Opera for børn? Det findes skam, f.eks. Jonathan Doves Den Forheksede Gris, men i standardrepertoiret er de til at overse. Mozarts Tryllefløjten (1791) fremhæves ofte som en af de mest egnede, men rigtigheden er udsagnet bør ikke stå uimodsagt.
Længden på 2½ time gør den ofte til en prøvelse for selv nutidens voksne, der sjældent kan koncentrer sig så længde ad gangen, før mobiltelefonen findes frem – hvilket man ved selvsyn kan konstatere til efterhånden de fleste forestillinger herhjemme. Måske tv-serierne og træningscentrene har bedre held med at holde interessen fanget. Herudover fremhæves Janáčeks Den Fiffige Lillle Ræv (1924) også ofte som en forestilling for børn.
Ikke bare længden af Tryllefløjten, men også den noget rodede handling gør værket mindre egnet til børn. Eller måske af den grund netop egnet til børn, da børn måske har lettere ved at acceptere de forskellige usammenhængende steder i plottet – særligt i anden akt. Hertil er der ingen recitativer, men en hel del letforståelig, talt dialog – Tryllefløjten er tæt på at være et syngespil. Mozarts umiddelbare og lettilgængelige tonesprog gør den også velegnet – navnlig Fuglefængeren Papagenos musik har en næsten folkelig lethed.
Mozart taler dog sjældent ned til sit publikum; og der er rigeligt til de voksne også i Tryllefløjten. Desuden må nævnes en række opbyggelige budskaber i operaen, f.eks. at man ikke skal prale med noget, man ikke har gjort, at man skal udvise tålmodighed og mådehold osv.
Jeg må nok indrømme, at jeg i standardrepertoiret ikke kan komme i tanke om nogen opera, der er mere egnet som børneforestilling end Tryllefløjten.
Men længden kræver altså nogle tilpasninger; og det havde Den Jyske Opera da også foretaget i den opsætning, de turnerer rundt med nu som familieforestilling. Hele forestillingen var skåret ned til godt 1 time og 45 minutter, inklusiv ca. 20 minutters pause. Desuden var både sange og talt dialog oversat vellykket til dansk – en fin tradition, som man tidligere brugte helt generelt, og ikke kun til familieforestillinger.
Tilpasningen var gjort ganske begavet, og uden at det lige var til at gennemskue, hvad der var taget ud. De væsentligste tilpasninger var sket i de talte dialoger, der var væsentligt kortere end ellers. Til introduktionen blev det sagt, at al musikken var beholdt. Dette var dog en overdrivelse. Bl.a. savnede jeg den herlige dybe sang fra de to harniskklædte mænd, der ledsager Tamino til den sidste prøve i visdommens tempel. De tre drenge var der heller ikke, men derimod erstattet af én talt rolle.
Af tilpasninger lavet i handlingen i øvrigt kan nævnes, at den tredje prøve – ild- og vand-prøven – var erstattet med et stort uhyre, som Tamino skulle bekæmpe. Dette var gjort fint og overbevisende rent scenografisk, omend Mozarts musik kun nødtørftigt var egnet til den slags.
Nu man var i gang med at skære stykket ned til børnehøjde, kunne Den Jyske Opera godt være gået længere. Navnlig anden akt i visdommens tempel var ligeså umulig og forvirrende at finde rundt i, som den plejer at være. Her kunne man fint have tænkt mere kreativt for at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Én tilpasning var jeg ikke tilfreds med, nemlig at man havde introduceret et element af fællessang, hvor publikum skulle synge med på den danske udgave af Papagenos Das klinget so herrlich, das klinget so schön på det sted, hvor han og Pamina slipper væk fra Monostatos ved hjælp af et magisk klokkespil, der får forfølgerne til at bryde ud i spontan dans. Den slags kan man godt spare både børn og vokse for. En forestillingen behøver ikke være barnlig for at være for børn.
Jeg tager også denne gang mig selv i at blive overrasket over, hvor scenografisk vellykkede Den Jyske Operas turneforestillinger er. Effekterne var vellykkede, navnlig Nattens Dronnings entre i første akt i røg og damp og blå belysning. Hendes kjole gav anstrøg af at hun var en form for stor blomst eller plante – vel og mærke en giftig en af slagsen, hvor man ikke skal lade sig narre af de flotte farver.
Hendes antagonist, Sarastro, gjorde omvendt entre som en stor ørn. Den store slange, som Tamino kæmper med i starten, var et par gevaldige fangearme, og det så også ganske fint ud. I det hele taget var opsætningen holdt passende i eventyruniverset, hvor den hører til. Meget af det kunne gå fint ind i en voksenforestilling også.
I Jonathan Koppel, havde Den Jyske Opera fået fat i den helt rigtige Tamino, der havde præcis den klare tenorrøst, man forventer af en kongesøn i et eventyr. Navnlig i første akt savende jeg måske lidt mere indlevelse i rollen, men vi er i småtingsafdelingen; og det må huskes at Tamino her jo stadig er ung og uprøvet og endnu ikke er indtrådt i visdommens tempel. Så ung er han, at han må redes af de tre damer, som i øvrigt blev sunget godt af… ja, hvem egentlig? Det fremgår ikke af programmet.
ryllMit gæt er, at de tre kvindelige sangere, der i øvrigt deltog, varetog funktionen. De tre damer fremtrådte i øvrigt ofte kun som én på scenen, men dog med ganske mange arme, der gjorde det ud for tre. Et egentligt kor var der ikke noget af, men den rolle blev fint varetaget af solisterne.
I det berømmede parti som Nattens Dronning, var jeg fint tilfreds med Nina Sveistrup Clausen, der imponerende ubesværet kom igennem de halsbrækkende koloraturer, der kommer frem, når helvedes vrede koger i hjertet på denne fascinerende karakter. Indvendes må dog, at navnlig den første arie lød lidt for mekanisk på de steder, hvor dronningen endnu ikke er brudt ud i koloraturer. Her skal hun helst lyde menneskelig og varm, og det var lidt savnet.
Varme manglende derimod ikke i Sarastros parti, der var godt gestaltet af Steffen Bruun, der gjorde den store arie O Isis und Osiris til det naturlige højdepunkt for denne karakter.
Bedst var dog utvivlsomt Simone Lichtenstein, der gjorde et stærkt indtryk som en skøn Pamina, der havde både den ømhed og selvstændighed, som denne karakter påkalder sig. Flot og fyldig, varm stemme. Højdepunktet var ikke overraskende den fine duet med Papageno, Bei Männern, welche Liebe fühlen.
Det er nærliggende at lave en hurtig sammenligning mellem Den Jyske Operas opsætning og Det Kongelige Teaters egen opsætning af Tryllefløjten fra 2019. Den falder ret klart ud til fordel for Den Jyske Operas, der tager værket væsentligt mere seriøst. Uanset at det er en familieforestilling ment for børn, afstår den i den væsentlige fra mange af de barnagtigheder, man finder hos mange af de forestillinger, der ellers er tænkt for voksne. Jeg er tilfreds.
Wolfgang Amadeus Mozart, Tryllefløjten. Libretto af Emanuel Schikaneder. Den Jyske Opera, gæstespil på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 6. marts 2023.
Referencer
Forestillingens hjemmeside hos Det Kongelige Teater:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/gastespil/trylleflojten
Forestillingens hjemmeside hos Den Jyske Opera:
https://jyske-opera.dk/forestillinger/tryllefloejten/
Camilla Hübbe, Du er ikke alene (programartikel).
Den Jyske Operas musikchef, Christopher Lichtenstein, var gæst i programmet Kammertonen på Radio24syv den 15. januar 2023, hvor han bl.a. fortæller om opsætningen af Tryllefløjten og de valg, der må træffes i forbindelse med en børneforestilling. Det kan høres her: