Clara Cecilie Thomsen, Benjamin Hulett, Morten Grove Frandsen, Christopher Purves, Mirjam Mesak, Det Kongelige Operakor. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Opera: Saul

24. marts 2024
4 minutters læsetid

Eller rettere: Oratorium, men Händels Saul fra 1739 kan ligesom Tidens og Visdommens Triumf sagtens klare en scenisk opførelse, hvilket man kan se nu på Det Kongelige Teater. Saul har oven i købet en egentlig handling, nemlig den spændende historie om Saul og David fra Første Samuelsbog, kapitel 16 ff., som også Carl Nielsen komponerede en opera over.

Værket starter med et stort, flot kor. David har netop dræbt den frygtelige filister, Goliat, der i følge overleveringen var 6 alen og et fingerspand høj (altså knap 4 meter), og skilt hans hoved fra kroppen. Hovedet blev siden bragt til Jerusalem. Det store, blodige hoved ligger på Det Kongelige Teater i København allerede foran scenen under forspillet. Først kan man ikke se, hvad det er, men efterhånden som forspillet skrider frem, kommer det morbide syn til fuldt skue.

Det er den australske instruktør, Barrie Kosky, der har iscenesat Händels oratorium, der er en indkøbt produktion fra Glyndebourne-festspillene i Sydengland, hvor det havde premiere i 2015. Ikke en person, der ligefrem har begejstret mig tidligere.

Fremtiden tegner lys og overdådig for israelitterne, efter at David har besejret den frygtelige Goliat. Men baggrunden er mørk; og det blodige hoved er et dystert varsel. Morten Grove Fransen, Det Kongelige Operakor. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

 Kosky er sluppet meget heldigere fra Saul ved at skabe nogle stemningsfulde scenerum til værkets forskellige dele – værkets i alt tre akter var skåret ned til to dele. Snittet var lagt et sted midt i anden akt. I første del var der dækket op til en overdådig banket på et stort bord skabt som de stillebens, man kan se på malerier fra 15- og 1600-tallet og frem. Koret er placeret midt i herlighederne, så menneskene ligner små nisser, der leger på bordet. Siden bliver bordet tømt; og i anden del bliver det hele mere abstrakt, først en masse stearinlys (600 i alt i følge programmet), siden en slagmark indhyllet i en uhyggelig tåge. En afsvedet, sort jord synes at være den eneste konstant. Navnlig med det store stilleben i første del synes hensigten at være at henlægge handlingen sådan omtrent til Händels egen tid – et efterhånden velafprøvet greb i regiteateret. Ideen er vist at gå i dialog med eller kritisere de værdier, som værket bygger på.

Det er faktisk ikke helt til at vide, hvad Koskys hensigt egentlig er. Selvom det hele var ganske stemningsfuldt hele vejen igennem og ikke modarbejdede handlingen i stykket, så supplerede og underbyggede det heller ikke meget den ydre handling. Tanken er nok snarere at lave nogle tableauer, der underbygger den psykologiske konflikt i dramaet, der handler om Sauls forfald fra god monark til despot. Det hele starter med en fest ved det overdådige bord. Alt er godt og tegner lyst efter Davids sejr over Goliat. Men det blodige hoved midt i det overdådige skue er et slags memento mori, ligesom de insekter der nogle gange også findes i stillebens på barokkens malerier og som varsler, at forfaldet er på vej. Siden bliver bordet afdækket og tømt i takt med, at Saul bliver grebet af jalousi. Endelig er vi i den golde ødemark, hvor Saul er blevet vanvittig og konfronterer Samuels ånd, der er blevet fremmanet af heksen i En-Dor. Det hele hjulpet godt på vej af en stemningsfuld og veludført belysning.

”David giver de ti tusind og mig tusind. Nu mangler han kun kongemagten!” Det onde varsel har vist sig at holde stik; og det hele er nu knap så overdådigt. Drevet af jalousi er Saul blevet vanvittig. Det Kongelige Operakor, Christopher Purves. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Til gengæld haltede personinstruktionen en smule. Der blev gjort snart for meget, snart for lidt. Til tider var der nærmest ingen interaktion mellem stykkets personer, andre gange var der for meget, f.eks. scenen om natten mellem Samuel og heksen, hvor personinstruktionen var en anelse for overgjort, så det svækkede den endog meget fine shakespearske stemning, man havde fået skabt til netop den scene. Den var dog stadig en af forestillingens bedste scener.

Det musikalske blev varetaget af Concerto Copenhagen under den rutinerede Lars Ulrik Mortensens musikalske ledelse; og de fik da også aftenens suverænt største bifald. Stilen var dog i starten noget asketisk og lidt tør for min smag; men der blev heldigvis løsnet lidt op i anden del. Det legende og, ja, lidt ”jazzede” klæder barokmusikken godt.

Det overdådigt dækkede bord blev modsvaret af et overdådigt udvalg af sangere. Barokkens musikdramatiske værker er kendetegnet ved ganske mange gentagelser. Og det er derfor afgørende, at man har sangere, der ikke blot er teknisk dygtige, men også har velklingende stemmer, som man kan fascineres ved, uanset de synger det samme igen, igen og igen. Det havde man heldigvis. Händel skriver i øvrigt godt for det engelske sprog; og det var en fornøjelse at høre de mange gode sangere bevæge sig ubesværet rundt i hans partitur.

Partierne som Sauls to døtre var godt besat med hhv. Clara Cecilie Thomsen som Merab og Mirjam Mesak som Mikal. Førstnævnte havde en flot, fyrig stemme og en god gestik, så man virkelig kunne mærke hende på scenen. Stemmens spændevide fik vi dog heldigvis også at se, da hun viste en anden form for inderlighed i den store arie i anden del, hvor hun alligevel får medlidenhed med David, som hun tidligere afviste som et passende parti på grund af hans simple ophav.

Sauls søn, Jonathan, blev godt sunget af Benjamin Hulett, der fint beherskede partiet, men svaghederne viste sig i recitativerne, hvor han til tider grænsede til det uinteressante. Så var jeg meget gladere for Saul, der blev pragtfuldt sunget af Christopher Purves med ægtefølt dunkel myndighed, hvor vi fornemmer vanviddet lige under overfladen. Bedst var han i den uhyggelige scene om natten. Herudover må Thomas Cilluffo fremhæves. Han gjorde sig umage og var værd at lytte til, også i recitativerne, f.eks. som amalekiten i anden del.

Bedst var dog utvivlsomt kontratenoren Morten Grove Frandsen i partiet som David, der med sin lyse lethed på en varm bund, satte prikken over i’et på en aften, der i det store hele var til min fulde tilfredshed.

 

Georg Friedrich Händel, Saul. Libretto af Charles Jennens. Det Kongelige Teater, Operaen, den 20. marts 2024.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/saul

Elisabeth Linton, I grænselandet mellem opera og oratorium (programartikel).

Mariann Sejer, Illusionisterne (programartikel).

Nila Parly, Operatorium – Händels leg med genrerne (programartikel).

Interview med Lars Ulrik Mortensen i Kammertonen på Radio24Syv den 17. marts 2024:

https://24syv.dk/episode/saul

Ligesom i ovennævnte radioudsendelse vil jeg også gerne anbefale 2019-indspilningen af Saul med FestspielOrchester Göttingen under Laurence Cummings ledelse. Den er pragtfuld. Kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=46646

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside