”Eine wunderbare Heiterkeit hat meine ganze Seele eingenommen, gleich den süßen Frühlingsmorgen, die ich mit ganzem Herzen genieße. Ich bin allein, und freue mich meines Lebens in dieser Gegend, die für solche Seelen geschaffen ist wie die meine“.
Som det fremgår, er det ikke fordi Johann Wolfgang Goethes Die Leiden des jungen Werther (1774) ligefrem kræver musik for at vække forårsstemningen til live. Den unge Werthers følelser bobler helt af sig selv op fra siderne, straks man åbner bogen. Men sådanne tekster har det selvsagt med at inspirere.
Det er ellers lidt af et paradoks, at to af Goethes mest kendte værker, Faust og netop omtalte Werther, skulle sættes i musik, ikke af tyske landsmænd, men af franskmænd, hhv. Charles Gounod og Jules Massenet.
Mens Gounods Faust fra tid til anden sættes op herhjemme, således senest i 2021, står det lidt sløjere til med Massenet, der vist ikke generelt opføres så meget herhjemme, da den ellers produktive komponist står lidt i skyggen af andre franske komponister. Det er en skam, for han er en glimrende komponist. Og han opføres skam også nu og da. Således opførte Den Jyske Opera hans Don Quixote i 2014.
Det er også Den Jyske Opera, der veloplagt i februar og marts 2024 turnerer landet rundt med Massenets operaversion af Werther fra 1892. Opsætningen var i en reduceret udgave, hvor der ikke medvirkede kor, og hvor personerne er skåret ned til Werther, Charlotte, hendes forlovede og senere mand, Albert, samt hendes lillesøster, Sophie.
Massenets musik er dramatisk og formfuldendt, men har samtidig en transparens i klangbilledet, der gør den mindre massiv end eksempelvis Puccini. Den er også markant mindre detaljeret end hos eksempelvis Richard Strauss, der ofte fylder partituret med så mange detaljer, at musikken kræver konstant koncentration. Massenet er mere luftig og mindre omklamrende. Det gør musikken til en stor fornøjelse at lytte til, ikke mindst for det hele blev dirigeret glimrende af Christopher Lichtenstein i spidsen for Copenhagen Phil/Sjællands Symfoniorkester på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, der fra første akkord viste en gejst og et engagement, som fik os direkte ind i de store følelsers verden, og samtidig havde fint blik for alle detaljerne og gennemsigtigheden i musikken. Forspil og mellemspil blev leveret med en intensitet og nerve, der sømmer sig til Goethes historie. Pragtfuldt orkesterspil. Lichtenstein fik da også det største bifald til sidst.
Opsætningen fulgte derimod ikke denne høje standard, da man havde henlagt handlingen til noget, der minder om et smart boutique-hotel med moderne møbler, der mindede lidt om reduceret udgave af Det Kongelige Teaters Don Giovanni-opsætning for år tilbage. Personerne var iklædt jakkesæt og lignende. Den slags falder ikke i min smag. Naturligvis er Goethes historie evigt aktuel, men den gør sig nu engang bedst, i sit rette element, nemlig hvis handlingen var blevet henlagt til romantikkens tidsalder. Det er også svært at se, at Den Jyske Opera for alvor fik noget ud af at henlægge handlingen til moderne tid. Belysningen hjalp dog lidt på det, da den ofte var ganske stemningsfuld. Eksempelvis i mellemspillet, der danner bro mellem 3. og 4. akt.
Så var der meget mere held med personerne, først og fremmest må fremhæves det vægtige parti som titelpersonen Werther, der blev sunget endog meget overbevisende af Zurab Zurabishvili, der havde en imponerende spændevide. Fra det følsomme og sværmeriske i den indledende arie til den ægtefølte passion i scenen sammen med Charlotte lidt senere i første akt. Navnlig i scenen med Charlotte nåede musikken en næsten magisk klangskønhed. Det er også her, vi vist første gang hører det ledemotiv, der i forskellige afskygninger kommer til at hjemsøge stykkets personer værket igennem. Endelig oplevede vi den unge mands uforfalskede frustration sidst i anden akt, hvor han ikke kan bære, at han ikke kan være sammen med sin elskede Charlotte.
I partiet som Albert gjorde Christian Oldenburg fin figur som Werthers diametrale modsætning. En kedelig, bedsteborgerlig forretningsmand, der er noget stiv i sin gestik ikke og ikke besidder de ægte følelser, som Werther har til overmål, men som til gengæld har andre kvaliteter. Dette skete dog uden, at Oldenburg af den grund sang kedeligt. Tværtimod var der en god portion tung alvor i stemmen, hvilket klædte partiet godt.
Hvad partiet som Charlotte angik, kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere glød og følelse i første akt, uanset Na’ama Goldman sang partiet med en utrolig flot stemme. Det kom der heldigvis mere af i 3. akt, hvor ”Lotte” kommer oprigtigt i tvivl om, hvorvidt det sikre valg af det borgerlige ægteskab nu også var det rigtige valg frem for det mere usikre, men også følelsesmæssigt måske mere stimulerende liv sammen med Werther. Nattescenen i tredje akt var en skøn oplevelse, hvor Goldmans smukke stemme heldigvis rigtigt fik lov til at folde sig ud.
I det noget mindre parti som lillesøsteren Sophie leverede Silvia Micu også en fin præstation, hvor hun også gjorde det ud for de manglende børn, der synger julen ind i stykkets start og slutning.
Hvis der ses bort fra opsætningen er jeg meget fint tilfreds med Den Jyske Operas opsætning af Werther.
Jules Massenet, Werther. Libretto af Édouard Blau, Paul Milliet og Georges Hartmann efter Goethes roman Den Unge Werthers Lidelser. Den Jyske Opera, gæsteforestillingen på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, tirsdag den 5. marts 2024.
Referencer
Forestillingens hjemmeside (Den Jyske Opera):
https://jyske-opera.dk/forestillinger/werther
Forestillingens hjemmeside (Det Kongelige Teater):
Leif V. S. Balthzersen, Biografi: Jules Massenet (programartikel)
Peter Kennebo, Johann Wolfgang von Goethe (programartikel)
Peter Kennebo, Verdens første kultroman (programartikel)
Johann Wolfgang Goethe, Die Leiden des jungen Werther (1774, Reclam-genudgivelse fra 1948/2014)
