Teater i teater, iscenesættelse af iscenesættelse, er ikke nogen ny foreteelse. Hos Shakespeare finder vi det som en rammefortælling for The Taming of the Shrew, men mere kendt er vel de kapriciøse indslag med Peter Quinces muntre teaterspillende håndværkersvende i A Midsummer Nights Dream, der gled ubesværet over i Purcells opera over samme, The Fairy Queen.
Inden for opera finder denne ”genre” sin mest sublime forløsning Strauss’/Hofmannsthals Ariadne auf Naxos (1912/1916). Strauss’ sluttede også sin karriere som operakomponist på flotteste vis med Capriccio fra 1942, der også en opera om opera og forholdet mellem tekst, musik og iscenesættelse. Det hele gennemtænkt og gennemkomponeret fra start til slut og med stor, eftertænksom kunst til følge.
Anderledes når nutidens teaterinstruktører begynder at bygge metalag og rammefortællinger ind i værker, hvor det ikke høre hjemme.
Ruggiero Leoncabellos enakter I Pagliacci er endnu en opera, hvor emnet er teater i teater. Et stykke uforfalsket italiensk verisme fra 1892, der nåede til København allerede året efter og siden herhjemme er blevet kendt som Bajadser, ikke mindst på grund af den store “klovnen-græder-bag-masken-arie”, Vesti la giubbae, om den stakkels Pagliacci, der som klov i en gøglertrup er tvunget til at grine, selvom hans hjerte er knust over hustruens utroskab.
Den Jyske Opera turnerer for tiden rundt i landet med netop Pagliacci og var i den forgange uge i København, hvor den blev opført som led i en dobbeltforestilling. Det var dog ikke som vanligt Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana, der dannede makkerpar, men derimod La vendetta (1870) af danske Asger Hamerik (1843-1923).
For at bygge bro mellem de to forestillinger, har Den Jyske Opera fundet på at indbygge et selvstændigt metalag: Efter åbningsprologen fra Pagliacci ser vi først La vendetta. Efter pausen kommer vi om bag scenen til La vendetta, hvor Pagliacci er iscenesat som et drama internt i Den Jyske Operas sangertrup.
Opsummering: Vi sidder altså i teatret og ser på Den Jyske Opera, der opfører en operaforestilling, der handler om, at Den Jyske Opera opfører en dobbeltforestilling, hvori der oven i købet indgår en teaterforestilling. Det hele minder lidt om, hvad Den Jyske Opera lavede i foråret med Greven af Luxembourg, der også var teater i teater. Heller ikke dengang kunne jeg lide det; og det kan jeg heller ikke denne gang: Jeg er dødtræt af de søgte metalag. Den kreative fattigdom er på det punkt desværre også nået til Jylland, hvor den på turne reeksporteres til København, hvor den allerede findes til overmål.
Det til side, så præsenterer Den Jyske Opera faktisk en rigtig god dobbeltforestilling. Det store trækplaster var for mig Hameriks La vendetta, der vist aldrig har været opført herhjemme før, men som blev skrevet på bestilling til La Scala-operaen i Milano.
Den er en del af Den Danske Serie, hvor Den Jyske Operas opfører glemte danske operaer. Hamerik er i sig selv ikke særlig kendt. Han virkede meget af sit liv i udlandet, ikke mindst i Baltimore i USA, hvor han virkede som direktør for musikkonservatoriet ved The Peabody Institute i 20 år inden han flyttede tilbage til Danmark og bosatte sig på Frederiksberg, hvor tiden imidlertid var ved at løbe fra den tysk-inspirerede højromantik, der var hans stil.
Han var en af mange gode komponister, der kom for sent til romantikken til at nå at blive etableret nok til at få et varigt eftermæle. Det laver Den Jyske Operas Danske Serie heldigvis om på. Hans syv symfonier er sammen med et requiem udgivet på Dacapo, og de lover godt for musikken.
Dømt ud fra symfonierne er Hamerik nok mest sammenlignelig med den formfuldendte højromantik, vi finder hos Niels W. Gade og Felix Mendelssohn, der dog begge er født godt 25-30 år før Hamerik. Årstallene til trods er der stadig et stykke vej til det drama vi finder hos Hameriks samtidige, f.eks. Johannes Brahms og Max Bruch.
Og selvom Hamerik ifølge Den Jyske Operas program og diverse opslagsværker beskrives som værende inspireret af Wagner, er det ikke noget der kommer voldsomt til udtryk i symfonierne (medmindre inspirationen var Wagners tidlige symfonier, hvad det næppe har været); og Hamerik er langt fra senromantikere som Richard Strauss og Gustav Mahler. Hans musik peger utvivlsomt tilbage, ikke frem.
Det forhindrer den dog bestemt ikke i at være glimrende; og Hamerik var utvivlsomt en dygtig håndværker, der skrev flotte, formfuldendte symfonier, der sagtens kunne få en plads på koncertrepertoiret fra tid til anden. Således også med La vendetta.
Det lover rigtig godt, da Michael Bachtadze toner frem på scenen i prologen fra Pagliacci og med sin varme, fyldige baryton proklamerer verismens credo om at vise virkelige menneskers virkelige følelser på scenen. Herefter er vi i fuld gang med La vendetta, hvor handlingen er henlagt til en bar i 1940’erne. Instruktøren, Philipp Kochheim har nemlig valgt at lave handlingen i film noir-stil.
Den Jyske Opera desværre har ikke gjort sig den ulejlighed at fortælle, hvor handlingen skal foregå fra komponisten/librettistens hånd; og da operaen ikke har været opført i – gætter jeg – mindst 100 år er, er det ikke lykkedes mig at finde en omtale af handlingen noget sted. Mit forsigtige gæt er, at Asger Hamerik, der selv skrev librettoen til La vendetta, ikke i 1870 har henlagt handlingen til en bar i 1940’erne.
Jeg har meget stor respekt for Den Jyske Operas danske serie, men det virker ærlig talt noget halvhjertet, at man gør sig ulejligheden at finde glemte operaer frem for så straks at udsætte dem for regiteater frem for at give dem en anstændig opførelse.
Jeg kan til nød forstå trangen til, at man godt vil prøve at lave om på opsætningen af værker, der har været vist på den samme måde 117 gange før, men hvorfor med værker der ikke har været opført i måske 100 år? Er formålet at vise os glemte danske operaer, eller er det at finde ny (gammel) baggrundsmusik til det seneste instruktørpåfund? Den Danske Serie synes i så fald mere at være en belejlig undskyldning for instruktørens egotrip. Hvordan Hameriks La vendetta er tænkt opført ved vi ikke. Jeg håber, at andre tager opgaven op og tager den mere seriøst.
Men vi befinder altså i en bar i 1940’erne. Film noir-stemningen er ramt helt rigtigt af Kochheim, omend forestillingen er holdt i varme farver af et flot lysdesign af Anders Poll, og ikke i sort/hvid. Jeg tænkte straks på den bar i Dr. Tværgade, hvor Poul Reichhardt møder Bodil Kjer i Johan Jacobsens Soldaten og Jenny fra 1947, der vel nok er det nærmeste vi kommer på dansk film noir. Den er dog nok – alt andet lige – for lys til at være rigtig film noir.
Men der er andre inspirationskilder. Det kunne f.eks. være den bar på Manhattan i Robert Siodmaks Phanton Lady (1944), hvor Alan Curtis tilbringer en aften med en mystisk kvinde, der forsvinder påfaldende ubelejligt, da han senere erfarer, at hustruen er blevet myrdet samme aften og behovet for et alibi trænger sig på.
Eller hvad den bar i Nicholas Rays In a Lonely Place (1950), hvor Humphrey Bogart samler en garderobepige op og tage hende med hjem, og mistanken retter sig mod ham, da hun senere findes myrdet. Under afhøringen på politistationen dagen efter leverer Bogart i øvrigt formentlig et af filmhistoriens fem mest mindeværdige citater, da en mistroisk kriminalbetjent bebrejder ham, at han ikke fulgte pigen hjem: ”I didn’t say I was a gentleman. I said I was tired.”
Eller måske den bar i Fritz Langs Scarlet Street (1945), hvor Edward G. Robinson har det fatale møde med Joan Bennett i den måske bedste af alle film noir? Derimod er der vist ikke en bar i en nøglescene i Robert Aldrichs Kiss Me Deadly (1955) eller i Billy WIlders Sunset Boulevard (1950) eller sammes Double Indemnity (1944).
Selvom baren mangler fra tid til anden, så er en femme fatal og en mørk fortid, man ikke helt kan flygte fra, faste ingredienser i al god film noir. Også i La vendetta spiller fortiden en rolle, og det er nok der, film noir-inspirationen kommer fra. Efter et herligt mørktfarvet forspil, hvor jeg bedre kan ane Wagner-inspirationen får vi fortiden fortalt i en indledende arie, hvor vores hovedperson, Estella, læser/synger et brev fra sin mor, der fortæller, hvordan hendes far blev myrdet af en rivaliserende familie.
Problemet er, at Estella har forelsket sig i Orso, der er moderens søn. Hendes bror, Vitollo, kan dog ikke slippe fortiden, og ender med at slå Estella ihjel, da han forsøger at myrde Orso. Hele handlingen foregår i realtid på baren efter lukketid.
Som Estella havde var valgt den tyske mezzosopran Dorothea Spilger, der brillerede fra start ved flot at sætte den alvorlige stemning i brevarien for siden ubesværet at glide over i den unge kvindes ubekymrede glæde ved forelskelsens sødmefulde energi. Fortid og nutid smukt forenet. Begge dele med stor indlevelse og varme.
Stemningen fra det mørke forspil kommer dog tilbage, da broderen Vitollo gør sin entre i skikkelse af Michael Bachtadze, som vi allerede har set i prologen. Hans varme og fyldige baryton var dog ikke helt så kulsort, som Vitollos formørkede sind. Den ellers vellykkede forestilling kammer her noget over ved, at Vitollo fra Hameriks hånd er tillagt et næsten incestuøst forhold til sin søster, som han forsøger at forgribe sig på.
Dette kunne komponisten roligt have udeladt. Det havde været fuldt tilstrækkeligt at skildre Vitollo som en reaktionær og forstokket grobrian, der hænger fast i fortiden, sat overfor de unge, der med deres kærlighed gør op med fortidens gamle fjendskaber. Partiet som Orso blev flot sunget af Romanas Kudriašovas, der var god som førsteelsker, og som sang nogle flotte duetter med Estella, inden fortiden indhenter dem i form af Vitollos revolver.
Efter pausen kommer vi så bag scenen og møder Den Jyske Operas sangertrup, der har hovedrollen i Pagliacci, der udspiller sig omkring en generalprøve. Vi kan ane baren fra La vendetta i baggrunden og se personerne fra før indtage andre rolle.
Der er skruet op for dramaet og intrigerne, og der er kommet noget mere nerve i musikken. Man kan godt mærke, at det er en veristisk, italiensk komponist, der har afløst en skandinavisk højromantiker. Jeg må dog indrømme, at jeg er mere til Hameriks rolige nordiske tone frem for Leoncavallos højspændte effektjageri.
Jeg bliver hurtigt træt af at lytte til Pagliacci – for slet ikke at tale om hans veristiske ligesindede Puccini, der skal indtages i meget små doser, hvis det skal kunne udholdes. Derimod kan jeg ofte lytte og finde glæde ved Hameriks symfonier og La vendatta kan også klare et genhør.
I Pagliacci møder vi Michael Bachtadze igen, men nu i partiet som Tonio, der er forelsket i Nedda, men bliver så jaloux, da hun afviser ham til fordel for Silvio, at han sladre om hendes utroskab til hendes mand Canio (Pagliacci), der myrder hende i jalousi. Bachtadze er her mere i sit es som intrigant end som ondskabsfuld bror i La vendetta.
Omvendt med Kudriašovas, der var bedre som førsteelsker i La vendetta end til at virkeliggøre den dragende Silvio, der kalder på mere sydlandsk dramatik.
Til gengæld var der nogle fremragende nye stemmer på scenen i Pagliacci. For det første rumænske Iurie Ciobanu, der sang titelpartiet, og ikke skuffede i den store arie, hvor den italienske verisme virkelig viser, hvad den kan. Man bliver faktisk rørt af Pagliacci, der hver dag må tvinges til at le, mens han i virkeligheden er ked af det, fordi hans kone ikke elsker ham.
Hustruen Nedda blev ligeså flot sunget af ukrainske Ruslana Koval, der gjorde hendes muntre fuglevise til karakterens naturlige højdepunkt i forestillingen. Hun havde det helt rigtige sydlandske, lidt karikerede, stereotype udtryk, der gerne må være i veristisk opera, hvor den utro ægtefælle næsten bliver fornærmet over at blive afsløret. Hele intrigen gik flot op i en højere enhed til sidst, hvor de involverede skal spille den fatale komedie, hvor virkelighedens tragedie tager magten over scenens komik.
Jeg er fint tilfreds med Den Jyske Operas dobbeltforestilling, der kan opleves på turne rundt i landet et par uger endnu til den 3. december 2022. Den prætentiøse ekstraindpakning i metalag og regiteater trækker desværre ned. Jeg forstår det ikke. Der er tydeligt, at der til overmål er kreativ energi til stede, så hvorfor så insisterer på at spise os af kreativ fattigdom?
Asger Hamerik, La vendetta. Libretto af komponisten.
Ruggiero Leoncallo, I Pagliacci. Libretto af komponisten.
Gæstespil af Den Jyske Opera på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 7. november 2022.
Referencer
Forestillingens hjemmeside hos Den Jyske Opera med information om spilledage etc.:
https://jyske-opera.dk/kalender/la-vendetta-i-pagliacci
Det Kongelige Teaters hjemmeside om Den Jyske Operas gæstespil, hvor der bl.a. er lydklip fra La vendetta:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/gastespil/i-pagliaccila-vendetta
Henrik Engelbrecht, Asger Hamerik og La vendetta (programartikel).
Leif V. S. Balthzersen, Biografi: Ruggiero Leoncavallo (programartikel).
Leif V. S. Baltzersen, Verisme (programartikel).
Philipp Kochheim, Et par ord fra instruktøren (programartikel).
Gerhard Schepelern, Operabogen, 1946.
Nikolaj Skinhøj, ”Som at gå på date med partituret”, interview med Dorothea Spilger, Klassisk nr. 66 (september – oktober, 2022).
I modsætning til Pagliacci, hvor der findes utallige indspilninger, er La vendatta er mig bekendt ikke indspillet, men andre værker af Asger Hamerik udgivet på Dacapo, og de kan give et lille indtryk af, hvordan det lyder. Særligt symfonierne findes i en flot SACD-udgivelse:
https://www.dacapo-records.dk/da/kunstnere/asger-hamerik
Symfoni nr. 1 og 2 er dem, der tidsmæssigt ligger tættest på La vendetta.
