Nibelungens Ring i Berlin 2023 – Del 4: Götterdämmerung

20. juli 2023
12 minutters læsetid

”No interpreter of any dramatic work, if he is genuinely intent on elucidating its inner meaning, can afford to be entirely subjective. It is clearly not enough to identify certain features of it which correspond to one’s own view of things, and then to ignore or coerce any recalcitrant elements which do not fit in with that view. This is simply to insist on making the work mean what one wants it to mean. An interpreter should surely begin by paying full respect to the objective side of interpretation: he should adopt a realistic humility towards the artist’s own avowed intentions in creating the work, and towards the manifest intentions of the work itself, before putting his own construction on these”

De velvalgte ord er udtalt af den engelske musikforfatter Deryck Cooke (1919-1976), der udenfor Wagner-kredse vel mest er kendt for at have fuldendt/rekonstrueret Gustav Mahlers 10. symfoni ud fra komponistens efterladte skitser. Men Cooke er også ophavsmand til en omfattende gennemgang af ledemotiverne i Nibelungens Ring med tilhørende musikeksempler udgivet på fonogram. Cooke påbegyndte et værk om Nibelungens Ring, men nåede aldrig at færdiggøre sine omfattende studier, der kun nåede til og med Valkyrien. I den form blev I Saw the World End udgivet posthumt; og det er deri, man kan finde citatet ovenfor.

Cookes ord er møntet på fortolkere som George Bernard Shaw og Robert Donington, der ifølge Cooke forsøgte at tvinge Nibelungens Ring ned i en hhv. socialistisk og jungiansk fortolkningsramme. Cooke opstillede samme sted strenge krav til en fortolkning af et musikdrama, der også er værd at citere her:

”(1) Every single intention which Wagner avowed in creating the work must be taken into full account, and the interpretation must either absorb it, or else give very good reasons for rejecting it.

(2) The overt meaning of each element in the drama must be accepted as what it is, and not explained away or made to mean something else.

(3) The degree of emphasis placed by Wagner on each element of the drama must be faithfully reflected by the interpretation with nothing exaggerated, or minimized, or omitted.

(4) The interpretation should be such that it merely clears the way for an unhindered reaction to the work in the theatre, and leaves it to speak for itself there: it should not put ideas into the reader’s head which he cannot possibly relate to his experience of the work in performance.”

Cooke døde præcis samme år, som regiteatret blev indledt i Bayreuth med Patrice Chéreaus opsætning af Nibelungens Ring, der henlagde handlingen til tiden omkring år 1900. Jeg gad vide, hvad den klassisk skolede og Cambridge-uddannede Cooke havde tænkt om dét, og at ikke bare fortolkere, men også instruktørerne i den tid, der skulle komme, lod sig løsrive mere og mere fra værket.

Stort set alle Cookes regler for en retvisende fortolkning bliver efterhånden tilsidesat, og Wagners musik stort set reguleret til baggrundsmusik i instruktørens opsætning. Opsætningen af Nibelungens Ring i Staatsoper unter den Linden er et nyt lavpunkt.

Nu er vi dog i forspillet til Götterdämmerung vistnok kommet uden for forskningscentret E.S.C.H.E. Ganske vist befinder vi os atter i det gennemsigtige hus med de tredimensionelle kridtstreger, der også dannede rammen for Hundings hytte og Mimes hule i hhv. Valkyrien og Siegfried, men overvågningsværelset mangler. Meget passende, da Wotan jo resignerede totalt i afslutningen af Siegfried. I Götterdämmerung er det nu Siegfried og Brünnhildes tur til at bo i kridtstregerne, men de ligger og sover, mens de tre norner – der ligner tre bedstemødre – kommer på besøg for at drikke kaffe. Kaffekopperne gør det ud for skæbnetråden; og den bristede tråd er kopperne, der knuses. Udover scenografien blev scenen desværre også hæmmet lidt af svingende sangkvalitet hos de to første af de tre norner. Den tredje norne, der blev sunget af Anna Samuil, bør dog fremhæves.

Forspillets anden scene er en morgenscene, hvor Siegfried og Brünnhilde står op, går i bad, klæder sig på og i det hele taget gør sig klar til, at Siegfried skal på arbejde. Han er en moderne forretningsmand, der skal til møde med Gibichungerne. I mellemtiden aflægger valkyrieveninden Waltraute Brünnhilde et besøg, hun blev fint sunget af Violeta Urmana, der dog desværre ikke fik så meget ud af denne smukke og vigtige passage, som den fortjente. Det er nemlig her vi erfarer, at Wotan har ladet verdensasketræet til brænde, der kun venter på at blive antændt.

Gibichungernes borg er som forskningscentret E.S.C.H.E., men navnlig lyset er anderledes. Mere gråt. Så vi kan meget vel være et andet sted. Eller måske mere nærliggende: Menneskene har smidt de tidligere ejere, guderne ud, og bemægtiget sig forskningscentret og skabt det i deres eget billede. Eller rettere: Guderne har givet op, og mennesket er nu flyttet ind i gudernes rige. Men som det efterfølgende viser, så håndterer menneske ikke den nyfundne frihed særlig godt:

Forretningsmødet hos Gibichungerne går godt. Lidt for godt. For Siegfried bliver drukket fuld, forgriber sig på Gutrune og vender beruset hjem til Brünnhilde, som han også forgriber sig på. Gutrune blev i øvrigt sunget smukt og lyrisk af Mandy Fredrich. En meget sjov måde at tolke Siegfrieds forvandling på: Ingen snak om trylledrik eller andet. Han bliver simpelthen en anden, fordi han bliver beruset. Den efterfølgende misstemning mellem Siegfried og Brünnhilde er blot at ligestille med skærmydsler, som det vi ser i en nullerfilm, hvor ægteskabsproblemer vel er mere reglen end undtagelsen. Men så er ideen heller ikke bedre. Højest endnu et tilfalde af “det var da meget sjovt”. Og det forfladiger, at Siegfrieds forvandling er meget mere grundlæggende, end hvad der kan forklares med, at han i fuldskab har været lidt for tæt på en anden pige end Brünnhilde.

Personinstruktionen til alle disse underlødigheder var dog, skal det siges, faktisk ganske fin. Jeg var sjældent i tvivl om, hvad der skete.

Anden akt er henlagt til auditoriet fra Rhinguldet og sidste akt af Valkyrien. Noget spyd er der naturligvis ikke at sværge ved. Starten af tredje akt var igen henlagt til stresslaboratoriet, hvor det nu er Siegfried, der er kommet i klørene på de tre sygeplejersker/rhindøtre. Det er vist ikke klart, hvorfor. Siegfried er måske blevet stressramt pga. sin uafklarede parforholdssituation. De tre rhindøtre blev flot sunget af Evelin Novak, Natalia Skrycka og Anna Lapkovskaja.

Siegfried (Andreas Schager) spiller basketball med Gibichungerne, Hagen (Mika Kares) og Herren des Staatsopernchores. Foto: Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

Den efterfølgende jagt er ikke en jagt, men en basketballkamp henlagt til E.S.C.H.E.s vestibule, hvor verdensasketræet nu ikke længere står. Så det er meget praktisk, at Wotan har ladet træet hugge til brænde, så Gibichungerne kunne indrette vestibulen til sportshal. Hagen slår under kampen Siegfried ned med en fane, der vist aldrig blev sværget falsk ved, hvorefter den døde Siegfried lægges på en briks.

Den store undergangsscene er blot, at E.S.C.H.E. forsvinder, hvorefter vi befinder os i et tomt, mørkt scenerum – en gammel kending fra regiteatrets værktøjskasse – hvor Brünnhilde pakker weekendtasken for at begive sig ud i det ukendte. En rulletekst viser herefter en af de passager, Wagner lod udgå fra hendes store, afsluttende arie, der understreger Wagners Schopenhauerske ide med slutningen som en overvindelse af livsviljen for at opnå en tilstand af ”ikke-væren”. Nøgleordene i passagen er ”Alles was ist, endet”, hvilket i sin engelske oversættelse/gendigtning – ”I saw the world end” – i øvrigt blev titlen på den posthume udgivelse af Deryck Cookes bog om Nibelungens Ring omtalt i indledningen.

Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal forstå dette i sammenhæng med Tcherniakovs på næsten alle punkter temmelig utilfredsstillende opsætning. Muligvis skal det forstås sådan, at menneskene smider guderne ud af deres bolig (forskningscentret E.S.C.H.E.), hvorefter de selv flytter ind. Eller også flytte guderne selv ud og lader menneske flytte ind. Menneskene viser sig imidlertid ikke at være meget bedre end guderne, da deres verden er fyldt med Hunding- og Hagen-typer., mens Siegfried lader sig korrumperer og bliver både fordrukken og utro overfor Brünnhilde. Derfor må også denne verden forlades, så mennesket til sidst kastes ud i intetheden.

Hvorfor hele herligheden skulle placeres i et forskningscenter, må jeg blankt erkende, at jeg ikke forstod, udover at jeg kan tænke mig frem til nogle almindeligheder og abstraktioner om, at mennesket er forsøgsdyr i det eksperiment, der er gudernes verdensorden.

Musikalsk var der ikke meget at klage over. Anja Kampe sang en flot og dramatisk slutarie som Brünnhilde. Mere imponeret var jeg imidlertid over hendes præstation i anden akt, hvor hun som den sårede Brünnhilde netop ikke var dramatisk, men mere ked af det end oprørt af Siegfrieds forræderi. Det klædte denne del af rollen fantastisk godt, da den netop blev menneskelig og mere ægtefølt.

Andreas Schager leverede også på sidste aften en fantastisk flot præstation i partiet som Siegfried, hvor han formåede at lægge personlighed og individualitet ind i selv det mindste. Det viser, at man sagtens kan præge roller og partier uden instruktørerne behøver at gøre Wagners karakterer til bedstemødre, forretningsfolk eller lignende. Navnlig må fremhæves den meget flotte dødsscene, hvor Siegfried i sine sidste levende minutter genkalder sig sin Brünnhilde.

Gunther, der blev sunget af Lauri Vasar, var gennemgående lidt svag. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det er noget, jeg billiger. Det er meningen, at Gunther skal fremstå svag og afmægtig ved siden af den handlekraftige og modige Siegfried. Men i den her opsætning blev han for anonym; og det går ikke: Gunther er en central karakter, man skal kunne mærke.

Lidt det samme kan siges om Mika Kares, der sang partiet som Hagen. Ham blev man aldrig rigtigt bange for. Scenen mellem ham og Alberich i starten af anden akt var god, men blev aldrig så isnende uhyggelig, som den kan være, når den leveres godt.

Thomas Guggeis viste også i Götterdämmerung, at han var den helt rette mand i orkestergraven. Også denne aften lød det ganske enkelt helt utrolig godt. Særligt skal fremhæves, hvordan værket nogle steder fik en nærmest kammermusikalsk gennemsigtighed, hvor hvert ledemotiv fremstod tydeligt, men stadig som en del af helheden. Siegfrieds store begravelsesmarch blev spillet overraskende behersket, og alle orkestertøjlerne blev først sluppet til allersidst i værket, da Siegfried-motivet fik lov til at sprænge Valhal i luften med en næsten øredøvende kraft.

Men overordnet er jeg stærkt utilfreds. Udslagsgivende for det overordnede indtryk af såvel Götterdämmerung og hele Statsoperaens opsætning af Nibelungens Ring er den helt igennem forfærdige opsætning, der bryder næsten samtlige Cookes regler nævnt ovenfor. Man forholder sig ikke til værket, skaberens intentioner eller til den overordnede oplevelse, tilskuerne skal have, når de går i operaen. Men fortolker frit henover en enkelt passage i en afsluttende arie. Vel og mærke én som komponisten ikke lod komme med, fordi han vistnok fandt budskabet selbstverständlich. Det er ikke godt nok, at levere musik og sang af kvalitet, hvis det ikke sættes ind i en ramme, der fungerer bare nogenlunde. Helt centralt for Wagner var netop sammenhængen mellem musik og drama. Og det kræver, at man mestre den svære øvelse, det er at samle alle elementerne til en, formfuldendt helhed. Hvis Tcherniakov besidder denne evne, viser han det ikke i denne opsætning.

Isoleret set kan jeg egentlig godt lide scenografien og særligt den effektive brug af drejescenen og de dynamiske scenerum, hvor scenen konstant bevæger sig. De labyrintiske gange og mange rum skaber et uhyggeligt og lidt uvirkeligt univers, lidt som det rum, vi ender med at befinde os i i Fassbinders Welt am Draht (1973), der har samme æstetik. Det hele er genkendeligt, men alligevel lidt uvirkeligt. Men jeg havde gerne set alt dette halløj i andre sammenhængen end i Wagners operaer, hvor det ikke bidrager med særlig meget. Det havde været mere oplagt at få en samtidskomponist til at sætte musik til.

“Alles was ist, endet”. Guderne er døde; men menneskene er kastet ud i normløs intethed. Her er det Brünnhilde (Anja Kampe), der er på vej væk. Foto: Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

Har man overværet en opsætning af Nibelungens Ring i Tyskland, vil man typisk opleve mennesker foran operahuset med hjemmelade papskilte med påskriften ”Suche Karte”. Forestillingerne er typisk eftertragtede; og der er ofte udsolgt lang tid i forvejen. Der var også et par mennesker med skilte foran Statsoperaen på Unter den Linden i Berlin alle aftener ved opsætningen i april. De havde nu bare behøvet henvende sig på billetkontoret; for der var rigeligt med ledige pladser til alle fire forestillinger. Eller også var der påfaldende mange, der ikke var mødt op og lod deres sæde stå tomt.

Det berlinske marked er vist også ved at være mættet med Ring-opførelser. Den her omtalte opsætning blev opført i efteråret 2022 og gentages ifølge Statsoperaens netop offentliggjorte program i påsken 2024. Jeg kan anbefale, at man tager på Museumsinsel i stedet eller tager en tur til Potsdam lidt fra Berlin og ser Frederik II’s Sanssouci.

Deutsche Oper Berlin genopsætter også deres 2021-opsætning af Nibelungen Ring i foråret 2024. Dette sker i øvrigt sammen med alle de andre af Wagners Bayreuth-operaer, dvs. alt undtagen Die Feen (1833), Das Liebesverbot (1836) og Rienzi (1840).

I det hele taget er det tyske marked måske ved at være mættet. I år er det helt utrolige sket, at der i skrivende stund stadig er billetter til salg til Bayreuth-festspillene, der traditionen tro begynder den 25. juli 2023. Det er vist ikke sket siden 1951, at der ikke har været udsolgt, når festspillene starter. Normalt er efterspørgslen så stor, at man skal søge om at få lov til at købe billetter gennem et sindrigt lotteri. Men aktuelt kan man altså gå ind på festspillenes hjemmeside og købe billetter til hhv. den Flyvende Hollænder, Tannhäuser, Parsial og Nibelungens Ring, hhv. til den samlede cyklus og til de enkelte værker. Prisen for den samlede cyklus ligger mellem € 225 og € 352 afhængig af pladserne og datoerne.

Der spekuleres over, hvordan det går til, at efterspørgslen er faldet så drastisk. Den tidligere direktør for Wiens Statsopera, Ioan Holender, giver ifølge Magasinet Klassisk regiteatertret, som man også skal trækkes med i Bayreuth, skylden, sammen med dårlige sangere, og dirigenter. Det første kan jeg istemme, men ikke det sidste. Sangere og musik er næsten altid af meget høj kvalitet i Bayreuth. Men det ødelæggende regiteater er dræbende for den overordnede oplevelse. ”Magien” ved opera bliver væk. Regiteatret er blevet konformt og reaktionært og gentager de samme formler og provokationer i det uendelige. Måske man skulle man faktisk prøve noget nyt ligesom man gjorde det i 1976, da man engagerede Patrice Chéreaus?

Udover kvaliteten af opsætningerne kommer man nok ikke uden om de ovennævnte billetpriser. Selvom € 352 egentlig er specielt dyrt for fire operaforestillinger af Bayreuth-kvalitet, hvis man sammenligner med andre byer, f.eks. København, så gider færre og færre betale flere tusinde kroner for at blive holdt for nar. Når man så oven i købet har kunne opleve Nibelungens Ring på hele to operahuse i Berlin i 2021, 2022, 2023 og igen i 2024, så vælger mange måske at spare turen til Bayreuth. Jeg spørger ofte og oftere mig selv, hvor længe jeg gider blive ved. Det bedste er måske blot at stemme med fødderne og blive væk, til de laver noget, man gider betale så mange penge for at se.

En parallel kan måske drages til filmens verden, hvor George Lucas og Steven Spielberg i 1970’erne ville genskabe magien og eventyret fra tidligere tiders film, da New Hollywood ikke længere var så nyt længere. Resultatet blev Stjernekrigen (1977) og Jagten på den Forsvundne Skat (1981), og hvad deraf fulgte. Hvorfor ikke finde nogle Lucas-Spielberg-typer og sætte dem til at opsætte Wagner i Bayreuth? Det ville helt sikkert være noget nyt, og dermed helt i den ånd, der hævder, at man skal forandre sig og skabe nyt og samtidsrelevant kunst. Regiteatret forsvares ikke sjældent med, at Wagner på et tidspunkt har sagt: ”Børn, skab nyt!”. Nu har man chancen for at gøre noget nyt. Desuden har Lucas-Spielberg vist, at de i hvert fald kan det, som regiteatret ikke engang i Bayreuth længere kan, nemlig sælge billetter uden at gå på kompromis med kunstnerisk kvalitet.

 

Richard Wagner, Götterdämmerung. Staatsoper unter den Linden, den 10. april 2023.

 

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://www.staatsoper-berlin.de/de/spielplan/ring/

Vil man gerne se den heromtalte Ring-opsætning, så kommer muligheden igen næste år, hvor Statsoperaen gentager opsætningen med hele tre cyklusser i marts-april 2024. Se mere her:

https://www.staatsoper-berlin.de/de/spielplan/festtage-2024/

Deutsche Opers program for 2023-25-sæssonen med alle Wagners operaer:

https://deutscheoperberlin.de/de_DE/home-ring

Bayreuth-festspillenes hjemmeside, hvor der i skrivende stund stadig er ledige billetter til forestillinger, herunder tre opførelser af Nibelungens Ring:

https://www.bayreuther-festspiele.de/

Bayreuth mangler gæster til denne sommers festspil, artikel fra Magasinet Klassisk hjemmeside den 6. juli 2023:

https://klassisk.org/nyhed/bayreuth-mangler-gaester-til-denne-sommers-festspil/

Deryck Cooke, I Saw the World End – A Study of Wagner’s Ring (1979)

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside