Das Rheingold
Af de mange mindeværdige passager i Wagners Das Rheingold, der er den første af de i alt fire operaer, der udgør Nibelungens Ring, må navnlig to fremhæves.
Den første er den fascinerende indledning, der vitterligt lyder som universets skabelse og de milliarder af år, der rutsjer forbi op til punktet, hvor musikken ikke længere er nok, men menneskets stemme må tage over for at forsætte udviklingen, konkret i form af de tre Rhindøtres sang. Sangen er godt nok stadig mest koloraturer og lyde (”Wallala weiala weia!” etc.), men tager efterhånden en karakter af noget, der formidler et meningsindhold. En af Wagners vigtigste inspirationskilder var Beethoven, og indledningen til Rhinguldet følger samme udvikling som hans 9. symfoni, hvor den menneskelige stemme tager over, da tonerne ikke længere slår til.
Den anden er afslutningen, hvor de tre Rhindøtres stemmer viser sig ikke blot at være de første, men også de sidste stemmer vi får at høre, nemlig i form af deres klagesang, der kan høres fra dybet og får gudernes indmarch i Valhal til at klinge hult af tom pragt.
”Traulich und treu
ist’s nur in der Tiefe:
falsch und feig
ist was dort oben sich freut!”
I den aktuelle opsætning af Nibelungens Ring i Bayreuth blev de tre Rhindøtre vidunderligt smukt sunget af hhv. Evelin Novak, Stephanie Houtzeel og Simone Schröder; og særligt den netop citerede passage klingede af en næsten overjordisk skønhed, der fik gudernes pompøse indmarch til at tage sig noget mere afmægtig ud. Poetisk skønhed indrammer den profetisk sandhed.
Mindre skønt er det, at de tre piger i den aktuelle opsætning er stuepiger i den nyrige Wotans store hus, hvor de i starten pjatter og leger i et svømmebassin i stedet for at holde øje med børnene, der følgelig bliver kidnappet af Alberich. Ikke mindst kidnapper han en dreng i en gul trøje og med gul kasket. Den “gule dreng” gør det ud for ringen, som Alberich ellers skulle smede af det guld, han stjal fra rhindøtrene. Drengen vokser senere op og bliver til Hagen, der ombringer Siegfried i Götterdämmerung. den gule dreng/Hagen optræder i den aktuelle opsætning ikke kun i Götterdämmerung, men også som stum rolle i hhv. Rhinguldet og Siegfried.
Opsætningen, der havde premiere i sommeren 2022, har det ægtefødte barn af regiteatret, Valentin Schwarz stået for. Er man i tvivl om, at der er tale om en af den slags opsætninger, hvor instruktøren og hans ideer går forud for alt andet, så bliver enhver tvivl fejet af bordet i det trykte program, hvor man på en af de sidste sider kan finde et fotografi, der forestiller Valentin Schwarz im Alter von neun Jahren mit dem Rheingold-Klavieraufzug beim Hören der Aufnahme unter Sir Georg Solti. Her er der tydeligvis ikke tale om nogen for omarrangering eller manipulation. Der er tale om ægte, uforfalsket selviscenesættelse.
Før scenen ved Rhinen/svømmebassinet er det hele startet i livmoderen, hvor tvillingerne Wotan og Alberich ligger trygt og godt. Lige indtil Alberich slår Wotans ene øje ud, uden at vi ved hvorfor. Det er vist heller ikke foreskrevet noget sted, at de to er tvillinger. De spejler dog på sin vis hinanden på den måde, at de dels er hinandens modsætninger, men alligevel er to sider af samme sag. Det er måske det, som instruktøren har haft i tankerne. I alle tilfælde er konflikten mellem de to etableret allerede fra start.
At det overhovedet var Wotan og Alberich, vi så i livmoderen, var kun klart for mig, fordi jeg tog til det indføringsforedrag, som chefen for Richard Wagner museet, Dr. Sven Friedrich, holder om formiddagen på dagen før hver opførelse. Men tonen synes slået an med livmoder og legende børn. Instruktøren synes at ville understrege værkets cykliske dimension, fødsel-liv-død. Kasper Holten gjorde det samme i sin opsætning af værket fra 2000’erne, hvor Götterdämmerung afsluttes med en barnefødsel. Ringen er – ligeledes ifølge indføringsforedraget – et symbol på ungdommen. Den der har ungdommen har fremtiden og magten. Derfor er ringen ikke et smykke, men lavet til en dreng (senere mand) i gult tøj.
Efter scenen ved svømmebassinet er vi inde i stuen hos guderne. Overguden/husejeren Wotan har brugt alt for mange penge på at udvide huset med en ny havestue; og de to arkitektbrødre Fasolt og Fafner kommer i en stor bil og vil have deres betaling. Loge er en slesk advokat, der skal hjælpe Wotan af med de ubekvemme kreditorer. Nibelheim er ”børneværelset”, hvor Alberich har en form for skole- eller legestue med børnene. I øvrigt viser børnene sig at være de otte valkyrier. Det står klart senere i Valkyrien, hvor starten af tredje akt er henlagt til børneværelset, hvor børnene nu er blevet voksne – eller i hvert fald halvvoksne – kvinder. I slutningen af Rhinguldet vil Donner svinge en golfkølle frem for en hammer, men rammes af et hold i ryggen, netop som han skulle til at skyde golfbolden ud blandt tilskuerne, hvilket medfører fnisen hos publikum. Imens ligger Loge en gammel Wagner-plade på grammofonen; og resten af familien begiver sig op ad trappen til den nye tilbygning. På en hylde står en lysende pyramideformet nipsgenstand. Freia åbner pyramiden og tager en pistol frem og vil tage livet af sig selv, netop før tæppet falder.
Partiet som Wotan blev fint sunget af Tomasz Konieczny, der havde en god stemme, men dog fik for lidt ud af det vægtige parti. Så var jeg mere glad for Fricka, der blev sunget af Christa Mayer. Hun havde valgt en højdramatisk stil, grænsende til det hysteriske. Dette passede egentlig meget fint til opsætningen, hvor hun vist skulle være en forkælet overklassefrue, der bebrejder sin mand, at de er ved at gå fra hus og hjem på grund af den alt for dyre tilbygning.
Alberich blev godt og potent sunget af Olafur Sigurdarson. En værdi modstander til Wotan. Det samme må siges om kæmperne/arkitekterne, der blev sunget af hhv. Jens-Erik Aasbø og Tobias Kehrer. Navnlig Aasbø fik meget ud af partiet som Fasolt, som man ellers hurtigt glemmer. Kehrer var tilsvarende god og potent i partiet som Fafner. Det bør bemærkes, at førstnævnte var markant lysere i sin stemme end sidstnævnte, end man normalt hører det. Dette understreger forskellen på dem. Fasolt er mere interesseret i materielle værdier (”penge og kvinder”), mens Fafner er regulært ond og magtbegærlig og derfor langt farligere.
Den bedste denne første aften (”foraften”) var dog Okka von der Damerau, der sang partiet som Erda med en mørk og mystisk stemme, der gav den poetiske tyngde i hendes manende ord til Wotan i tredje scene et ekstra lag af dybde, som var de vitterligt fra en anden verden.
Opsætningen imponerer mig derimod ikke på nogen måde. Det er set 117 gange før at opsætte ældre værker som moderne familiedramaer, hvor personerne alle er klædt i de samme kedelige jakkesæt og det, der ligner; og det gælder også Nibelungens Ring. Således var dette vist også udgangspunktet for opsætningerne i f.eks. Hamborg og Freiburg, der begge ligger en 10-15 år tilbage. Der tilføjes altså ikke rigtigt noget nyt til Wagners univers, som det moderne regiteater ikke allerede har forsøgt at bibringe. Opsætningen var dødkedelig. Ikke blot var scenografien og kostumerne ikke specielt spændende, men også instruktørens forskellige provokationer (golfkøllen etc.) virkede bedagede. Hertil kom manglende nærvær stykkets personer i mellem grundet i fravær af personinstruktion. Det mindede mest af alt om en sparreøvelse. Det er derfor ikke overbevisende, når dr. Friedrich i indføringsforedraget næver generelt, at iscenesættelsen er inspireret af Netflix-tv-serier, og at hensigten er såkaldt ”entmythifizierung”. Det kan meget vel være inspirationen og hensigten. Men med de budgetter Netflix har til sin rådighed ville man næppe lave noget så tarveligt, som nærværende opsætning.
Die Walküre
Første akt af Valkyrien udspillede sig i en vaskekælder eller sådan noget, som et stort træ er væltet ned i. Lyset er gået; og Hunding forsøger at skifte sikringerne. Dette var effektivt lavet med mørke, der kun oplystes lejlighedsvist af lommelygter, så man kun får anelser af scenografier inden lyset kommer tilbage. Skaden er angiveligt uden for huset; så Hunding må gå uden for. I mellemtiden kommer Siegmund ind. Hunding truer ham med noget, der ligner en rørtang.
Scenen med Siegmund og Sieglinde fungerede faktisk fint og var god og rørende – ikke mindst fordi den var pragtfuldt sunget af hhv. Klaus Florian Vogt og Elisabeth Teige. I scenen mellem de to, hvor foråret kommer, forsvinder vaskekælderen og i stedet ser vi de tos barndom i et af værelserne fra huset, vi så i Rhinguldet. Dette var effektivt lavet. Vi skal siden se, at Siegfried og Brünnhilde tager bolig i samme værelse i Götterdämmerung.
I anden akt er vi tilbage i huset fra Rhinguldet, men nu er alt på scenen drejet en kvart omgang, så vi kan se det hele fra siden og nu se den tilbygning, vi ikke så i Rhinguldet. Det er en pyramideformet havestue. Pyramiden er ifølge Dr. Friedrichs indføringsforedrag et symbol på evigheden/udødeligheden og gudernes/familiens ønske om at opnå dette. Freia har begået selvmord; og vi kan se hendes kiste med portræt i stuen. Ren digtning fra instruktørens side, men det synes at være et centralt budskab fra instruktørens side, at guderne forsvinder ud af stykket for til sidst kun at eksisterer som rekvisitter i form af afbildninger til sidst i Götterdämmerung.
Sieglinde er allerede gravid, da hun møder Siegmund, men vi erfarer i anden akt, at det tilsyneladende ikke er Hunding, der er faderen. Derimod antydes det kraftigt antydet i scenen, hvor hun i vildelse synger ”kehrte der Vater nun heim”, at Wotan er faderen, idet instruktøren her lader overguden kærtegne den gravide mave. Siegfried er stadig er et produkt af et incestuøst forhold, men nu altså ikke mellem bror og søster men mellem far og datter. Pistolen fra pyramiden på reolen kommer i brug igen, da Wotan selv skyder Siegmund i slutningen af værket med den. Inden da har han ved havestuen placeret en gammeldags detonator af den type, der kendes fra tegnefilm, hvor et T-håndtag skal trykkedes ned for at få dynamit til at eksplodere.
Efter at vi i tredje akt har været i børneværelset-/haven bliver Brünnhilde lagt i søvn i den store pyramide/havestuen, der nu er i grøn belysning. Der er ingen Feuerzauber. Eneste ild er fra et stearinlys på et bord, hvor Fricka har dækket op til en romantisk middag mellem hende og Wotan, hvilket han dog takker nej til. Brünnhilde ledsages stort set hele tiden af en langhåret mand, en stum rolle, der gør det ud for hendes hest, Grane, og som fungerer som en slags håndlanger, en ”gorilla”.
Mens Georg Zeppenfelds Hunding var noget afmægtig og ikke en, man for alvor troede på som underkuende ægtemand, havde Thomas Koniezny nu i Valkyrien fået bedre styr på partiet som Wotan, som han også sang i opsætningen af samme i København sidste år. Ikke mindst hans forvarsling af ”das ende” i anden akt blev gjort til operaens gåsehudsfremkaldende højdepunkt frem for afskedssagen til Brünnhilde i tredje akt, der ellers plejer at være det bedste. Først uendelig dramatisk dernæst uendelig stille, næsten grædende af udmattelse. Afskedssangen til Brünnhilde var dog også rørende sunget, og også den næsten grædende fremført. I det hele taget en meget menneskelig Wotan, der viser følelser.
Partiet som Brünnhilde var delt mellem hhv. Catherine Foster (Valkyrien og Götterdämmerung) og Daniela Köhler (Siegfried), der begge havde stor dramatik, men var også rørende hvor det sømmede sig.
Siegfried
I Siegfried er vi i første akt i Mimes hule tilbage i vaskekælderen, der er repareret med spånplader og overtaget af Mime, der har fyldt den med dukker, som han bruger til at lave dukketeater for den unge Siegfried. Teater i teater – iscenesættelse af iscenesættelse, et velkendt greb i regiteaterinstruktørens værktøjskasse. Kælderen er pyntet op, for Siegfried har fødselsdag; og han kommer beruset hjem med en falske vodka i den ene hånd. I stedet for at have en bjørn med, har han altså en bjørn på. Han bliver dog ikke glad for det plastiksværd, som Mime giver ham i fødselsdagsgave. Bedre bliver det, da han senere får et rigtigt sværd, der er kamufleret som krykke. Denne sidste gave er efterladt af Wotan/Vandreren under dennes besøg tidligere. Siegfried er dog ikke specielt taknemmelig over for Mime, som han prygler og plager i den scene, hvor han ifølge Wagners forskrifter ellers skulle have smedet sværdet. Hele optrinnet ligner en af de lange ydmygelsesscener, der kan findes i Ulrich Seidls film, f.eks. Hundestage (2001) eller Import-Export (2007). Til sidst smadrer Siegfried hele hulen/vaskekælderen med sværdet.
I anden akt er vi hjemme hos Fafner. Scenen ligner huset fra de to foregående aftener, blot er scenen roteret endnu engang. Fafner ligger for døden i sygesengen i stuen; og Alberich og Wotan kommer på sygebesøg. Angiveligt slås de om forældremyndigheden til Hagen/ringen, dvs. drengen i den gule trøje og med gul kasket. Hagen er som nævnt blevet indføjet som stum rolle i både Siegfried og Rhinguldet, uanset denne karakter ellers kun hører til i Götterdämmerung. Siegfried ankommer efterfølgende sammen med Mime, mens de to andre stadig er tilstede. Fafner forgriber sig på sin sygeplejerske, der viser sig at være skovfuglen, så hun bliver ked af det. Siegfried trøster hende og tilbyder hende lidt mad fra den kinaboks, som Mime og han har købt på vejen til Fafner. Hun bliver til sidst glad og de begynder at tale sammen.
Nu vågner Fafner vågner og konfronterer Siegfried. Angiveligt er han jaloux, fordi sygeplejersken/skovfuglen finder bedre smag i Siegfried end i ham. Siegfried gør dog hurtigt kort proces med Fafner ved at fjerne hans rollator, så han falder om på gulvet og dør af hjertestop.
Herefter sætter Mime, Siegfried og Hagen sig til at drikke i sofaen sammen med skovfuglen. Mime mikser drinks, men Siegfried vil ikke drikke. Siegfried stikker efterfølgende Mime ned med sværdet og stikker af sammen med Hagen og sygeplejersken/skovfuglen.
I sidst akt er vi næsten samme sted som i foregående akt. Wotan konfronterer Erda; og Siegfried kommer efterfølgende. Wotan forsøger at skyde Hagen, men pistolen klikker. Wotan fortrækker herefter, mens Siegfried begiver sig mod den store pyramidetilbygning og efterlader Hagen alene i stuen. Dette synes i opsætningen at være grobunden for det fjendskab mellem Siegfried og Hagen, der manifesterer sig i Götterdämmerung: Hagen er samspilsramt og omsorgssvigtet af Siegfried, der forsømmer Hagen, men i stedet søger tilfredsstillelse af sit eget, kødelige begær i armene på Brünnhilde.
Brünhilde kommer ud af pyramiden som noget, der ligner en mumie, hvilket vel – alt andet lige – er meget passende i den valgte situation. Kysset, der vækker Brünnhilde, er strakt ud så det tager meget af opvågningsscenen. Siegfried gisper efterfølgende efter vejret, og folk i salen fniser.
”Grane-gorilla” forsøger først at stoppe Siegfried fra at komme til Brünnhilde, men det lykkedes ikke; og scenen er herefter sat for den store elskovsscene, der i det store fungerede godt. Ikke mindst: Pragtfuldt sunget og spillet af hhv. Andreas Schager og Daniela Köhler. Alle instruktørens ideer var vist også ved at slippe op på dette tidspunkt, hvilket nok var derfor at scenen virkede så fantastisk stærkt.
Men ellers var Siegfried højdepunktet i den aktuelle Bayreuth-opsætning af Nibelungens Ring. Uforfalsket, flabet regiteater når det – alt andet lige – er bedst med en endeløs række af skrupskøre påfund, der gør hånt om alt det etablerede.
I det hele tager var Siegfried vidunderligt velspillet og sunget, måske bortset fra Arnold Bezuyens Mime, der vel nærmest sang lidt for pænt, partiet taget i betragtning. Mime skal gerne synges lidt, ja, grimt; og Bezuyens fik aldrig rigtigt givet partiet den krævede karakter. Konieczny var også denne aften pragtfuld i partiet som Wotan/Vandreren med en både kraftfuld og karakterfuld røst. Måske ikke så resigneret, som man kunne have tænkt sig, men det lød stadig utrolig godt. Det samme gælder Sigurdarsons Alberich, der stadig var et værdig modstander.
Siegfried var gjort næsten gennemført usympatisk: Han mishandler Mime, myrder ham senere umotiveret og tager rollatoren fra den syge, gamle Fafner, der ikke har gjort ham noget, og svigter Hagen. Mime, Fafner og Hagen er nærmest sympatiske ved siden af i den aktuelle opsætning. Udover at Hagen ikke hører hjemme i denne opera, gør instruktøren faktisk ikke vold på Wagners værk, for Siegfried er ar i store dele af Nibelungens Ring faktisk ikke særlig sympatisk. Men man bør ikke glemme, at man fra Wagners hånd kan finde meget pænt om Mime og Fafner. Dette underspiller instruktøren.
Okke von Dameraus gestaltning af Erda var ligesom i Rhinguldet helg vidunderlig. Hendes fantastiske, mørke og varme stemme lød stadig som kom den fra en anden verden. Hun fik også det største bifald til sidst.
Götterdämmerung
I sidste del, Götterdämmerung, står det klart, at instruktøren vist er løbet tør for ideer, for der var betragteligt mindre at byde på denne gang.
I prologens første scene er vi tilbage i den barndom, som Siegmund og Sieglinde drømmer sig tilbage til i starten af Valkyrien. Det var vi også i prologens anden scene, men nu bebos værelset af Siegfried og Brünnhilde, der står over for en skilsmisse. Siegfried lader dog barnet, der gør det ud for en ny ”ring”, blive tilbage.
I første akt er vi først i noget, der kunne minde om en omorganiseret udgave af huset fra tidligere. Nu er det helt hvidt og loftet er blevet sænket. Nogle stuepiger smider et gammelt juletræ i brændeovnen; og der står champagne på bordet. Vi er altså formentlig omkring nytår. Gudernes bolig er med andre ord blevet taget i brug og beboet af en ny generation, der har indrettet det efter deres egen smag.
Gunther har langt hår og løber rastløst rundt. Hagen kan vi kende i den gule trøje. Gutrune er i en næsten selvlysende grøn kjole. I anden scene er vi tilbage i soveværelset, hvor Brünnhilde er alene med barnet. Gunther kommer og voldtager hende. Ikke særligt overbevisende, da han har gjort meget for overbevisende at spille svækling hele den foregående del af akten. Siegfried hjælper tilsyneladende ikke til, men kigger blot på fra vinduet. Dette gør Gunther noget anderledes end ellers, da han i forlægget ikke er i stand til at ”tæmme” den stærke Brünnhilde, men må have hjælp af Siegfried. Instruktørens modsiger derfor ikke blot forlægget men også sig selv. Jeg tænker, om man overhovedet gjort sig tanker om personinstruktion, og hvilket billede man ønsker at formidle til tilskuerne?
I anden akt er vi en gymnastiksal, dvs. et stort firkantet rum, hvor Hagen i starten slår til en boksebold. Ikke helt ulig opsætningen på Staatsoper unter den Linden i Berlin, hvor det dog var første scene af Götterdämmerungs tredje akt, der var henlagt til en gymnastiksal. Men ret beset havde Bayreuth-opsætningen premiere i sommeren 2022, et par måneder før den omtalte Berlin-opsætning havde premiere i oktober samme år.
Koret/Gibichungerne er klædt i sorte kutter og røde masker, der synes inspireret af de bevingede hjelme, man brugte i tidligere opsætninger af Ringen. Ifølge Sven Friedrichs indføringsforedrag er kostumerne inspireret af det hemmelige selskab i Kubricks Eyes Wide Shut (1999). Men ellers er denne akt hele tetralogiens mest afmægtige. Den er tilsyneladende hverken tænkt nærmere over scenografi eller personinstruktion. Det hele kunne lige så godt have været koncertant. Der mangler retning og tanke bag det hele. Selv regiteater er nu tilsyneladende lagt på hylden. Eneste påfund er, at vi som silhuet ser Siegfried og Gutrune have samleje bag scenen. Olafur Sigurdarsons Alberich er dog stadig virkelig god; og han kom flot igennem den indledende scene med Hagen.
I tredje og sidste akt er vi på bunden af et tomt svømmebassin, formentlig det fra første scene af Rhinguldet. Forfaldet viser sig altså også her. Ideen synes lånt fra Patrice Chéreaus Jahrhundertring fra 1976, hvor vi i Rhinguldets første scene ser de tre rhindøtre lege ved en hydroelektrisk dæmning. Da vi ser dem igen i tredje akt, er der tilsyneladende ikke længere vand i dæmningen. Hos Wagner er der dog massere af vand i Rhinen til både Rhinguldet og Götterdämmerung.
Den store undergangsscene er naturligvis også blevet afmytificeret. Vi ser blot, at det bageste scenografi kører ned – et velkendt regiteater-greb, der også blev set i Berlin – så vi ser en masse lysstofrør, foran hvilke Wotan angiveligt har hængt sig selv.
Ser man bort fra den helt afmægtige opsætning, så var jeg godt tilfreds. Siegfied og Brünnhilde, hhv. Andras Schager og Catherine Foster, var fænomenale og passede generelt godt sammen stemmemæssigt. Hagen, sunget af Mika Kares, var god, men jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere. Navnlig de tre Rhindøtre står dog også i Götterdämmerung klart i erindringen som virkelig gode. Det samme gælder Nornerne, hvor vi havde fornøjelsen af at kunne høre Okka von der Dameraus flotte stemme endnu engang som den første af de tre. Gunther og Gutrune, hhv. Michael Kupfer-Radecky og Aile Asszonyi gjorde ikke noget alvorligt indtryk, men var stadig gode. Det gjorde derimod Waltraute, der blev sunget af Christa Mayer, der havde sunget Fricka i Rhinguldet og Valkyiren de tidligere aftener.
Musikalsk var der heller ikke så meget at komme efter. Dirigenten var Pietari Inkinen. Måske kun at den musikalske side var påfaldende ukarakteristisk. Jeg kan ellers altid hæfte mig ved et eller andet, f.eks. dramatik, transparens i orkesterklangen etc. Men hos Inkinen var det ikke tilfældet. Det lød dog stadig pænt.
—
Afsluttende og overordnet må det bemærkes, at jeg godt forstår, at Bayreuth ikke længere formår at have udsolgt. På trods af gode sangere og orkester, så er den aktuelle opsætning ganske enkelt ikke pengene eller rejsen værd. ”Have you returned to Bayreuth to see how disapointed you can be?” sagde en englænder på restaurant Bürgerreuth efter Götterdämmerung. Det var konkret henvendt til hans ledsager, men – kunne jeg konstatere – kunne have været henvendt til de fleste andre i lokalet. Den aktuelle opsætning modtog da også massive mishagsytringer ved premieren i 2022. Dem var der stadig en del af, men de bliver erfaringsmæssigt mindre med tiden. Dette kan nok ikke i sig selv tages som udtryk for, at publikum er blevet mere eller mindre tilfredse. Det skyldes nok mere, at publikum efter premieren kender opsætningen og derfor afstemmer forventningerne derefter.
Den aktuelle opsætning fungerer ikke på noget plan. Kun i Siegfried kan – hvis jeg bedømmer opsætningen på dens egne præmisser – se tegn på originalitet og vitalitet, hvor jeg fornemmer, at instruktøren har noget at sige.
Men ellers falder det hele fælt til jorden. Forsøget på at fortælle Nibelungens Ring som Netflix-familiedrama er hverken originalt eller vellykket. Nibelungens Ring er ganske rigtigt blandt meget andet et familiedrama, men det er ikke kun et familiedrama. Derfor duer det ikke, at man forsøger sig med entmythifizierung og lignende slagord. Realiteten er, at man kun forholder sig til en meget lille del af værket. Læg hertil at instruktørens overordnede ide – om konflikter, der går i arv gennem generationer – i store dele af det samlede værk ikke er at spore. Navnlig til sidst i Götterdämmerung synes kassen med ideer at være tømt.
Det trykte program er præget af de sædvanlige bortforklaringer, der høres fra tilhængere af regiteatret: Ingen historier er dybest set originale, alle historier er er genfortællinger af tidligere historier, Homer genfortalte gamle sagn i sin egen form, Shakespeare lod sig inspirerer af folk før ham osv. Ikke mindst Wagner selv genfortalte i sine værker mytestoffet i nye former. Og derfor giver det heller ikke mening at fortælle Wagners drama på traditionel vis.
Og også denne gang bliver sådanne bortforklaringer en lidt for belejlig undskyldning for manglende fokus på værket for i stedet blot at lave, hvad man selv finder passende. For der er en verden til forskel fra Homers brug af eksisterende mytestof og Shakespeares citering af f.eks. Pyramus og Thisbe i hhv. en Skærsommernatsdrøm og i Romeo og Julie og instruktørens brug af Wagner derved, at vi har at gøre med et færdigt værk fra komponistens hånd med meget præcise anvisninger til, hvordan det skulle opføres. Det samme gør sig ikke gældende med mundtligt overleverede oldtidssagn, der først siden blev skrevet ned. Der findes pr. definition ikke nogen autoritativ udgave af de forskellige oldtidssagn og myter. Helt anderledes med musik- og tekstværker skabt af konkrete forfattere. I særdeleshed når vi har at gøre med en komponist og librettist, som Wagner, der gav meget præcise instrukser om, hvordan han ville have sine værker opført.
Problemet ville heller ikke være så stort, hvis man blot lod sig nøje med at være inspireret af Wagners værker og skabte noget nyt, som f.eks. i Warner Brothers korttegnefilm omtalt tidligere. Men det gør man ikke. Man bevarer musik og tekst fuldstændig, som det foreligger fra Wagners hånd, og har så blot ændret scenografien, kostumerne etc. Man insisterer på, at man iscenesætter Wagners værk. Shakespeare har næppe tænkt sig selv om som iscenesætter af Pyramus og Thisbe, fordi dødsscenen i Romeo og Julie er inspireret fra denne fortælling eller fordi han lader Peter Quinces muntre teatersvende opfører myten i parodisk stil.
Dramaturgen Konrad Kuhn har også i programmet en længere udredning, hvor han forsvarer de kunstneriske valg ved at henvise til, at stykkets ledemotiver er tvetydige og opstår i forskellige sammenhænge og derfor ikke entydigt kan siges at beskrive eksempelvis et spyd, en skat, en ring etc., men er langt mere komplekse:
”Wenn diese Dinge in der Musik schon so schlagend und unmittelbar nachvollziehbar dargestellt sind, wenn sie überdies in der Rezeption des Ring bis zur Verkitschung trivialisiert worden sind, warum sollte man sie auf der Bühne dann wieder und wieder kramphaft durch mehr oder weniger buchstäbliche Entsprechungen vergegenwärtigen?”
Udover at Kuhn modsiger sig selv, da han netop et par sider forinden – helt rigtigt – har redegjort for, at motiverne nemlig ikke er umiddelbare og entydige , så er det noget af en tilsnigelse at sige, at der holdes krampagtigt fast i bogstavtro fremførelse af værket. Det gør man vist kun meget få steder i Europa i dag, hvor regiteatret er altdominerende. Men for at besvare spørgsmålet: Fordi det er det, komponisten/librettisten har foreskrevet; og fordi sammenhæng mellem tekst, musik og handling er central, særligt hos Wagner, der tænkte det hele meget nøje sammen. Som udtalt tidligere, er der ikke tale om et enten-eller, man kan fint lave opsætninger som den aktuelle fra tid til anden, men et både-og, hvor man både kan se opsætninger som den aktuelle, der viser værkerne på en ny måde, og værkerne som de var tænkt. Det sidste er efterhånden blevet noget af en sjældenhed.
Det, der undre mig mest, er, at man gør sig så mange krumspring for at vise, at man faktisk realisere Wagners tanker, når det så åbenbart ikke er tilfældet.
Men hvorfor tager man ikke skridtet fuldt ud? Instruktøren og dramaturgen har jo tydeligvis fået en række originale ideer ud af Wagners værk, så hvorfor ikke få en nutidig komponist til at sætte det i musik og en nutidig forfatter til at skrive en tekst, der faktisk passer til det, der sker på scenen? Så kunne man også blive fri for sværd, drager, Rhindøtre og alt det andet, som ikke passer ind i ideerne om et moderne Netflix-familiedrama.
Mit gæt er, at ingen ville finansierer det, ingen ville sætte det op og kun få ville betale for at se det i det omfang, som det er tilfældet med et værk af Wagner. Sandheden er vel, at langt de fleste, der løser billet til Wagners forestillinger i Bayreuth først og fremmest betaler for at høre Wagners musik og tekst fremført, og kun sekundært for at se opsætningen. Wagners tekst og musik er den indpakning, der skal sælge instruktøren og dennes ligesindedes ideer, der næppe kunne stå alene. De skylder komponisten mere respekt, end de giver ham.
En sammenligning med Tcherniakovs Ring i Berlin ligger lige for. Det er svært at vurdere, hvilken der er bedst/dårligst. Jeg foretrækker nok – alt andet lige – Tcherniakov. Men det er svært at vurdere. Bunden er for længst blevet nået. Konkurrencen består nu mest i, hvem der kan grave hullet dybest. Og her har Bayreuth et forspring. Jeg er ikke tilfreds.
Richard Wagner, Der Ring des Nibelungen, Bayreuther Festspiele, hhv. Das Rheingold den 5. august, Die Walküre den 6. august, Siegfried den 8. august og Götterdämmerung den 10. august 2023.
Referencer
Forestillingens hjemmesider med yderligere information om de medvirkende og de enkelte forestillinger:
Das Rheingold: https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/das-rheingold/
Die Walküre: https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/die-walkuere/
Siegfried: https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/siegfried/
Götterdämmerung: https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/goetterdaemmerung/
Introduktionsforedrag med Dr. Sven Friedrich til hver enkelt af opførelserne. Kan høres her:
Das Rheingold: https://vimeo.com/848725056/22013ecc7a?share=copy
Die Walküre: https://vimeo.com/849041200/c8dc3c3426?share=copy
Siegfried: https://vimeo.com/849706702/bfc3131d9d?share=copy
Götterdämmerung: https://vimeo.com/850115314/ce7d31280d?share=copy
Valentin Schwarz, Eine Ring-Erzählung (programartikel).
Wie zu hemmen ein rollendes Rad? Regisseur Valentin Schwarz im Gespräch mit Dramaturg Konrad Kuhn (programartikel).
Konrad Kuhm, Garstig glatter glitschriger Glimmer. Zur Mehrdeutigkeit der Leitmotive (programartikel).
”Wer ein solches Debüt hinlegt, der ist im Wagner-Olymp angekommen“ (ukendt forfatter), artikel om den aktuelle opsætning af Nibelungens Ring i Thalia Festspiel-Magazin, Bayreuth 2023.
Dr. Julius Burghold, Der Ring des Nibelungen, Text mit den hauptsächlichsten Leitmotiven und Notenbeispielen (1913).
Af den her omhandlede opsætning er Götterdämmerung blevet udgivet på DVD og blu-ray. Kan købes hos iMusic.dk:
Man bør dog overveje, om ikke pengene er bedre brugt på noget andet, f.eks. den tidligere omtalte Decca-boks med alle Wagners operaer, der opføres i Bayreuth:
https://aarsskriftet-critique.dk/2023/08/kammeropera-nibelungens-ring-paa-frederiksberg-2/
