Hvad skete der egentlig med Don Giovanni/Don Juan, efter at han blev styrtet i helvedets ild i slutningen af Mozart/da Pontes opera fra 1787? Det spørgsmål har den danske komponist, instruktør og multimediekunstner Simon Steen-Andersen forsøgt at besvare i sit nye musikdramatiske værk Don Juans Inferno – Operahelvede tur-retur i en akt for seks sangere herrekor, fem scenemusikere, orkester video og elektronik, der er en samproduktion mellem Det Kongelige Teater og Opéra national du Rhin i Strasbourg, Musica Festival Strasbourg og Musica et La Muse en Circuit, Centre national de création musicale. Premieren var i Strasbourg i september 2023.
Simon Steen-Andersen kender jeg kun fra hans strygekvartet (1999) samt studie for altsaxofon og slagtøj (1999), og det kun lige med nød og næppe: Korte værker på henved 10 minutter af eksperimenterende karakter og ikke ligefrem standardrepertoire. Navnlig den stemningsfulde strygekvartet er anbefalelsesværdig og mere umiddelbart tilgængelig end det stærkt perkusive studie for saxofon og slagtøj.
Stilen er ikke mindre eksperimenterende i Don Juans Inferno, men på en anden måde. Steen-Andersens musikdramatiske værk består af en lang række arrangementer af små dele fra eksisterende operaer til et samlet hele med en varighed på 1 time og 50 minutter. En stil der er set før, f.eks. fra Begærets Mysterier fra 2021.
Hvor Begærets Mysterier var en lang række højdepunkter fra forskellige værker, så har Simon Steen-Andersen, der arbejder i ”feltet mellem musik, performance, teater, koreografi og film” (jf. præsentationen i P2-programmet På værkstedet), gjort en del mere ud af at integrere brudstykker fra 30 værker til et samlet hele iblandet elektroniske og visuelle virkemidler. Simon Steen-Andersen har dog modigt afstået fra kun at vælge de sikre hits og har omarrangeret mange af værkerne. Mange af værkerne er langt fra at være standardrepertoire herhjemme.
Integrationen sker navnlig ved, at der gøres flittig brug af video- og lydsekvenser produceret på forhånd, der spiller sammen med handling på scenen. Alle sangerne synger forstærket og ofte sammenblandet med en lang række effekter, så det er vanskeligt for mig at vurdere sangernes individuelle kvaliteter. Dog noterede jeg en velsyngende Fanny Soyer i partiet som En skygge, der forsøger at overtale Charon til at komme med hans båd, fordi en skygge jo næsten ingenting fylder. Skygger er der dog jo så sikkert rigeligt af, der hvor turen går hen.
I Det Kongelige Teaters trykte program hedder det om værket, at ”operaen leger med vores forventninger om, hvad opera er”, hvilket synes at være en lidt for belejlig måde på forhånd at kunne affeje kritikere som vanetænkere og hverdagsgeneraler, der ikke ønsker at få rokket ved deres vante forestillinger om, hvad opera er. Legen med etiketterne er imidlertid ikke i sig selv særlig interessant. For min skyld kan man kalde Simon Steen Andersens musikdramatiske værk for opera, hvis man vil. I ovennævnte P2-udsendelse er han ikke selv sikker.
Integration mellem stilarter er ikke i sig selv noget nyt. Det er vel strengt taget operaens kerne, at den integrerer sang, musik, personer og historier til et samlet hele. Omarrangeringer af klassisk musik til rytmisk og omvendt har også været kendt længe, f.eks. Metallicas stort-anlagte koncerter sammen med symfoniorkestre. Selv bag jerntæppet gjorde man eksperimenter, f.eks. fandt jeg for år tilbage en Hungarton-plade fra 1985 i en genbrugsforretning, hvor forskellige værker af J. S. Bach er omarrangeret for synthesizere – også dengang ville man rokke ved de vante forestillinger om, hvad klassisk musik er. Havde man et årti senere en PC med Windows 95/98 installeret, kunne man høre de midi-udgaver af Brandenburg-koncerterne, der fulgte med installationen som standard. Brug af præproduceret video integreret i operaforestillinger er også set før, omend det er af nyere dato, f.eks. i Tobias Kratzers Tannhäuser-opsætning i Bayreuth, der også integrerer området omkring operahuset i Bayreuth i selve forestillingen.
Det egentlige nye i Simon Steen-Andersens værk er måske radikaliteten, hvorved han går til værks. Der er virkelig tale om, at de forskellige værker skilles ad i sine grundelementer og sættes sammen på en ny måde. Teknikken minder om, hvad man kender fra sampling i elektronisk musik og hiphop.
Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.
Heri ligger både styrken og svagheden. Tempoet er højt; og der opnås en herlig effekt af rutsjebanetur, når der hoppes og springes fra det ene brudstykke til det andet: Snart i et klassisk arrangement, snart i et rytmisk, snart integreret i et stort anlagt Quiz-show, snart i lange svømmende kamerature gennem bagscenens lokaler. Som audiovisuel tour de force er Steen-Andersens værk en imponerende oplevelse og sanselig lydkulisse. Mest imponerende var Drømmerisk dæmon blues-scenerne (Dreamy demon blues), hvor Polystofeles (djævlen, der viser Don Juan rundt i operahelvede) synger en arie fra Anton Rubinsteins Dæmonen spillet på elguitar tilført en god portion rumklang, hvor tempoet er sat ned i halvt tempo, og hvor vi samtidig svæver rundt i foyeren i Gamle Scene i slowmotion, vel og mærke vendt på hovedet, så lysekronerne stikker op fra ”loftet” som lysende træer. De forvrængede akkorder og den sære stemning giver nogle mindelser om det famøse røde rum i David Lynch og Mark Frosts tv-serie Twin Peaks. Ligesom hos Lynch-Frost forekommer det aparte sært nok helt normalt.
Svagheden er omvendt, at der i Steen-Andersens værk rent dramatisk ikke er særlig meget at komme efter. Der er hverken historie eller forsøg på karakteropbygning, men kun en lang række mere eller mindre usammenhængende optrin. Don Juan kommer ned i ”operahelvedet” og møder forskellige skurkeroller, der også er havnet der, og deltager bl.a. i det store ”Hells Got Talent”-show. Han må oven i købet lide den ydmygelse selv at blive forført og mishandlet af to kvinder, han selv forsøger at gøre kur til. Ligeledes får vi adskillige videosekvenser med svømmende kamerabevægelser fra ”operaens underverden” bag scenen. Men hvad er egentlig meningen med det hele? Har Simon Steen-Andersen andet på hjertet end leg med former og audiovisuel pragt? Det savner jeg lidt, når nu han har taget sig tid at finde materiale fra 30 forskellige operaer og omhyggeligt omarrangeret dem ind i et samlet hele. Der er en form rammefortælling, hvor det med slutkoret fra Monteverdis Orfeus og en blå himmel antydes, at Don Juan lykkes med at komme ud på den anden side. Ligeledes antydes det, at vi blot har overværet en uheldig sangers feberfantasier efter et mislykket fald igennem faldlemmen i scenegulvet efter slutscenen i Mozart og da Pontes opera. Dette giver lidt en følelse af Alice i Eventyrland eller Bag Spejlet, men det er ikke meget; og vi er tilbage i det velkendte teater-i-teater-greb, hvor iscenesættelse sættes i scene.
Derfor bliver ”etiketten”, man sætter på Steen-Andersens værk måske alligevel afgørende for bedømmelsen: Bedømt som musikdramtik er jeg mindre tilfreds, end hvis værket bedømmes som musikvideo, installationskunst eller audiovisuelt sansebombardement.
Simon Steen-Andersen, Don Juans Inferno. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 20. april 2024
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/don-juans-inferno
Elisabeth Linton, Il dissoluto punito (programartikel).
Jørgen Hansen, Jeg har ikke skrevet en tone selv (programartikel).
Simon Steen-Andersens egen hjemmeside, hvor man kan se flere billeder og videoer fra forestillingen:
https://www.simonsteenandersen.com/
P2-programmet På værkstedet den 22. april 2024, hvor Lene Tanggaard taler med Simon Steen Andersen, hvor der spilles musik fra værket m.v.:
Simon Steen-Andersens hjemmeside hos Dacapo, der har udgivet de to omtalte værker:
https://www.dacapo-records.dk/da/kunstnere/simon-steen-andersen
Best of Bach: Johann Sebastian Bach Legismertebb Művei Szintetizátoron ”Johann Sebastian Bach’s Legendariske Værker på Synthesizer” udgivet på Hungarton i 1985 på Discogs:
