Hvor det i Rhinguldet var Alberich, der forsagede; er vi i Valkyrien nået ned i menneskenes verden, hvor hans forsagelse af kærligheden spejles i helten Siegmund. Siegmund forsager i den centrale scene i anden akt den himmelske lykke i Valhal for at kunne være på jorden med sin Sieglinde. Det himmelske vælges fra og det jordiske til. Alberich er blot en mere ekstrem, perverteret og vulgær form af det, mennesket har i sig.
I Dmitri Tcherniakovs opsætning på Staatsoper unter den Linden i Berlin synes denne spejling understreget ved, at Siegmund og Sieglinde – da de er stukket af fra Sieglindes undertrykkende ægtemand, Hunding – netop gemmer sig i den kælder i forskningscenter E.S.C.H.E., hvor Alberich i Statsoperaens opsætning af Rhinguldet havde sit Nibelheim. At understrege denne spejling er et af opsætningens små, positive påfund.
Ja, vi er nemlig stadig i Valkyrien i forskningscenter E.S.C.H.E., hvor guderne fortsætter deres eksperimenter med menneskene. I Valkyriens første akt er scenen delt i to. Den ene del er Hundings ”hytte”, og den anden er et observationsrum, hvor Wotan kan følge begivenhedernes gang gennem et stort spejl af den slags, der kun er gennemsigtigt fra observationsrummet. Personerne i hytten ser kun et spejl, så de ved ikke, at de bliver observeret. Tilmed er væggene mellem de forskellige rum i Hundings ”hytte” – der naturligvis ikke er en hytte som foreskrevet fra Wagners side, men et moderne hjem eller lejlighed – kun streger på jorden, så man kan se lige igennem det hele. Hele konstruktionen er altså en blanding af elementer fra Fluen 2 (1989), hvor hovedpersonen lever en stor del af sit liv i et værelse (og senere en lejlighed) i et forskningscenter, hvor han bliver overvåget af folk bag et spejl, og von Triers Dogville (2003), hvor al handling foregår i en by, der kun består af kridtstreger på jorden.
I al denne ballade kommer det lidt som en overraskelse, at det er et rigtigt sværd, Siegmund finder i Hundings lejlighed og ikke den lommekniv, som vi så Wotan placerede i asketræet i forskningscentrets vestibule i slutningen af Rhinguldet.
Hunding blev sunget godt og truende af Mika Kares, der buldrede løs med en flot mørk stemme. Siegmund og Sieglunde havde ikke en chance. Dette blev visualiseret ved, at Hunding ikke blot nøjedes med at være en truende grobrian og undertrykkende ægtemand i almindelighed, men også blev decideret fysisk i sin ageren, da han resolut bagbinder Siegmund, da han finder ud af, at hans dødsfjende har søgt ly i hans hus. I Wagners tekst lader Hunding blot Siegmund overnatte i huset til de skal kæmpe næste dag, hvilket virker påfaldende overbærende i betragtning af, hvilken karakter der er blevet bygget op i Hunding. Tcherniakovs påfund gør ham lidt mere brutal.
Tcherniakov lader anden akt fortsætte, hvor første akt sluttede, nemlig i Hundings hus, hvor vi ser Siegmund og Sieglinde plyndre Hundings køleskab for proviant, inden de to elskende løber ud af laboratoriet og ud i den verden, der er forskningscentret E.S.C.H.E. Dette sker i forspillet til anden akt, hvor Siegmund også bliver efterlyst i en nyhedsudsendelse, der projekteres op på scenen. Tcherniakov skal have ros for også her at have gennemtænkt overgangene mellem de enkelt scener, så der skabes dynamik og fremdrift i opsætningen.
Vi er også stadig i Hundings lejlighed/laboratoriet, da Wotan, Fricka og Brünnhilde ankommer. Brünnhilde dog kun for hurtigt at fortrække igen ved Frickas ankomst, så overguden og hans hustru kan få lov til at skændes i fred. Dette ender som bekendt med, at Fricka trækker det længste strå; Wotan er herefter nødt til at undlade at beskytte Siegmund, der overlades til Hundings nåde. Wotans efterfølgende fortvivlelse og lede ved den verdensorden, han er sat til at beskytte, kommer til udtryk ved, at han begynder at kaste med møblerne i lejligheden. Brünnhilde hjælper ham efterfølgende med at rydde op, hvorefter scenen skifter til observationsrummet, hvor Wotan betror hende sine problemer. Scenen skifter herefter til kælderen i forskningscentret, hvor Siegmund og Sieglinde har overtaget Alberichs tidligere gemmested.
Det store opgør mellem Hunding og Siegmund, der kommer herefter, ser vi ikke meget til. Siegmund bliver blot ført bort af Wotans gorillaer.
Herefter er vi i tredje akt under valkyrierittet blevet iagttagere af en Auswertug i forskningscentrets auditorium forud for, at valkyrierne skal ud på et “feltstudie i vold”. Skal man dømme ud fra valkyriernes PowerPoint-præsentation, er Siegmund vist målet for feltstudiet, men det er ikke helt klart. Tcherniakov kan vist godt lide den slags indslag af belæring. Gurnemanz’ fortælling til de unge gralsridder i første af akt af hans opsætning af Parsifal på Statsoperaen (vistnok med premiere i 2015, hvor Statsoperaen stadig var på midlertidigt ophold i Schiller Theater) er også iscenesat på den måde – her anvendes dog lysbilleder og ikke PowerPoint.
Valkyrierittet i starten af tredje akt lød ellers fremragende. Af de otte valkyrier bed jeg særligt mærke i Clara Nadeshdin, der sang partiet som Gerhilde med en kraft og en karakter, der gjorde, at man, ja, netop bemærkede det. Normalt plejer ingen af de otte valkyrier at skille sig meget ud fra de andre i mine øre, men her var det anderledes.
Jo mere vi nærmere os klimakset i slutningen af tredje akt, jo mere stiger min skuffelse, når opsætningen ikke kan leverer varen: Nøglescenen mellem Wotan og Brünhilde var elendigt – hvis overhovedet – instrueret. Brünnhilde stiller sig bare op på en stol og omfavner Wotan. Der var ingen varme eller følelser mellem dem. Havde dette så bare været et bevidst instruktørvalg. Et dårligt og malplaceret valg, men ikke desto mindre et kreativt valg. Men et kreativt valg var det ikke. Der var slet ikke foretaget noget valg. Instruktøren havde tilsyneladende overhovedet ikke overvejet scenen nærmere for at forholde sig til den og interagere kreativt med den i sin formidling.
Det var desværre gennemgående, at nøglescenerne i Valkyrien – de scener der for alvor viser personernes forhold til hinanden – var mangelfuldt eller slet ikke instrueret: Forholdet mellem Siegmund og Sieglinde var ikke nogen overbevisende affære; og scenen mellem Siegfried og Brünnhilde i anden akt var nærmest heller ikke instrueret, og blev desværre en noget afmålt fornemmelse.
Det virker lidt til, at instruktøren har været mere opmærksom på, at personerne skal foretage sig al mulig andet end at agere med hinanden, f.eks. plyndre Hundings køleskab, kaste med møblerne eller stille sig op på dem. Tcherniakovs tilgang tangerer det barnlige, når følelsesmæssige relationer ikke får den tyngde, de skal have i stykket, og prisgives til fordel for sjov og ballade og spektakulær scenografi. De store ting, de alvorlige ting, tør/vil/kan man ikke tage alvorligt, mens alt ståhejen blæses ud af proportioner i uvedkommende laboratoriescenografi og andre narrestreger og letkøbte grin.
En stor skam, for Valkyrien er den mest menneskelige af de fire stykker, der udgør Nibelungens Ring. Det er her, der er flest, ægte, menneskelige relationer og følelser, man kan forholde sig til. Det er det, der gør Valkyrien til den bedste af de fire, og det er det, der absolut skal fungerer, når den sættes op.
Mens Tcherniakovs opsætning og personinstruktion ikke imponerer mig, må jeg medgive, at de mange sceneskift også i Valkyrien gør opsætningen mere interessant. Navnlig anden akt af Valkyrien, der fra Wagners hånd kun foregår ét sted, nemlig et klippelandskab (”Wildes Felsengebirg”), kan godt blive lidt stillestående. Ved at lade anden akt starte i Hundings lejlighed og herefter skifte til observationsrummet og siden til kælderen, hvor vi igen møder Siegmund og Sieglinde, gør denne del af stykket mere levende.
Den magiske ild, der til sidst ledsager Brünnhilde ind i sin søvn, måtte vi i øvrigt også tænke os til, udover hvad hun malede på auditoriets stole med lidt graffiti.
Musikalsk var der dog også denne aften heldigvis mere at komme efter, nemlig særklasse. Guggeis fik det absolut bedste ud af partituret. Særligt anden akt blev fint dramatiseret, hvilket var godt. Den kan ellers godt stå lidt i stampe. I tredje akt var der omvendt valgt en mere afdæmpet stil, hvilket igen passe godt til den rørende slutning.
Sangerne var heldigvis også stadig glimrende. Bagbundet eller ej, var der eksempelvis intet stemmemæssigt afmægtigt over Robert Watsons gestaltning af helten Siegmund, der sang flot og dramatisk. Måske lidt for dramatisk og på nippet til at virke forceret. Også Vida Miknevičitūės Sieglinde var flot og dramatisk, men igen… lidt for dramatisk. Og det samme kan siges om Anja Kampes Brünhilde, hvor dramatik dog er mere på sin plads, nu hun stadig er valkyrie og endnu ikke blevet menneske – det oplever hun først, når hun vågner af sin søvn.
Michael Volle var også denne aften god i partiet som Wotan, men Volle lyder bedst, når han synger hårdt og kraftigt og formanende. I stykkets højdepunkt, den rørende afskedssang til Brünhilde i tredje akt valgte han meget passende – og naturligt – at dæmpe sig lidt. Men det bevirkede desværre, at han befandt sig i et måske lidt uvant leje. For hans stemme lød ikke helt så godt her, og rørende var den desværre ikke. Det var til gengæld den musik, som Guggeis fik manet frem fra orkestergraven.
Partiet som Fricka blev sunget godt og varmt og moderligt af Claudia Mahnke, men stadig mægtig nok til, at hun kunne sætte Wotan på plads i anden akt. Meget som jeg forestiller mig den kvieøjede Here.
Med Mahnke som undtagelser tegner der sig lidt konturerne af et gennemgående problem: Nemlig at alle sangerne har en tendens til at synge for dramatisk. Som om de alle vil efterligne Birgit Nilsson eller sådan noget. Det er en skam, for det, der gør Valkyrien så utrolig smuk, er de stille passager, f.eks. scenen mellem Siegfried og Brünnhilde i anden akt og mellem Brünnhilde og Wotan til sidst i tredje. Det virkede lidt for meget til, at sangerne helst ville synge valkyrierittet hele tiden. Jeg er ikke tilfreds.
Richard Wagner, Die Walküre. Staatsoper unter den Linden, Berlin, den 5. April 2023
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
