Efter Eurydikes ulykkelige død er stemningen mere dæmpet. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Opera: Orfeus

26. marts 2023
6 minutters læsetid

Hvad er det, der får Orfeus til at vende sig om efter sin Eurydike, velvidende at han derved mister hende for altid? Det enkle svar er, at han elsker hende så højt, at han bare ikke kan lade være. Men svaret rummer mere end som så, for hvis det var så enkelt, så kunne han vel godt udsætte sit behov for at se hende de få meter mere, der var tilbage, før de var kommet ud af dødsriget. I Ovids gendigtning af det thrakiske sagn om Orfeus, beskrives Orfeus’ reaktion næsten som en art refleks af angst for sin kære:

”Op ad den stejle sti går de op gennem stilhedens stumhed.
Svimlende er den og mørk af kulsort bølgende dunster.
Og de var fremme omtent ved jordoverfladen da Orpheus,
angst for at hun skulle dåne, dog lige ville se efter.
Kærligt så han tilbage – og hun sank atter i dybet
med sine arme strakt frem for at favne og selv blive favnet.
Men hvad hun griber, er intet undtaget vigende vinde.”

Det er ganske enkelt umuligt ikke at kere sig om dem, man elsker. Dødsgudens frygtelige betingelse til Orfeus om, at han ikke må se på sin Eurydike, før de er ude af dødsriget, er lige som umulig for ham at overholde, som betingelsen til Elsa i Wagners Lohengrin om, at hun ikke må spørge til Lohengrins navn og stand. Hun skal tro på ham, ligesom Orfeus skal tro på, at Eurydike følger ham. Men mennesket er i følelserne, lasterne og drifternes vold og kan derfor ikke elske fordringsfrit.

Stemningen er god og humøret højt til Orfeus og Eurydikes bryllup. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Orfeus forsværger efterfølgende at ville elsker andre kvinder end sin Eurydike, og hos Ovid betvinger han træerne og dyrene med sin sang, og når bl.a. – som en længere digression – at synge om Venus og Adonis, Gamymedes og Pygmalion inden han møder sit eget endeligt. Navnlig sangen om Pygmalion er et skønt, livsbekræftende modstykke til den tragiske historie om tabet af Eurydike. Orfeus mister sin Eurydike på grund af sin kærlighed, mens Pgymalions kærlighed vækker det døde marmor til live, så det blive til en rigtig, levende pige:

”Under hans kærtegn svinder det hårde i benet og blødner,
synker under hans finger og gir sig, som voks fra Hymettus
gør det i varmen fra solen og kan modelleres i hånden
og få forskellige former og føjer sig ved at håndteres.

Undrende, midt mellem glæde og angst for at håbe forgæves,
kæler han atter og atter med fryd of sin elskede genstand.
Det var en krop; han prøver dens puls og kan mærke den banke.”

Dén digression får vi naturligvis ikke med i Claudio Monteverdis L’Orfeo fra 1607, der netop har haft repremiere på Det Kongelige Teater som Orfeus. Vi må nøjes med de vigende vinde. Derimod får vi hos Monteverdi en lykkeligere slutning, hvor vi oplever noget nær en apoteose, hvor Orfeus af Apollon bydes velkommen i himlen.

Orfeus er lidt betænkelig ved det tilbud, da han jo så ikke vil kunne forenes med sin elskede Eurydike i dødsriget. Men de bekymringer får solen og lysets guddom hurtigt fejet til side ved at love, at han i solen og stjerner i himlen vil finde så rigeligt, der kan lignes med Eurydike. Den himmelske lykke kan Orfeus naturligvis ikke sige nej til, så han glemmer alt om Eurydike, og begiver sig til himlen. Dette kan forekomme lidt overraskende i lyset af, at han operaen igennem har skældt ud på de “hadske stjerner” og “den griske himmel”, der har berøvet ham Eurydike.

Efter Eurydikes ulykkelige død er stemningen mere dæmpet. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Anderledes hos Wagner, hvor Siegmund siger eftertrykkeligt nej tak til at følge Brünnhilde til Valhal, hvis ikke han dér kan forenes med sin Sieglinde. Dét budskab havde nok ikke været i tidens smag i 1607. Men ved premieren i 1607 var Monteverdis slutning faktisk tættere på den, vi ser i sagnet samt i Ovids gendigtning. Apollon-slutningen ses først i det trykte partitur fra 1609. Ved 1607-premieren blev der afsluttet med en hyldest til Bacchus, efter at ciconerinder, besat af bacchantisk rasen, har jagtet den stakkels Orfeus på flugt. Ovid lader ikke Orfeus slippe så let, da han må sande, at hans sang ikke er i stand til at lægge en dæmper på de rasende, der kaster sig over ham med sten og slag:

”Sangen ville dog nok ha betvunget samtlige våben
hvis ikke vældige vræl og Phrygiske piber og valdhorn,
trommer og pauker og klappen, bacchantisk tuden og hylen
havde gjort citarens klag og sangerens stemme uhørlig.
Da blev stenene døve og røde af blodet fra Orpheus.

[…]

Bønligt strækker han armen imod dem og prøver for første
gang i sit liv at hans stemme slet intet formår at bevæge.
Skammeligt myrdes den hellige sanger, og – Jupiter, fri os! –
livsånden  flygter ud af den mund, hvis ord blev begrebet
både af sten og umælede dyr, og forsvinder i blæsten”

I dag er det ikke rasende bacchantinder, Orfeus skal tage sig i akt for, men derimod operainstruktørernes påfund. I Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning havde man således valgt helt at sløjfe den lykkelige Apollon-slutning. I stedet vælger Orfeus som en anden Siegmund at takke nej til den himmelske lykke og blive på jorden.

Det må dog gives iscenesætter Jetske Mijnssen, at dette vel – alt andet lige – ligger tættere på den originale myte og Monteverdis 1607-version af værket. Det gør det derimod ikke, når man har gjort Orfeus til en teenager, der har kærestesorger, og Apollon til hans far, der vil have ham til at komme ud fra sit værelse (= det jordiske liv og dets sorger) og op i himlen (= ind i stuen til resten af familien).

Historien banaliseres desværre her på det tarveligste. Værre endnu er, at vi desværre kun får et lille glimt af den ellers fantastisk smukke slutning, der blot bliver musik fra forældrenes stue i det fjerne.

Det meste af opsætningen var da også henlagt til en form for stue eller værelse. Opsætningen startede tilnærmelsesvist ”realistisk” i vor tid, men blev som handlingen skred frem mere og mere surrealistisk, rummet bliver mørkere og mere uvirkeligt og mareridtsagtigt.

Da vi kommer til dødsriget, kører dagligstuen op og efterlader scenerummet helt mørkt, stort set kun belyst med stemningsfuldt, levende lys. I starten skal vi se Orfeus som spædbarn i en barnevogn – hvorfor står mig ikke helt klart, og noget svar findes vist heller ikke i programmet, hvor det blot hedder, at ”Orfeus er sat i en samtidig kontekst, hvor hovedpersonens liv rulles frem for os i flash backs og flash forwards” og lignende. P

rogrammet indeholder en programartikel om sorglidelser hos det moderne menneske, hvor hovedfokus er den dybe sorg, Orfeus rammes af, når han indser, at han ikke kan få Eurydike tilbage. Dette sætter måske forestillingen i aktuel kontekst, men forklarer ikke instruktørens valg.

Men det er faktisk også nogenlunde, hvad jeg har at sige negativt om en operaoplevelse, der var overordentlig vellykket. Monteverdis musik rammer på mange måder helt rigtigt i forhold til vores forestillinger om antikken og dens rene linjer og æstetiske enkelhed.

Musikken er enkel, ren og fin og med en inderlighed og transparens, der gør det muligt at opnå et andet udtryk end senere tiders mere voldsomme og udtalte virkemidler. Alt overflødigt synes vitterligt skåret fra – eller rettere: Endnu ikke lagt til. Musikken er samtidig stadig rig nok på farver til, at den kan tilpasses de forskellige stemninger i stykket, der skal være alt fra bryllupsfest til rejsen til dødsriget; og den er ikke så asketisk, som musik fra den tid ellers kan være.

Musikken er det ene sted næsten ophøjet og overjordisk og får det næste et næsten naivt, folkeligt islæt. Nogle gange næsten på samme tid. Jeg har derfor svært ved at stå for Monteverdis musik; han forstår at sætte personer i musik og gøre dem levende.

Der er dog ganske mange gentagelser i musikken, så det kræver sine sangere og musikere, hvis L’Orfeo skal blive en interessant oplevelse, ikke mindst hovedpartiet er helt centralt. I den aktuelle opsætning havde man den formidable Marc Mauillon i partiet som Orfeus. Han viste både ægte lykke og ægte frustration, og begge dele med stor alvor og overbevisning i såvel stemme som gestik.

Højdepunktet var scenen i dødsriget, hvor han fortvivles over tabet af Eurydike, først skummende af raseri over de “hadske stjener” og den “griske himmel”, der har taget hans elskede, siden rørende ked af det. Dernæst må fremhæves Mia Bergström, der imponerede mig i partiet som budbringeren, der bringer Orfeus den forfærdelige nyhed om Eurydikes død. Dødsriget var herligt mørkt gestaltet af hhv. Joel Kyhle som Charon og Joakim Larsson som dødsguden Pluton.

Også fremhæves må Fanny Soyer, der uendelig smukt og lyrisk indledte stykket i prologen i skikkelse som personifikationen af musikken.

Ikke mindst må det fremhæves, at man også denne gang fra Det Kongelige Teaters side havde gjort helt rigtigt i at overlade det musikalske i Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensens meget kyndige hænder. Monteverdis musik kan let blive monoton og kedelig i de forkerte hænder, men det var ikke tilfældet her. Concerto Copenhagen fik alle nuancerne med, hvad enten det var bryllupsfestens jubel eller frustrationerne i dødsriget. Jeg er i det hele taget meget godt tilfreds. 

Claudio Monteverdi, Orfeus. Libretto af Alessandro Striggio. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 24. marts 2023.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/orfeus

Jetske Mijnssen m.fl., Rundt om Orfeus (programartikel).

Steen Frederiksen, Monteverdi og Orfeus (programartikel).

Maja O’Connor, Den største glæde og den største sorg (programartikel).

Hugh Griffith, Favola in Music: a new way to tell a story. Artikelindlæg til udgivelsen af Adrew Parrots 2012-indspilning af L’Orfeo, jf. nedenfor.

Ovids Metamorfoser på Dansk af Otto Steen Due, 2. udgave, 2005, X. og XI. sang.

A. Bloch & J. M Secher, Haandbog i den græske og romerske Mythologi, 1882.

Af to gode indspilninger af Monteverdis L’Orfeo fra ensembler og dirigenter med erfaring med tidlig musik skal navnlig fremhæves Andrew Parrotts 2012-indspiling med Taverner Consort & Players udgivet på Avie Records. Kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=25799

Herudover må anbefales indspilningen med Gabriel Garrido med Ensemble Elymna fra 1996, den er udgivet i en boks, hvor man sammen med L’Orfeo også får bl.a. den smukke Mariavesper og den fremragende L’incoronazione di Poppea. Kan ligeledes købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=42062

 

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside