Hvad har mesterinstruktøren Fritz Lang og operakomponisten Giacomo Puccini tilfælles? Ikke meget skulle man synes. Og dog: En af instruktørens tidligst bevarede film er Harakiri fra 1919. Filmen er en filmatisering af David Belascos skuespil Madame Butterfly, det samme skuespil som Puccini 15 år tidligere havde baseret en opera af samme navn på: Den tragiske historie om den hengivne japansk geisha, Cio-Cio-San (Butterfly), der gifter sig med den japanske flådeofficer Benjamin Franklin Pinkterton. Hun mener det alvorligt, det gør han ikke; og da hun efter flere års ventetid ser ham komme tilbage blot for at tage deres fælles barn med tilbage til Amerika, hvor han nu har fundet sig en ”rigtig”, amerikansk hustru, ser hun kun det ritualiserede selvmord som eneste udvej.

I modsætning til Puccini er Fritz Lang dog ikke i sit rette element. Langs film blev vist hurtigt glemt og overstrålet af de værker, som instruktøren siden er blevet verdensberømt for, således f.eks. Die Nibelungen (1924), Metropolis (1927), Frau im Mond (1929), M (1931), Das Testament des Dr. Mabuse (1933), Scarlet Street (1945) etc., mens Puccinis opera har sat sig godt og grundigt fast i standardrepertoiret på et hvert operahus med respekt for sig selv.

Således også på Det Kongelige Teater, hvor Puccinis værk har været på plakaten siden 1911 og aktuelt kan opleves i en ny opsætning i samarbejde med Oper Graz, som den hollandske instruktør Floris Visser har stået for.

I såvel interviewet i det trykte program som i videoen på hjemmesiden gøres der meget ud af at lave en opsætning, der respekterer den japanske kultur. Dette tager instruktøren så alvorligt, at der ikke må være noget med, kostumer, scenografi etc., der ikke kan føres til bage til et fotografi, et museum eller lignende. Det handler om at undgå en for snæver europæisk synsvinkel, der ikke prøver at forstå fremmed kulturer, men kun ser dem som eksotiske og ”fascinerende i al deres fremmedhed”, som det hedder i operachefens introduktion.

Opsætningen udspiller sig også på et museum. Nærmere bestemt et særligt rum fra Nationalmuseet i Tokyo, som man har genskabt med en række forskelligartede japanske artefakter. Herudover har man indlagt en rammefortælling, hvor historien ses igennem Butterflys og Pinkertons søn: Han er som barn af en japansk mor og en amerikansk far splittet mellem to kulturer og ønsker at kende sit ophav. I første akt er det Pinkerton, der fortæller sønnen, hvordan han mødte Butterfly. I anden akt er det sønnen, der fortæller om, hvordan han og Butterfly ventede i flere år på, at Pinkerton skulle vende hjem. Den rammehistorie er der ikke megen plads til at fortælle i selve operaen, så derfor starter forestillingen allerede før tæppet går med, at museumsgæsterne går rundt og betragter udstillingen på scenen, mens publikum finder sig tilrette.

Man gør, synes jeg, Puccini lidt uret, når man antyder, at synsvinklen i operaen er for europæisk og kun ser japanerne som eksotiske indslag. Snarere tværtimod er operaen i lange stræk anti-vestlig i sin synsvinkel. Vesten – og i særdeleshed USA – fremstilles som overfladisk, dekadent og nydelsessyg repræsenteret ved Pinkerton, der ikke søger noget dybtfølt forhold, men kun adspredelse. Hans indledende snak med konsulen er dybt selvafslørende. Over for den amerikansk-vestlige overfladiske frihed stiller operaen den, stolte japanske kultur, der er langt mere alvorlig, og hvor kærlighed og ære betyder noget.

Hvad enten Vissers opsætning tager den japanske kultur alvorligt eller ej, så tager den ikke operaen alvorligt nok. Vissers sterile museumsscenografi står i for skarp en kontrast til Puccinis farverige musik. Og hvis man ser bort fra nogle flotte lys-skygge virkninger, nedfaldende blomster og regn i anden akt, så bliver det hele en tand for ensartet og ukarakteristisk, tæt på at blive kedeligt. Dermed kommer Visser & Co. måske uforvarende til at misrepræsenterer den japanske kultur, da man blot behøver at kaste et hurtigt blik på Miyazakis tegnefilm, f.eks. den netop premiereaktuelle Drengen og Hejren, eller Kurosawas for længst kanoniserede spillefilm for at konstatere, at dette ikke er tilfældet, og at den japanske kultur har mere at byde på end, hvad vi får at se i Vissers museumsopsætning.

Det skal ikke bestrides herfra, at opsætningen ikke skulle være naturtro, men opera er ikke naturalisme og hører, som teaterchefen har sagt, ikke hjemme på et museum, uanset at det museale element må være vigtigt for enhver nationalscene. Vissers kølige naturalisme modarbejder det nødvendige sammenspil med scenografi og musik, der gør, at en operaoplevelse for alvor bliver vellykket.

Et element var, at Butterfly og Pinkertons voksne søn og Pinkertons kone var til stede konstant på scenen som en del af rammefortællingen. Ligesom museumsscenografien skulle det formentlig illustrerer, hvordan andre kulturer udstilles og fremmedgøres af nysgerrige vestlige blikke. Rammefortællingen bliver allertydeligst til sidst i første akt, hvor en kæmpe sommerfugl på en nål kører ned fra loftet og scenen forvandles til en stor insektkasse med etiketten ”Butterfly”: Vores hovedperson er selv blevet en genstand i det vestlige museum og sat til ydmygende beskuelse for det nysgerrige operapublikum.

På sine egne præmisser fungerede rammefortællingen fint, men den var ofte for forstyrrende, hvilket ødelagde lidt den helhedsoplevelse, som god opera er.

En ny opsætning var egentlig heller ikke påkrævet. Det Kongelige Teater havde længe haft Lars Kaalunds flotte og stemningsmættede opsætning af Puccinis værk på programmet. Det er en skam, hvis den er taget permanent af plakaten.

Lidt mangler var der også med hensyn til personinstruktionen. Navnlig Pinkerton var der ikke gjort meget ud af. Han stod mest ret op og ned forestillingen igennem. Dette kunne være et bevidst æstetisk valg for at understrege, at han er svag og vægelsindet; men det er han jo egentlig ikke: Han er dekadent og nydelsessyg. Med den vinkel man i øvrigt havde valgt på opsætningen, burde dette have afspejlet sig bedre i hans person. Han blev i øvrigt sunget fint af Evan LeRoy Johnson, men også stemmemæssigt var der for lidt dekadence og nydelsessyge over ham. Varmen og følsomheden i hans stemme passede dog utrolig godt til duetten med Butterfly til sidst i første akt.

Det bør siges, at det ved starten af anden akt blev annonceret, at Johnson stemmemæssigt ikke var på toppen pga. en allergisk reaktion, han havde pådraget sig umiddelbart før forestillingen.

Som Butterfly var Karah Son alt hvad man kunne ønske i dette parti: En fantastisk flot, mørk og varm stemme, med en sarthed der passende fint til denne skrøbelige karakter. Hun høstede da også fortjent aftenens største bifald efter sin store arie i starten af anden akt. Her fungerede personinstruktionen bedre. For at tydeliggøre hvordan Butterfly i hengivenhed til Pinkerton tilpasser sig hans kultur, ser vi hende i anden akt i vestlig cocktailkjole og med et alkoholforbrug, der også virker meget vestligt. I tredje akt har hun fundet tilbage til sin japanske kultur og de dertilhørende gevandter, vi så hende i da, hun ankom i første akt.

Herudover må jeg også fremhæve Hyona Kim, der leverede en formidabel præstation som den tro tjenerinde Suzuki. Hun var den, der stemmemæssigt stak mest ud i en besætning, hvor stykkets personer stemmemæssigt gennemgående var noget ens. Det forhindrede dog ikke, at både Samuel Dale Johnson og Fredrik Bjellsäter i at fange min opmærksomhed med solide præstationer som hhv. den amerikanske konsul Sharpless og ægteskabsmægleren Goro. Sidstnævnte var stykkets komiske element, og måske også derfor den sted, hvor personinstruktionen fungerede bedst.

Endelig må ikke mindst fremhæves den fremragende orkesterindsats, som Kapellet leverede under Paolo Carignanis taktstok. Særligt skal fremhæves den næsten kammermusikalske transparens i klagen, der fint fremhævede alle de japanske islæt, som Puccini har smykket sit partitur med. Dette var en for mig kærkommen iklædning af Puccinis ellers noget massive senromantik. Den fremhævede orkesterbehandling skete heldigvis uden, at der blev givet afkald på det store orkesterbrus, som enhver Puccini-opera skal have, i Madame Butterfly ikke mindst i titelpersonens store arie i anden akt.

Men alt i alt fungerede sammenspillet mellem personer, musik og historie ikke godt nok. Scenografien og den ofte udtalte mangel på personinstruktion forstyrrede snarere end supplerede Puccinis smukke musik, hvorfor jeg ikke kan være helt tilfreds.

Giacomo Puccini, Madame Butterfly. Libretto af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa efter David Belascos skuespil. Det Kongelige Teater, Operaen, den 25. februar 2024.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/madame-butterfly

Elisabeth Linton, Med barnets hjerteslag (programartikel).

Hvor kommer jeg fra, interview med instruktøren Floris Visser af dramaturg Jörg Rieker (programartikel).

Nila Parly, Mellem to kulturer (programartikel)

Samtale mellem Elisabeth Linton og operainstruktør Floris Visser om Madame Butterfly fra forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/madame-butterfly?section=videogalleri

Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.

Kammertonen den 11. februar 2024 handler om netop Madam Butterfly og indeholder bl.a. et interview med forestillingens dirigent, Paolo Carignani:

https://24syv.dk/episode/madama-butterfly

Af de mange indspilninger af Madama Butterfly er ”standardreferencen” vistnok Herbert von Karajans på DECCA fra 174 med Mirella Freni og Luciano Pavarotti. Kan købes hos imusic.dk:

https://imusic.dk/music/0028941757722/g-puccini-1989-madama-butterfly-cd

Den samme indspilning findes på DVD i en god opsætning instrueret af Jean-Pierre Ponnelle, dog er partiet som Pinkerton her sunget af Plácido Domingo i stedet for Pavarotti.

En anden glimrende indspilning er 1958-indspilningen fra Accademia di Santa Cecilia i Rom med Renata Tebaldi og Carlo Bergonzi. Dette er i øvrigt den indspilning, der anbefales af BBC Radio 3’s CD Review. Kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=46424