Kronen på den for nylig overståede København Stumfilmfestival var en nyrestaureret 4K-udgave af Carl Th. Dreyers Blade af Satans Bog (1920). Filmen – der i øvrigt blev intenst og rørende akkompagneret direkte i salen af Ronen Thalmay ved klaveret – viser forskellige fire inkarnationer af Satan til forskellige tider: Satan er blevet forbandet af Gud og derfor dømt til at friste menneskene. Kun hvis nogen kan modstå ham, kan han blive frelst. Satan kommer i skikkelse af en farisæer, der overtaler Judas til at forråde Jesus; en storinkvisitor i Spanien i 1500-tallet; en jakobiner under den franske revolution i slutningen af 1700-tallet; og endelig kommer han i skikkelse af en rødgardist under den finske borgerkrig i 1918. I alle inkarnationer består ugerningerne i, at uskyldige fristes til at svigte dem, de holder allermest af for i stedet for at forfølge en påstået ”højere sags tjeneste”.
Filmen er ikke kun interessant pga. sit tema, men også fordi den indeholder meget materiale, som Dreyer senere gjorde brug af i sine film, ikke mindst i Jeanne d’Arcs Lidelse og Død (1928). Dernæst er filmen interessant i lyset af Dreyers aldrig realiserede Jesus-film, da den giver os et Jesus-portræt fra Dreyers hånd, omend Dreyer selv affejede det som ”en uhyggelig samling olietryksbilleder”. Om Dreyers planlagte Jesus-film kan man i øvrigt læse mere her.
Men Dreyers film er også interessant derved, at Dreyers Satan-skikkelse ligner Kundry i Wagners Parsifal (1882). Kundry må nemlig også sone sin skyld til evig tid ved at friste de kyske gralsriddere i Monsalvat ud i fordærv. Frelse finder hun først, da Parsifal modstår hendes tilnærmelser.
Men her hører ligheden også op. For mens Satan hos Dreyer frister menneskene bort fra kærligheden for i stedet at forfølge et andet ”højere” ideal, er det omvendt med Kundry: Hun frister ridderne bort fra deres høje idealer for i stedet at forfølge den sanselige kærlighed. Kundry frister til at elske, Dreyers Satan til ikke at elske.
Historien og budskabet i Dreyers film er således mere sammenligneligt med Wagners univers, som det så ud før Parsifal, hvor det – groft sagt – var et ”kærligheden overvinder alt”-budskab, der i forskellige kringlede afskygninger havde magten over Wagners sind og virke ud i musikdramatikken.
Netop partiet som Kundry gjorde opsætningen af Parsifal til det mest mindeværdige på Bayreuth-festspillene i sommeren 2023. Den store duet mellem Kundry og Parsifal i anden akt var både varm og lidenskabelige i en grad, så jeg ikke kan huske, at jeg har hørt den bedre. Særligt på grund af netop Kundry, som blev sunget af Elīna Garanča, hvis stemme mørkt og mystisk farvede denne særegne forføreske så blidt, at Parsifal slet ikke har noget at være bange for.
Parsifal blev i øvrigt sunget godt og dramatisk af den rutinerede Andreas Schager, der var passende usikker i første akt, hvilket sømmer sig for den unge Parsifal, for så at tone fuldt og selvsikkert ud i sidste akt.
Partiet som den gamle, vise gralsridder, Grunemanz, blev vagt fint til live af Georg Zeppenfeld, der i dette parti er mere i sit es, end som Daland i Den Flyvende Hollænder dagen forinden. Men dog stadig måske en anelse for ukarakteristisk.
Der lød et enkelt ”buhråb” efter forestillingen var endt. Ikke af instruktør-holdet, som man ellers kunne forvente ved en nyopsætning. Nej, underligt nok var det ved fremkaldelsen af festspillenes korleder Eberhard Friedrich, der havde stået for indstuderingen af de mange flotte korpassager i Wagners sidste værk. Noget af en overraskelse, at det lige var ham, der skulle være genstand for denne form for mishagsytring, for der var absolut intet at udsætte på korets præstation under opførelsen. Der er generelt meget sjældent noget at udsætte på koret ved Bayreuth Festspillene. Men hvorfor så denne mishagsytring?
Forklaringen fulgte muligvis efterfølgende på Goldner Anker, hvor det var svært ikke at overhøre samtalen ved nabobordet mellem to ægtepar fra en engelsktalende storby på den vestlige halvkugle: De havde ikke brudt sig om aftenens opsætning og mente at vide, at det måtte være baggrunden for den omtalte mishagsytring. Man havde med andre ord forvekslet instruktøren med korlederen. Man kan måske formode, at det samme har gjort sig gældende for den person, der fremsatte mishagsytringen. Instruktøren og hans hold blev vist i øvrigt slet ikke fremkaldt den pågældende aften – det sker typisk kun ved premieren.
Opsætningen havde den amerikanske instruktør Jay Scheib stået for. Særligt for den var, at den var lavet i såkaldt argumented reality (AR), dvs. en form for virtual reality, der var tilgængelig ved nogle særligt udvalgte sæder, hvortil der var knyttet nogle særlige briller, som de udvalgte skulle se forestillingen igennem. Forskellen på argumented reality og virtual reality er, at mens sidstnævnte består i, at brillerne udgør små skærme, så består brillerne til argumented reality af gennemsigtige skærme, som man kan se forestillingen igennem, men som samtidig kan fungerer som skærme, der viser forskellige objekter, der passer til forestillingen, som man samtidig ser. Dette indebærer, at hver enkelt brille må tilpasses nøje til hvert enkelt sæde i forhold til dets placering i salen, ellers placeres objekterne ikke de rigtige steder i ens synsfelt i forhold til handlingen på scenen. Som de fleste andre så jeg den almindelige opsætning uden de særlige briller.
Angiveligt gjorde det en forskel for dem, der havde brillerne. Mange af de steder, hvor der umiddelbart ikke skete meget på scenen, skete der en del, hvis man havde sikret sig et sæde med briller. Det var dog lidt uklart, hvad det helt præcist var. Måske det kommer med på en DVD/blu-ray udgav på et tidspunkt. Selv savnede jeg ikke meget i forhold til andre Parsifal-opsætninger. Parsifals særkende er udover sin længde, at operaen er meget stillestående, og at der ikke sker særlig meget i nogle af de tre akter. Instruktøren kan gøre mere skade end gavn ved at ødelægge værkets særegne stemning ved at fylde scenen med gak og løjer.
Eksperimenterne med den såkaldte argumenterede virkelighed gik dog ingenlunde ud over opsætningen for alle os, der så opsætningen i den almindelige, ”uargumenterede” virkelighed. Scheibs opsætning var nærmest traditionel – målt med Bayreuth-standarder – og veludført. Skal man tro billederne fra programmet var der dog heller ikke i brillerne tale om fuldtonet regiteater.
Handlingen er henlagt til en udendørs kobolt- eller litiummine, hvor der – hvis man skal tro programmet – graves efter metaller til brug for genopladelige batterier til elbiler eller mobiltelefoner. Eller rettere: Blev gravet. For det hele har kendt bedre dage. En stor del af scenografien i 1. og 3. akt udgøres af en herlig stor gravemaskine af den tunge, gammeldags, sværindustrielle slags. Men ved nærmere eftersyn ser man, at det er en rustbunke. Den hellige gral, som ridderne vogter er – hvis jeg forstår det rigtigt – vist det sidste stykke af de nævnte metaller, man har kunnet tvinge ud af den udpinte jord.
Der er en lettere postapokalyptisk stemning over det hele: Jordens ressourcer er opbrugte; og de tilbageværende mennesker (gralsridderne) tilbeder de få tilbageværende ressourcer, der engang gav liv til deres telefoner og mening til deres liv. Menneskene vil ikke give slip på den verden, der var, hvilket fylder dem med smerte (Amfortas). Parsifal er frelseren, der skal lære dem at komme videre og give afkald på deres trang til at udnytte naturen til egen fordel, men i stedet glædes ved den, som den er. Ved at afstå fra behovet for moderne fornødenheder bliver de mere glade og lykkelige ved at omfavne det simple liv på naturens præmisser.
Når jeg kun finder stemningen lettere postapokalyptisk, er det fordi, at farvevalget i Scheibs opsætning giver en næsten eventyr- og drømmeagtig stemning. Forfaldet og mismodet repræsenteres ved alt det der var, navnlig den store rustbunke af en gravemaskine, mens farverne er alt det nye, der er ved at spire frem. En ny og bedre verden er klar med farverige eventyr, når menneskene har lagt den gamle verden bag sig. Flottest og mest tillokkende ser det ud i Klingsors tryllehave i anden akt.
Denne tolkning passer ikke altid lige godt på værkets ydre handling; men den rammer stemningen i værket . Parsifal har netop en smuk og afklaret stemning, der fortæller os, at alt nok skal blive godt, når vi har aflagt os alle de laster og drifter, som Klingsor og Kundry frister os til at forfølge.
Det er vist ikke klart, om den argumenterede virkelighed bliver et varigt indslag på verdens operascener. Som teknologien ser ud nu, tror jeg det ikke. Det virker både dyrt, tidskrævende og besværligt, hvis hver opsætning minutiøst skal skræddersyes til hver enkelt tilhører i forhold til dennes placering i salen.
Men AR-teknologien har bestemt perspektiver. For den indebærer vel i sin yderst konsekvens, at det samme publikum kan se to forskellige opsætninger: En med brillerne og en uden. Eksempelvis kunne man måske skrue en produktion sådan sammen, at man laver en tradition opsætning som et udgangspunkt. De der vil se regiteater kan så påføre sig AR-brillerne, som så lægger alle mulige instruktørpåfund ind over opsætningen.
Scheibs Parsifal-opsætning gentages til sommer, hvor der igen bliver lejlighed til at prøve den ”argumenterede virkelighed”. Det kræver dog, at man sikre sig billetter til de særlige sæder, hvor brillerne findes. Når man køber/ansøger om billetter, kan man selv vælge, hvilken type, man vil søge om.
Det kan man i øvrigt gøre netop nu. Lodtrækningen for 2024-forestillingerne er slut, og ligesom i 2023 er der i år er der ledige billetter til en række forestillinger, herunder den omtalte Parsifal-opsætning.
Jeg er i øvrigt fint tilfreds.
Richard Wagner, Parsifal. Bayreuther Festspiele den 12. august 2023
Referencer
Forestillingens hjemmeside (for 2024-opsætningen) med billeder fra forestillingen mv.:
https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/parsifal/
Herausforderungen, schwebende Bäume und Parsifals Traum. Ein Gespräch der Dramaturgin Marlene Schleicher mit Regisseur Jay Scheib über Argumented Reality (programartikel).
Von der Idee zum 3d-Modell. Josh Higgason über den Produktionsprozess der AR-vorstellung (programartikel).
Carl Th. Dreyer, Blade af Satans Bog (1920), vist i Cinemateket søndag den 28. januar 2024 med introduktion og med klaverledsagelse af Ronen Thalmay, hvorfra mange af oplysningerne stammer. Se i øvrigt mere om filmen her https://www.carlthdreyer.dk/carlthdreyer/filmene/blade-af-satans-bog.
Ifølge introduktionen vil filmen blive lagt op på hjemmesiden www.stumfilm.dk i løbet af i år. 2024 afslutter i øvrigt arbejdet med at digitalisere alle bevarede danske stumfilm, ca. 450, svarende til vistnok 20 % af, hvad der blev produceret.
