Mozarts sidste opera, La clemenza di Tito – eller ofte blot Titus – fra 1791 var genremæssigt lidt af et ”tilbageskridt” for hans vedkommende. Den alvorlige opera seria med dens historiske eller mytologiske handling havde han vel egentlig forladt med Idomeneo i 1780 for at hengive sig de mere muntre værker med den bittersøde alvor, der nok skulle blive hans mest kendte og elskede, Figaros Bryllup (1786), Don Giovanni (1787) og Cosí fan tutte (1790). Personerne var her mere nærværende og tættere på noget, man kan forholde sig til; og på trods af deres muntre indhold indeholder disse tre værker nogle af operahistoriens fineste menneskeskildringer.

Mozart var ikke ene om at finde de mytologiske-historiske gevandter frem sidst i livet. Richard Strauss gjorde til dels det samme med f.eks. Daphne (1937) og Der Liebe der Danae (1940). Ikke bare sent i Strauss’ eget liv, men også i operahistorien, hvor Verdi og særligt Puccini for længst havde trukket store veksler på almindelige menneskers almindelige følelser og navnlig med sidstnævnte nået et punkt, hvor, hvor det er tæt på at blive for meget. Pudsigt nok var handlingen i Puccinis sidste opera – Turandot (ufuldendt ved hans død i 1924) – henlagt til ”Kina på eventyrernes tid”.

Årsagen var, at Mozart på dette tidspunkt i sit liv ikke var fri til at kunne komponere, hvad han ville, men måtte tage de bestillinger, der kom ind. Da man i anledningen af at Leopold II skulle krones til konge af Bøhmen havde fundet en gammel libretto frem af Pietro Metastasio, måtte Mozart derfor slå til. Edward J. Dent karakteriserer stykket som ”et pompøst og goldt Drama fra den romerske Historie af den Slags, som altid var blevet valgt til Hoffester i første Halvdel af Aarhundredet. […] For vore Dages Teater kan den kun betragtes som en Museumsgenstand.” Kejserinde Maria Luisa kaldte efter premieren i Prag i september 1791 værket ”una porcheria tedesca” (noget tysk møg).

Selvom opera seriaen – med Gerhard Schepelerns – ord kan betegnes som ”musikalsk al fresco kunst”, der ikke levner samme plads til personskildringer og ”rigtige menneskers rigtige følelser”, som senere tiders stilarter, så har den stadig ganske meget at byde på. Fuldstændig ligesom klassiske skulpturer også har det, selvom de ikke udtrykker sig så farverigt som eksempelvis filmkunsten. Det er to forskellige udtryksformer, der kan to forskellige ting. Derfor er jeg også glad for, at Mozarts ”museumsgenstand” i efteråret 2023 fandt vej til Det Kongelige Teater, hvis teaterchef i forbifarende bemærkes har slået på tromme for, at opera ikke hører hjemme på et museum.

Virkelighedens Titus Flavius Vespasianus var kendt for sin godhed og mildhed – deraf operaens titel. Ifølge overleveringen lod han som kejser aldrig nogen henrette. ”Jeg vil hellere dø end ombringe andre”, skulle han have sagt. Efter sigende følte han, at dagen var spildt, hvis ikke han havde gjort en god gerning. Hertil rigeligt med fester, omsorg for Roms fattige osv. Inden kejsertiden havde han dog i år 70 erobret Judæa efter et jødisk oprør og i den forbindelse ødelagt byens tempel, så kun muren mod vest (”Grædemuren”) er blevet tilbage til i dag. Selv nåede han dog kun to år på kejsertronen (79-81).

Operaens fritopfundne handling centrer sig om tre barmhjertighedsgerninger udøvet af Titus. Den første er, da han giver afkald på den pige, han elsker, så hun kan ægte den hun elsker; den anden er, da han benåder vennen Sexus, efter at Sextus har deltaget i et oprør mod ham; og den tredje er, da han benåder alle oprørerne og tilgiver sine fjender. En passende kroningsopera om den gode og vise monark, der sættes som modstykke til det revolutionære Europas kaos anno 1791.

Det Kongelige Teater havde gjort meget ud af sangerholdet og fået nogle meget fine sangere samlet til opsætning af Titus. Titus selv blev sunget godt og myndigt af Edgaras Montvidas, men stadig med den varme og følsomhed, der sømmer sig for en mild hersker. Vitellia-partiet var godt placeret hos Eliza Boom, der havde en virkelig flot stemme. Hun havde noget gnist, som passede sig fint til denne karakters hævngerrige sind, inden hun ubesværet slår over i ægtefølt dårlig samvittighed. Bedst var dog formentlig partiet som Sextus, der intet mindre end fremragende blev sunget af Elisabeth Jansson. Her kunne man virkelig mærke den ægte frustration og splittelse hos en person, der af kærlighed føler sig nødsaget til at svigte sin ven. Her var vi meget langt fra al fresco-kunst, men kunne mærke ægte følelser på tværs af århundreder. Herudover var Magnus Berg en herlig potent Publius, anføreren for prætorianergarden.

Af andre gode stemmer må fremhæves partierne som hhv. Servilia og Annius, der blev sunget af hhv. Emily Pogorelc og Angela Brower. Begge havde de utrolig fine stemmer, men jeg fandt dem for ens. Denne kritik kan godt bredes lidt ud. Når ikke Titus eller Publius var på scenen, så kunne det være svært både at se og høre, hvem det var, der egentlig befandt sig på scenen. Dette må dog også til dels tilskrives den ukarakteristiske opsætning.

Opsætningen, som er en samproduktion med Staatsoper Hamburg og Opéra de Monte Carlo, havde Jetske Mijnssen stået for, og den gjorde desværre ikke meget for oppudse operaens noget støvede omdømme. Tværtimod var der i den grad her tale om al fresco-kunst i form af regiteater af ”jakkesæt-og-håndvåben”-typen, hvor man uden overvejelser, der står klart for publikum, flytter handlingen til vor tid og tror, at så er det gjort med det; så har man været ”moderne” og ”aktuel”. Hertil kommer lidt krydderi i form af nogle slagord på bagvæggen, der stiller skarpt på stykkets forskellige temaer (delizia – potenza – tradimento – clemenza, hhv. glæde, magt, forræderi og mildhed). Det havde dog været bedre, om Mijnssen havde brugt noget af energien på at få disse begreber udtrykt i stykkets personer frem for at male dem op på bagvæggen, hvilket ikke tilfører megen dramatisk nerve til handlingen eller individualitet til personerne.

Som allerede Kasper Holten skriver i sin bog, En Lille Bog om Opera, har han set ””moderne” iscenesættelser, som i virkeligheden var utrolig gammeldags”, og ”klassiske” iscenesættelser som under overfladen var ekstremt moderne”. Mijnssens Titus er af den førstnævnte slags Opsætningen var for ukarakteristisk og kunne ligeså godt være brugt til en regiteater-udgaven af Mestersangerne i Nürnberg eller La traviata eller hvad ved jeg.

Det kunne faktisk have været rigtig spændende at lave en opsætning, der foregik i antikken, eller måske i nyklassicistisk ”Thorvaldsen”-stil, sådan at operaens rene og klare linjer blev parret med de antikke ideal om det tilsvarende. Som de mange gode sangere viste, så behøver dette bestemt ikke betyde, at operaen bliver kedelig og følelsesforladt. Fuldstændig ligesom antikke skulpturere heller ikke er det. Jeg er ikke helt tilfreds.

Mozart, Titus (La clemenza di Tito). Libretto af Caterino Mazzolá efter libretto af Pietro Metastasio. Det Kongelige Teater, Operaen, den 8. oktober 2023.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/titus

Elisabeth Linton, Hævn eller nåde? (programartikel)

Leif V. S. Balthzersen, Hastværk og Mesterværk – Mozarts Titus (programartikel)

Jetske Mijnssen om Værk og Opsætning fortalt til Nila Parly (programartikel)

Edward J. Dent, Mozarts Operaer. En kritisk Studie (oversat efter den engelske 2. Udgave og forsynet med en Artikel om Mozarts Operaer i Danmark af Gerhard Schepelern), 1961

Kasper Holten, En Lille Bog om Opera, 2018

Ivar Lissner, Romernes kejsere, 1958

Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001

Af indspilninger af Titus kan anbefales Sir Charles Mackerras’ med Scottish Chamber Orchestra fra 2005 samt Sir Collin Davis’ fra Covent Graden fra 1976 med bl.a. Janet Baker og Lucia Popp.