkester video og elektronik, der er en samproduktion mellem Det Kongelige Teater og Opéra national du Rhin i Strasbourg, Musica Festival Strasbourg og Musica et La Muse en Circuit, Centre national de création musicale. Premieren var i Strasbourg i september 2023. Simon
Eller rettere: Oratorium, men Händels Saul fra 1739 kan ligesom Tidens og Visdommens Triumf sagtens klare en scenisk opførelse, hvilket man kan se nu på Det Kongelige Teater. Saul har oven i købet en egentlig handling, nemlig den spændende historie om Saul og David fra Første Samuelsbog, kapitel 16 ff., som også Carl Nielsen komponerede en opera over. Værket starter med et stort, flot kor. David har netop dræbt den frygtelige filister, Goliat, der i følge overleveringen var 6 alen og et fingerspand høj (altså knap 4 meter), og skilt hans hoved fra kroppen. Hovedet blev siden bragt til Jerusalem.
Det kunne ligne opskriften på en katastrofe, men ender som et af det 20. århundredes måske største musikalske mirakler: Strauss-Hofmannsthals Ariadne auf Naxos fra 1912, hvor værket i sin oprindelig version blev spillet i stedet for den afsluttende ballet i Molières Den Adelsgale Borger/Hr. Jourdains Adelsgriller fra 1670, som Hofmannsthal bearbejdede og oversatte (Der Bürger als Edelmann), og som Strauss satte musik til. I dag kendes Ariadne bedst i den reviderede udgave fra 1916, som er aktuel på Det Kongelige Teater, hvor Strauss-Hofmannsthal i stedet for Molières komedie tilføjede et forspil: Den rigeste mand i Wien (hos Molière: Hr. Jourdain)
I den tyske Nibelungenlied udspiller der sig i 14. eventyr en central scene foran domkirken i Worms, hvor Brünnhilde og Kriemhild kommer op at toppes. Sidstnævnte håner førstnævnte, fordi helten Siegfried foretrækker Kriemhild, mens Brünnhilde må nøjes med slapsvansen Gunther. Da Brünnhilde opdager, at hun er blevet bedraget, stiller hun Siegfrieds utroskab til skue, hvilket fører til hans undergang og død. Scenen kom aldrig med i Wagners Nibelungens Ring, hvor jalousidramaet mellem de to kvinder afvikles på anden vis i Götterdämmerung. Men noget næsten tilsvarende kan opleves i Pietro Mascagnis enakter, Cavalleria rusticana, fra 1889, der i marts 2024 har
»Eine wunderbare Heiterkeit hat meine ganze Seele eingenommen, gleich den süßen Frühlingsmorgen, die ich mit ganzem Herzen genieße. Ich bin allein, und freue mich meines Lebens in dieser Gegend, die für solche Seelen geschaffen ist wie die meine«. Som det fremgår, er det ikke fordi Johann Wolfgang Goethes Die Leiden des jungen Werther (1774) ligefrem kræver musik for at vække forårsstemningen til live. Den unge Werthers følelser bobler helt af sig selv op fra siderne, straks man åbner bogen. Men sådanne tekster har det selvsagt med at inspirere. Det er ellers lidt af et paradoks, at to af Goethes mest
Hvad har mesterinstruktøren Fritz Lang og operakomponisten Giacomo Puccini tilfælles? Ikke meget skulle man synes. Og dog: En af instruktørens tidligst bevarede film er Harakiri fra 1919. Filmen er en filmatisering af David Belascos skuespil Madame Butterfly, det samme skuespil som Puccini 15 år tidligere havde baseret en opera af samme navn på: Den tragiske historie om den hengivne japansk geisha, Cio-Cio-San (Butterfly), der gifter sig med den japanske flådeofficer Benjamin Franklin Pinkterton. Hun mener det alvorligt, det gør han ikke; og da hun efter flere års ventetid ser ham komme tilbage blot for at tage deres fælles barn med
Det er egentlig ikke så overraskende, at Justine Triets Anatomie d’une chute først netop her i februar 2024 har dansk premiere som Frit Fald efter at have haft sin internationale premiere ved filmfestivalen i Cannes i maj 2023. Noget mere overraskende er det, at filmen vandt hovedpræmien, Den Gyldne Palme, ved samme lejlighed. Lad det være sagt allerede her, at både overraskelsen og manglen på samme kan forklares med, at der er tale om et temmelig ordinært, middelmådigt retssalsdrama, som det er set utallige gange før. Derfor næppe et værk, man ville overrække en præmie og fluks sende i dansk
Mozarts sidste opera, La clemenza di Tito – eller ofte blot Titus – fra 1791 var genremæssigt lidt af et »tilbageskridt« for hans vedkommende. Den alvorlige opera seria med dens historiske eller mytologiske handling havde han vel egentlig forladt med Idomeneo i 1780 for at hengive sig de mere muntre værker med den bittersøde alvor, der nok skulle blive hans mest kendte og elskede, Figaros Bryllup (1786), Don Giovanni (1787) og Cosí fan tutte (1790). Personerne var her mere nærværende og tættere på noget, man kan forholde sig til; og på trods af deres muntre indhold indeholder disse tre værker
Kronen på den for nylig overståede København Stumfilmfestival var en nyrestaureret 4K-udgave af Carl Th. Dreyers Blade af Satans Bog (1920). Filmen – der i øvrigt blev intenst og rørende akkompagneret direkte i salen af Ronen Thalmay ved klaveret – viser forskellige fire inkarnationer af Satan til forskellige tider: Satan er blevet forbandet af Gud og derfor dømt til at friste menneskene. Kun hvis nogen kan modstå ham, kan han blive frelst. Satan kommer i skikkelse af en farisæer, der overtaler Judas til at forråde Jesus; en storinkvisitor i Spanien i 1500-tallet; en jakobiner under den franske revolution i slutningen
Visse forestillinger passer til bestemte årstider. Wagners Parsifal (1882) opføres f.eks. ikke sjældent til påske, da sidste akt foregår langfredag. Bachs Johannespassion og Matthæuspassion siger sig selv. Sløjest ser det vist ud for sommeren, mens julen ikke overraskende byder på flest af sådanne forestillinger. I flæng kan nævnes Händels Messias (1741, uanset den blev skrevet til påsken), Johann Strauss II.s Flagermusen (1874) og Nøddeknækkeren med Tjajkovskijs musik (1892). I tysktalende lande hører Humperdincks opera Hans og Grethe (1893) også denne højtid til. Puccinis La bohème (1896) kunne være endnu et sådant bud på en juleforestilling. Det kan måske være tilfældigt,
Man hører fra tid til anden udtalt, at J. P. E. Hartmann (1805-1900) med sin imponerende alder kunne have mødt både Joseph Haydn og Louis Armstrong. Det første er i hvert fald i princippet rigtigt, da Haydn døde i 1809; og det sidste er næsten rigtigt, da selv med det forbehold, at Satchmos fødselsår visse steder angives til »1900«, er der vist ikke tvivl om, at han blev født i juli eller august, mens Hartmann døde allerede i marts. Men der behøves ingen anekdoter for at konstatere, at Hartmanns alder vitterligt var imponerende. Det lå dog ikke i kortene, at
Spøgelser hjemsøger vel operaen ligeså ofte som litteraturen. Spøgelset i operaen er vel nærmest blevet mere kendt som populærkultur reference end som original. I Mozarts Don Giovanni (1787) indgår kommandantens spøgelse i den centrale scene i sidste akt. I 1841 er spøgelset sågar titelrollen i Wagners Den Flyvende Hollænder. I Erich Wolfgang Korngolds symbolistiske Die tote Stadt fra 1920 hjemsøges hovedpersonen Paul af sin afdøde hustrus spøgelse, der dog blot er et fantasifoster. Spøgelser er netop hovedingrediensen i Benjamin Brittens The Turn of the Screw (1954), der netop har været vist på Det Kongelige Teater som Skruen Strammes. I modsætning
Opsætningen tager sig gennemgående spøgelsesagtigt ud, hvilket rammer – i hvert fald stemningen i operaen – helt rigtigt.
Den aktuelle opsætning fungerer ikke på noget plan.
Nibelungens Ring som kammeropsætning er både ambitiøs, velgennemtænkt og velgennemført.
Midt under afviklingen af Wagners Ring-cyklus på Staatsoper unter den Linden tager en anden, anderledes cyklus sin begyndelse nogle kilometer derfra i Berlin-Charlottenburg på Deutsche Oper Berlin. Ikke en Wagner-cyklus, men en Strauss-cyklus. Richard Strauss skrev ingen sammenhængen operaværker på samme måde som de fire operaer i Nibelungens Ring er tænkt sammenhængende, men Deutsche Oper har sat en cyklus sammen bestående af Strauss-værkerne Die Frau ohne Schatten (1919), Intermezzo (1924) og Arabella (1932). Arabella har premiere i år, mens Intermezzo og Die Frau ohne Schatten er varslet til 2024 og 2025. Lignende projekter er set før. Eksempelvis da Det Kongelige
»No interpreter of any dramatic work, if he is genuinely intent on elucidating its inner meaning, can afford to be entirely subjective. It is clearly not enough to identify certain features of it which correspond to one’s own view of things, and then to ignore or coerce any recalcitrant elements which do not fit in with that view. This is simply to insist on making the work mean what one wants it to mean. An interpreter should surely begin by paying full respect to the objective side of interpretation: he should adopt a realistic humility towards the artist’s own avowed
Vil man se Nibelungens Ring, skal man være forberedt på at ændre på sine spisevaner. Ofte starter forestillingerne kl. 16; og man er først ude af operahuset igen ved 21-22-tiden. Spørgsmålet er derfor, om man skal spise en stor frokost, der gør det ud for dagens hovedmåltid, eller om man skal tage en hurtig, let frokost og spise hovedmåltidet sent? Vælger man det første, skal man gøre sig klart, at der i så fald kun er et par timer til rådighed til at være turist, inden man skal spise. Vælger man det sidste, skal man gøre sig klart, at det
Hvor det i Rhinguldet var Alberich, der forsagede; er vi i Valkyrien nået ned i menneskenes verden, hvor hans forsagelse af kærligheden spejles i helten Siegmund. Siegmund forsager i den centrale scene i anden akt den himmelske lykke i Valhal for at kunne være på jorden med sin Sieglinde. Det himmelske vælges fra og det jordiske til. Alberich er blot en mere ekstrem, perverteret og vulgær form af det, mennesket har i sig. I Dmitri Tcherniakovs opsætning på Staatsoper unter den Linden i Berlin synes denne spejling understreget ved, at Siegmund og Sieglinde – da de er stukket af fra
Man hører det igen om operaer komponeret i tiden sådan omtrent fra 2. Verdenskrig og til i dag: »Den her gang er det sangbart«, »den her gang er det lyrisk«, »den her gang lyder det rigtigt«, »den her gang lyder det godt«. Det blev, så vidt jeg husker, sagt bl.a.om Poul Ruders’ Tjenerindens fortælling (1998) og Thomas Adés The Exterminating Angel (2016). Og pt. siges det om Benjamin Brittens Peter Grimes (1945), der har repremiere på Det Kongelige Teater i David Radoks iscenesættelse ved Kim Amberla. Heller ikke for Benjamin Brittens operaer er sådanne udsagn særligt velvalgte. Om end han
»Dengang den gamle Saturn endnu havde Magten i Himlen, netop i Guldalderen laa Rigdommen skjult under Muld: Kobbert, Sølvet og Guldet og Jernet – Metallerne dvæled endnu i Skyggernes Land, Mennesker søgte dem ej. Det som de sanked og helt uden Møje, var bedre at eje: Markernes og Træernes Frugt, Honning fra Biernes Bo. Aldrig de spaltede Jorden med Spader og kraftige Plovjern, maalte ej Markerne op, drog ikke Grænser og Skel. Havfladen kløved de ikke og fejed med hastige Aarer, Stranden var Grænse, ved den sluttede Menneskers Vej. Nu har de nyttet til eget Fordærv deres Tanke og Snilde,
Der er en verden til forskel på det musikalske verdensbillede, der skabte Monteverdis Orfeus i 1607, og det der skabte Richard Strauss’ Elektra, der havde premiere godt 300 år senere i 1909. Det første havde som ambition at genskabe det klassiske teaters enkelhed og rene linjer, mens det sidstnævnte havde følelseslivets kaos som genstand og alt andet end rene linjer som æstetisk udtryk. Strauss’ Elektra er nærmest demonstrativt voldsom og uskøn i sit udtryk, selv når man sammenligner med forgængeren Salome (1905). Selvom der ikke er så langt som til Monteverdi, så er der stadig meget langt til det musikalske
Hvad er det, der får Orfeus til at vende sig om efter sin Eurydike, velvidende at han derved mister hende for altid? Det enkle svar er, at han elsker hende så højt, at han bare ikke kan lade være. Men svaret rummer mere end som så, for hvis det var så enkelt, så kunne han vel godt udsætte sit behov for at se hende de få meter mere, der var tilbage, før de var kommet ud af dødsriget. I Ovids gendigtning af det thrakiske sagn om Orfeus, beskrives Orfeus’ reaktion næsten som en art refleks af angst for sin kære:
Giuseppe Verdis talent står i dag næsten uimodsagt. Men sådan har det ikke altid været. En af dem, der i Verdis egen samtid ikke var særlig begejstret, var den unge Richard Strauss, der i 1886 foretog en dannelsesrejse til Italien, hvor han bl.a. overværede en opførelse af Verdis Aida (1871). I et brev til familien hjemme i München karakteriserede han den som »scheußlich, Indianermusik«. Rafaels maleri af den hellige Cæcilia i pinakoteket i Bologna gav ham derimod våde øjne. Men, skrev han, »für italienische Musik werde ich mich wohl nie bekehren, es ist eben Schund«. Anderledes attraktive end musikken var
Opera for børn? Det findes skam, f.eks. Jonathan Doves Den Forheksede Gris, men i standardrepertoiret er de til at overse. Mozarts Tryllefløjten (1791) fremhæves ofte som en af de mest egnede, men rigtigheden er udsagnet bør ikke stå uimodsagt. Længden på 2½ time gør den ofte til en prøvelse for selv nutidens voksne, der sjældent kan koncentrer sig så længde ad gangen, før mobiltelefonen findes frem – hvilket man ved selvsyn kan konstatere til efterhånden de fleste forestillinger herhjemme. Måske tv-serierne og træningscentrene har bedre held med at holde interessen fanget. Herudover fremhæves Janáčeks Den Fiffige Lillle Ræv (1924) også
