Det er egentlig ikke så overraskende, at Justine Triets Anatomie d’une chute først netop her i februar 2024 har dansk premiere som Frit Fald efter at have haft sin internationale premiere ved filmfestivalen i Cannes i maj 2023. Noget mere overraskende er det, at filmen vandt hovedpræmien, Den Gyldne Palme, ved samme lejlighed.
Lad det være sagt allerede her, at både overraskelsen og manglen på samme kan forklares med, at der er tale om et temmelig ordinært, middelmådigt retssalsdrama, som det er set utallige gange før. Derfor næppe et værk, man ville overrække en præmie og fluks sende i dansk distribution, hvis der var andre og bedre alternativer.
Den mere ordrette oversættelse af den franske originaltitel ville være ”Faldets Anatomi” eller sådan noget, hvilket også nogenlunde passer med hhv. den tyske og engelske titel. Den originale titel stiller skarpt på filmens handling, der koncentrer sig om et fald, eller retter to fald.
Det første fald er Samuels. Han findes død i en blødpøl uden for sin alpehytte i nærheden af Grenoble. Årsagen er et fald fra anden sal – måske efter at være blevet slået i hovedet med en stump genstand. Hustruen Sarah lå tilsyneladende og sov og har ikke hørt noget. Sønnen Daniel finder liget, da han kommer hjem efter at være gået en tur med sin hund.
Sarah er hovedmistænkt og under efterforskningen og retssagen trevles hele parrets ægteskab op. Det er det andet fald – forholdet der falder fra hinanden. Vi erfarer om sønnens ulykke, Samuels mulige selvmordsforsøg, skænderier, pillemisbrug, utroskab, misundelse, fejlslagne karriereplaner, midtvejskriser osv. Alt sammen noget der, set over et langt forhold, måske – alt andet lige – ikke er det helt store, men som læst op i en retssal i koncentreret form over et par dage kan få forholdet til at fremstå dysfunktionelt og parterne som afsindige.
Filmens største problem er, at den ikke rigtigt fokuserer på personerne eller parforholdet, men i stedet insistere på at se det hele gennem retssalens prisme. Med undtagelse af sønnen Daniel kommer vi aldrig rigtig tæt på personerne eller parforholdet. Det hele skildres nøgternt og køligt. Utvivlsomt bevidste æstetiske valg, men ikke velvalgte og ikke befordrende for person- eller parforholdsskildringer.
Visuelt er den nøgterne holdning videreført. Sceneriet er hovedsageligt alpehytten samt retssalen, der synes at være forlængelser af hinanden og holdt i samme kølige nuancer med hvide vægge og sne sat over for lysebrunt træværk. På retssalens bagvæg synes noget, der kunne være en udgave af Gerard Davids Kambyses Dom at skimte, men visuelt er det ellers mere Pieter Bruegel d.æ.s kølige vinterlandskaber, vi er i.
Hvad filmen derimod gør godt, er, at den hele tiden og meget dygtigt holder os i uvidenhed om, hvad der egentlig skete, så vi som publikum vender os til den – realistiske – tanke, at vi måske slet ikke får nogen forklaring eller nogen sandhed. Vi får kun rettens vurdering på baggrund af sagens beviser.
Dette kan måske være nok så realistisk, men stort drama er det ikke. Man rent udsagt keder sig gennem de alt for mange og alt for lange scener, der sjældent fører noget videre med sig, der kunne have været interessant drama. Ligeledes er det svært at se, at der tilføjes retssalsdramaet som gerne noget egentlig nyt. Det såkaldte ”hverdagsdrama”, hvor pillemisbruget, utroskaben og selvmordsforsøgene vælter ud under snart sagt enhver pæn borgerlig facade er vel heller ikke mere nyt, end at det var en periode, som selv dansk film heldigvis fik overstået for snart 20 år siden. 5/10
