Lars von Trier blev i 2000’erne inviteret til at opsætte Nibelungens Ring i Bayreuth, hvilket desværre aldrig blev til noget. Den aktuelle Bayreuth-opsætning af Den Flyvende Hollænder, der havde premiere i 2022, er derimod inspireret af von Triers film, Dogville (2003). I hvert fald hvis man skal tro indføringsforedraget, der vanen tro afholdes af dr. Sven Friedrich om formiddagen på dagen for hver opførelse, hvor det også fortælles, at opsætningen er henlagt til den fiktive by Stadt der Lüge, hvortil Hollænderen vender hjem efter at have været borte i mange år.
Scenografien i von Triers film bestod i det væsentlige af kridtstreger på jorden, så alt var gennemsigtigt hele tiden. Kridtstreger er der dog ingen af i Dmitri Tcherniakvos opsætning af Den Flyvende Hollænder. Denne inspiration syntes mere tydelig i instruktørens opsætning af Nibelungens Ring i Berlin, hvor bl.a. Hundings hytte og Mimes hule var henlagt til samme ”hus”, der var lavet gennemsigtigt i noget, der mindede om kridtstreger i tre dimensioner.
En vis transparens er der dog i den forstand, at scenografien i den aktuelle opsætning består af en række gule murstenshuse, som vi for nogles vedkommende kan kigge ind i. Men det er snarere forskellene der træder frem. Langt de fleste huse kan vi ikke kigge ind i; og deres massive murstensmure giver mere et indtryk af utilnærmelighed og uigennemsigtighed. De fleste af dem er forsynet med vinduer, hvorfra der strømmer et varmt, gult lys. Nysgerrigheden pirres konstant. Hvad gemmer der sig bag murerne? Vi ved det ikke, for vi kan ikke kigge ind igennem murstenene. Husene flyttes konstant rundt; så den lille by, vi er i, tager sig næsten labyrintisk ud. Dette er effektfuldt ligesom instruktørens brug af bevægelig scenografi med tilsvarende effekt ved opsætningen af Ringen i Berlin.
Det er nat hele tiden; og alt er indhyllet i et tåget lys, der ikke gør tingene mere gennemsigtige. Vi ser hverken skibe eller andet maritimt, sådan som Wagner ellers har foreskrevet. Stemningen af dunkelt havneterræn ligger dog nær for, uanset om det er dette, instruktøren har haft det i tankerne. Scenografien minder lidt om et kubistisk maleri eller en ekspressionistisk film fra 1920’erne, f.eks. Robert Wienes Dr. Caligaris Kabinet (1920) eller arbejderbyen i Fritz Langs Metropolis (1927). Opsætningen tager sig gennemgående spøgelsesagtigt ud, hvilket rammer – i hvert fald stemningen i operaen – helt rigtigt.
Jeg er faktisk meget glad for scenografien. Tcherniakvo har både i Bayreuth som i Berlin og ved opsætningen af Elektra i København forstået at engagere nogle dygtige scenografer til at realisere sine ideer. Desværre er der vist ingen officielle fotografier fra opsætningen tilgængelige udover i det trykte program, men på forestillingens hjemmeside kan man se en reklamevideo, der giver et indtryk af den.
Ouverturen er iscenesat, sådan som det så ofte er tilfældet i det moderne regiteater. En overskrift fortæller, at det er den unge H.s drøm – også her synes der at være en form for reference til von Triers film, da han har for vane i nogle af dem at betegne karaktererne ved bogstaver, men dette var dog ikke tilfældet i Dogville. En dreng ser Daland have sex med en kvinde i grøn kjole på åben gade. Hun bliver svigtet af Daland, udstødt af byen og begår herefter selvmord ved at hænge sig for øjnene af sit barn. Barnet viser sig at være Hollænderen, der flygter fra byen for senere at vende tilbage for at hævne sig.
Mens stemningen således er ramt fint, er andre af instruktørens valg mere tvivlsomme. Første akt er således ikke henlagt til et skib, men en bodega eller havneknejpe, hvor sømændene synger og slår i bordet. Styrmanden går kold, da Daland er gået hjem. Hollænderen ankommer herefter som den mystiske fremmed, der kommer til byen, sådan som ikke mindst Clint Eastwood er set gøre det i utallige Westerns, f.eks. En Nævefuld Dollars (1964) og High Plains Drifter/En Fremmed Uden Navn (1973).
Anden akt er først en korprøve på gaden, hvor ammen Mary har fået rollen som kordirigent; og de spinnende piger er også i opsætningen blevet til et kor. Herefter skifter scenen igen til en ny gade, hvor Erik kommer. Herefter kan vi se ind i en lille stue, hvor Senta skal præsenteres for sin nye kæreste/Hollænderen. Daland og Mary er vist gift. Mary dækker op; og de unge synger deres duet henover bordet. Stemningen er akavet, som den kan være når man skal møde svigerfamilien første gang. Den løsner sig dog, da Mary og Daland forlader lokalet, og Senta og Hollænderen lades alene tilbage.
I tredje og sidste akt er vi til byfest med plasticstole og campingborde på byens torv. Koret starter lidt svagt og usikkert ud og lyder faktisk lidt som almindelige mennesker, der skal synge i kor under fællessang og ikke kan synge helt rent. Men det er et kunstnerisk valg. Ebbehard Fridrichs kor får nemlig hurtigt sunget sig kraft til at gå op mod Hollænderens mandskab, der også synger godt. Og det hele tager form som et stort crescendo, der ender aldeles pragtfuldt. Der var også stort bifald til koret efterfølgende.
Det kommer til håndgemæng mellem byens borgere og Hollænderens mænd. Hollænderen hiver en – hvad jeg mener at kunne genkende som en Colt model 1911 – frem fra inderlommen og skyder ind i menneskemængden, og der udbryder panik. Efterfølgende går Hollænderens folk bassærk i byen og sætte den i brand – det er nok mest her ligheden med Dogville kommer frem. Ilden ser meget flot og virkelig ud med røg og brændende aske, der flyver rundt. Det havde dog været mere velanbragt i instruktørens opsætning af Götterdämmerung i Berlin, hvor instruktøren ikke lod os se antydning af ild og verdensbrand. Man tør nok ikke formode, at instruktøren er kommet til at bytte om på sine påfund.
Mary skyder herefter Hollænderen med en dobbeltløbet haglbøsse. Senta bliver siddende tilbage som tæppet falder.
Ligheden med Dogville består måske mest i, at vi begge steder har at gøre med et lille, indskrænket landsbysamfund engang i 1930’erne, som ikke er i stand til at rumme de stærke individer, der er meget større end det småborgerlige samfunds trivielle trummerum kan rumme. Instruktøren går dog stadig lidt galt i byen i forhold til forlægget; for hos Wagner er det norske landsbysamfund, hvor Senta bor, blot et bagtæppe. Det er ikke skildret specielt indskrænket eller småtskårent, sådan som hos von Trier. Det er blot, ja, almindeligt og kedeligt set med hovedpersonens øjne. Instruktøren gør i den aktuelle opsætning samfundet til det centrale, hvor det hos Wagner er individet Senta, der er i centrum. Wagners budskab om forløsning og frigørelse gennem kærligheden forbigås totalt. Det hele ender uforløst. Denne “film noir”-slutning rammer måske opsætningens stemning, men ikke forlæggets budskab.
Selvom jeg æstetisk er tilfreds med den stemning, der er i opsætningen, så er der gennemgående for lidt skumsprøjt, saltvand og stormvejr over det, til at jeg for alvor bliver imponeret. Den voldsomme natur, havets brusen og vindens susen skal netop afspejle karakterernes emotionelle stormvejr. Den aktuelle opsætning er nærmest steril og rammer derfor på dette punkt ved siden af.
Partiet som Senta blev fremragende sunget af Elisabeth Teige, der var dramatisk, grænsende til det skingre, samt med en gnist af sværmerisk galskab. Helt rigtigt ramt; for Senta er ikke en karakter, der rummer mange nuancer. Hun er en flabet, hysterisk indskrænket og umoden teenager.
Michael Volle var ligeledes ganske fortræffelig i partiet som Hollænderen. Navnlig til sidst viste han stor overbevisning og slagkraft i dette mægtige parti. I den store duet i anden akt viste de to, at de bestemt er ligeværdige i deres grænseløse længsler og umådeholdende begær.
Derimod kunne jeg godt have ønsket mig mere af Georg Zeppenfeld i partiet som Daland, der blev leveret ukarakteristisk. Bestemt fint sunget, men det var ikke klart, hvilken personlig man ønskede at få frem. Var det den ”onde” far, der sælger sin datter til Hollænderen, eller er det den ”gode” far, der blot tænker på sin datters fremtid? Begge tolkninger, og formentlig flere, er mulige, men partiet blev gestaltet noget karakterløst.
Anderledes med partiet som Erik – den kæreste Senta egentlig har lovet sig væk til, før Hollænderen kom forbi – der blev godt sunget af Tomislav Mužek. Her var der truffet mere tydelige valg. Partiet blev sunget flot og sart og med ægtefølte sværmeriske følelser.
Mary og Styrmanden gjorde også god figur, sunget hhv. af Nadine Weissmann og Attillo Glaser. Det hele ligeledes iklædt flotte musikalske gevandter under Oksana Lynivs vedkommende taktslag. Jeg er i det store hele tilfreds.
Richard Wagner, Der fliegende Holländer, Bayreuther Festspiele, den 11. August 2023.
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende etc.:
https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/der-fliegende-hollaender/
Indføringsforedrag med dr. Sven Friedrich. Kan høres her:
https://vimeo.com/850503198/5ac47fe80b?share=copy&3
Tatiana Werestchagina & Elena Werestchagina, ”Mit ihm zugrunde gehen…“ – Senta als “Weib der Zukunft“ (programartikel).
Irina Savkina, Wenn Senta Tagebuch geführt hätte – Eine Frauengeschichte mit einem anderen Ende (programartikel.
Dr. Sven Friedrich, Der Untote – Richard Wagners Fliegender Holländer (programartikel).
Dr. Sven Friedrich, Ein paar Takte zur Regie Der fliegende Holländer (artikel i Das TAFF Festspielmagazin, 2023, 7. Ausgabe).
Hans Martin Gräbner, Ein paar Takte zur Musik Der fliegende Holländer (artikel i Das TAFF Festspielmagazin, 2023, 7. Ausgabe).
TAFF-festspilmagasinet kan læses her:
https://www.taff-ev.org/hojotoho-magazin/
Af indspilninger må som tidligere anbefales Karl Böhms fra Bayreuth-festspillene i 1971 med Thomas Stewart som Holländeren og Gwyneth Jones som Senta.
