Nibelungens Ring i Berlin 2023 – Del 3: Siegfried

11. juli 2023
5 minutters læsetid

Vil man se Nibelungens Ring, skal man være forberedt på at ændre på sine spisevaner. Ofte starter forestillingerne kl. 16; og man er først ude af operahuset igen ved 21-22-tiden. Spørgsmålet er derfor, om man skal spise en stor frokost, der gør det ud for dagens hovedmåltid, eller om man skal tage en hurtig, let frokost og spise hovedmåltidet sent?

Vælger man det første, skal man gøre sig klart, at der i så fald kun er et par timer til rådighed til at være turist, inden man skal spise. Vælger man det sidste, skal man gøre sig klart, at det kan være småt med spisesteder med acceptabelt køkken, der har åbent på den tid, hvor forestillingen er færdig. Dette er ikke noget problem, hvis man er i New York, hvor det ikke er ualmindeligt, at mange restauranter har åbent næsten hele døgnet. Men her er vi jo også i byen, der er blevet kendt for aldrig at sove. Andre steder kan det være småt med valgmuligheder. I Bayreuth holder et udvalg af spisesteder gerne køkkenet åbent sent, f.eks. Goldner Hirsch eller Die Eule. I Berlin kan man i nærheden af Gendarmenmarkt besøge eksempelvis Le Gendarmerie eller Luther & Wegner – sidstnævnte er i øvrigt grundlagt i 1811 og har fået sin egen plads i operahistorien, da det er dér Hoffmann fortæller sine eventyr i Offenbachs opera Hoffmanns Eventyr.

I Statsoperaen ikke så langt derfra undres man atter over den store mængde ressourcer, der er brugt på at bygge den enorme scenografi, der danner rammen for Tcherniakovs produktion af Nibelungens Ring, når der – lad det være sagt med det samme – heller ikke i Siegfried for alvor kommer noget kunstnerisk interessant ud af anstrengelserne.

Vi er stadig i forskningscentret E.S.C.H.E., hvor det gennemsigtige ”hus”, der udgjorde Hundings hytte i Valkyrien, nu er blevet Mimes “hule” i skoven, hvor han bor sammen med den uregerlige Siegfried, der leger med byggeklodser. ”Hulen” er i den forbindelse blevet indrettet med et børneværelse til den unge helt. Der smedes ikke noget sværd, men i stedet raserer Siegfried Mimes stue. Mime forsøger at rydde op, men forstyrres han af den resignerede overgud i skikkelse af Vandreren.

Den unge Siegfried (Andreas Schager) leger med byggeklodser i børneværelset hjemme hos stedfar Mime. Foto Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

I anden akt gøres der imponerende brug af drejescenen, som vi føres igennem gennem E.S.C.H.E.s endeløse gange for at komme frem til Fafners ”hule” i “skoven”. Det ene rum afløser det andet i en uendelig række af mennesketom uhygge.

Ufrivilligt bliver uhyggen meget passende; for der er ikke meget at glædes ved Tcherniakovs ulidelige opsætning, der er en ond drøm, der bare bliver ved og ved, og som man ikke kan vågne fra. Samtidig græmmes man over det store spil af ressourcer. Hvad kunne det ikke have været blevet til, hvis man havde ladet de dygtige scenografer bygge den tiefer Wald og zerklüftete Felsenwand, som komponisten foreskriver?

Drage er der naturligvis ikke noget af, i stedet møder Siegfried en fikseret patient, der slippes løs af sin spændetrøje. Siegfried giver ham efter en kort kamp en bedøvende sprøjte. Efterfølgende ankommer skovfuglen antropomorft i form af en venlig sygeplejerske. Hun/den blev i øvrigt sunget utrolig smukt og lyrisk af Victoria Randem.

De endeløse gange og mennesketomme rum i forskningscentre E.S.C.H.E. gør det ud for den mørke skov, hvor dragen Fafner vogter sin skat. Her er det Johannes Martin Kränzle, der gestalter Alberich på vej igennem det ukendte, Foto: Monika Rittershaus. Fra Staatsoper unter den Lindens hjemmeside.

Scenen mellem Wotan og Siegfried i tredje akt gøres der ikke meget ud af. Wotan finder selv sit spyd i et kosteskab og brækker det herefter selv midt over, hvorefter Siegfried begiver sig gennem døren til søvnlaboratoriet ved siden af, hvor den sovende Brünnhilde i mellemtiden er blevet anbragt på en briks. Igen var der fin brug af den dynamiske scenografi, og det samme da Siegfried og Brünnhilde begiver sig videre ud i forskningscentrets vestibule, hvor den store, afsluttende kærlighedsscene udspiller sig.

Ser man bort fra de håbløse scenebilleder var der tale om en pragtfuld opvågningscene, der både var flot, rørende og storlandet spillet og sunget. Det samme gælder den efterfølgende scene mellem Siegfried og Brünnhilde.

Andreas Schager var en vidunderlig Siegfried med et fint talent for dramatik og ukuelighed, navnlig i slutscenen med Brünnhilde.

Brünnhilde blev stadig sunget af Anja Kampe, der nu har fundet et mere afdæmpet stemmeleje end i Valkyrien. Dette var velvalgt, da hun netop ikke længere er gud, men er blevet et sårbart menneske, der derfor helst skal være lidt blidere i sit udtryk. Dette skabte en fin kontrast til den mere højtråbende og kåde Siegfried.

Stephan Rügamers Mime var stadig lidt for anonym og lød måske næsten for pæn. Dertil kommer, at der var for lidt forskel på ham og Jochen Schmeckenbechers gestaltning af Alberich til, at scenen mellem de to i anden akt blev rigtig interessant.

Derimod fortsatte Michael Volle stadig sin imponerende bedrift som Wotan, og havde fint tilpasset stemmen til en mere resigneret stil, som sømmer sig for en overgud, der har trukket sig tilbage fra sin verden for nu kun at være passiv iagttager af begivenhedernes gang.

På trods af den effektive brug af drejescener og dynamisk scenografi gør de dødkedelige scenebilleder effektivt, hvad de kan for at sabotere Wagners billedskabende musik. Det selvom Thomas Guggeis også denne aften fik det allerbedste ud af den fra orkestergraven. Navnlig indledningen til anden akt var smukt dramatiseret i formfuldendte detaljer.

Programmet til Tcherniakovs opsætning af Nibelungens Ring fylder mere end 250 sider. Men der er forbavsende lidt – vis noget, pt. er det ikke lykkedes mig at finde noget – information om opsætning og de valg, instruktøren har truffet. Tcherniakov selv har kun bidraget med et handlingsreferat, der nærmest giver det indtryk, at vi har at gøre med en normal opsætning i traditionelle gevandter. Derimod er der i programmet en lang række artikler om Wagner. værket og dets inspirationskilder i almindelighed, f.eks. artiklen Heldentum und Monstrosität in der altnordischen Literatur (af Rebeccca Merkelbach) samt om løst og fast om eksperimenter i almindelighed (da vi jo i opsætningen er i et forskningscenter), f.eks. Künstlerische Experimente im 19. Jahrhundert (af Michael Gamper). En del er vist ikke engang skrevet til lejligheden. En imponerende materialesamling, der er værd at gemme. MEN det er blevet en lidt for bekvem måde at sammensætte programmer på i tyske operahuse, at man blot optrykker diverse artikler om løst og fast i programmet, der berører samme emne, som værket beskæftiger sig med. Man savner, at det sættes i kontekst til den konkrete opsætning. Jeg er ikke tilfreds.

 Richard Wagner, Siegfried. Staatsoper unter den Linden, den 8. april 2023.

 Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://www.staatsoper-berlin.de/de/spielplan/ring/

Dr. Julius Burghold, Der Ring des Nibelungen. Text mit den hauptsächlichsten Leitmotiven und Notenbeispielen (1913).

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Critique 2023 er netop udkommet

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside