Der er veloplagt eventyr på programmet, når en prinsesse skal gifte sig med en gris, som forvandler sig til en konge, hvis hun kan lære at elske den/ham; og det er præcis handlingen i operaen, The Enchanted Pig af engelske Jonathan Dove (f. 1959) fra 2006, der her i den forgangne vinterferieuge har været opført på Det Kongelige Teater af Operaakademiet som Den Forheksede Gris.
Vores prinsesse hedder nærmere bestemt Flora og bor sammen med sin far, kong Hildebrandt, og to søstre, Mab og Dot. På et tidspunkt må kongen drage i krig; og de tre piger skal derfor være alene hjemme en tid. Straks kongen er ude af døren, begynder de tre i en herlige scene at overveje alle de ulydigheder, de nu kan lave uden opsyn; og de gør sig morsomme over, om de mon vil finde ligene af kongens syv, tidligere elskerinder. De syv elskerinder er en slet skjult reference til Bartóks opera, Hertug Blåskægs Borg (1911); og tre prinsesser alene hjemme og det deri liggende varsel om et forestående uskyldstab synes at refere til Brittens The Rape of Lucretia (1946), som Operaakademiet opførte på Takkelloftet i 2017. Begge værker trækker dog i sig selv på velkendt eventyr- og sagnstof. Hertug Blåskægs Borg opføres i øvrigt koncertant af Aarhus Symfoniorkester her til maj.
Uskyldstabet går dog mere stille af sig for de tre piger hos Dove, end det går Judith og Lucretia hos hhv. Bartók og Britten. De tre prinsesser åbner – naturligvis – den dør, de udtrykkeligt ikke må åbne. Bag den finder de Skæbnes Bog, hvori man nok kan læse lidt af hvert. I den står det skrevet, at de to søstre skal blive gift med hhv. kongen fra riget i øst hhv. vest, hvilket de bliver meget glade for at erfare. Noget mindre begejstret bliver Flora, da hun erfarer, at hun skal ægte en gris fra riget i nord. Søstrene forsøger at trøste hende med, at det jo bare er en gammel bog, man ikke kan regne med.
Kongen kommer hjem fra krigen hurtigere end ventet og finder naturligvis hurtigt ud af, at de tre piger har gjort lige præcis dét, de absolut ikke måtte, nemlig at læse i Skæbnes Bog. For har man først læst i skæbnes bog, står tingene ikke længere til at ændre. Igen et gammelkendt motiv, der kendes såvel fra antikken, f.eks. fra Ødipus-myten, og fra nyere science-fiction, eksempelvis hos Philip K. Dick i novellen The Skull (1952), hvor forsøg på at forhindre det uundgåelige netop forårsager det.
Ligesom kongerne fra øst og vest er grisen fra nord ikke sen til at gøre sin ankomst for at gøre krav på sin brud. Den ulykkelige Flora har ikke andet valg end at følge med. Der er end ikke noget forsøg på at omgå skæbnen. Snart befinder hun sig i riget i nord sammen med grisen.
Heldigvis viser det sig, at grisen i virkeligheden er en forhekset konge, der ved fuldmåne får menneskeskikkelse. Hvis hun blot vil elske ham, vil han blive til menneske permanent. En gammel kone fortæller imidlertid Flora, at samme effekt kan opnås langt hurtigere, hvis Flora blot binder grisen med en magisk tråd, når den sover – dog forudsat at den ikke opdager det.
I kærlighed er der imidlertid ingen genveje; og forehavendet går naturligvis galt, da grisen vågner og opdager tråden. Nu bliver stakkels Flora nødt til traske verden og universet igennem til hun har slidt tre par jernsko op. Kærlighed er hårdt arbejde! Undervejs møder hun både dagen, solen og månen samt kærligheden i alle dens afskygninger, bl.a. den forkælede og krævende prinsesse Adelaide, der ikke interesserer sig meget for kærlighed, men går ganske meget op i bryllupper og alt det glitter og glimmer, som sådan et kaster af sig. Flora møder også det aldrene ægtepar, der hakker på hinanden ustandseligt, men alligevel bliver sammen, fordi de har lært at elske hinanden.
Hvis man ikke kan få den man elsker, ja så må man elske den man får. Kærlighed, parforhold og familie kræver en indsats og vokser ikke naturnødvendigt automatisk ud forelskelsens sødme. Et budskab, der er sat i scene adskillige gange før i alle tænkelige generer, bl.a. i Hitchcocks tidlige film, men det gør det bestemt ikke mindre relevant. Måske budskabet ligefrem kan være aktuelt også for et nutidigt publikum.
Programmet til Operaakademiets forestilling gør et noget halvhjertet forsøg på at tale Den Forheksede Gris ind i nutidens debat om køn og identitet etc., men som jeg håber det fremgår af min gennemgang ovenfor, er der tale om en temmelig ”gammeldags” fortælling, der trækker på stof, der for nogets vedkommende er årtusinder gammelt. Operaakademiet har dog ingen grund til skamme sig. Historien er både god og opbyggelig og Alasdair Middeltons libretto er fyldt med overskud og en til tider herlig, vittig dialog. Dertil er det hele ganske veludført fra Operaakademiets hånd.
Opsætningen – der er simpel, men i det hele vellykket og effektfuld og velafpasset til Takkelloftets lokaler – giver heller ikke indtryk af, at vi skulle have forladt eventyrlands trygge og velkendte rammer. Den består af en fast scenografi bestående af en stor plade med et hul i samt nogle døre placeret frit i scenerummet. Hertil kommer et bord og nogle stole samt en seng, der fra tid til anden flyttes ind på scenen. Ikke mindst et vellykket lysdesign følger fint stemningen i musikken og forestillingen og vækker scenerummet til live.
Vanen tro på Takkelloftet er der tale om et værk skrevet til et lille ensemble. Der var kun otte sangere på scenen, der hver besatte mindst to roller samt synger sammen som kor. ”Orkestret” bestod af syv musikere på hhv. bas, cello, basun, harpe, akkordeon, slagtøj og klaver. De få instrumenter var dog rigeligt til at lægge den rette stemning ned over forestillingen. Navnlig sidst i første akt, hvor fuldmånen skinner og den forheksede gris viser sig at vær et menneske, var musikken utrolig smuk. Ligeledes igen, da Flora i anden akt besøger månen i dens sølvskær. En kammermusikalsk besætning giver musik en transparens, der sine steder gør den mere intens end stor orkestermusik, og Den Forheksede Gris er ingen undtagelse.
Dove har sammen med instruktøren Graham Vick stået bag en forkortet udgave af Wagners Nibelungens Ring, der kan opføres på kun tre dage (mod normalt fire) og kun kræver et kammerorkester på ca. 20 mand (mod normalt over 100). I denne form blev Ringen opført i Christians Kirke på Christianshavn i København i sommeren 2013. Også dengang var jeg imponeret over, hvor meget der kom ud af det stærkt reducerede orkester. Dove er ikke dårlig til at få mangeartede indtryk og iderigdom frem med små virkemidler.
Dét sagt, så er Doves musik nogle steder lige lovlig perkusiv, måske lidt som Per Nørgårds opera, Det Guddommelige Tivoli (1982). Selvom det lyder flot, så er slagtøjsgruppen ikke den mest oplagte, når man som en opera skal kunne male menneskers følelser og tanker frem for et publikum. Heller ikke hos Nørgård lykkedes øvelsen særlig godt – hvis man måler med operastandarder – men han kan dog undskylde sig med, at værket handler om kaos og katastrofe og er inspireret af den skizofrene, schweiziske kunstner Adolf Wölfli (1864-1930), der skabte sine værker på det hospital for sindslidende. Også tilstedeværelsen af et akkordeon gjorde mig straks skeptisk. Akkordeon har det ligesom peberrod med at dominere alt omkring sig, dvs. at få alt til at lyde af, ja… akkordeon. Akkordeonet holdt sig dog heldigvis passende i baggrund og bunden af musikken, hvor det fungerede fint.
Doves musik var ellers præget af lovlig meget upersonlig talesang, navnlig i solopassagerne, særligt partiet som grisen kunne han godt have begavet med nogle mere lyriske og sangbare fraser. Det kan måske være en selvstændig tanke, at grisen ikke skal synge alt for pænt. Men værkets budskab er jo netop, at grisen ikke er et svin indvendigt. Desuden var der i mine øre ikke voldsomt stor forskel på de steder, hvor partiet blev sunget som mand. Dette burde sangen i givet fald have afspejlet.
En sand fornøjelse var musikken dog ubetinget, når sangerne sang sammen som ensemble. Navnlig de tre pigers indbyders snak og hviske-tisken, da de er alene hjemme var skønt at lytte til. Af mindeværdige solopassager var navnlig Louise McClelland Jacobsen, der b.la. sang partiet som den forkælede prinsesse Adelaide, der ramte hendes sind helt rigtigt med nogle velplacerede, hysteriske koloraturer. Også fremhæves må Cláudia Ribas, der sang partiet som Flora, særligt passagen hvor hun alene om natten fortvivles ved, at skæbnen kun har levnet hende at måtte ægte en gris, samt den efterfølgende flotte duet med grisen, der siden er blevet en mand i fuldmåneskæret. Også fremhæves må Martin Hatlo, der med sin mørke baryton flot sang partiet som kong Hildebrandt.
Operaakademiet kan være godt tilfredse med deres forestilling. Jeg er i hvert fald.
Jonathan Dove, Den Forheksede Gris. Libretto af Alasdair Middleton. Det Kongelige Teater, Operaen, Takkelloftet, den 18. februar 2023.
Referencer
Forestillingens hjemmeside med diverse information:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/operaakademiets-forarsforestilling
Aarhus Symfoniorkesters opfører Bartóks Hertug Blåskægs Borg fredag den 19. maj 2023. Se mere her:
https://www.aarhussymfoni.dk/koncert/hertug-blaaskaegs-borg/
Per Nørgårds Det Guddommelige Tivoli fra 1982 er udgivet på Dacapo i en indspilning fra 2008:
https://www.dacapo-records.dk/da/udgivelser/noergaard-det-guddommelige-tivoli
Philip K. Dicks The Skull er trykt i The Collected Short Stories of Philip K. Dick, Volume One, Beyond Lies the Wub (Gollancz, 1999)
