Nibelungens Ring i Berlin 2023 – Del 1: Das Rheingold

Den hårdt prøvede overgud/direktør/rektor, Wotan (Michael Volle, i vestibulen til forskningscentret E.S.C.H.E. Foto : Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

”Dengang den gamle Saturn endnu havde Magten i Himlen,
netop i Guldalderen laa Rigdommen skjult under Muld:
Kobbert, Sølvet og Guldet og Jernet – Metallerne dvæled
endnu i Skyggernes Land, Mennesker søgte dem ej.
Det som de sanked og helt uden Møje, var bedre at eje:
Markernes og Træernes Frugt, Honning fra Biernes Bo.
Aldrig de spaltede Jorden med Spader og kraftige Plovjern,
maalte ej Markerne op, drog ikke Grænser og Skel.
Havfladen kløved de ikke og fejed med hastige Aarer,
Stranden var Grænse, ved den sluttede Menneskers Vej.
Nu har de nyttet til eget Fordærv deres Tanke og Snilde,
opfundet mange Slags Ting til deres egen Fortræd.”

Således Ovid, der beklager sig over, hvordan hans elskede Corinna har fundet bedre smag i en simpel krigs-parvenu end i Ovids egen digtning og kunst. Guldet er – forstår man – roden til alt ondt. Guldalderen var uden guld, en mere enkel og bedre tid. Ingen havde endnu fundet ud af at det skinnende, metal kunne begæres og blive til penge, et formueaktiv, der kan begæres.

Således også hos Wagner, hvor vi i Das Rheingold netop starter i en enklere, bedre og renere tid, hvor der kun er Rhinens vand, der strømmer lystigt afsted, indtil den går ubesværet over i de tre rhindøtres sang. Guldet ligger endnu blot og skinner smukt i det klare vand.

Det er med Nibelungen Alberichs indtog, at guldet får værdi som aktiv. Rhindøtrene ved det dog godt, men de tror ikke, at nogen for alvor er så dumme, at de vil forsage kærligheden og besmudse det rene guld med mere uædle lidenskaber. Men de tre piger giver selv ved deres mobning af Alberich det bedste argument for, at begæret kan være nok så godt som kærlighed; og guldet mister konkret sin uskyld ved at blive smedet til en ring af Alberichs begær: ”Erzwäng’ ich nich Liebe, doch listig erzwäng’ ich mir Lust?”

Guderne i skyerne i deres Valhal er dog ikke spor bedre end Alberich og bygger deres verdensorden på samme forsagelse af den rene kærlighed og ubesmittede natur. Det sker blot lidt mere indirekte; og guderne gør sig en masse krumspring og ideologiske vrangforestillinger for at forsøge at skjule det. Men de kan ikke løbe fra, at Rhinens guld er blevet brugt til at betale for det Valhal, kæmperne Fasolt og Fafner byggede til guderne. Rhindøtrene har dog ikke glemt det: ”traulich und treu | ist’s nur in der Tiefe: | falsch und feig | ist was dort oben sich freut!“ synger de ildevarslende efter guderne, som de marcherer ind i Valhal til sidst. For en stund kan klagesangen dog overdøves af gudernes pompøse musik. Men ikke i længden.

Budskabet er ikke til at tage fejl af: Gudernes verdensorden er ond og falsk til at begynde med; og den er er er derfor dømt til at gå under.

Den hårdt prøvede overgud/direktør/rektor, Wotan (Michael Volle), i vestibulen til forskningscentret E.S.C.H.E. Foto : Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

Vrangforestillinger gør man sig også i Berlin, hvor Staatsoper unter den Linden genopsætter sin nye opsætning af Nibelungens Ring, der havde premiere i efteråret 2022, og som instruktøren Dmiti Tcherniakov har stået bag. Men vrangforestillinger af en ganske anden art end dem, som Wagner skildrer.

Hele handlingen er nemlig flyttet til et laboratorium eller forskningscenter med navnet – hvis jeg ellers forstod rigtigt fra introduktionsforedraget – Experimental Science Center of Human Evolution. Forkortelsen, E.S.C.H.E., er vel den egentlige baggrund for valget af navn, da man så kan referere til det store verdensasketræ, som overguden Wotans spyd er skåret af, og som han siden skal beordre hugget op, så det kan fortæres af flammerne fra verdensbranden i Götterdämmerung.

I opsætningen er Wotan en direktør eller “rektor” for dette “E.S.C.H.E.-institut”, der altså forsker i eller eksperimenterer med menneskets udvikling. Vi er altså reduceret til forsøgsdyr i gudernes store, lunefulde eksperiment. Man aner, at Hans Neuenfels laboratoriemus fra 2010-opsætningen af Lohengrin i Bayreuth har været en kraftig inspiration for Tcherniakovs berliner-eksperiment.

I Das Rheingold starter det hele ved ”Rhinen” med, at Alberich er fanget i et ”stresslaboratorium”, hvor han er spændt fast til en stol.  Rhindøtrene er læger eller sygeplejersker, der dels udsætter ham for eksperimentet, dels iagttager hans reaktion. Personinstruktionen synes her lige så fraværende som det rhinguld, der ellers er årsagen til hele balladen. ”Guldalderen” er sandelig også her uden guld.

Scenen ender med, at Alberich slipper fri af stresslaboratoriet og gemmer sig i instituttets kælder (Nibelheim). Et vildfarent eksperiment er løs. Et vildskud har ført den menneskelige udvikling på evolutionære afveje udi grådighed, griskhed og uædelt begær. Lad os håbe, at afvigelsen bliver nede i kælderen, og at ingen får den ide at kigge derned for at se, hvad kælderen gemmer…

Scenen skifter til Valhal – instituttets auditorium. Der er strid på instituttet mellem Wotan og Fricka; og der indkaldes til krisemøde i et bestyrelseslokale et par lokaler derfra, hvor der vistnok er buster af forskellige videnskabsmænd på væggen. Jeg mener at kunne genkende Charles Darwin, men helt klart var det ikke. Kæmperne Fasolt og Fafner synes at repræsentere en anden skole, der er i opposition til den herskende lære på instituttet.

Striden ender – foreløbigt – med at Fasolt og Fafner forlanger Alberichs guld som erstatningsbetaling for Valhal, hvis ikke de kan få det oprindelig vederlag i form af Freia. Indtil da, tager de hende som pant, hvilket sker ved en flok portører/gorillaer tager hende med over skulderen som en sæk roer eller kartofler. En af gorillaerne gør det ud for Wotans spyd og giver desuden ungguderne Froh og Donner nogle over nakken, da de forsøger at forhindre kæmpernes ensidige håndpantsætning.

Scenen skifter igen som Loge og Wotan begiver sig ud for at lede efter Alberich og hans guld. Først til et ottekantet lokale, der synes at gøre det ud som instituttets vestibule eller indgangsparti. Midt i dette rum står der et stort træ, og også her kan vi tydeligt se forkortelsen E.S.C.H.E. på væggen. Fra vestibulen begiver Wotan og Loge sig videre ind i et nyt rum, hvor de tager elevatoren ned til Nibelheim. På vej ind i elevatoren passerer de de tre rhindøtre, der har taget elevatoren op.

Tværsnit af en del af den labyrintiske scenografi, der udgør E.S.C.H.E., med myriader af rum, som man skal bruge en Ariadne for at hitte ud af. Øverst til højre: Elevatorrummet i stueetagen. Øverst til venstre: Bestyrelseslokalet. Midten: 1. kælderetage med forsøgsdyr. Nederst: 2. kælderetage hvor Alberich foretager sine uhyggelige eksperimenter med mennesker. Foto: Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

Elevatoren passerer først en kælderetage fyldt med forsøgsdyr i bure, inden vi helt nede i den anden kælderetager møder Alberich, der tilsyneladende er i færd med at foretage nogle eksperimenter, der ikke tåler dagens lys oppe i E.S.C.H.E.s lokaler over jorden. Han synes at være en gal videnskabsmand. En Dr. Mabuse eller lignende. Han løber rundt og slår omkring sig med en knippel, mens de forskræmte mennesker er fanget i nogle båse med hvert sit kontor. Nibelheim som kontorlandskab og Nibelungerne som DJØFere ramt af mistrivsel er mit bud på en tolkning.

Noget uhyre er der ikke. Ikke engang en tudse forvandler Alberich sig til. Han står blot og laver søvngængerbevægelser med armene strakt ret lige ud for sig. Han bliver fanget ved, at gorillaerne, der bortførte Freia i scenen før, kommer og henter ham.

Oppe over jorden igen er Alberich kommet til kammeratlig samtale på Wotans kontor. Han trues til at udlevere sit guld, men heller ikke her sker der noget, der bare antydningsvist kan henføres til Wagners libretto eller tekstbog. Wotans skrivebord bliver blot fyldt med papirer. Gorillaerne tilkaldes igen og henter Alberich ud. Inden da når han lige at kaste sin forbandelse ud over Wotan.

Kæmperne kommer nu tilbage og vil have Freia. Erda – hvis funktion ikke er helt klar i opsætningen – kommer til og overbeviser Wotan om, at han skal give ringen til kæmperne. Fafner hiver en pistol frem og skyder Fasolt og truer alle i bestyrelsen, så han kan stikke af med ringen.

Krisemøde i E.S.C.H.E.s bestyrelse (til venstre). Wotan og Loge har søgt tilflugt på førstnævntes kontor (til højre). Claudia Mahnke (Fricka), Siyabonga Maqungo (Froh), Mika Kares (Fasolt), Peter Rose (Fafner), Anna Kissjudit (Erda), Lauri Vasar (Donner), Rolando Villazón (Loge), Michael Volle (Wotan). Foto: Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

Regnbuescenen forgik ved det store asktræk i vestibulen, hvor Donner laver en række tryllekunstner og hiver et regnbueflag frem. Wotan placerer en lommekniv i træet. Dét passer faktisk fint med, at vi også hører sværd-motivet til sidst i Rhinguldet.

Det er svært at finde hoved og hale på al vrøvlet i Tcherniakovs opsætning. Våset hober sig så hurtigt op, at det er svært at finde et sted at begynde og et sted at slutte, hvis man vil redegøre for alle opsætningens ulideligheder: Opsætningen er noget af det mest afmægtige jeg har overværet. I næsten enhver henseende er den fuldstændig løsrevet fra musikken og handlingen og foregår helt og aldeles i sig eget univers, hvormed det sammenspil der skal være mellem musik og handling i enhver opera – og i særdeleshed i en Wagner-opera – går fløjten. Kun for en overfladisk betragtning er den form for frihåndstegning at regne for kreativitet.

Ligesom Tcherniakovs opsætning af Strauss’ Elektra i København, er scenografien dog i sig selv, altså set isoleret, ganske god med de myriader af rum, der kommer snart fra den ene side, snart fra den anden. Snart oppefra, snart nedefra. Bedst som man tror, at bestyrelseslokalet var til højre, så er det til venstre. Følelsen af at bevæge sig en labyrint er velskabt, når guderne begiver sig fra det ene rum til det andet i deres søgen efter Alberich.

Alle rummene er påfaldende delt i to med et horisontalt snit med balkoner/catwalks for oven og handlingen for neden. Balkonerne bliver dog kun brugt til sidst, hvor Rhindøtrene synger ned til guderne. Dette er det omvendte af, hvad værket foreskriver, hvor de netop skal høres fra dybet. Men i E.S.C.H.E. har de altså taget elevatoren op til guderne.

Man har brugt mange kræfter og ressourcer på den scenografi, og man viser tydeligt, at der ikke mangler scenografisk kapacitet på Statsoperaen i Berlin. Kræfterne kunne have været bedre brugt.

Belysning lod dog noget tilbage at ønske. Den var i det hele steril og uinteressant, og variationen bestod kun i, at den blev lidt mørkere i kælderen/”Nibelheim”. Den understøttede ikke dramaet.

Men det er svært at sige, hvad det skal gøre godt for. Et budskab om at verdensordenen er noget, som guderne eksperimenterer med er banal.

Én ting er dog godt, nemlig at de forskellige scener delles op i ”underscener”, når der sker noget forskelligt. Eksempelvis ved at fjerde scene først foregår på Wotans kontor, dernæst i bestyrelseslokalet og til sidst i foyeren ved asketræet. Anden scene starter i et auditorium, hvor Wotan skændes med Fricka, og vi begiver os herefter til bestyrelseslokalet. Dette giver noget dynamik i noget, der ellers kan være ret stillestående. Det er lidt det samme, som Metropolitan Opera opnår med deres maskine, der kan forme sig i takt med dramaet.

Musikalsk er der tale om noget af det bedste jeg har hørt. Sjældent har jeg hørt en Rheingold, der lød så godt og musikalsk: Rheingold er meget handlings- og ordtung og består mest af tale-sang. Selvom det formentlig er den mest originale af de fire dramaer, der udgør Nibelungens Ring, er det sjældent den, publikum foretrækker. Opførelsen i Berlin var tæt på at lyde som ”rigtig” opera. Dirigenten Thomas Guggeis løftede for alvor denne mindst “musikalske” del af Ringen ud af teatret og gjorde den til en musikalsk nydelse. Der var fine nuancer i fortolkningen, f.eks. i brugen af ring-motivet i tredje scene, hvor Alberich bruger ringen. Her lød det ret svagt, næsten impotent. Men da det samme gentager sig i fjerde scene lyder det frygtindgydende voldsomt. Et andet eksempel er den flotte passage, hvor Loge fortæller om rhinguldet i anden scene. Dette lød faktisk som musik og ikke bare talt teater.

Hovedpartiet som Wotan blev sunget af den rutinerede Michael Volle, der var helt i særklasse. Virkelig potent og respektindgydende; og han nåde med sin stemme helt op på sidste række på 3. Rang. Han kunne dog fint matches af Fasolt (Mika Kares) og Fafner (Peter Rose) som de to kæmper. Volle var noget af det mest potente, jeg endnu har hørt som Wotan. Helt klart en stærk leder, der bestemt virker som om, han har styr på det. Det har han jo også indtil videre.

Loge blev sunget af stjernetenoren fra nullerne, Rolando Villazón, der mest er kendt i det italienske repertoire. En fin sanger, men et noget aparte valg. Han sang nærmest baryton, og det er noget uvant at høre Loge på den måde. Han sang dog stadig flot og lyrisk – hvilket i øvrigt også er uvant i den rolle, men det klædte den. Villazón viste, at Loges fortælling i anden scene kunne være næsten som en arie. Flot lød det. Der var dog markante buh-råb til sidst, hvilket jeg ikke finder helt retfærdigt.

Alberich, der blev sunget af Jochen Schmeckenbecher, var noget anonym i sin sang, og blev kun undergået af en næsten usynlig Mime, sunget af Stephan Rügamer, som jeg hurtigt glemte alt om indtil fremkaldelserne efter tæppefald. Schmeckenbecher sang dog i øvrigt virkelig godt og overbevisende forbandelsen i fjerde scene.

Anna Kissjudit gjorde med sin fortolkning af Erda hendes passage i fjerede scene til værkets højdepunkt. Det plejer ellers altid at være noget, der skal overstås, inden vi kommer til afslutningen med regnbuen. Det var det ikke denne gang. Her havde jeg lyst til at høre hende igen. I det hele taget var opsætningen præget af meget potente sangere, men det er pga. opsætningen svært at være helt tilfreds.

Det bør bemærkes, at man faktisk både ser og hører fremragende fra sidste række på 3. Rang i Berlins Satsopera, uanset man på papiret ikke kan komme længere væk fra scenen. Akustikken er fremragende, og det samme gælder udsynet, hvis man placerer sig nogenlunde midtfor.

Endelig bør det bemærkes, at mange ”danske” uvaner med at lyse med telefoner til koncerter vist desværre er nået til Tyskland, hvor man ellers i vidt omfang har været forskånet for den slags. Det blev heldigvis stoppet af en vaks placøse – hun kunne dog godt have brugt lidt hjælp fra Wotans gorillaer, når de ikke var optaget på scenen.

Richard Wagner, Das Rheingold. Staatsoper unter den Linden, Berlin, den 14. april 2023.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://www.staatsoper-berlin.de/de/spielplan/ring/

Vil man gerne se den heromtalte Ring-opsætning, så kommer muligheden igen næste år, hvor Statsoperaen gentager opsætningen med hele tre cyklusser i marts-april 2024. Se mere her:

https://www.staatsoper-berlin.de/de/spielplan/festtage-2024/

Ovids Elskovsdigte ved Axel Juel, 4. oplag, 1948. Konkret citeres et uddrag af digtet “Den plumpe Rival”.