Mennesket og dets opløsning
Det er 25 år siden, at pædagogisk filosofi blev en disciplin i Danmark. De sidste mange år har den været under belejring af konkurrencestatens tænkere. Thomas Aastrup Rømer skriver ved et jubilæum.
idédebat og kulturkamp
Unge danske digtere
Forlaget Kronstork fremsendte i foråret 2017 en stabel udgivelser til redaktionen. Forlaget vil – iflg. sin egen hjemmeside – gerne være med til at ”foreslå en dagsorden”, litterært og i den offentlige debat. En af vore redaktører modtog forslaget og valgte tre, relativt tilfældige værker fra stablen. De tre værker fordeler sig således, at der er tale om én samling af fortællinger, det er ikke helt sikkert der er tale om noveller, og dertil to indholdsmæssigt ret forskellige digtsamlinger. To af forfatterne er omkring de tredive og akademikere, den sidste er blevet eller bliver tyve i indeværende år. De tre
Kommunitarisme og konservatisme
Kommunitarismen er i dansk kontekst en meget overset politisk tænkning. Mens den i USA siden 80’erne har bidraget til et afgørende brud med den filosofiske og politiske diskussion, har den i Danmark gået stort set ubemærket hen i uddannelsesinstitutionerne og den offentlige debat. Antallet af oversatte værker fra de kommunitære forfattere bevidner denne ubemærkethed. Det er ærgerligt, for kommunitarismen rummer dybe argumenter for en konservativ position, også selvom den udspringer af den angelsaksiske filosofi. At den udspringer derfra, gør den blot mere relevant, for liberalismens filosofi hentes selv i den nyere amerikanske filosofi. Derfor er kommunitarismen også afgørende at stifte
David Munk Bogballe: Har Vesten en fremtid?
Har Vesten en fremtid? Det er dagens spørgsmål, hvor folketingskandidat (C) og doktorand David Munk Bogballe toner frem i podcasten med et stykke fra Årsskriftet Critiques årskonference 2017 »En ny verdensorden?«, hvor vi stillede skarpt på den vestligt dominerede, liberale verdensordens krise og fremtid. David Munk Bogballe indledte konferencen med et mini-foredrag, der indrammede konferencen og pegede på Vestens store og stigende udfordringer. Konferencen bød på foredrag af Kasper Støvring, Georg Sørensen og Naser Khader. Du kan følge vores podcasts her på siden, men du kan også abonnere (gratis naturligvis) på dem via iTunes. Når du nu er derinde så
Da lidelsen blev helliggjort
I mine øjne kulminerer kirkekunsten med Matthias Grünewalds altertavle i Isenheim fra begyndelsen af det 16. århundrede. Altertavlen portrætterer det velkendte motiv af den korsfæstede Kristus men her uden den herlighed og stoiske ro, som kendetegner store dele af kirkekunsten eksempelvis i Raphaels berømte Mond Crucifixion. Grünewalds Kristus er derimod monstrøs, deform og udmagret med grotesk udstrakte fingre omkring naglerne i hans hænder. Særligt slående er den iøjnefaldende hudsygdom, som Grünewald har påført Kristus. Værket var oprindeligt tilegnet et hospital tilhørende Antoniterordenen, som var specialiseret i patienter med den såkaldte antoniusild, og netop denne sygdom har Grünewald skænket Kristus. Man
Den økonomiske videnskab undergraver demokratiet
Hvad bliver konsekvenserne, når mere og mere af samfundet indrettes efter den økonomiske videnskab? Kai Sørlander peger på, at det i sidste ende betyder en undergravning af enhver kollektiv beslutning, og dermed i yderste konsekvens af selve demokratiet. For kort tid siden skrev jeg et indlæg på Facebook (15.5.2017), hvori jeg gjorde opmærksom på, hvorledes den marxistiske historisering af fornuften stadig præger venstrefløjens politiske filosofi og dermed fordrejer dens forhold til den politiske virkelighed. Denne historisering af fornuften betød, at man har troet, at rationaliteten til at styre den socialistiske økonomi automatisk ville vokse frem, når det blev nødvendigt. Ligesom
Eleven og elefanten
Jeg har tidligere her på bloggen – i mit første indlæg – gjort opmærksom på den absolut centrale rolle som relationen mellem lærer og elev spiller for elevens indlæring. Den påstand vil jeg i denne blog underbygge med viden fra en af tidens mest fremtrædende tænkere, nemlig socialpsykologen Jonathan Haidt. På den måde vil denne måneds blog gå lidt tættere på den egentlige lærergerning end jeg har gjort før, men for mig er det afgørende for enhver politisk diskussion af rammerne for Folkeskolen og ungdomsuddannelserne, at der i samfundet findes en reel forståelse for den proces der foregår mellem læreren,
Pinsens ild: højtidsprædiken
»Ja, hvor kan, skønt sproget døde, eders ord på tunger gløde, trodse vid og blok og bål! Hvor kan eders Ånd i Norden, i hver stad og vrå på jorden, tale folkets modersmål!« I dag er det Åndens dag – vores pinsefest. Pinsen er den mest hemmelighedsfulde og vidtrækkende af vore højtider. I dag handler det hele om dette tredje, som er så svært at få ydre greb om, men som alligevel er så virkeligt – ja, som er den egentlige virkelighed og virksomhed i alt det levende: Ånden. [soundcloud url=«https://api.soundcloud.com/tracks/326016737″ params=«auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&visual=true« width=«100%« height=«450″ iframe=«true« /] Hvad betyder det ord?
Ny podcast: »Redaktionsmøde« – Denne gang om terror, indvandring, Tidehverv og Matador
Medlemmerne af redaktionerne ved Årsskriftet Critique og Replique debatterer i vores nye podcastrække »Redaktionmøde« aktuelle og uaktuelle emner. I dette første program diskuterer redaktørerne terrorangrebet i Manchester og hvad det betyder for vores sikkerhed. Dernæst kommer diskuterer vi redaktør Christian Egander Skovs artikel om indvandringen »Nej til alarmisme, ja til realisme!«. I anden del af dette første program diskuterer redaktørerne balladen i Tidehverv og forholdet mellem kristendom og moral. Afslutningsvis kommer vi naturligvis ind på TV-serien Matador, som vi har anmeldt løbede på aarsskriftet-critique.dk. Deltagere: Anders Orris, Mikael Brorson og Christian Egander Skov Du kan følge vores podcasts her på
On the Road
Der står to blaffere ved motorvejsnedkørslen. Der er 75 minutters kørsel sydpå, så i afvejningen mellem selskab og Slow Traing Coming på stereoen vinder det tilforladeligt udseende unge par, selvom det egentlig ikke er i tråd med chaufførens vaner. De ligner det de er, altså blafferne. De er i begyndelsen af tyverne, ti år yngre end chaufføren. Afslappet påklædte, ikke just polerede, umiddelbart snakkesalige. Den ene studerer i den anden ende af landet, den anden synes at flytte meget og noget planløst. De er et par, men den ene slår afstanden mellem dem hen med en tilsvarende afstand til forældre,
Podcast: Vejen til Le Pen
Det franske præsidentvalgs første runde cementerende Front National og Marine Le Pens politiske succes. Det omstridte højrenationale parti er nu stærkere end det franske centrum-højre, hvis nederlag kun blev overgået af valgkatastrofen for det regerende socialistparti. I denne uges podcast taler vi med Simon Hesselager Johansen, der er fast skribent på aarsskriftet-critique.dk og har skrevet om det radikale højre i Frankrig. Vi taler om det franske valg og mere specifikt den kontrarevolutionære og højreradikale tradition i fransk politik, som nu igen står til at spille en hovedrolle. Vi tager hele turen fra Joseph de Maiste til Alain de Benoist og ender ved
Woodstock og Apollo
68’erne besejrede den vestlige civilisation, men har sidenhen spillet fallit. Den store trussel imod Vesten er nu islam, skriver Torben Bramming, og undrer sig over hvorfor folk ikke strømmer til kirkerne. Jeg forstår ikke, at folk ikke strømmer til de kristne kirker i Vesten. Med den islamiske reformation og de religiøst funderede problemer, som befolker vores forstæder og slumkvarterer, burde det være klart for enhver, at der kommer to forskellige samfundsformer ud af de to religioner. Elefanten i kosteskabet Jeg tror nemlig, at de fleste har gennemskuet, at islam er det aktuelle problem – elefanten i kosteskabet som vores toppolitikere
Tidsånd
Tidsånden dikterer, at højrefløjen inkarnerer ondskaben selv, imens venstrefløjen repræsenterer fremskridt og godhed. Men måske befinder vi os på tærsklen af et paradigmeskifte. Rumænien i december 1989. Vor Ridder af Elefantordenen, Nicolae Ceaușescu, på trappen til sit prangende palads: hører det uhørte, skuer det usete. Ikke hans folk, men tusinder af udyr demonstrerer vredt imod folkedemokratiet, hans folkefolkestyre! Arbejderklassens fremragende søn, vores elskede kammerat Nicolae Ceaușescu skal du kaldes. Folkets sjæl inkarneret, politisk livgiver, godheden selv. Men nu dette sorte hul: Hvem er disse tusinder, der stædigt nægter at forstå fremskridtet, når de bliver skudt på og fortsat demonstrerer imod sig
Se, din konge kommer til dig – Prædiken til Palmesøndag
Herre, fordi du ikke lod guddomsmagt smede til krone, derimod valgte hånsord og fattigdom, ved vi, hvem Gud er. Se, din konge kommer til dig, sagtmodig ridende på et æsel. Hele den kristne tros fylde kan rummes i denne ene sætning. Den er både et nedkog af hele troens fortælling og den er selve det ydmyge, men himmel-vidtrækkende afsæt for hele denne fortælling om kongen, der selv nærmer sig sine undersåtter, fordi de er for svage til at nærme sig ham. Din konge, sagtmodig, ridende på et æsel. Det er billedet af, hvem Gud er. Det billede møder vi i
Forår og frigørelse
Foråret udtrykker løgnens væsen. For det lover så meget, og indfrier så lidt. I en vis forstand er foråret hvad mennesket er, når vi lyver om os selv, men ved vi ikke kan leve op til det. Det udtrykker den nødvendighed der eksisterer hos os, at vi for at være noget vi ikke er, forpligter os på at blive det, ved at give udtryk for at være det, vi gerne vil være. Således er foråret menneskets løfte, der forvandles til løgn. »Hvem er jeg?« Det er selve kampen for at genvinde den identitet der forsvandt i emancipationens sejr, der udtrykkes
Mod en konservativ kunstkritik
Den konservative kunstkritiks væsentligste opgave er at forsvare kunstens autonomi mod politiske, religiøse og ideologiske interesser. Allerede her fremgår dog den konservative kunstkritiks paradoks, for netop ved at erklære sig for konservativ har den jo indsat kunsten i en social og politisk ramme. Ikke uden berettigelse derfor har den marxistiske litteraturkritik gang på gang påpeget, at der ikke gives en før-politisk kunst, da selv det ”reneste” æstetiske udtryk i sin tilsyneladende neutralitet netop understøtter og bekræfter den borgerlige orden. Hvordan omgås dette problem? Ingen steder udtrykkes paradokset stærkere end hos T. S. Eliot. Som nykritiker forsvarer Eliot kunstværkets radikale autonomi,
Konservatisme og suverænitet
Konservatismen er nært beslægtet med den nationale suverænitet, fordi den konservative har forståelse for, at suveræniteten er fundamentet for den sociale orden og dermed al civilisation. Det er ikke et udtryk for nationalisme, men dyb respekt for andre nationer og folkeslag, skriver månedens kronikør. Politisk suverænitet[1] er en kerneværdi for den konservative idétradition. Det er ikke noget tilfælde, at så forskellige konservative tænkere som tyske Carl Schmitt og engelske Michael Oakeshott, begge tager afsæt i Hobbes og hans ordenstænkning. En ordenstækning der tager udgangspunkt i begrebet suverænitet. For suverænitet er den sociale ordens moder. Forudsætningen for civiliseret liv Hvor liberale
I kvæld blev der banket på Helvedes port
Igennem tiden har Mariæ bebudelses dag givet anledning til mange spekulationer over Marias jomfruelighed. Var hun nu også virkelig jomfru? Kan det nu også passe? Hun var jo altså trods alt gravid, og al vores viden og erfaring peger jo på, at det ikke kan lade sig gøre for en jomfru. Men hvor er denne spekulation om Marias eventuelle jomfruelighed dog et tidsspild uden lige. Det er intet andet end blændværk og falsk forargelse, og det er en problematik, som vi hurtigst muligt skal gøre os færdige med og verfe bort! Den skygger nemlig for det altafgørende budskab, som evangeliet
»Kampgejst og omhyggelighed omend med slagside«: Ditlev Tamm om Konservatisme og Kulturkamp
Jon Gissel, der om kort tid på forlaget Munch & Lorenzen er bogaktuel med endnu en bog om danske konservative forfattere, fik i 2014 udgivet bogen Konservatisme og Kulturkamp på samme forlag. Denne bog blev for nylig anmeldt i Historisk Tidsskrift af professor ved Københavns Universitet Ditlev Tamm. Anmeldelsen bringes her med tidsskriftets og forfatterens tilladelse i uddrag med opfordring til, at læseren ikke nøjes hermed, men også læser anmeldelsen i sin helhed: »Forfatteren til denne bog hører til dem, der går imod strømmen og tilsyneladende trives med det… i det foreliggende værk søger han at se, hvad han opfatter som kulturkampen i sidste
Religiøs politik og politisk religiøsitet
Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Aarhus Domkirke for nylig lagde kirkerum til “arrangementet” – om det var en gudstjeneste eller et teaterstykke er det jo ikke rigtig til at blive klog på – Befri gudstjenesten. Her smed man, i anledning af at Århus er europæisk kulturhovedstad i 2017, den gamle, kedelige, treenige Gud på porten, for i stedet at lade det kulturradikale cirkus indtage kirken med en ny, moderne og gennempolitiseret udgave af ritualerne og gudstjenesten, naturligvis krydret med en imams deltagelse. Det er derfor af gode grunde, at arrangementet er blevet kritiseret, og det er ikke
Farvel til Fukuyama
Årsskriftet Critique afviklede for nylig sin årskonference på Aarhus Universitet. En af deltagerne sammenfatter og perspektiverer det skete. Hvordan ser det ud med den nye verdensorden? Berlinmurens fald i 1989 fik i 1992 den amerikanske politolog Francis Fukuyama til at konkludere, at »historien var slut«, og det liberale demokrati var det sidste og højeste stadium i menneskesamfundenes udvikling. Vesten havde vundet det lange seje træk over Sovjetunionen. Man kunne læne sig tilbage. Før eller siden ville alle verdens lande være liberale demokratier. Denne forestilling varede i næsten præcis 11 år. Den kollapsede sammen med tvillingetårnene den 11. september 2001,
En vandring i USA’s intellektuelle historie
Amerikanske Tænkere kaster lys over en amerikansk intellektuel tradition, der er rigere end vi tror, og som med det overraskende udfald af det amerikanske præsidentvalg er sjældent aktuel. Amerika er på alles læber og i alles sind, altid og hele tiden. Særligt nu, hvor præsidentvalgets uventede resultat har taget det meste af den dannede offentlighed på sengen og givet dem noget at tænke over. Men interessen for Amerika stikker dybere end som så. Der er dem, der vil hævde, at europæisk tankegang er blevet koloniseret af amerikanisme. Indtil for nylige oplevede vi globalisering som amerikanisering. Alligevel har vi ikke taget amerikansk
Fra Minerva: Den radikale fristelse
Jeg har skrevet om Donald Trump, konservatisme og radikalisme i det norske konservative tidsskrift Minerva, der i øvrigt i 1964 var en væsentlig inspiration for oprettelsen af Critique. Med Minervas tilladelse bringer jeg her artiklen i dansk version. Af Christian Egander Skov Uanset hvordan det nu kommer til at gå med Donald Trumps varetagelse af sit præsidentembede, har han sat gang i debat, som jeg tror vil præge højrefløjen – i bredeste forstand – i mange år fremover. Nemlig hvordan skal man som konservativ – eller borgerlig – forholde sig til Trump. Er han indbegrebet af en ny mere tidssvarende
Harald Nielsen og realismen
Magister Harald Nielsen var, og følte sig udpræget som én, der kom efter Georg Brandes, og han var en konsekvent og stædig kritiker af Brandes og brandesianismen gennem hele første halvdel af det 20. århundrede. I denne artikel vil jeg begrænse mig til den unge, radikale Harald Nielsens vurderinger af den litterære realisme fra 1870 til århundredskiftet 1900. Emnet falder i tråd med Munch & Lorenzens udgivelse af antologien Efter Georg i efteråret 2015. Harald Nielsen blev født i 1879 uden for ægteskab og havde ingen samkvem med sin biologiske familie, som tilhørte jyske bondeslægter. Han voksede op som plejebarn
Historien – et samvittighedsforhold
At svigte historien er at svigte ens forpligtigelse overfor samtiden. Når historien glemmes, banes vejen nemlig for ideologierne og totalitarismen, skriver månedens kronikør. Det var en tidlig morgen med konfirmanderne. Klingrende frost i januar. Jeg havde fortalt dem om Kaj Munk, der satte sit liv i fare for større ting end at miste livet. Pligten overfor folket og fædrelandet. Ikke én nat lagde han sig til ro uden at tænke »kommer de efter mig i nat?«, som han skrev i sin sidste prædiken. Med store stille lyttende øjne kiggede konfirmanderne på mig. De havde forstået, at det var vigtigt. Jeg spurgte,
Serie: True Detective
I første sæson af HBO-serien True Detective møder vi kriminaldetektiverne Rustin Cohle og Marty Hart, som skal opklare det bestialske mord på en ung kvinde fundet udenfor en landsby i staten Louisiana. Men de to betjente finder snart ud af, at mordet kun er toppen af isbjerget, og de kastes ud i en hæsblæsende efterforskning der bringer dem på kant med loven, alt imens de samtidig må bekæmpe deres egne indre dæmoner. Medgivet, plottet lyder ikke just nytænkende – snarere har vi hørt det meste før – og således kunne man frygte, at True Detective blot er endnu tv-serie, der ikke
Tordenrøst og faderstemme
Hvem kan mod dig vel stande, som slynger lynets pil? Hvem vover at forbande, når du velsigne vil? Et menneske er en levende gåde, en sammenslyngning af støv og ånd, et mellemværende med kræfter, som vi ikke forstår – af egen kraft. For mennesket lever sit liv i spændingen mellem erfaring og længsel. Mellem erfaringernes tvetydighed og længslen efter en kommende entydighed. En varende glæde. Men foreløbig er intet entydigt. Sorgen og glæden knytter deres sideløbende tråde gennem vores tid. Vore hjerter svulmer af jubel, og de vrider sig i smerte. Vi spirer og gror. Vi udsynger vore glædessange mod
Konservatismen efter Trump
Af Christian Egander Skov Det har enorm betydning for højrefløjen, at Donald Trump nu er blevet USA’s præsident. Tænk bare over det, han er verdens højstprofilerede skikkelse på den politiske højrefløj. Så ham slipper vi ikke for at beskæftige os med i årene frem over. Heller ikke, selvom man måske allerede nu synes, at det er nok. Jeg skrev forleden på vores alle sammes Facebook en kort opsummering af, hvad jeg frygter, vil være konsekvensen af Trump. »Det besværlige ved at være Trump-apologet er, at eneste ideologiske retningslinje er Führerbefehl. Derfor er eneste princip loyalitet. Derfor er trumpismens synligste retoriske
Obama var en udenrigspolitisk fiasko
Obamas udenrigspolitik har været en serie af fiaskoer i Irak, Syrien, Israel, Libyen og Ukraine. Obamas svaghed har suget håbet ud af Vesten og efterladt os i indbildt afmagt. Dette skriver redaktør Christian Egander Skov i sit essay om Obamas udenrigspolitik. Nu er det alvor. Barack Obamas tid som præsident for verdens eneste supermagt er forbi. Donald Trump er om føje tid indsat, og i horisonten truer en god del usikkerhed om, hvordan USA vil agere de næste fire år. Måske er det udsigten til Trump, der har ført til, hvad man måske kan betegne som præmatur Obama-nostalgi.Den afgående præsident
Guderoden og norneværket
I Nordens billedtale fortælles der om asketræet Yggdrasil og om dets tre rødder. Den ene er fæstnet i gudernes verden, den anden i jætternes hjem og den tredje sidder i dødens land. Rødderne er vigtige, for hvis rodfæstningen svækkes, vil livstræet miste sin modstandskraft og snart blive vindens bytte. Så der er god mening i at fortælle om de tre rødder, for de har alle deres betydning for det liv, vi lever, for den død, vi skal dø, og for alt det underlige derude og derinde, som vi småfolk kun kan have vores anelser om. Her begynder vi ved den første
Mette Bocks kulturpolitik: »Kulturens trebenede skammel«
Liberal Alliance er for første gang indtrådt i regering, og partiet har sat sig på en række tunge kulturpolitiske poster, såsom undervisningsministeriet og ikke mindst kulturministeriet. Men hvad er liberal kulturpolitik? Den nye liberale kulturminister Mette Bock har sammen med den nye udenrigsminister Anders Samuelsen begået en lille afhandling om emnet til Årsskriftet Critique VII, som udkom 2014. Vi bringer det her i fuld længde. Kultur er det, der binder et samfund sammen. Politikere taler ofte om behovet for at skabe »sammenhængskraft« mellem borgerne gennem lovgivning, tvang og omfordeling. Den tilgang betragter vi som institutionel og udtryk for et kultursyn,
Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-