Spøgelser hjemsøger vel operaen ligeså ofte som litteraturen. Spøgelset i operaen er vel nærmest blevet mere kendt som populærkultur reference end som original. I Mozarts Don Giovanni (1787) indgår kommandantens spøgelse i den centrale scene i sidste akt. I 1841 er spøgelset sågar titelrollen i Wagners Den Flyvende Hollænder. I Erich Wolfgang Korngolds symbolistiske Die tote Stadt fra 1920 hjemsøges hovedpersonen Paul af sin afdøde hustrus spøgelse, der dog blot er et fantasifoster.
Spøgelser er netop hovedingrediensen i Benjamin Brittens The Turn of the Screw (1954), der netop har været vist på Det Kongelige Teater som Skruen Strammes. I modsætning til de øvrige operaer, nævnt ovenfor, er spøgeriet her centrum for den egentlig handling på det fjerntliggende landsted Bly i East Anglia, hvor en ung og uskyldige guvernante får til opgave at tilse børnene Miles og Flora. Børnene bor der alene sammen med husholdersken Mrs. Grose. Forældrene hører vi ikke noget om. Børnene har kun en fjern slægtning, deres værge ”the guardian”, der bor i London og som har antaget vores guvernante – der i øvrigt er operaens eneste ikke-navngivne karakter. Værgen har kun en betingelse for opdraget: Hun må love ikke at besvære ham; overhovedet.
Alt dette forklares i operaens prolog, der er et parti i stykket, som kun optræder som indledning, inden guvernanten ankommer til Bly og møder de to børn, som hun umiddelbart synes godt om. Det varer dog ikke længe, før der begynder at ske mærkelige ting. En mystisk mand kommer pludselig til syne i tårnet, senere i vinduet. Miles bliver smidt ud af skolen og begynder at synge en sang, som han ikke vil sige, hvorfra han har lært. Han har bare fundet den, hedder det. Snart dukker også en mystisk kvindeskikkelse op, og spøgelserne kommer tættere og tættere på børnene uden at vores hovedperson er i stand til at gøre noget ved det.
Den mere modne Mrs. Grose fortæller guvernanten, at manden må være Peter Quint, landstedets tidligere kammertjener, der nu er død. Kvindeskikkelsen må være Miss Jessel, en tidligere guvernante, der også nu er død. Peter Quint var en ond mand. Hvad der præcist skete siges aldrig, udover at Quint ”had his will, morning and night”, med både børnene og Miss Jessel.
Hvor det i Henry James kortroman fra 1898, der har dannet forelæg for operaen, er usikkert om spøgelserne er virkelig eller blot hovedpersonens fantasi, er de hos Britten ægte nok, da de optræder i flere scener med børnene alene. Det gør dog ikke stykket mindre fascinerende, da vi holdes nok så meget i uvished om, hvad der egentlig er tale om. Er det en allegori over fascismens fremmarch i mellemkrigstiden, hvor de uskyldige korrumperes af onde kræfter, mens enhver myndighed og autoritet forholder sig fjern og ligegyldig eller ikke kan eller vil se problemerne i øjnene som i Hitchcocks The Lady Vanishes (1938)? Eller er det en historie om at blive voksen, hvor børnenes pludselige luner og uartige opførsel tilskrives mørke kræfter som i William Friedkins Eksorcisten (1973)? Eller er det hele eller det meste faktisk noget, der er et produkt af hovedpersonens isolation og ensomhed som i Kubricks filmatisering af Stephen Kings The Shining (1980)? Alle tolkninger er mulige.
Fortællingen lider dog lidt under en svag libretto, der har mange, korte scener uden tydelig sammenhæng, hvor det ofte ikke er helt tydeligt, hvad der ønskes formidlet, og hvad der egentlig sker.
Anderledes med Brittens musik, der er sært fascinerende. Britten får ganske meget ud af den kammerbesætning, musikken er skrevet for; og håndværksmæssigt fejler Brittens musik bestemt ikke noget. Den kammermusikalske transparens giver musikken en intimitet og et nærvær, der passer godt til den knugende stemning på det ødeliggende landsted. Uhyggelig er den aldrig rigtig, men sætter mere stemningen for et skævt univers, f.eks. når spøgelserne ledsages af hhv. en celeste (Quint) og en harpe (Miss Jessel). Den har ikke så lidt til fælles med Bartóks Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste (1936), der også udnytter få virkemidler meget effektivt; og som Kubrick lånte til at sætte stemningen i netop The Shining. Der er dog det men om Brittens musik, at den – som så meget andet efterkrigstidsmusik – har en tendens til at blive for ukarakteristisk og forholder sig meget frit til det sungne. Den begejstrer ikke sådan for alvor, den har ingen eller kun lidt følelser, og stemningerne kommer aldrig rigtigt under huden. Musikken virker som noget der er tænkt mere end følt. Fuldt udbytte kræver derfor også, at man koncentrerer sig om at lytte til den. Den egner sig ikke til baggrundsmusik.
Hertil kommer problemet med, at den engelsk sprogtone ganske enkelt efter min smag kommer til kort til klassisk sang til sammenligning med andre operasprog (navnlig tysk, fransk og italiensk). Britten er dog en af de bedste til få det til tage sig ud fra sin pæneste side, når det sættes i sang.
Udslagsgivende er dog særligt, at Britten ofte vælger interessante historier til sine værker og typisk også får meget ud af stoffet. Dette gør sig også gældende for Skruen Strammes. Musikerne fra Det Kongelige Kappel under ledelse af Robert Houssart gjorde bestemt ikke den musikalske oplevelse mindre med en flot fremførelse af Brittens musik.
Opførelser af Skruen Strammes er vist ikke helt almindelige, navnlig fordi partierne som de to børn kan være vanskelige at få besat, da de er ganske krævende. Ved uropførelsen af værket i 1954 måtte partiet som Flora synges af en voksen kvinde. I Danmark har operaen dog været opført flere gange, herunder i 1968, hvor Britten fik overrakt Sonnings musikpris. Disse to partier var heldigvis også rigtig godt besat til den omtale opførelse med hhv. Hannibal Skovlund Brockhoff som Miles og Barbro Cítron som Flora.
Det samme gjaldt partiet som guvernanten, der blev sunget af Clara Cecilie Thomsen, der havde en virkelig god og sart stemme, der fint var med til at skildre den ensomme og skrøbelige guvernante, der ender med at gå under på det store landsted. Hun høstede også fortjent det største bifald til sidst.
Mindst lige så god var Johanne Bock i partiet som den mere hjemmevante Mrs. Grose, en ægte matriark, der ikke lader tvivl om, hvem der bestemmer på landstedet.
De to spøgelser, blev sunget af hhv. Fredrik Bjellsäter (Peter Quint) og Gisela Stille (Miss Jessel), hvor førstnævnte også sang partiet som den personificerede prolog, Prologus. Mens jeg ikke har noget at udsætte på de tos sang, så kunne jeg godt have ønsket mig, at de lød lidt mindre som almindelige mennesker, og lidt mere som noget, der ikke var af den her verden.
Spøgelser findes der skam i operaen, men ikke den slags der vandrer hvileløst rundt i gangene på Gamle Scene som svævende, hvide lagener og skræmmer publikum væk med raslende kæder. Nej, nu til dags er hjemsøges verdens operascener af operainstruktører og regiteater; og det er uhyggeligt. Det var dog kun et mindre skræmmende uhyre, der viste sig for publikum i form af regiteater, der havde henlagt opsætning til noget, der lignede 1950’erne, hvor operaen blev til, i en delvis ”nøgen” scenografi, der bevidst lod bagscene mv. være synlige. Instruktørens ide var, at scenografien skulle forsvinde lidt efter lidt efterhånden som spøgelserne fik overtaget. Scenemedarbejdere kommer f.eks. i anden akt ind og bærer rekvisitter ud etc. Til sidst sad guvernanten alene tilbage i et mørkt, nøgent rum. Klassisk regitater – teater-i-teater og problematisering af den tid, hvor operaen blev til (1950’erne). Hele to åbenbare ”gengangere”, men mere af den slags der mere irriterer end gør en bange.
Opsætningen skal roses for sin brug af dynamisk scenografi, hvor de forskellige scener glider ubesværet ind mellem hinanden. Det var med til at skabe dynamik og sammenhæng i værket, der ellers – hvis man blot læser teksten eller et handlingsreferat – hopper lidt vel meget fra scene til scene, uden at den ene begivenhed naturligt før den anden med sig. Overordnet er jeg meget tilfreds med Det Kongelige Teaters Skruen Strammes.
Benjamin Britten, Skruen Strammes (The Turn of the Screw). Libretto af Myfanwy Piper. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 6. oktober 2023.
Referencer
Forestillings hjemmeside: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/skruen-strammes
Elisabeth Linton, Når de døde blander sig med de levende (programartikel).
Kort om Britten og Skruen Strammes (programartikel).
MS, Virkelige spøgelser (programartikel).
MS, Det begynder med Bjørnen Sover… (programartikel).
Nila Parly, Uskyldens højtid er druknet (programartikel).
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.
Keith Anderson, The Turn of the Screw (tekstindlæg i Naxos-udgivelsen omtalt nedenfor).
En glimrende indspilning af The Turn of the Screw er udgivet på laxos med Aldeburgh Festival Ensemble under ledelse af Steuart bedford. Kan købes hos iMusic:
https://imusic.dk/music/0730099610926/langridgelottbedford-2003-brittenthe-turn-of-the-screw-cd
