Det kunne ligne opskriften på en katastrofe, men ender som et af det 20. århundredes måske største musikalske mirakler: Strauss-Hofmannsthals Ariadne auf Naxos fra 1912, hvor værket i sin oprindelig version blev spillet i stedet for den afsluttende ballet i Molières Den Adelsgale Borger/Hr. Jourdains Adelsgriller fra 1670, som Hofmannsthal bearbejdede og oversatte (Der Bürger als Edelmann), og som Strauss satte musik til. I dag kendes Ariadne bedst i den reviderede udgave fra 1916, som er aktuel på Det Kongelige Teater, hvor Strauss-Hofmannsthal i stedet for Molières komedie tilføjede et forspil:
Den rigeste mand i Wien (hos Molière: Hr. Jourdain) har engageret en ung, sværmerisk komponist til at skrive et værk, der skal underholde og imponere gæsterne efter et middagsselskab. Til det formål har den unge mand komponeret operaen Ariadne på Naxos efter det attiske sagn om Theseus, der efterlader den kretiske prinsesse Ariadne på øen Naxos, efter at hun ellers har hjulpet ham med at finde ud af labyrinten, hvor han har dræbt den fæle Minitaurus. En seriøs opera seria, hvor den ensomme Ariadne på den øde ø er et sindbillede på den menneskelige ensomhed, hvor man kun meningsfyldt kan hengive sig til dødsguden for at forløses i forvandlingen til en ny begyndelse. Det er skæbnens ironi, at Ariadne ikke aner, at det i virkeligheden er vinguden Bacchus, der skal lyksaliggøre hende i en hel anden forvandling.
Hvis man forventer handlingsmættet grand operá-underholdning er man altså hos Strauss-Hofmannsthal gået forkert. Så skal man hellere kigge mod Jules Massenets Ariane fra 1906, hvor vi oplever hele turen fra Kreta til Naxos. Desuden tilføjes et jalousidrama mellem Ariadne, hendes søster og Theseus samt en rejse til og fra dødsriget inden Ariadne bliver ladt alene på sin ø. Naturligvis med stort kor og orkester. Strauss brugte omvendt et kammerorkester på en 30-40 mand.
Måske er det også på grund af manglen på ydre handling, at den rige mand beslutter sig for, at der efter Ariadne skal opføres et muntert syngespil i den italienske buffo-stil, ”Die ungetreue Zerbinetta und ihre vier Liebhaber, ein heiteres Nachspiel mit Tänzen, leichte, gefällige Melodien”, med en handling klar som dagen. Dette passer mildest talt ikke den ikke helt ukrukkede komponist – og slet ikke hans helt igennem krukkede musiklærer. Helt galt går det, da rigmanden beslutter, at de to stykker skal opføres samtidig, sådan at gæsterne også kan nå at se et stort anlagt fyrværkeri, der skal begynde præcis kl. 9. Men de kunstneriske intentioner må vige for den, der betaler – og bestemmer. Zerbinetta og hendes partnere er vandt til at improvisere og tager det mere afslappet at skulle agere muntert intermezzo i den seriøse opera, hvor de skal forsøge at opmuntre Ariadne med sang og dans.
Den rige mand ser vi aldrig; kun igennem den arrogante hushovmester giver han sig til kende. Men han er en type, der går igen i Strauss’ værker, så som den ukultiverede tølper Baron von Ochs i Rosenkavaleren (1911), den afdankede og forgældede ritmester grev Waldner i Arabella (1933) og den filistrøse og usofistikerede teaterdirektør La Roche i Capriccio (1942). Den talte rolle som hushovmesteren var i Det Kongelige Teaters opsætning givet til skuespilleren Katrin Weisser, der gjorde det fint, men som desværre var en anelse fejlvalgt til rollen, da hun kom til at tage sig lidt afmægtig ud overfor musiklæreren, der blev sunget pragtfuldt af Michael Kraus, der leverede en af forspillets bedste præstationer. Men meget af forspillets dynamik skabes mellem musiklæreren og hushovmesteren; og den manglede vi desværre lidt. Dette gentog sig desværre en anelse i partiet som Zerbinettas dansemester, der i forspillet håner og spotter den seriøse komponists seriøse opera. Ham kunne man til tider næsten ikke høre, hvilket desværre gik udover det ellers skønne sted, hvor han priser det muntre syngespils lyksaligheder.
Til gengæld var der ingen svage steder i partiet som komponisten, der blev fremragende sunget af Elisabeth Jansson, der havde en vidunderlig spændevide fra det sarte og sværmerisk-følsomme over den let-mørke og alvorlige melankoli for så at skifte til det næsten hysteriske i slutningen af forspillet, hvor det går op for komponisten, hvad der egentlig er blevet tilladt med sammenblandingen af stilarterne.
Men der er intet at frygte. Sammenblandingen kunne være endt gruelig galt, men i stedet opstår henover de følgende knap 90 minutters opera-i-opera det musikalske mirakel, som den beskrevne ståhej kun har været en optakt til.
I operaen-i-operaen får vi for alvor Ariadne at se og – ikke mindst – høre. Hun har ellers mest optrådt som primadonna i forspillet. Hun blev godt sunget af den rutinerede Strauss-fortolker Ann Petersen, der brillerede i de hele to store arier, hhv. ”Ein Schönes war” og ”Es gibt ein Reich”, som partiet byder på. I den første var der valgt en fortolkning, som stillede sig mellem det dramatiske og det rørende, hvilket ikke helt faldt i min smag. Det bedste er at vælge det ene eller det andet. Så faldt det mere stilrent ud i den sidste, der havde den fine, sarte inderlighed med et anstrøg af mørke, som er så vigtig for at vække den bedrøvede Ariadne til live på scenen. Helt uimodståelig blev hendes sang i det efterfølgende og ikke mindst i den afsluttende duet med Bacchus.
Zerbinetta har i modsætning til primadonnaen Ariadne været en del tilstede allerede i forspillet, men hendes – og hele værkets – glansstykke er den store – godt 10 minutter lange, hvis man tager det indledende recitativ med – koloraturarie ”Großmächtige Prinzessin”, som Strauss til den anden version af Ariadne satte ned i tonehøjde. Til det formål havde man engageret en skønt syngende Serena Sáenz, der ubesværet boltrede sig i de halsbrækkende koloraturer. Det blev dog måske en anelse for kontrolleret, Zerbinetta er netop ekstatisk og overgearet og må gerne være lidt animeret og ubesværet. I partiet som Bacchus var Jamez McCorkle, en flot, frygtløs heltetenor.
Hos Strauss er højdepunkterne dog ofte at finde i de små, stille passager. Således også i Ariadne, hvor de tre nymfer på Ariadnes ø, Najade, Dryade og Ekko, synger forskellige trøstende ord til Ariadne, ikke mindst til sidst, hvor deres sang smelter sammen med hendes. Dér når værket sit klimaks. Uden at overdrive kan jeg sige, at de tre velvalgte sangere fra operaakademiet, Marlene Metzger, Frida Lund-Larsen og Fanny Soyer, her leverede aftenens mest uforglemmelige præstation. Det hele mesterligt afmålt fra orkestergraven, hvor Giedre Šlekyté havde fuld kontrol over hver eneste takt i Strauss’ delikat-afmålte nyklassicistiske klangmagi. Musikken var lidt til den hurtige side sammenlignet med, hvad man ellers hører. Men det gav en luftig lethed, som klædte det lille ensemble. Den fornemmelse af tidløshed, som Strauss skaber i slutningen af Ariadne, blev forløst til min fulde tilfredshed.
Ariadne på Naxos er så skrupskørt et projekt, at det ikke gør det store, om man vælger at sætte det i scene i 1700-tallet, sådan som det er tænkt, eller laver noget andet. Det Kongelige Teater havde valgt det sidste og henlagt produktionen – der er en samproduktion med Festival D’Aix-En-Provence, Finlands Nationalopera og Opéra National de Paris – til vor egen tid, hvor den rige mand er erstattet med et velhavende par, som vi faktisk ser på scenen. Så langt så godt, det fungerede egentlig fint. Men desværre fulgte personinstruktionen ikke med. Navnlig i forspillet var der for ofte ingen eller kun lidt interaktion mellem stykkets centrale personer. Til gengæld havde man fyldt scenen op med en række forskellige løjer, f.eks. flyttemænd der flyttede rundt på rekvisitter etc. for at gøre klar til operaen-i-operaen. Ariadne længtes heller ikke længere efter dødens forvandling til en ny begyndelse; men er i stedet gravid og skal føde et barn med de tre nymfer som fødselshjælpere. Det betød så, at hele den afsluttende scene med Bacchus blev mere eller mindre overflødig. Om noget var Bacchus-partiet det, der led mest af mangel på personinstruktion; og hans funktion var uklar i opsætningen.
Løjerne havde man ikke behøvet. Der er rigeligt med skøre indfald i Ariadne i forvejen; og man skal i forvejen holde tungen meget lige i munden for at følge Hofmannsthals hurtige og vittige dialog. Det havde været bedre, om instruktøren, Katie Mitchell, havde brugt mere tid på at indarbejde personinstruktionen, så den understøttede den ikke helt enkle handling. Ariadne er krævede og giver bestemt ikke sig selv, uanset man som instruktør er rimelig frit stillet med hensyn til, hvilken tid man vil henlægge handlingen til, og hvor mange løjer man vil tilføje.
Dog må jeg fremhæve det flotte og stemningsfulde lysdesign og ikke mindst den sjove ide at give Zerbinetta en orangefarvet kjole med indbyggede lysdioder, så hun fra tid til anden som det eneste lyste op som en stor, omvandrende glødepære i det mørke scenerum.
Alt i Ariadne er karikeret og overgjort. Den unge komponist, der ikke vil gå det mindste på kompromis med sin kunst, men møder den rå, kommercielle virkelighed, kan ses som en Wagner-karikatur. Zerbinetta og hendes komedianter kan ses som karikatur på den italienske opera, som Strauss også driller kærligt i Capriccio og Rosenkavaleren, hvor der i begge værker optræder parodier på italienske operaarier. Den rige mand er en karikatur på den nyrige, der gerne vil være dannet, og derfor betaler for en opera, men ikke har et begreb om, hvad dannelse er.
Mitchell tager måske derfor det hele lidt for alvorligt, når hun gør Zerbinetta til en slags frelserskikkelse, der skal befri Ariadne fra sin traditionelle forestilling om, at lykken ligger i et forhold til en mand, frem for at realisere sig som selvstændig kvinde med sit barn. Strauss-Hofmannsthals kvindeportræt er i Ariadne som andre steder mere nuanceret. Både Zerbinetta og Ariadne er karikaturer. Ariadne er næsten hysterisk ulykkelig over at have mistet den eneste ene, mens Zerbinetta er grotesk letsindig. Sandheden ligger i operaen et sted midt i mellem: Man skal bevare en del af sig selv samtidig med, at man omfavner forandringen, så der opstår en smuk syntese mellem det gamle og det nye. Denne ”forvandling” var Hofmannsthals credo; og den er central hos begge kvinder, men på forskellige måder. Præcis ligesom vi i værket ser, at der kan opnås en næsten umulig syntese ved at opføre to forskellige værker – en seriøs opera og en komedie – på samme tid og på samme måde som Strauss’ neoklassiske musik både er ny og gammel på samme tid.
Richard Strauss, Ariadne på Naxus. Libretto af Hugo von Hofmannsthal. Det Kongelige Teater, Operaen, den 13. marts 2024.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/ariadne-pa-naxos
Elisabeth Linton, To kvinder – en historie (programartikel).
Rundt om Ariadne på Naxos (programartikel).
Mariann Sejer, Katie Mitchells greb – kom ind i iscenesættelsen (programartikel).
Leif V. S. Balthzersen, Kunsten leger med kunsten (programartikel).
A. Bloch og J. M. Secher, Haandbog i den græske og romerske Mythologi, anden gjennemsete Udgave, 1889.
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.
William Mann, Richard Strauss, Das Opernwerk (tysk oversættelse fra engelsk af Willi Reich), 1964/1981.
Hugo von Hofmannsthal, Ariadne auf Naxos, Oper in einem aufzug nebst einem Vorspiel. Musik von Richard Strauss (Fürstner Musikverlag, Mainz, 1989).
B. P. Molière, Hr. Jourdains Adelsgriller (oversat af Holger Sinding, ukendt år).
Der findes uendelig mange fremragende indspilninger af Ariadne på Naxos. En god en er indspilningen med Gewandhausorchester Leipzig under Kurt Masurs taktstok med bl.a. Jessye Norman som Ariadne, Edita Gruberova som Zerbinetta og Dietrich Fischer-Dieskau som musiklæreren. Den kan tilsyneladende købes hos iMusic.dk, selvom beskrivelsen ikke svarer helt til billedet:
Strauss’ musik til det oprindelige skuespil, der skulle være gået forud for den oprindelige version af Ariadne, blev samlet i en pragtfuld orkestersuite Der Bürger als Edelmann. En glimrende indspilning af den findes med Die Deutsche Kammerphilharmonie Bremen under Paavo Järvis ledelse. Kan købes via orkestrets hjemmeside:
https://kammerphilharmonie.eventim-inhouse.de/webshop/webticket/itemdetail?itemId=22¢s=2200
Er man til Ariadne i fransk grand opèra-stil har Bru Zane i 2023 lavet en flot udgivelse af værket Ariane i deres serie om fransk opera. Ligesom de andre udgivelser i serien kommer den glimrende indspilning med Münchner Rundfunkorchester og Chor des Bayerischen Rundfunks under ledelse af Laurent Campellone i ”bogform”, hvor man også kan læse om værkets historie. Det er bestemt ikke Strauss, men det bliver det ikke dårligere af, selvom det er en helt anden stil:
