I den tyske Nibelungenlied udspiller der sig i 14. eventyr en central scene foran domkirken i Worms, hvor Brünnhilde og Kriemhild kommer op at toppes. Sidstnævnte håner førstnævnte, fordi helten Siegfried foretrækker Kriemhild, mens Brünnhilde må nøjes med slapsvansen Gunther. Da Brünnhilde opdager, at hun er blevet bedraget, stiller hun Siegfrieds utroskab til skue, hvilket fører til hans undergang og død.
Scenen kom aldrig med i Wagners Nibelungens Ring, hvor jalousidramaet mellem de to kvinder afvikles på anden vis i Götterdämmerung.
Men noget næsten tilsvarende kan opleves i Pietro Mascagnis enakter, Cavalleria rusticana, fra 1889, der i marts 2024 har været opført af Helsingør Kammeropera. Som traditionen foreskriver som del af en dobbeltforestilling, hvor anden del er Ruggero Leoncavallos næsten samtidige enakter I Pagliacci (Bajadser) fra 1892. Sidstnævnte kunne man for ikke så længe siden se opført på turne af Den Jyske Opera i en dobbeltforestilling med Asger Hameriks La vendetta (1870).
I begge af disse to højspændte jalousidramaer er det centralt, at den bedragede eller forsmåede elsker af jalousi sladrer til den ligeledes forsmåede ægtemand, der herefter tager sagen i egen hånd og hævner udåden. I Cavalleria spidser begivenheder til netop foran en kirke påskemorgen, mens handlingen i Pagliacci vist ikke fra komponisten eller librettistens hånd indeholder en udtrykkelig reference til en kirke, men bestemt heller ikke udelukke tilstedeværelsen af en sådan på i den lille syditalienske by, hvor handlingen er henlagt til. Det er karakteristisk, at ingen egentlig vil noget ondt, men at alle er så meget i deres følelses vold, at de ganske enkelt ikke kan handle anderledes.
Kirken fik vi at se i begge værker i Helsingør Kammeroperas veloplagte dobbeltforestilling, hvor instruktøren, Tine Topsøe, havde valgt at henlægge handlingen i begge værker til samme sicilianske by, men med 150 års mellemrum, således at Pagliacci foregår i vores egen tid. Kirken er nu blevet noget medtaget og er under renovation. Neddas elsker, Silvio, er blevet en håndværker, der er beskæftiget med renovationsarbejdet. Ideen med øvelsen er ifølge instruktøren at vise, at ”[f]organge tiders stereotyper forfølger os ind i nutiden, hvor gerne vi end ville slippe af med disse spøgelser”. Pga. de ensartede historier og personer får vi det indtryk, at det er efterkommernes problemer vi er vidne til. Ikke mindst er dette kreative valg velbegrundet i dobbeltofrestillingen Cavalleria-Pagliacci, hvor flere af de samme sangere går igen i fra den ene opera til den anden.
Det kammermusikalske arrangement var hos Helsingør Kammeropera også denne gang dygtigt tilrettelagt af Leif Greibe, der også agerede kapelmester foruden pianist i et lille ensemble, der udover klaver bestod af violin, cello og klarinet. Ligesom det var tilfældet med Kammeroperaens opsætning af Puccinis La bohème i december 2023, havde man gjort helt rigtigt i at vælge værker, hvor det sangen er musikkens primære drivkraft; og man derfor ikke savner der store orkester, så meget som tilfældet kunne være. Det forhindrede dog ikke, at Greibe havde lavet nogle endog meget fine kammermusikalske arrangementer af centrale passager, hvor der netop ikke er sang, hhv. forspillet til Cavalleria samt ikke mindst værkets velkendte intermezzo, der fortjent høstede store bifald fra salen.
Det bedste, synes jeg, var nu faktisk det musikalske arrangement, der ledsagede scenen i Pagliacci, hvor Nedda er alene og synger sin fuglevise, samt scenen mellem hende og Silvio lidt senere. Der mistes selvsagt noget ved nedskallering til et kammermusikalsk arrangement. Det store orkestersus, der virkelig kan give de store følelser luft undervingerne, udeblev således, men omvendt gav det kammermusikalske arrangement de to nævnte scener en følsomhed og intimitet, som man ikke på samme måde opnår med det store orkester. Arrangementet udnytte godt de enkelte instrumenter på solistisk vis; og det blev skønt fremført af de dygtige musikere, Kammeroperaen havde fået samlet, hhv. Charlotte Rafn (violin), Nina Reintoft (cello) og Simon Kovacs (klarinet).
I Cavalleria leverede Philippa Cold en imponerende præstation, som den forsmåede Santuzza. Ikke mindst fordi hun skulle være på scenen næsten hele tiden, men stadig formåede at bevare et ægte, sorgfuldt udtryk i et parti, der ellers let kan komme til at virke lidt hysterisk og overgjort. I Helsingør havde med overbevisning valgt at gå en anden vej for at vise os en Santuzza, der mere var ked af det end arrig og hævngerrig. Et valg der passede fint til den kammermusikalske klædedragt. Og så sang Cold pragtfuldt og gjorde påskehymne med koret til forestillingens højdepunkt.
Koret var, fik vi at vide til introduktionen, en nyskabelse i Kammeroperaen, men der skal ikke lyde et ondt ord herom herfra for Skt. Olai Vokalensemble medvirkede effektivt til at påskehymne til en ægtefølt rørende oplevelse.
I Cavalleria må bestemt også fremhæves partiet som postkusken Alfio, der i dette stykke indtager rollen som den forsmåede ægtemand. At han er blevet gjort til hanrej ved han dog endnu ikke i starten, hvor han synger sin lystige postillonvise, der af Teit Kanstrup blev sunget med potent og myndig røst. Ham så vi heldigvis mere til i næste forestilling, Pagliacci, hvor han nu havde indtaget rollen som den intrigante Tonio i ”Budweiser Black Lager”-trøje, der for alvor bragte os de 150 år frem til vores egen tid, heldigvis uden at der blev givet køb på alvor og myndighed i stemmen. Han fik dog kamp til stregen af den tilbedte Neddas anden bejler uden for ægteskabet, Silvio, der blev glimrende sunget af Lucas Bruun de Neergaard, der var en solid og kraftfuld førsteelsker.
Ikke mindst må Anders Kampmanns kraftpræstation fremhæves. Han sang både partiet som elskeren Turiddu i Cavalleria samt den forsmåede ægtemand Canio i Pagliacci – for så vidt byttes der rolle med Kanstrup. Det skete heldigvis uden, at der blev givet køb på de forskelligheder, som disse partier alt andet lige skal have for at virke overbevisende. Turiddu skal således være en følsom elsker, ikke mindst i starten hvor han synger sin serenade til Lola, mens partiet som Canio kalder på noget mere vildskab iblandet sorg og raseri. Kanstrup sang skønt og stod distancen hele vejen.
Af andre partier må slutteligt fremhæves Camilla Illeborg, der sang partierne som hhv. Lola (Cavalleria) og Nedda (Pagliacci), hvor navnlig det sidste står klarest i min erindring med en sart- og inderlighed i scenen ved fontænen på torvet i byen, samt – ikke mindst – med en god portion humor og vidunderlig gestik i rollen-i-rollen som Colombine i den afsluttende teater-i-teater scene sidst i samme værk. Ligeledes må Simone Rønn og Petter Moen bestemt nævnes for deres gode præstationer som hhv. den kærlige Mamma Lucia (Cavalleria) og Beppo (Pagliacci), der vist som de eneste ikke er helt i deres følelsers vold.
I det hele taget havde Helsingør Kammeropera fået samlet end imponerende flot hold af sangere. Det er synd, at operaen kun gik to dage.
Afslutningsvist må fremhæves en effektiv og dygtig personinstruktion. Man var stort set aldrig i tvivl om, hvem der foretog sig hvad og hvorfor. En nødvendighed når man ikke har overtekster at støtte sig til undervejs. Ligeledes var den afsluttende teater-i-teater scene i Pagliacci effektivt gennemført, så den kom til at virke som et komisk element midt i tragedien. Jeg er rigtig godt tilfreds med Helsingør Kammeroperas dobbeltforestilling.
Pietro Mascagni, Cavalleria rusticana, libretto af Giovanni Targioni-Toezzeti og Guido Menasci; Ruggero Leoncavallo, I Pagliacci, libretto af komponisten. Helsingør Teaterhus den 10. marts 2024.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kammeropera.dk/cavalleria-pagliacci/
Tine Topsøe, Om iscenesættelsen (programartikel).
Das Nibelungenlied. Mittelhochdeutsch/Neuhochdeutsch. Nach der Handschrift B herausgegeben von Ursula Schulze. Ins Neuhochdeutsche übersetzt und kommentiert von Siegfried Grosse (eclam, 2010).
Af gode indspilningen af Cavalleria rusticana må så afgjort fremhæves Herbert von Karjans fra 1965 med La Scala-opera og bl.a. Fiorenza Cossotto og Carlo Bergonzi. Kan købes hos iMuisc.dk:
https://imusic.dk/music/4988031207680/mascagni-2023-cavalleria-rusticana-cd
Af Pagliacci-indspilninger kan fremhæves Riccardo Chaillys Decca-indspilning udgivet i år 2000 med Concertgebouw-orkestret og bl.a. José Cura, Barbara Frittoli og Simon Keenlyside:
https://www.deccaclassics.com/en/catalogue/products/leoncavallo-i-pagliacci-frittoli-8371
