Wagners store epos, Nibelungens Ring, tager normalt godt 14-15 timer at opføre, typisk fordelt over fire dage/aftener. Som yderpunkter kan nævnes, at Karl Böhm nåede det hele på 13 timer og 38 minutter ved Bayreuth-festspillene i sin indspilning fra hhv. 1967 og 1971. James Levine brugte omvendt godt 15 timer og 21 minutter i sin studieindspilning, der med orkester og kor fra Metropolitan Opera blev til i New Yorks Manhattan Center 1987-1989. Trods denne forskel er begge de to indspilninger blandt de absolut bedste, der findes af værket, sammen med Herbert von Karajans fra 1966-1970 (14 timer og 57 minutter) og naturligvis Sir Georg Soltis fra 1958-1965 (14 timer og 36 minutter).
Forkortelser er lavet. I 2013 opførtes i Christians Kirke på Christianshavn en forkortet udgave udarbejdet af Jonathan Dove og Graham Vick for godt tyve musikere – mod normalt godt 100. Instruktøren var den rutinerede Wagner-tenor Stig Fogh Andersen, der bl.a. også har instrueret Tristan og Isolde på Det Kongelige Teater.
Det er også Stig Fogh Andersen, der sammen med musikchef og kapelmester ved Helsingør Kammeropera Leif Greibe står bag den endnu mere radikalt forkortede udgave af Nibelungens Ring, der havde premiere på Helsingør Kammeropera i marts 2023, og som man den 16. og 17. august 2023 kunne/kan opleve på Aveny-T på Frederiksberg, hvor den blev/bliver vist som en del af Copenhagen Opera Festival markedsført under titlen ”Wagners Ringen på en aften”. Hele herligheden er forkortet ned til lidt over 3 timer. Opførelsen den 16. august 2023 noterede jeg til 3 timer og 15 minutter: Start kl. 19:30 og slut kl. 23:15, inklusive 30 minutters pause. Orkestret var reduceret til en septet bestående af klaver, violin, bratsch, cello, fløjte, klarinet og horn. Leif Greibe både spillede klaver og dirigerede. I sig selv imponerende.
Der kommer dog unægteligt til at mangle en hel del, hvilket der også tages behørigt forbehold for i forordet til det trykte program. Af ting, der var skåret ud kan i flæng nævnes, at hverken Fricka, Donner eller Froh var at finde i Rhinguldet. Fricka var dog delvist skrevet sammen med Erda. Waltraute og Brünnhildes andre valkyriesøstre var også taget ud. Hele prologen i Götterdämmerung var taget ud; og det samme gjaldt Siegfrieds møde med de tre rhindøtre i starten af tredje akt i samme opera. Hertil var stort set alle scener forkortet betragteligt. De store orkesterpassager var naturligvis også kraftigt beskåret både i længde og i tekstur. Der var således intet rigtigt Feuerzauber til sidst i Valkyrien ligesom der ikke var nogen egentlig begravelsesmusik til Siegfried i Götterdämmerung.
Wagners epos er i kammerversionen reduceret til ren, ydre handling. Som allerede Deryck Cooke har påpeget, så bliver der faktisk ikke så meget tilbage, når alt det, der ikke er ydre handling, skrælles væk. For der er nemlig ikke forfærdelig meget ydre handling i Nibelungens Ring, værkets størrelse taget i betragtning. Langt det meste er skildringer af de forskellige personers refleksioner og følelser samt musik, der sætter stemninger. Den egentlige handling sker typisk hurtigt og som et klimaks i en scene eller sådan noget.
Det var nok også den største svaghed ved kammeropsætningen. At den blev en lang række hæsblæsende mere eller mindre tegnefilmsagtige optrin, der bekræftede de værste Wagner-fordomme, som når Elmer Fjot jagter Snurre Snup og til tonerne af musikken fra valkyrierittet skriger ”kill the wabbit! Kill the wabbit!” Den indre psykologi, der kendetegnede personerne i Wagners store drama var næsten fraværende, ikke mindst hos overguden Wotan, hvis bevæggrunde aldrig rigtig stod klar eller kom ind under huden. Bedst fungerede opsætningen i den henseende i første akt af Valkyrien og tredje akt af Sigfried, hvor der var beskåret relativt lidt og hhv. Siegmund og Sieglinde samt Siegfried og Brünnhilde fik lov til at faktisk at folde deres følelsesliv ud. Vægtige passager, som f.eks. scenen mellem Siegmund og Brünnhilde i anden akt af Valkyrien og Wotans afsked med Brünnhilde i samme operas tredje akt, blev derimod reduceret til ren handlingsformidling, og blev derfor aldrig så rørende og smukke, som de er i den rigtige opera.
Handlingen var der i øvrigt kun lavet meget lidt om på i forhold til, hvilke friheder instruktører ellers tager sig. Mest markant var, at det var Gutrune, der slog Hagen ihjel til sidst. Han dør ellers ved at drukne i Rhinen. Alberich og Gutrune bliver i øvrigt de eneste overlevende efter ragnarok, hvor de indgår en form for forsoning – hvis jeg ellers forstod slutningen rigtigt. Et rødt reb/tråd går i øvrigt igen i flere scener. Scenografien var i sagens natur stærkt reduceret, men både den og kostumerne var i det store hele traditionel. Dragen i anden akt af Siegfried var lavet ved skyggevirkninger på væggen, ikke ulig opsætningen i Odense i 2018, hvilket fungerede fint. Der blev gjort flittigt brug af forskelligfarvet lyssætning, f.eks. grøn når foråret kommer i første akt i Valkyrien og rødt/orange, når vi er ved Brünnhildes flammende ildbjerg.
Den anden store svaghed ved kammeropsætningen var den kraftige beskæring af orkestret. I Dove/Vicks opsætning går det lige med 20 musikere, men når man er nede på syv forsvinder følelses af, at man lytter til et orkester. Har man prøvet at lytte til ledemotiver fra Wagners operaer spillet på klaver, ved man, at de kun er en bleg aftapning af den ægte vare. Det kan være fint som forberedelse og introduktion, men ikke mere. Orkestret er helt centralt hos Wagner. Lidt samme følelse fik man af det meget reducerede orkester. Hans musik er ikke som Puccinis eller Verdis i det væsentlige båret af sagen alene, men en vekselvirkning mellem sang og musik. Den store orkesterklang, der skal sætte stemninger of følelser manglede, og når man så oven i købet har taget det ud af værket, der faktisk skaber stemninger og følelser, så er der ikke meget tilbage. Musikken var i lange stræk for kedelig. Det skal understreges, at dette ikke er en kritik af musikerne.
Bedømmelsen af kammeropsætninger afhænger i høj grad af, om man accepterer præmissen om reducering til en 3-timers kammeropsætning fremført af syv musikere. Det gør jeg ikke ubetinget: Man mister for meget af intentionen med det oprindelige værk. Det store, episk-suggestive sus, der opstår når Wagners værker får rigtig luft under vingerne og store begivenheder afspejler sig i personernes indre følelsesliv, udeblev.
Men så kan jeg faktisk heller ikke finde på særlig meget mere dårligt at sige om kammeropsætningen. For accepterer man præmissen, så var det faktisk en meget vellykket og begavet beskæring, der var lavet. Det har utvivlsomt krævet et meget stort kendskab til både tekst og musik at få det hele presset sammen. Mest imponeret var jeg over, hvordan man næsten ubemærket sprang fra kampen mellem Siegmund og Hunding i anden akt af Valkyrien til scenen med Brünnhilde og Sieglinde i tredje akt. Man opdagede næsten ikke, at valkyrierittet blev sprunget over. Brünnhildes store arie til sidst i Götterdämmerung var også meget fint tilpasset, så der ikke blev sunget om ravne og heste og andet, der ikke var indvarslet tidligere i den reducerede version. Jeg savnede dog stadig at høre hendes bøn til ravnene om at flyve flammerne til Valhal.
Leif Greibes imponerende indsats ved klaveret er allerede fremhævet, men jeg vil også gerne fremhæve Henriette Holk på horn, der også flot bidrog med farver og stemninger i den reducerede besætning. Bedst fungerede ensemblet selvsagt de steder, hvor musikken er mere kammermusikalsk, f.eks. ved Siegfrieds ankomst til bjerget, hvor han finder Brünnhilde og indtil hun endelig vågner.
Ikke mindst havde man et ganske flot udvalg af sangere, der hver skulle besætte flere forskellige roller. Præstationerne bar dog alle noget præg af, at den reducerede opsætning ikke levnede meget plads til at give stykkets personer individualitet og karakter. Det lykkedes dog enkelte steder, navnlig for Jesper Buhl i hans glimrende gestaltning af Alberich og dennes forbandelse af ringen i tredje scene af Rhinguldet, og igen for samme i scenen med Hagen i starten af anden akt i Götterdämmerung.
Det vægtige parti som overguden Wotan var i gode hænder hos Jens Søndergaard, der havde den rigtige, potente stemme til partiet. Partiet som sådan var dog hæmmet noget af den kraftige reducering.
Også fremhæves må Philippa Cold og Anders Kampmann, der dannede et skønt par som Siegmund og Sieglinde i Valkyrien. Valkyriens første akt var noget af det, der – alt andet lige – vist var beskåret mindst. Generelt gjorde sangerne sig beds i de passager, der var mindst beskårede. Kampmann sang også partiet som Siegfried, hvor han sammen med Randi Gislason leverede en herlig duet i tredje akt af Siegfried, der inkasserede aftenens formentlig største bifald. Gislason havde i det helet aget en flot, dramatisk stemme, der passede sig godt til Brünnhilde. Det klæder dog, synes jeg, partiet bedst, hvis Brünnhilde er mindre dramatisk som menneske end som valkyrie.
Endelig må fremhæves Lars Fosser som en frygtindgydende Hagen, samt at instruktøren selv leverede en ganske habil præstation i partiet som dværgen Mime.
Tilfreds? Ja bestemt, så afgjort. Ideen med Nibelungens Ring som kammeropsætning er både ambitiøs, velgennemtænkt og velgennemført. Om man kan lide den eller ej afhænger af, om man er villig til at acceptere præmissen om en kammeropsætning.
Wagners Ringen på en aften. En forkortet kammerversion af Nibelungens Ring af Richard Wagner ved Stig Fogh Andersen og Leif Greibe. Aveny-T den 16. august 2023.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://www.operafestival.dk/ringen-paa-en-aften/
Program fra opførelsen
Deryck Cooke, I Saw the World End – A Study of Wagner’s Ring, 1979.
What’s Opera Doc? Warner Bros.s korttegnefilm fra 1957.
De omtalte indspilninger af Nibelungens Ring af hhv. Solti, Karajan, Böhm og Levine er alle udgave af Deutsche Grammophon/Decca, men synes – med undtagelse af Karjan – ikke længere at kunne findes hos nogen dansk webshop, jeg kender til.
Solti
Soltis indspilning findes på både cd og som blu-ray audio:
https://www.deccaclassics.com/en/catalogue/products/wagner-ring-des-nibelungen-solti-1631 (cd)
https://www.deccaclassics.com/en/catalogue/products/wagner-ring-des-nibelungen-solti-11187 (blu-ray audio)
Karajan
Karajans indspilning kan Købes hos imusic.dk:
Karl Böhm
https://www.deccaclassics.com/en/catalogue/products/wagner-der-ring-des-nibelungen-10357
Hvis man kan støve den op, så kan Böhms indspilning med fordel købes som del af den store Decca-boks, der kom i 2008, hvor der også findes en lang række andre fremragende indspilninger af andre Wagner-operaer, ikke mindst Böhms egen indspilning af Tristan og Isolde med Birgit Nilsson og Wolfgang Windgassen fra 1966:
Levine
https://www.deutschegrammophon.com/en/catalogue/products/wagner-der-ring-des-nibelungen-levine-1716
Studieindspilningen er med hensyn til sangere stort set svarende til den sceniske opsætning, der blev optaget på Metropolitan Opera i 1989-1990 og som findes på DVD samt på Metropolitan Operas streaming-tjeneste Met Opera on Demand:
