Man hører fra tid til anden udtalt, at J. P. E. Hartmann (1805-1900) med sin imponerende alder kunne have mødt både Joseph Haydn og Louis Armstrong. Det første er i hvert fald i princippet rigtigt, da Haydn døde i 1809; og det sidste er næsten rigtigt, da selv med det forbehold, at Satchmos fødselsår visse steder angives til ”1900”, er der vist ikke tvivl om, at han blev født i juli eller august, mens Hartmann døde allerede i marts.
Men der behøves ingen anekdoter for at konstatere, at Hartmanns alder vitterligt var imponerende. Det lå dog ikke i kortene, at Hartmann skulle være komponist, men startede – ligesom i øvrigt andre kendte komponister, f.eks. Händel, Schumann, Tjajkovskij og Sibelius – med at læse jura; og han blev juridisk kandidat i 1828 og gik først embedsvejen.
Som komponist indrammede Hartmann med sin alder den danske guldaldermusik, hvilket – groft sagt – er den romantiske musik fra 1800-tallet. Desværre opføres efterhånden vist ikke meget af musikken fra før Carl Nielsen (1865-1931), vores uofficielle nationalkomponist. Man skal i hvert fald kigge langt efter, at Hartmann, Kuhlau, Niels W. Gade, C. E. F. Weyse etc. sættes på koncertprogrammerne. Det mest kendte og folkelige fra den tid er vel Friedrich Kuhlaus ouverture til J. L. Heibergs skuespil Elverhøj (1828), der dog mest kendes i den brede offentlighed, fordi den i en bearbejdet version af Bent Fabricius-Bjerre indgår i Olsen Banden Ser Rødt (1976). Bedst chance har man vist på balletfronten, hvor f.eks. Napoli (1842) og Et Folkesagn (1854) jævnligt opføres med den oprindelige musik. Ikke mindst Niels W. Gades brudevals fra sidstnævnte har fået sit helt eget folkelige liv uden for orkestergraven.
Anderledes ser det ud på operafronten, da P. A. Heises opera Drot og Marsk (1878) stadig programsættes på Det Kongelige Teater, senest i 2019-20-sæsonen, og som også opsættes i januar og februar i den aktuelle 2023-24-sæson. Den anbefaling er hermed givet videre.
Det manglende kendskab til guldalderens operaer rådes der bod på med Den Jyske Operas danske serie, hvori der opføres forskellige glemte danske operaer. Aktuelt er tiden kommet til Hartmanns opera, Ravnen (1832), der i Aarhus i den forgangne weekend har afsluttet sin turne rundt i landet.
Hartmann er født samme år som H. C. Andersen; og da de også var personlige venner, blev det Hartmann, der kom til at skrive musik til den operalibretto, som Andersen havde lavet på baggrund af Carlo Gozzis teatereventyr Il corvo, efter at bl.a. Friedrich Kuhlau først var blevet spurgt (Hartmann var ikke i 1832 så etableret et navn, som han senere skulle blive). Mens Ravnen vel indtil nu er så godt som ukendt, er det gået bedre for Hartmanns Liden Kirsten (1846), der ligeledes har libretto af H. C. Andersen.
Opera er måske så meget sagt, for der er så meget talt dialog i Ravnen, at den navnlig i første akt mere får karakter af syngespil. Den betegnes dog typisk som opera.
Selvom H. C. Andersens navn er helt fremme på plakaten, hjemmesiden og Den Jyske Operas trykte program, så er hans dialog alligevel blevet vejet og fundet for let af operachef Philipp Kochheim, der har skrevet en ny dialog:
”Desværre er H.C. Andersens libretto, og især den talte dialog, slet ikke på samme niveau som musikken. For selvom librettoen ganske vist leverer nogle dramatiske scener, forvirre den også med usandsynlige situationer, flere stereotype scener og overfladiske karakterer. Med nutidens øjne synes Ravnen absolut umulig at opføre og fremstår som parodi på absurditeterne i det 19. århundredes musikteater.”
Jeg er ikke uvidende om, at H. C. Andersens talent inden for musikdramatikken måske ikke står mål med hans forfatterskab i øvrigt; og heller ikke er jeg uvidende om, at operatekster tilpasses til de enkelte opførelser. Men jeg tænker alligevel, om den lokale operachef nu også virkelig er en bedre tekstforfatter end H. C. Andersen?
Mens operalibrettister ofte lever et lidt ukendt liv ved siden af komponisten, så er dette ikke tilfældet for H. C. Andersen, som de fleste danskere har et forhold. Jeg ville meget gerne have hørt, hvordan en fuldstændig libretto af ham lød. Det må vi have til gode.
Da Ravnen mig bekendt aldrig har været indspillet og mildest talt ikke er standardrepertoire, så er det svært at få verificeret, om Kochheim har ret i, at H. C. Andersens tekst var så uegnet. Det taler vel – alt andet lige – imod, at det i Den Jyske Operas trykte program til forestillingen anføres, at Ravnen var en succes med den talte dialog ved premieren i 1832, men en fiasko i 1865, hvor den talte dialog er erstattet med recitativer.
Netop den talte dialog er noget af det eneste sted, hvor jeg for alvor har noget at indvende mod en ellers meget vellykket forestilling: Nemlig de indføjede metakommentarer, hvor, hovedpersonen Armilla skal kommentere på sin egen situation; kommentarer der er optaget på forhånd og afspilles visse steder under opførelsen som ”voice over”. Den samme teknik er set brugt i bl.a. Det Kongelige Teaters opsætning af Carmen. Det fungerede ikke rigtigt i Carmen; og det fungerer ikke rigtigt i Ravnen. Det sætter forestillingen unødvendigt på pause, og som tilskuer hives man ud af den ellers vellykkede stemning, som det er lykkedes Den Jyske Opera at skabe. Mit gæt er, at denne voice over ikke stammer fra H. C. Andersen, og at man derfor nok på det punkt havde stået sig bedre med at bruge hans dialog.
Vanskeligt har jeg det også med det metalag og den rammefortælling, der lægges ned over historien, som er det velkendte ”det hele er noget hovedpersonen drømmer”. Det er svært at se, at der tilføjes noget med den vinkel.
I Ravnen møder vi Armilla, der er fanget af sin onde far, Norando, da hun skal bortgiftes til prinsen Millo. Vi starter i et lille, hvidt, uhyggeligt værelse uden vinduer, hvor nogle sorte menneskevæsener kryber frem fra mørket i krogene og hjemsøger den stakkels Armilla. Lyset er koldt og det hele er effektivt lavet. Det er ikke noget rart sted at være.
Det hele bliver dog bedre, da Armilla ankommer til sin prins’ domicil i skoven, hvor scenerummet folder sig ud i en flot, stor stue, der er som taget ud af et eventyr. Det hele har dog kendt lidt bedre dage, da vegetationen er begyndt at gro ind i stuen.
Millo er ramt af en forbandelse efter under en jagt at have skudt en ravn; og han må derfor leve et liv i smerte. Hans bror, Jennaro, har skaffet prinsen først en falk og siden en hest, der i et eller andet omfang – der ikke stod helt klart for mig – vistnok skulle kunne bryde forbandelsen. Disse dyr er dog blevet dræbt på bestialsk vis. Armilla er endnu et led i denne plan: Forbandelsen kan nemlig efter sigende brydes, hvis en renhjertet pige kan elske Millo. Forholdene kompliceres desværre af, at Jennaro selv forelsker sig i Armilla. Armillas følelser er uafklarede, men hun begynder langsomt at fatte følelser for Millo.
Situationen spidser yderlige til da det viser sig, at Jennaro ikke blot har dræbt falken og hesten og også forsøger at dræbe Armilla i, hvad man tror er et anfald af jalousi. I virkeligheden vil han sin bror det godt, da nogle vandnymfer har fortalt ham, at både falken, hesten og Armilla er forheksede og vil betyde Millos endeligt. Jennaro tøver dog med at dræbe Armilla, som han elsker; og han pågribes som forræder.
Norando bekender sig som slubberten, der står bag forbandelsen, men hvis Jennaro fortæller sin bror herom, bliver han til marmor. Jennaro vil dog ikke svigte sin bror og fortæller det alligevel og falder forstenet og død om på scenen i operaens dramatiske højdepunkt. Norando fortæller nu, at Millo kan vække sin bror til live, hvis han dræber Armilla. Dette kan han ikke få sig selv til. Bedst som det hele står til at ende ulykkeligt, står Jennaro lyslevende på scenen. Armillas kærlighed har frelst ham. Norando har nemlig hele tiden været god og haft det som sin opgave at teste de involverede for at se, om de besad de rette dyder. Det gjorde de; og alt ender godt. Eller næsten: For bedst som det hele ellers er slut, sætter metahistorien ind med syv segl, og Armilla havner tilbage i det uhyggelige lille værelse. Det hele er et fostret i hendes fantasi for at komme væk fra hjemmets fængsel.
Historien har en række elementer fælles med Mozarts Tryllefløjten (1791) og dens danske pendant i Kuhlaus Lulu (1824), men også senere værker trækker på samme stof, f.eks. Wagners Den flyvende Hollænder (1841), Strauss/Hofmannsthals Kvinden uden Skygge (1919) og Korngolds Das Wunder der Heliane (1927), de sidstnævnte har dog næppe kendt til Hartmanns opera. Selvom det først viser sig til sidst, så har Norando hele tiden været en ren Sarastro, der kun ville det bedste. Nogle egentlig antagonist i form af nattens dronning eller Monostatos har vi dog ikke. Og selvom Jennaro repræsenterer lidt det modsatte af Millo, så bliver han dog aldrig en egentlig antagonist. Det gør dog ikke så meget. Personernes indbyrdes intriger driver fint historien frem alene.
Visuelt er Den Jyske Operas opsætning en sand fryd for øjet. Scenografien er flot og skabe den helt rigtige stemning. Hertil kommer effektiv brug af lyssætningen, sådan at stemningen kan skifte helt, når det bliver lidt mere mystisk og uhyggeligt, f.eks. i scenen i første akt, hvor Jennaro fortæller Armilla om Millos skæbne, men også scenerne hvor huset hjemsøges af forskellige overnaturlige væsner i form af vandnymfer og vampyrer skiftes stemningen effektivt ved at bade scenerummet i hhv. blåt og rødt lys.
Hartmanns musik er flot og velfremført af Aarhus Symfoniorkester, men den er noget ukarakteristisk, og det virker ofte lidt til, at den kunne være skrevet til noget helt andet. Den er passende mystisk og mørkfarvet i scenen med vandnymferne i første akt, men er næsten munter i scenen med vampyrerne senere i anden akt.
Jeg har heller ikke noget at udsætte på Den Jyske Operas gode sangerhold. Det skulle da lige være, at vi hørte for lidt til Steffen Bruun, der flot sang partiet som Norando med en karakterfuld myndighed, der var passende for denne karakter. Ærgerligt at han stort set kun sang lidt i slutningen af anden akt og ellers mest leverede talt dialog.
Partiet som Jennaro var ligeledes godt besat af Anders Kampmann. Navnlig skal fremhæves scenen sidst i første akt. Her var der tale om ægtefølt romantisk sværmeri. Hans modstykke, prins Millo har en mere lys helteklang, der godt blev vakt til live af Teit Kanstrup, hvor særligt den store arie i starten af anden akt må fremhæves, hvor han er i syv sind over broderens forelskelse i Armilla.
Bedst var dog formentlig Sibylle Glosted, der sang og – ikke mindst – spillede partiet som Armilla, der som stykkets Tamino skal gennemgå en udvikling fra ung og uafklaret – nærmeste ængstelig – til voksen og afklaret. Ikke mindst skal fremhæves, at Glosted spillede fremragende skuespil i de mange scener, hvor der kun var den talte dialog, ikke mindst i første akt i det lille rum, gjorde hun et stort indtryk. Jeg er i det hele taget selv meget godt tilfreds.
J. P. E. Hartmann, Ravnen. Libretto af H. C. Andersen på baggrund af Carlo Gozzis teatereventyr Il corvo. Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus den 2. december 2023.
Referencer
Den Jyske Operas Hjemmeside om forestillingen:
https://jyske-opera.dk/forestillinger/ravnen/
Operaeventyr for voksne (programartikel)
Henrik Engelbrecht, Biografi: J.P.E. Hartmann (programartikel)
Henrik Engelbrecht, H.C. Andersen og operaen (programartikel)
Philipp Kochheim, Favntag med en ”grim ælling” – Instruktør Philipp Kochheim om at genskrive dialogen i Ravnen (programartikel)
Philipp Kochheim, Et par ord fra instruktøren (programartikel)
Carl Nielsen som nationalkomponist: F.eks. ifølge DR i 2016:
Louis Armstrongs fødselsår angives til ”1900” i f.eks. Gads musikleksikon, 2. reviderede udgave, 1987, og i Panum og Behrend m.fl., Illustreret musikleksikon (1940).
Da Ravnen ikke har været opført længe kan det dårligt overraske at kun ouverturen er indspillet. Den er udgivet på Dacapo og kan købes her, hvor man også får en række andre værker med tilknytning til H. C. Andersen med i købet:
https://www.dacapo-records.dk/da/udgivelser/weyse-musik-inspireret-af-h-c-andersen
Interview med Sibylle Glosted, der synger partiet som Armilla i Ravnen, Kammertonen, Radio24Syv den 12. november 2023:
