Skønvirke – Arts and Craft – Art nouveau – Jugendstil. Tidens stil omkring år 1900 kendetegnet ved de rige ornamenteringer og det gode håndværk, der æstetisk sigter efter at forene dekoration og funktion i en formfuldendt helhed.

Jugendstilen knyttes særligt til kunsthåndværk og arkitektur. Skulle man finde en musikalsk pendant, er Richard Strauss’ delikate senromantik med dens rigt udsmykkede orkesterpartiturer et oplagt bud. Som musikalsk håndværker var Strauss uovertruffen. Musikken er uhyre detaljeret i sin ornamentik; og i Strauss’ musikdramatiske værker synes hver eneste takt at skulle tjene en funktion i det dramatisk stof.

I modsætning til f.eks. danske Rued Langgaard (1893-1952) synes den gennemført ikke-religiøse og upolitiske Strauss ikke at have en ide om en særlig “ånd” eller “stemning”, der gennemtrænger verden, og som det er kunstnerens opgave at nå ind til gennem sin musik. Endnu mindre har Strauss haft et særligt mål eller mission med sin musik. Langgaards ideverden minder mere om, hvad der kendes fra symbolismen. Dyrkelsen af det skønne og velklingende som musikalsk ideal, havde de to dog til fælles i mange værker.

Jugendstilen nydes ikke mindst i München og Wien, hvor nogle af de fremmeste repræsentanter for stilarten, så som Franz von Stuck og Otto Wagner, havde til huse. Også Strauss er nært forbundet med de to byer. Han er født i den førstnævnte og virkede jævnligt i sidstnævnte, hvor han bl.a. ledede Statsoperaen i 1920’erne. Otto Wagners Kirche am Steinhof i Wien (opført 1902-1907) danner som et af jugendstilens mest betydningsfulde værker således en passende stilistisk parallel til Strauss dekorative senromantik, der kulminerede med Rosenkavaleren (1910), Ariadne på Naxos (1912/1916) og Kvinden uden Skygge (1917). Alle havde de libretto af Hugo von Hofmannsthal.

Også Strauss’ musik nydes måske allerbedst i netop München og Wien. Således også Rosenkavaleren, formentlig Strauss’ mest populære værk. Et værk der i sin samtid var så populært, at der ved premieren i Dresden i januar 1911 måtte sættes ekstratog ind på strækningen fra Berlin for at imødekomme efterspørgslen.

På Wiens Statsopera har Rosenkavaleren gået mere end 1000 gange; og man har dér siden 1968 kunne se den i Otto Schenks pragtfulde opsætning, der helt i jugendstilens ånd forener det gode håndværk og rigt dekorerede med det funktionelle, nemlig at formidle værket. Opsætningen hører til en særlig kategori af ikoniske opsætninger, der bl.a. også tæller Franco Zeffirellis store opsætninger af Puccinis La bohème og sammes Turandot til Metropolitan Opera i New York, der har kunnet opleves dér i uforandret skikkelse siden hhv. 1981 og 1987.

Rosenkavaleren er dog ikke fra Strauss-Hofmannsthals side henlagt til sin samtid, men til tiden omkring kejserinde Maria Theresias regeringstid (1740-1780), hvor tølperen baron von Ochs auf Lerchenau gør kur til den borgerlige Sophie med den unge Octavian som mellemmand, ”Rosenkavaleren”. Octavians opgave er at overrække Sophie en parfumeret sølvrose som symbol på den kommende ægtemands hengivenhed. Den kommende ægtemand er imidlertid ikke spor hengiven, men en grobrian af værste skuffe, adelig eller ej. Det går derfor ikke hverken værre eller bedre, end at den unge brud og Octavian forelsker sig i hinanden. Alt dette har Octavians elskerinde, den noget ældre og livskloge feltmarskalinde (fyrstinde Marie Therese Werdenberg) allerede forudset og accepteret i operaens første akt. Sammen med de to unge sætter hun sig for at snyde baronen og gøre en ende på ægteskabsplanerne.

Stilistisk var det Strauss-Hofmannsthals ambition med Rosenkavaleren at skabe noget, der svarede til Mozart og da Pontes Figaros Bryllup (1786). Megen inspiration synes dog også at komme fra Johann Strauß II.s operette, Flagermusen (1874), ikke mindst den flittige brug af valse og dyrkelsen af en særlig letlevende, ”Wiensk” stemning.

Som omtalt tidligere er forvandlingen centralt i mange af de operatekster, som Hofmannsthal skrev til Strauss. Således også i Rosenkavaleren, der har overgangen til alderdommen som underliggende tema. Ikke et oplagt operatema – ligesom barnløshed heller ikke er det i Kvinden uden Skygge. Men det er delikat pakket ind i den muntre handling. Først til sidst, hvor marskalinden forlader scenen efter resigneret at have ladt Octavian og Sophie alene tilbage, synker det bittersøde anstrøg helt til bunds. Marskalinden lader dog allerede i første akt Octavian forstå, at det vil ende sådan. Længe før han selv eller vi andre forstår det. Hendes ophøjede resignation kunne være skrevet helt ud af operaen, men i de sidste minutter bliver den værkets egentlige tema.

I minutterne forinden den unge kærlighed lades uforstyrret tilbage har de tre – marskalinden, Octavian og Sophie – været forenet i den store terzet – et af Strauss’ bedste stykker og formentlig dét bedste, der er skrevet for kvindestemmen (Octavians parti synges af en mezzosopran). Eneste seriøse konkurrent er Strauss’ egne Vier letzte Lieder komponeret godt 30 år senere. Generalpausen lige før terzetten begynder viser Strauss’ eminente beherskelse af de stille passager, og operaens stærkeste øjeblik er derfor pudsigt nok det sted, hvor man ikke hører en lyd. Terzetten er i sig selv rigeligt en togtur fra Berlin til Dresden værd.

Det er egentlig ikke fordi marskalinden er særlig gammel set med nutidens øjne, vel omkring de 30, men det spiller i sig selv ingen rolle. De år gør stadig en verden til forskel fra Octavian og Sophie, der er teenagere – Octavians alder angives helt præcist til 17 år og 2 måneder. Det er måske mere præcist at se operaens tema som ungdommens afslutning. For Hofmannsthal har det nok ikke været afgørende. Det afgørende er også her forvandlingen, overgangen. Man skal forvandles for at kunne eksisterer, men man er samtidig kun sig selv i kraft af de allerede opnåede erfaringer, sådan som Hofmannsthal påpegede i et brev til Strauss under tilblivelsen af Ariadne på Naxos. Dem, der sidder fast i fortiden, ender hos Strauss-Hofmannsthal ofte som latterlige figurer, f.eks. baron von Ochs. Det mest ekstreme tilfælde er Elektra, hvis besættelse af fortidens uret nærmest har udviklet sig til en psykisk lidelse og hos Jung et psykologisk kompleks.

Selvom handlingen i Rosenkavaleren er enkel, så er operaen det ingenlunde. Som de fleste andre af Strauss’ værker er det krævende at lytte til og kræver forberedelse for at få fuldt udbytte. Ikke fordi musikken er mærkelig og ”moderne”, men på grund af det rigt ornamenterede partitur, der kræver, at man lytter med opmærksomhed. Lytter man halvt og uopmærksomt, vil man hurtigt begynde at kede sig. Det samme gælder Hofmannsthals dialog, der også i Rosenkavaleren er detaljeret, hurtig, vittig og med flittige replikskifte. Hertil kommer mange tysk-østrigske sproglige finurligheder og referencer. Det er formentlig også derfor, at nogle uvante operaturister fra Europas sydvestlige hjørne i min nærhed hurtigt begyndte at kede sig og finde lysende mobiltelefoner frem i strid med alle uskrevne regler. Der var tilsyneladende en eller anden fodboldkamp, der var mere interessant. De kom ikke tilbage efter pausen efter anden akt.

Strauss er ikke oplagt emne for ens første operabesøg. Her bør man vælge en kort opera (2-2½ time, inklusiv pause) med enkel handling ”klar som dagen” (for nu at citerer dansemesteren i Ariadne på Naxos), f.eks. Verdis La traviata eller sådan noget. Før man overhovedet bruger tusindvis af kroner på billetter, bør man starte derhjemme, f.eks. med P2’s operaaften, for at se om man kan udholde genren og at sidde stille og lytte i 2 timer eller mere.

Schenks opsætning er blevet holdt pænt ved lige og tager sig stadig fantastisk ud her godt på vej mod sit 50-årsjubilæum på Wiens Statsopera. Den demonstrerer, hvordan regiteater og lignende påfund højest kan blive en spøjs adspredelse. ”Ein Werk ist ein Ganzes” skrev Hofmannsthal i et efterskrift i programmet til operaens premiere. Og han fortsætter: ”Die Musik soll nicht vom Text gerissen werden, das Wort nicht vom belebten Bild. Für die Bühne ist dies gemacht, nicht für das Buch oder für den Einzelnen an seinem Klavier.“ Helt i jugendstilens ånd. Således også Schenk, der er loyal mod tekstforfatterens formaninger. Generelt har regiteatret ikke rigtigt taget sit favntag med Rosenkavaleren. Det er et værk, der ligesom La traviata og Puccinis La bohème synes at få lov at være i fred for de værste af regiteatrets unoder. Selvom der næppe i dag sættes ekstratog ind pga. operaforestillinger, så sælger de nævnte stadig billetter; og det er forestillinger, hvor mange ofte glædes ved det velkendte. Mest imponerende i Schenks opsætning er ikke kun de mange detaljer, f.eks. i det vidunderlige menageri, der vælter ind på scenen under marskalindens morgentoilette, men også den opulente barokudsmykning, der i anden akt er givet den nyrige hr. von Faninal (Sophies nyadlede far).

I Wiens Statsopera kan man næsten altid være sikker på gode sangere; og denne martsaften var ingen undtagelse. I partiet som marskalinden var Julia Kleiter vidunderligt drømmende både i sin gestik og i sin stemme, der emmede af livsklogskab. Hendes unge elsker, Octavian, blev sunget måske en anelse for insisterende og ungdommeligt af Angela Brower. Måske for meget af det gode, da jeg godt kan lide det lidt sværmeriske og poetiske i denne karakter. Det klædte dog stadig flot den unge mand, som vi skal huske kun er 17 år og 2 måneder. Hun havde også en fin gestik og overgjort accent og gestik i de scener, hvor Octavian optræder i forklædning som tjenestepigen Mariandel ude fra bøh-landet (”Befehl’n fürstli’ Gnad’n, i bin halt noch nit recht lang in fürstli’n Dienst.”). Det sidste store kvindeparti er partiet som Sophie, der blev flot sunget af Slávka Zámečníková. Duetten mellem hende og Octavian var det naturlige højdepunkt i anden akt, hvor Strauss’ musikalske jugendstil rigtigt folder sig ud i alle facetter. Det er også her vi vist første gang hører det motiv, der symboliserer de to unges spirende kærlighed, og som tages op igen i terzetten i tredje akt. Operaens højdepunkter er tre: Først marskalindens monolog til sidst i første akt, hvor hun reflekterer over tabet af ungdommen, så de to unges duet i anden akt, hvor kærligheden mellem dem spirer, og til sidst i tredje akt den store terzet, hvor de alle tre mødes i operaens store finale-klimaks.

Af andre kvindelige partier må fremhæves anstandsdamen Marianne Leitmetzerin, hvor Regine Hangler fik utrolig meget ud af hendes lille optræden i starten af anden akt. Tilsvarende fik Monika Bohinec ganske meget ud af partiet som Annina – den ene af stykkets to intriganter. Strauss’ evne til at skrive for kvindestemmen er i den grad tydelig i Rosenkavaleren.

Partiet som baron von Ochs er sammen med hr. von Faninal det eneste rigtige parti for mandestemme i værket, og det var i gode hænder hos Christof Fischesser, der fint formåede den rette balance mellem potent slagkraft og tølperagtig latterlighed, der giver denne skønne karakter dens helt særlige farve. Derimod var Faninal ofte en anelse anonym. Herudover må ikke forglemmes, den herlige italienske tenor, der gør sin entre under marskalindens morgenrutine samme med ”das gewöhnliche Bagagi”. Han blev sunget fortrinligt af Angel Romero, der sang kraftfuldt, men stadig med blik for at denne arie er en karikatur på den italienske operagenere, hvilket ses i den mildest talt usofistikerede tekst, han er forsynet med. Dels ved at han afbrydes af baronens højlydte disputs med en pedantisk notar over ægteskabskontrakten og størrelsen af morgengaven. Øjeblikket forinden har marskalinden haft besøg af tre forældreløse børn af adelig herkomst samt en dyrehandler, der vil sælge hende aber og fugle fra Afrika. Den italienske opera er blot en blandt mange andre løjerlige optrin i marskalindens soveværelse den morgen.

Personinstruktionen fulgte heldigvis med. Og der er rigeligt at gøre for instruktøren, ikke mindst i første akt, hvor folk og fæ myldrer ind i marskalindens soveværelse for at prakke hende alt muligt på.

Dirigenten, Axel Kober, havde i første akt valgt et noget mageligt tempo, hvilket får værket til at virke for sødemefuldt og sentimentalt. Det blev heldigvis bedre i anden og tredje akt.

Jeg kommer ikke uden om at være svært tilfreds. Wien og Wiens Statsopera er noget nær den perfekte ramme for Strauss-Hofmannsthals tidløse mesterværk.

Richard Strauss, Der Rosenkavalier. Libretto af Hugo von Hofmannsthal. Wiens Statsopera den 30. marts 2024.

Referencer

Forestillingens hjemmeside, hvor bl.a. programmet kan læses i sin helhed og man kan se fotografier fra forestillingen:

https://www.wiener-staatsoper.at/spielplan-kartenkauf/detail/event/992412828-der-rosenkavalier/

Hugo von Hofmannsthal, Ungeschriebenes Nachwort zum “Rosenkavalier” (programartikel).

Philippe Jordan, Von der Menschlichkeit des “Rosenkavaliers”.

Regisseur Otto Schenk im Gespräch mit Andreas und Oliver Láng, Jede Komödie enthält tragische und lyrische Momente.

Markus Silber, Anmerkungen zu Hugo von Hofmannsthal (programartikel).

Hjemmeside for Otto Wagners Kirche am Steinhof (Kirche St. Leopold) i Wien:

https://www.wienmuseum.at/otto_wagner_kirche_am_steinhof

Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.

William Mann, Richard Strauss – Das Opernwerk, tysk oversættelse af Willi Reich, 1964.

Richard Strauss, Der Rosenkavalier. Komödie für Musik in drei Aufzügen von Hugo von Hofmannsthal. Textausgabe. Herausgegeb vom Katharina Hottmann. Reclam, 2014.

Esben Tange, Mod Lyset. Rued Langgaard, musikken og symbolismen, 2014.

Hele Rosekavaleren kan ses og høres på Det Kongelige Teaters hjemmeside i nationalscenens glimrende opsætning:

https://kglteater.dk/xtra/forestillinger/forestilling-rosenkavaleren

Man kan snyde lidt og starte med et par højdepunkter. Således marskalindens monolog i første akt (fra 58:38), duetten mellem Octavian og Sophie i anden akt (fra 80:45) og selvfølgelig den store terzet i tredje akt (fra 185:37).

Otto Schenks opsætning er udgivet på DVD på Detusche Grammophon, dirigeret af Carlos Kleiber i en optagelse fra 1994 med Felicity Lott som marskalinden, Kurt Moll som baron von Ochs, Anne Sofie von Otter som Octavian:

https://www.deutschegrammophon.com/de/katalog/produkte/strauss-rosenkavalier-kleiber-dvd-video-7769

Schenk lavede en lignende, skøn, opsætning til Bayerns Statsopera i 1972, der også er foreviget på DVD i en optagelse fra 1979. Den er ligeledes dirigeret af Carlos Kleiber; og sangerholdet er intet mindre end pragtfuldt med Gwyneth Jones som marskalinden, Manfred Jungwirth som baron von Ochs og Brigitte Fassbaender som Octavian. Billedkvaliteten lider dog desværre lidt under tiden, hvor den er optaget, men lyden fejler ikke noget:

https://www.deutschegrammophon.com/de/katalog/produkte/richard-strauss-der-rosenkavalier-6756 

På cd-fronten kommer man ikke uden om Herbert von Karajans indspilning fra 1956 med Philharmonia Orchestra med Elisabeth Schwarzkopf i partiet som marskalinden. Kan købes hos iMusic.dk:

https://imusic.dk/music/0190295817459/richard-strauss-2017-der-rosenkavalier-cd

Endnu bedre er dog Christian Thielemanns indspilning fra Festspielhaus Baden-Banden i 2009 med Renée Fleming som marskalinden samt Sophie Koch og Diana Damrau som hhv. Octavian og Sophie.

https://www.deutschegrammophon.com/de/katalog/produkte/r-strauss-der-rosenkavalier-9288

Begge de to dirigenters næsten kirurgiske tilgang til detaljer og transparens klæder Rosenkavaleren uendelig godt. Men Karajans indspilning forekommer – alt andet lige – en anelse parfumeret og tung ved siden af Thielemanns, der er friskere og mere let i sit udtryk. Underligt nok taget i betragtning, at Thielemanns faktisk er 10-15 minutter længere. Mens Karajan synes at have rettet sin taktstok mest mod stykkets tematik om resignation og alderdom, har Thielemann lagt vægten på dets skildring af den unge kærlighed. Begge dele ligger i værket, så hvilken del der er rigtigst at fremhæve afhænger af, hvad man er til.