Giuseppe Verdis talent står i dag næsten uimodsagt. Men sådan har det ikke altid været. En af dem, der i Verdis egen samtid ikke var særlig begejstret, var den unge Richard Strauss, der i 1886 foretog en dannelsesrejse til Italien, hvor han bl.a. overværede en opførelse af Verdis Aida (1871). I et brev til familien hjemme i München karakteriserede han den som ”scheußlich, Indianermusik”. Rafaels maleri af den hellige Cæcilia i pinakoteket i Bologna gav ham derimod våde øjne. Men, skrev han, ”für italienische Musik werde ich mich wohl nie bekehren, es ist eben Schund“. Anderledes attraktive end musikken var de kønne italienske kvinder, han mødte i Rom (”[…] so viel schöne Weiber auf einem Fleck habe ich noch gar nicht gesehen“).
Endnu i 1886 stod Strauss mere i gæld til Mozart end til Wagner. Den uligevægt skulle siden udligne sig noget. Gad vide, hvordan Verdi ville have karakteriseret Elektra, havde han levet længe nok til at kunne have hørt den? Eller Salomes Tanz der sieben Schleier?
Strauss blev heldigvis mere moden, om end hans syn på italiensk opera vist ikke ændrede sig meget, da den karikeres kærligt med afmålte, veloplagte indslag i eksempelvis Rosenkavaleren (1911) og så sent som i Capriccio (1942), hvor støjende italienske sangere begge steder griber forstyrrende ind i begivenhedernes gang.
Uanset at det næppe alene skyldes Strauss’ drillerier, så har Aida stadig lidt et ry som larmende udstyrsstykke. En stor skam, for den kendte og storladne triumfmarch varer kun godt 10 minutter af stykket, mens resten i det væsentlige er intime og stemningsfulde passager, der modsiger meget af det, som Verdi ellers er kendt for. Der har dog længe været forsøg på at fremhæve værket som andet end tom pragt. Eksempelvis fremhæves dette i et indlæg trykt sammen med James Levines 1990-indspilning af værket med Metropolitan Opera. Dette kan måske undre nogen, da Metropolitan Operas monumentalopsætninger af bl.a. Aida måske har medvirket til at give værket sit rygte som overfladisk.
Historiens intime kvaliteter bliver af operachef Elisabeth Linton også fremhævet i programmet til Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Aida. Det hedder i den forbindelse:
”Operaens 2023-version er af samme grund blottet for faraomasker og egyptiske søjlehaller. Forestillingens instruktør Annabel Ardens har valgt at fokusere på det intime ved siden af det storslåede, på det psykologiske kærlighedsdrama presset af krigen og ikke mindst krigens ødelæggende konsekvenser for os mennesker og den jord, vi alle lever på.”
Jeg ser selv ingen modsætning mellem de to yderligheder. Opera kan sagtens være både storladent og monumentalt nogle steder, men intimt og følsomt andre steder. Styrken ved værker som Aida er, at de store dramatiske begivenheder kan afspejle sig i de enkelte personers følelsesliv.
Konkret virker Det Kongelige Teaters fravalg som en lidt for belejlig undskyldning for noget, der i virkeligheden er en sparreøvelse. Vi er i Ardens opsætning i den velkendte ”militærdiktatur-opsætning”, der er en velkendt genre inden for det – i sin egen selvforståelse – ellers så originale og samtidsbevidste regiteater. Sidste gang, vi så det, var vist, da Den Jyske Opera turnerede rundt med Aida i 2021. Hvor Den Jyske Opera henlagde opsætningen til et gyldent rum, så henlægger Det Kongelige Teater opsætningen til en stor, brun metalkasse, der med store rør i siderne får et anstrøg af kloak. Overalt hang der store, røde flag, der mindede påfaldende meget om NATO-flaget. Helten Radamès ligner en håndlanger fra en Guy Ritchie-film fra omkring år 2000, men får dog brystkassen fyldt med rigelige mængder sildesalat, da han udvælges til at skulle lede den ægyptiske hær mod den ætiopiske fjende mod syd.
Navnlig i scenen ved Nilen i tredje akt og i paladset hhv. gravkammeret i fjerede akt fungerer opsætningen faktisk fint, særligt pga. den stemningsfulde belysning. Men i første og anden akt fungerer den ikke. Opsætningen understøtter her på ingen måde den intimitet, som stykket kalder på, og som ellers var et hovedfokus for netop denne opsætning. Metalkassen forbliver gold og steril. Anderledes format var der over Det Kongelige Teaters 2004-2005-opsætning af Aida – billederne ligger stadig på hjemmesiden.
Skepsis påkalder sig også de forskellige personer, der under forspillet og forskellige steder under stykket kommer ind på scenen og laver forskellige mærkelige bevægelser, der i programmet beskrives som dans, der skal karakterisere Aidas indre liv:
”Hun har et indre liv, der bliver karakteriseret af 4 dansere. Så hun er i min iscenesættelse 5 kroppe: én krop med stemme og 4 dansere. De 4 dansere udtrykker hendes forskellige identiteter som kvinde, fange og tjener for som tjenende ånd er hun usynlig.”
De dansede indslag var dog snarere med til at forvirre og forstyrre oplevelsen af Aidas indre følelsesliv. Dette er da også meget fint sat i musik og sang af komponisten, så instruktøren behøver ikke lægge til. Kombinationen af moderne danseteater med opera er set før i bl.a. Det Kongelige Teaters opsætning af Mozarts Mitridate i foråret 2022 – heller ikke dengang bidrog det som andet end et forstyrrende element. Problemet var også dengang den manglende sammenhæng med musikken, og at instruktøren/koreografen er mere optaget af deres egne ideer om dette og hint frem for at koncentrere sig om det, der burde være hovedopgaven, nemlig at formidle værket på scenen, så det bliver nærværende for publikum i salen. De dansede indslag bidrog ikke hertil, men bidrog tværtimod til et indtryk af en opsætning, der mere ville være inde i hovedet på instruktøren end tilstede for et publikum.
De dansede indslag blev ledsaget af nogle videoprojektioner, der bragte mindelser om den installationskunst, man kan finde i De Syv Rum under Aros. Der måtte de gerne være blevet, for i en Aida-opsætning bidrager de ikke med meget.
Den store triumfmarchscene i anden akt var lavet som et stort orgie, hvor militærdiktaturet fejrer sejren på passende dekadent vis, som det hører sig til hos ethvert militærdiktatur med respekt for sig selv. Festlighederne nærmere sig det groteske, da de til slut afsluttes med offentlige henrettelser af krigsfanger – igen noget der er set før hos Den Jyske Opera i 2021 og i Kasper Holtens opsætning af Götterdämmerung fra 2000’erne. Der tegner sig lidt et billede af en opsætning, der død og pine gerne vil være progressiv, men hvor de originale ideer er til at overse.
Mere held havde instruktøren med personinstruktionen, der var ganske vellykket, og mere levede op til ambitionerne om at understøtte stykkets intime elementer. Jeg var aldrig i tvivl om, hvem der gjorde hvad og hvorfor, og de forskellige personers konflikter blev fremhævet fint. Kostumerne var gennemgående anonyme, mens de centrale personer blev fremhævet i markante gevandter. Ardens metode synes at have været at skære en masse væk for at kunne fokusere på personerne og deres konflikter, særligt modsætningsforholdet mellem Aida og Amneris, der begge elsker Radamès. Dette er vellykket, men her må jeg indvende, at en dygtig instruktør gerne skulle kunne bestå denne øvelse uden, at det er nødvendigt at skylde resten af operaen ud med badevandet. Hvis man kun kan lave personinstruktion i et næsten nøgent scenerum, så har man altså stadig meget at lære.
Bedre end opsætningen så det heldigvis også ud på den musikalske front, hvor tonen blev slået flot og mørkt an allerede fra start af ypperstepræsten Ramfis, der blev godt sunget af Byung Gil Kim. Det lagde den rette stemning for et imponerende godt sangerhold, som Det Kongelige Teater havde fået sat sammen. Som Radamès var Hovhannes Ayvazyan god og heroisk og leverede, hvad han skulle i den store heltetenorarie Celeste Aida i første akt, hvor han synger om sin himmelske Aida. Radamès er dog ikke nogen særlig interessant karakter i stykket, hvor det virkelige drama ligger i modsætningerne mellem de to kvinder, Aida og Amneris; og de blev heldigvis godt sunget af hhv. Anna Nechaeva og Nora Sourouzian. Navnlig må sidstnævnte fremhæves for sin sublime gestaltning af Amneris, der blev en ren Elektra – en frygtindgydende antagonist. Nechaevas Aida var ren, ufortyndet lidenskab, hvilket lød flot, men i perioder blev hun for dramatisk og kom til at lyde lidt for meget som Amneris, hvilket forstyrrede modsætningsforholdet mellem de to, hvor Aida er den følsomme og Amneris den hadefulde. Dette skal gerne afspejles i forskelle i sangen. Til sidst fjerede akt var hun blevet mere følsom i stemmen, hvilket klædte hende smukt. Den afsluttende scene i gravkammeret var i det hele taget lutter velklang.
Partiet som Aidas dominerende far blev sunget af Jens Søndergaard, der sang fint og overbevisende, men som stemmemæssigt ikke kunne matche datteren. Det gjorde scenen mellem ham og Aida i tredje akt en smule utroværdig, når det er den underkuede datter, der stemmemæssigt er den dominerende.
Min ynglingsscene i Aida er scenen i templet i første akt, hvor ypperstepræstinden i det fjerne kombineres af harpeklage, så musikken får en næsten æterisk karakter. Ypperstepræstinden blev fint sunget af Cecilia Hjortsberg, men man havde i opsætningen lavet det fejlgreb at placere hende ude midt på scenen, så musikken fuldstændig mistede den særlige, mystiske klang, den skal have på dette sted.
Musikalsk var der i øvrigt ikke noget at beklage sig over. Det Kongelige Operakor var i topform og det var kapellet også, og triumfmarchen lød helt som den skulle. Til lejligheden havde man placeret de særlige Aida-trompeter, der er lavet til forestillingen, i kongelogen samt på pladserne overfor. Der var på den front – heldigvis – ikke gjort meget for at gøre Aida mere intim end tiltænkt. Det lykkedes også dirigent Paolo Carignani at forene både det intime med det storladne til en smuk, formfuldendt helhed, hvor der ikke var sparet på drama i hverken det store eller i det små. Den vellykkede musikalske oplevelse gør det – trods alt – svært at være helt utilfreds.
Giuseppe Verdi, Aida. Libretto af Antonio Ghislanzoni. Det Kongelige Teater, Operaen, den 8. marts 2023.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/aida
Elisabeth Linto, Velkommen til Aida (programartikel)
Mariann Sejer, Verdi, verdensberømt og velpolstret (programartikel)
Annabel Arden om Aida i samtale med Mariann Sejer (programartikel)
Mariann Sejer, ”Jeg lytter ikke til musik, jeg skaber musik” (programartikel)
Mariann Sejer, Trimfmarch med dødelig efterklang (programartikel)
Willy Schuh, Richard Strauss – Jugend und frühe Meisterjahre – Lebenschronik 1864-98, Atlantis, 1976. Herfra også citaterne fra Strauss‘ brevskriverrier fra rejsen til Italien.
Attilla Csampai, The power of reality and the powerlessness of the soul – Verdi’s Aida – a “metaphor of resignation”? Indlæg trykt sammen med James Levines 1990-indspiling af Aida med Metropolitan Opera, udgivet af Sony i 1991 (S3K 45 973). I øvrigt en fremragende indspilning, hvor bl.a. Aprille Millo, Placido Domingo og Dolora Zajick medvirker.
For anbefalede indspilninger af Aida kan henvise til referencerne i anmeldelsen af Den Jyske Operas opsætning i 2021.
