Der er en verden til forskel på det musikalske verdensbillede, der skabte Monteverdis Orfeus i 1607, og det der skabte Richard Strauss’ Elektra, der havde premiere godt 300 år senere i 1909. Det første havde som ambition at genskabe det klassiske teaters enkelhed og rene linjer, mens det sidstnævnte havde følelseslivets kaos som genstand og alt andet end rene linjer som æstetisk udtryk. Strauss’ Elektra er nærmest demonstrativt voldsom og uskøn i sit udtryk, selv når man sammenligner med forgængeren Salome (1905).  Selvom der ikke er så langt som til Monteverdi, så er der stadig meget langt til det musikalske udtryk i de to efterfølgende operaværker, Rosenkavaleren (1911) og Ariadne på Naxos (1912/1916).

Det ville være synd at sige, at Elektra lyder godt, for det gør den ikke rigtigt. Rosenkavaleren lyder godt, og Ariadne lyder godt, men Elektra gør ikke. Den lyder derimod hårdt, vildt og brutalt; og det er, hvad der gør værket så dybt fascinerende, at det musikalske udtryk står dugfriskt selv i dag samtidig med, at det fanger og forstærker de arkaiske lidenskaber, der findes i Sofokles’ tragedie, der lå til grund for Hofmannsthals libretto. Start- og slutakkorderne i Elektra er nogle af de mest brutale i standardrepertoiret, som hhv. indvarsling og fuldbyrdelse af de øksehuk der gør kort proces med Klytæmnestra og hendes elsker, Ægisthos.

Til sammenligning kunne man for ikke så længe siden i Cinemateket se Michael Cacoyannis film Elektra fra 1962 med Irene Papas i titelrollen. De sort-hvide billeder er flotte, men det æstetiske udtryk – og ikke mindst dialogen – fremstår på mange måder bedaget, hvis den sammenlignes med Strauss’ opera et halvt århundrede før. Filmens drivkraft er Elektra og Orestes’ overvejelser og skrupler om det rigtige i at myrde deres egen mor, fordi hun har myrdet deres far, hvilket igen skyldtes, at han ofrede søsteren, Ifigenia. Moderdrabet var vel i 1962 velovervejet, men ikke nogen let beslutning. Skrupler er der ikke tilstede hos Sofokles eller Strauss, men her må man også give filmen, at det er Euripides, der krediteres som en af ophavsmændene. Men det gør ikke det moralske dilemma i filmen mindre effektiv, heller ikke at Elektras konfrontation med moderen Klytæmnestra først sker til allersidst i filmen. Før det har hun blot været omtalt, og virkningen er stor, da hun endelig troner frem for datteren ankommende i sin vogn. En fin film, men den forekommer mere gammeldags end Strauss’ opera.

Hos Sofokles udforskes det i konfrontationen mellem Klytæmnestra og Elektra, om drabet på Agamemnon var retfærdigt eller ej, fordi han ofrede søsteren. Elektras replik til Klytæmnestras forsvar er, at søsteren var selvforskyldt sonoffer til Artemis, gudinden som Agamemnon selv havde krænket.

Hos Strauss/Hofmannsthal er alle disse etisk-morlakse elementer også skraldet væk. Tilbage står kun Elektras altfortærende had til sin egen mor samt hendes foragt for søsteren Chrysothemis og dennes længsel efter det småborgerlige ægteskab med mand og børn. Dertil er lagt til en god portion af datidens optagethed af psykoanalyse – noget der i vidt omfang blev skåret ud igen i processen med at omarbejde Hofmannsthals oprindelige skuespil til en operalibretto, hvor det blev ved antydninger.

I programmet til Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Elektra – der er en samproduktion med Staatsoper Hamburg – fylder psykoanalysestof en del, mere end det gør i operaen. Her bliver jeg straks skeptisk, da stykker – ligesom film og bøger – hvor psykoanalysestof er for udtalt, ofte har det med at blive noget kejtede og temmelig virkelighedsfjerne, uanset formålet givet er det modsatte.

I den aktuelle opsætning er det det incestuøse motiv i Hofmannsthals teaterstykke, der forsøges fremhævet, uagtet at dette stort set er skåret væk i operaen og bliver ved antydninger. Instruktøren Dmitrij Tcherniakov har – igen ifølge programmets beskrivelse – ladet det incestuøse forhold være mellem Elektra og hendes stedfar, Ægisthos, og lader dette være forklaringen på, hvorfor hun ønsker at dræbe ham og Klytæmnestra. Det forekommer jo intuitivt letforståeligt, at ofret for overgreb vil søge hævn.

Men instruktøren går desværre galt i såvel mytologi og psykologi som libretto, hvor der ikke er nogen tvivl om, at Elektra elsker og forguder sin far, Agamemnon, og derfor vil hævne hans død. Det skyldes ikke stedfaren har begået overgreb, at hun ønsker at hævne sig på ham. I psykologien betegner et Elektrakompleks i overensstemmelse hermed ”kvindens ødipuskompleks: Kærlighed til faderen og ønsker om at dræbe moderen i hendes egenskab af rivalinde” (jf. lex.dk). Det had, som Agamemnon sender Elektra som brudgom, er altså nærmere rettet mod moderen, Klytæmnestra, ikke mod en overgrebsmand. Elektras kærlighed til Agamemnon er påfaldende stærk og lidenskabelig, og kan godt med lidt behændighed betegnes som incestuøs i operaen.

Det er dog i alle tilfælde ganske meget at lægge i en passage i Hofmannsthals teaterstykke, som stort set blev udeladt i operalibrettoen, hvor det incestuøse bliver ved tvetydige antydninger. Passagen lyder således og findes på det sted i stykket, hvor Elektra forenes med Orestes:

”Diesen süsen Schauder hab’ ich dem Vater
opfern müssen. Meinst du,
wenn ich an meinem Leib mich freute, drangen
 seine Seufzer, drang nicht sein Stöhnen
an mein Bette?
Eifersüchtig sind
die Toten: und er schickte mir den Haß,
den hohläugigen Haß als Bräutigam.
So bin ich eine Prophetin immerfort gewesen
und habe nichts hervorgebracht aus mir
und meinem Leib als Flüche und Verzweiflung!“

I mange indspilninger undlades denne passage og dens incestuøse antydninger. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, om Strauss billigede dette. Dirigenten Karl Böhm (1894-1981) kendte Strauss siden 1930’erne og bidrog ved opsætningen af flere af hans operaer, eksempelvis insisterede Böhm på, at orkestreringen af Die schweigsame Frau skulle nedskalleres ved premieren i Dresden i 1935, så det sungne fremstod tydeligere. Böhm undlod den omtalte ”incestuøse passage” i sin 1960-indspilning, så det er vel ikke utænkeligt, at dette er en praksis, der stammer fra Strauss’ tid? Men det er ren spekulation. Böhm havde det i øvrigt med at beskære Strauss’ operaer i sine indspilninger. En oversigt over nogle indspilninger, der medtager den citerede passage er medtaget under referencerne. Uanset hvad, er stykkets centrale centrale tema ikke incest, men hævn over for opportunisme: Skal man tilpasse sig den nye tid og dens magthavere, uanset hvor ondt det måtte gøre (Chrystothemis) eller sværge til det tabte og håbe på oprejsning (Elektra)?

I Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning er handlingen henlagt til borgerskabets pæne stuer på et tidspunkt i 1950’erne eller 1960’erne at dømme ud fra navnlig grammofonplader og -afspillere på hylderne i stuerne, der var fyldt med en række artefakter. Mit gæt er, at instruktøren har været inspireret af universet fra David Lynch’ Blue Velvet (1986) og Twin Peaks (1990-1991), der foregår i et mystisk samtidsunivers, hvor mange artefakter hidrører fra denne amerikanske guldalder i 1950’erne og 1960’erne, og hvor perversion og ondskab lurer under den pæne, borgerlige overflade.

Det er vist ikke helt unormalt at opsætte Elektra i et moderne hjem. Det Kongelige Teater gjorde det samme, sidst værket blev sat op, hvilket vistnok var Peter Konwitschnys opsætning i 2005 med repremiere i sæsonen 2009-10, hvor vi dog indretningsmæssigt var havnet i gold funktionalisme. Der er trods alt mere varme over Tcherniakovs stuer.

Det hele starter godt med, at borgerskabets fruer holder kaffeslabberas, hvor de hvisker og tisker om den vanvittige Elektra. Denne iscenesættelse af tjenestepigernes indledende samtale var meget effektiv og vellykket – ikke mindst fordi man havde fået disse lidt mindre partier besat med nogle fremragende sangere, både nye og gamle, gode kræfter, Frida Lund-Larsen, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Melissa Baug og Louise McClelland Jacobsen.

Herefter begynder det, hvad opsætningen angår, allerede at gå lidt trægt, da Elektra gør sin ankomst og begræder tabet af Agamemnon. Hun smører rød maling i hovedet og sætter en dukke af ham ved spisebordet, som hun viser sit legetøj til. De forskellige antydninger af incest og lignende, der gøres meget ud af i programmet, er svære at få øje på i opsætningen, der forfalder til velkendte gak og løjer fra regiteatrets værktøjskasse. Lavpunktet kommer til sidst, hvor et nyhedsindslag projekteret ind på scenen bekendtgør, at den tilbagevendte bror, Orestes, i virkeligheden er en seriemorder, og som herefter myrder Elektra og hendes søster og arrangerer de døde kroppe ved spisebordet sammen med resten af familien. Scenen minder om det makabre skue i Tobe Hoopers Motorsavsmassakren (1974), hvor den texanske kannibalfamilie gør noget nær det samme. Det er svært at se, hvad disse narrestreger skal gøre godt for. Men det sætter lidt mere kød på de voldsomme akkorder til sidst i værket, hvor librettoen ellers ikke giver så megen vejledning.

Dét sagt så er det faktisk en ganske fin scenografi, Tcherniakov har fået bygget med mange fine detaljer på borgerskabets reoler. Man får lyst til at se opsætningen igen for at være sikker på, at man får det hele med. Belysningen består i det væsentlige kun af en enkelt, afskærmet elpære, der kaster skarpe skygger rundt på væggene, hvilket virker effektivt i starten, men for vilkårligt i sit udtryk som forestillingen skrider frem. Scenen, hvor Elektra møder Orestes, er dog alt andet end vilkårlig og meget effektivt iscenesat ved, at Orestes er placeret utydelig i bagenden af stuen i mørke, og hun i lys.

Selv en opsætning med nok så flot scenografi bliver dog stadig ufrivilligt morsom, når det, der sker på scenen ikke passer til det sungne. Når librettoen rask væk taler om offerdyr og andet, der ikke hører naturligt til i borgerskabets stuer, hvor der laves kamillete og drikkes kaffe. De sprængfarlige, arkaiske lidenskaber, som Elektra rummer er i det hele taget for store til, at de kan presses ned i borgerskabets stuer. Et mere mytologisk univers havde kunne rumme dem og givet dem den luft under ”Véraabets hvinende Vingeslag!” som de fortjener.

”Ares bor også i kvindebryst”, skriver Sofokles – og musikalsk set var der i overensstemmelse hermed intet trægt over Elektras ankomst, da hun blev sunget af Lise Lindstrom, der var ligeså overbevisende i rollen, som da jeg hørte hende i samme parti i Wiens Statsopera i 2018. Ligesom dengang synes jeg, at hun er lidt for pæn i sit musikalske udtryk i forhold til, hvordan jeg foretrækker at høre Elektra. Selvom der manglede arkaisk vildskab, så passede den mere afdæmpede stil fint til opsætningens ideer om volden og vildskaben, der lurer under overfladen. I en så ekspressiv opera som Elektra er der dog ikke meget, der bliver under overfladen. Lindstroms mere afdæmpede stil havde dog den fordel, at hun fangede alle nuancerne i denne på engang vanvittige, men samtidige dybt ulykkelige pige, som man både forstår og afskyes ved, og samtidig undgik det værste teatralske skrigeri, som partiet ellers godt kan animere til.

Spillet mellem Elektra og søsteren Chrysothemis var godt, særligt fordi det ensartede i deres sind også blev trukket frem. Selvom de har forskellige tilgange til håndteringen af deres situation, så har de også lighedstræk, da ingen af dem er synderligt tilfredse med den. Chrysothemis blev i øvrigt fint sunget af Elisabet Strid.

Violeta Urmana havde den helt rigtige stemme til det til hende velvalgte parti som moderuhyret Klytæmnestra, der var meget skræmmende. Ærgerligt instruktøren ikke ville bruge hende bedre. For den helt centrale scene mellem hende og Elektra blev aldrig troværdig. Klytæmnestra var af instruktøren gjort til en skør, gammel kone. Det ligger hverken librettoen eller musikken op til. Det hele blev lidt ufrivilligt komisk, når hun lavede kamillete efter at have væltet rundt i stuen og kastet om sig med møblerne. Hendes skrig ”Lichter” og ”Mehr Lichter” var i øvrigt skåret helt ud af værket i opsætningen. Noget af det mest vellykkede musik i stykket er musikken, der indvarsler hendes entre. En skam at det ender med et antiklimaks. Strauss’ musik og Urmanas stemme havde fortjent bedre iscenesættelse.

Orestes blev sunget godt af Johan Reuter i den allerede fremhævede scene mellem ham og Elektra. Reuter havde den rigtige stemme til at gestalte en skræmmende Orestes, der manifestere sig som en mørk og uforsonlig hævner.

Ægistos blev fint suget og spillet af Gert Henning Jensen, der fik det nærmest lidt latterlige frem i denne karakter, der stemmemæssigt skal balancerer på grænsen til det skingre. Dette modsagde dog lidt instruktørens intentioner, da denne Ægistos på ingen måde virkede som nogen, der kunne gøre en kat fortræd – slet ikke sin steddatter i Lindstroms skikkelse.

Musikalsk er der heller ikke meget at beklage sig over. Men selvom jeg gerne havde set lidt mere arkaisk vildskab hos Det Kongelige Kappel, dirigeret Thomas Søndergårds, er jeg egentlig meget godt tilfreds med Elektra.

Richard Strauss, Elektra. Libretto af Hugo von Hofmannsthal efter Sofokles‘ tragedie. Det Kongelige Teater, Operaen, den 25. marts 2023.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/elektra

Elisabeth Linton, Den kvindelige Hamlet (programartikel).

Kort om Elektra (programartikel).

Nila Parly, Med hadet som brudgom (programartikel).

Leif V. S. Balthzersen, Strauss og Elektra (programartikel).

A. Bloch og J. M.Secher, Haandbog i den Græske og Romerske Mythologi, 1882.

Richard Osborne, All in Good Time – Karl Böhm in his opera and vocal recordings 1944-1979 (tekstindlæg i det store cd-bokssæt med Karl Böhms operaindspilninger på Deutsche Grammophon, 2018).

Nicole Rosenberg, Elektrakompleks (opslag på lex.dk).

Gerhard Schepelern, Operabogen, 1. udgave, 1946, og 8. udgave, 1979.

Sofokles, Tragedier. Oversatte fra Græsk af Prof. N. V. Dorph, 1878.

Richard Strauss, Elektra – Tragödie in einem Aufzuge von Hugo von Hofmannsthal. Musik von Richard Strauss (Operatekstbog, Fürstner Musikverlag Mainz, 1987).

Af to gode indspilninger, hvor den omtalte passage er medtaget, skal, sammen med Soltis indspilning fremhævet her, fremhæves Wolfgang Sawallisch indspilning med Det Bayerske Radiosymfoniorkester fra 1990. Eva Marton er en herlig mørkfarvet Elektra, der undgår det værste hysteri, som rollen ellers godt kan inspirere lidt for meget til. Kan købes hos iMusic:

https://imusic.dk/music/5099964077925/richard-strauss-sawallisch-2010-strauss-elektra-cd

Dirigenten Karl Böhm (1908-1981) kendte Richard Strauss personligt og opførte flere af hans værker, og hans 1960-indspilning af Elektra med Staatskapelle Dresden og Inge Borkh som Elektra er sammen med Soltis den bedste, og den hvor de arkaiske lidelser får lov at folde sig helt ud i fuld styke. Desværre havde Böhm den uvane at udelade nogle passager fra sine musikalsk fremragende indspilninger af Strauss’ operaer, således også den i indlægget ovenfor omtalte. Kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=28754

Giuseppe Sinopoli lod også den omhandlede passage udgå i sin – i øvrigt også – fremragende 1995- indspilning med Wienerfilharmonikerne fra, som Det Kongelige Teater selv har lyduddrag fra på forestillingens hjemmeside. Dette kan måske overraske, da Det Kongelige Teater i sin aktuelle opsætning netop gør så meget ud af denne passage. Denne indspilning er dog vist ikke længere let tilgængelig på fysiske medier, men se mere her https://www.deutschegrammophon.com/en/catalogue/products/r-strauss-elektra-sinopoli-wpo-8277.

Det samme gør sig gældende for Karajan-eleven Seiji Ozawa, der også lod passagen udgå i sin glimrende 1998-indspilning med Hildegard Behrens og Christa Ludwig som hhv. Elektra og Klytæmnestra (se https://www.deccaclassics.com/en/catalogue/products/strauss-elektra-sung-in-german-behrens-ozawa-5798), og den faldt heller ikke plads i Jeffrey Tates 1990-live-indspilning med Gwyneth Jones og Leonie Rysanek (Claves  50-2514/15), der er omtalt her.

Udover Solti og Sawallisch er passagen medtaget i Velery Gergievs live-indspilning med London Symphony Orchestra fra 2010. Den kan købes hos Danacord https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=9099. Musikalsk er den fin, men ikke på højde med de øvrige, der er nævnt oven for.