Man hører det igen om operaer komponeret i tiden sådan omtrent fra 2. Verdenskrig og til i dag: ”Den her gang er det sangbart”, ”den her gang er det lyrisk”, ”den her gang lyder det rigtigt”, ”den her gang lyder det godt”. Det blev, så vidt jeg husker, sagt bl.a.om Poul Ruders’ Tjenerindens fortælling (1998) og Thomas Adés The Exterminating Angel (2016). Og pt. siges det om Benjamin Brittens Peter Grimes (1945), der har repremiere på Det Kongelige Teater i David Radoks iscenesættelse ved Kim Amberla.

Heller ikke for Benjamin Brittens operaer er sådanne udsagn særligt velvalgte. Om end han er en af de absolut bedste operakomponister i tiden fra 2. Verdenskrig og frem, er der også hos ham en tendens til, at man sidder tilbage med det indtryk, at sangen er et lidt ubekvemt vedhæng til musikken, at han dybest set hellere ville have skrevet – eller har skrevet – et tonedigt og siden lagt sangen til.

Således også med Peter Grimes, en opera om en fisker og eremit, der er udstødt fra det lille lokalsamfund, hvor han lever i starten af 1800-tallet. Brittens musik er flot, formfuldendt og farverig, men sangen halter efter. Der synges ikke det, der spilles; og der spilles ikke det, der synges. Som så mange andre moderne operaer er sang og musik to næsten adskilte universer. Richard Strauss var formentlig den sidste ”rigtige” operakomponist, der integrerede sang og musik som et organisk hele helt frem til sin sidste opera, Capriccio (1942). Én ting er at musik og sang ikke passer sammen, men det ville være en overdrivelse at sige, at der er tale om ”sang” i Peter Grimes: Der er mere tale om såkaldt ”talesang”, der minder mere om recitativer.

Det kan faktisk være ganske fint. Rutinerede sangere kan få Brittens operaer til at lyde meget flotte og næsten lyriske, senest eksempelvis på Malmø Opera i 2021 ved opførelsen af hans A Midsummer Nights Dream (1960).

For at lade det være sagt allerede nu, så nåede Det Kongelige Teater ikke, hvad sangen angår, i mål med deres genopsætning af Peter Grimes. Det er svært egentlig at finde noget, sådan for alvor, at udsætte på hhv. Niels Jørgen Riis og Sine Bundgaard, der sang hhv. titelpartiet og partiet som lærerinden Ellen Orford, den eneste i byen, som har sympati for Grimes. Men omvendt kan jeg heller ikke rigtigt finde noget at fremhæve. Kedeligt er vel den mest rammende betegnelse for sangen. Navnlig Riis havde stort set samme udtryk, uanset hvilket følelsesmæssigt gemyt Peter Grimes befandt sig i, nemlig offerrollens afmægtighed, uanset om han længtes efter ægteskabet med Ellen i anden akt eller er vanvittig som i tredje akt. Men Peter Grimes er hverken entydig skurk eller entydigt offer, hvilket også – helt rigtigt – fremhæves i operaens program. Landsbysladderen er måske ikke 100 % rigtig, men det gør den heller ikke 100 % forkert. For Peter Grimes er faktisk ikke særlig behagelig, og selvom han måske ikke myrder sine læredrenge, så behandler han dem – mildest talt – heller ikke særlig pænt.

Bundgaard var bedre og leverede vel – alt andet lige – repremiereforestillingens bedste præstation med sin rørende tolkning af den omsorgsfulde Orford. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mere af begge partier. Det må dog siges, at Riis navnlig i vanvidsscenen i sidste akt faktisk fik en hel del mere nerve i sit udtryk og dermed noget af det jeg efterspørger.

Et problem er nok også her, at engelsk som operasprog er svært at få til at lyde rigtig godt i mine ører. Det lykkedes stort set altid kun når sangere med engelsk som modersmål synger musik komponeret af engelske komponister, eksempelvis de indspilninger af Brittens værker, der er lavet med engelske operakompagnier. Galt går det omvendt ikke sjældent, når sangere, der ikke har engelsk som modersmål, skal synge værker på engelsk, der er oversat fra et andet sprog.

Selvom der heller ikke er noget egentligt at udsætte på Kapellet, der under ledelse af Stuart Stratford fik det mest intime og sanselige frem i Brittens smukke mellemspil, så må det påtales, at der fra den side blev gjort for lidt til at forene sang og musik til et mere organisk hele.

Bedre er det med de mindre partier, som der er mange af – for mange – i Peter Grimes, der udgør det på en gang ondskabsfulde, men også charmerende folk og fæ i det lille fiskersamfund. Særligt må fremhæves Hanne Fischer i et skønt parti som den lokale kroværtinde med kælenavnet Auntie og de to niecer/tvillinger, sunget af hhv. Fflur Wyn og Fanny Soyer. Problemet med alle de mange roller er, at det er så godt som umuligt at karakteriserer dem alle sammen effektivt i en relativt kort opera som Peter Grimes.

Bedst fungerer byens folk, når de optræder som masse, som den frådende, ukontrollabel menneskemængde, der med nederdrægtig sladder driver Grimes til selvmord. Det sker i de store korpassager, der navnlig til sidst er nogle af standardrepertoirets bedste. Folkemængdens fordømmende udbrud ”Peter Grimes!” i sidste akt er så markante og hårdrejsen som det store ”Wach auf!” i Wagners Mestersangerne i Nürnberg (1867).

Der skal også herfra lyde en stor ros til den flotte, detaljerede og – ikke mindst – stemningsfulde opsætning, der holder sig fint og klart, selvom den er fra 1993. Både kostumer og scenografi var en fryd, og stemningen af lillebysamfundets klaustrofobiske ondskab er ramt på kornet. Det viser ikke bare, at opsætninger så afgjort gør sig bedst, når de passer til forlægget, men også at man uden problemer kan have en solid opsætning af de centrale værker liggende, som man så kan bruge igen og igen. Det burde egentlig ikke være så overraskende. Nogle af de mest succesfulde opsætninger er eksempelvis Metropolitan Operas Franco Zeffirelli-opsætninger af hhv. La bohème og Turandot fra hhv. 1982 og 1987, der stadig opføres. Man kan – og bør – naturligvis forsøge sig med nyopsætninger fra tid til anden. Men man er gået for vidt. Pt. virker det næsten til, at en opera kun får lov til at blive opsat et par gange i en opsætning, før man fluks henter en instruktør ind til at lave en ny opsætning.

Men overordnet er det svært at være helt tilfreds. Når det gode og mindre gode afvejes, så står det tilbage, at Det Kongelige Teaters Peter Grimes – slet og ret – er for kedelig.

Jeg bliver i den forbindelse også denne gang nødt til at påtale den i stigende grad mangel på pli, man møder i operaen. Folk tager mad og drikke med ind, så der gnaskes, smaskes og slubres til den store guldmedalje, der lyses flittigt med telefoner til stor gene for os andre og folk ankommer snakkende midt under forestillingens anden akt. Intet af dette er tilsyneladende noget, der generer personalet på Det Kongelige Teater. Tværtimod lader man åbenbart stå til, for så vidt angår sene ankomster; og mad og drikke i salen er direkte tilladt på samme vilkår som i biografen eller på fodboldstadion. Holdningen til mobiltelefonerne mildest talt uklar.

Benjamin Britten, Peter Grimes. Libretto af Montague Slater efter George Crabbes digtsamling The Borough. Det Kongelige Teater, Operaen, den 13. maj 2023.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om spilledatoer mv.:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/peter-grimes

Elisabeth Linto, Enspænderen mod mængden (indlæg i forestillingens program).

Nila Parly, I pagt med havet (indlæg i forestillingens program).

Mariann Sejr, Når rygter spredes… (indlæg i forestillingens program).

Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.

Kammertonen på 24syv den 7. maj 2023 handler om den aktuelle opsætning af Peter Grimes:

https://24syv.dk/episode/peter-grimes

Vil man have gode indspilninger af Peter Grimes skal man naturligt se sig om i de indspilninger, der er lavet af engelske operakompagnier med engelske sangere. En glimrende indspilning er Edward Gardners Chandos-indspilning med Stuart Skelton i titelpartiet og Erin Wall som Ellen Orford samt Susan Bickley som Auntie. Bergen Filharmonikerne spiller aldeles fremragende. Den er udgivet på SACD og kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=47006