Religiøs politik og politisk religiøsitet

16. marts 2017
3 minutters læsetid

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Aarhus Domkirke for nylig lagde kirkerum til “arrangementet” – om det var en gudstjeneste eller et teaterstykke er det jo ikke rigtig til at blive klog på – Befri gudstjenesten. Her smed man, i anledning af at Århus er europæisk kulturhovedstad i 2017, den gamle, kedelige, treenige Gud på porten, for i stedet at lade det kulturradikale cirkus indtage kirken med en ny, moderne og gennempolitiseret udgave af ritualerne og gudstjenesten, naturligvis krydret med en imams deltagelse.

Det er derfor af gode grunde, at arrangementet er blevet kritiseret, og det er ikke her mit ærinde at videreføre denne kritik. Men Befri gudstjenesten er interessant, for det første fordi det fortæller noget om, hvad der sker med kirken, når den ikke længere vil blive ved sin opgave om at forkynde Guds Ord, og dermed i praksis bortviser kristendommen fra kirken. Og arrangementet er ekstra interessant, fordi det tilmed er et lærestykke i konsekvenserne for et samfund, der – som følge af kirkens manglende vilje til at forkynde Ordet – selv har bortvist kristendommen.

Danmarks rygrad

Kristendommen har i hundredevis af år udgjort rygraden i Danmark. I slægtled efter slægtled er korsets dårskab blevet forkyndt til danskerne, og det har i sagens natur sat sit præg, i første omgang helt åbenlyst i landskabet, hvor landsbykirker strøet ud over hele landet står som vidnesbyrd, enten på den forkyndelse som lød, eller – for der er trods alt lyspunkter hist og pist – den forkyndelse som stadig lyder. Men også hvor det er mindre åbenlyst, er vores samfund formet af kristendommen, og vores historie, litteratur, kunst og kultur er så sammenvævede med kristendommen, at de umuligt kan ses, endsige forstås, adskilt fra hinanden.

Tabet af kristendommen har den konsekvens, at det politiske bliver religiøst, imens det religiøse bliver politisk. Hvad der imidlertid forsvinder helt ud af ligningen er kristendommen.

I takt med at vi har vinket farvel til kristendommen – både dens frugter og den kulturelle orden, som vi har knyttet til kristendommen – er det altså selve det danske samfunds rygrad, som langsomt men sikkert er smuldret. Og således efterlades vi med et vaklende og retningsløst samfund, et tomt, mørk rum uden noget at navigere efter. Anomi, som sociologen Émile Durkheim sammenfattede det.

Politisk mutation

Hvordan udfylde dette tomrum, bliver så det store spørgsmål? Jo, ganske analogt med, at man i Befri gudstjenesten lader det politiske indtage kristendommens plads, lader man i samfundet det religiøse tage det politiskes plads. Uden kristendommens skarpe skel mellem det politiske og det religiøse lader man de to sfærer glide sammen, og i en uhellig alliance forenes religiøse og politiske idéer, og de muterer til politisk idealisme. Det manifesterer sig naturligvis i dagens Danmark, og vi kender det fra velfærdsstatens status af national helligdom, fra den religiøse dyrkelse af de højhellige menneskerettigheder og internationale konventioner, fra den omsiggribende sundhedsfascisme, det endeløse miljøhysteri, statens hyppige krænkelse af familiens frihed med institutionalisering, tvangsfjernelser en masse, etc. etc.

Al denne religiøse politisering foregår ganske analogt med, at “Befri gudstjenesten” var én stor politisering: feministen Emma Holten prædikede – og prædike, det er netop hvad en idealist gør – fred og kærlighed den ene aften, imens det en anden aften handlede om sundhed, vistnok i form af mindfullness, en tredje aften om bæredygtighed, og så fremdeles.

Altså har tabet af kristendommen den konsekvens, at det politiske bliver religiøst, imens det religiøse bliver politisk. Kristendommen bliver kun tilbage i en humanistisk aftapning, hvor et misforstået næstekærlighedsbegreb fungerer som en understøttelse af velfærdsstatens videre ekspansion og en fortsættelse af vores hovedløse udlændinge- og flygtningepolitik.

Islam

Men desværre blev det ikke ved den allerede beskæmmende politisering af kirken og religionens lige så beskæmmende indtog på Christiansborg. For som bekendt prædikede imamen Sherin Khankan også ved Befri gudstjenesten, og dette afspejler ganske godt en anden konsekvens forbundet med tabet af kristendommen: Uden kristendommen har vi intet modsvar til islam, der – som et resultat af føromtalte udlændinge- og flygtningepolitik – udgør en stadig større åndelig såvel som politisk trussel imod vores samfund, og som giver sig udtryk i dårlig integration, øget radikalisering, den pågående islamisering af Danmark osv.

Det er en trussel, som har vist sig enddog meget svær at imødegå med tomme fraser om demokrati, menneskerettigheder og humanisme. Har vi ikke kristendommen, står vi helt afvæbnede, både i den åndelige kamp om sjælene og i den politiske kamp imod islamiseringen af vores samfund. Har man intet at kæmpe for, kan man være sikker på at tabe.

Og således viser Befri gudstjenesten – givetvis utilsigtet og med næsten skræmmende præcision – hvad resultatet er, hvis vi vedbliver at bekæmpe kristendommen. Politikken bliver religiøs, religionen bliver politisk, og kristendommen fortrænges af islam.

Mikael Brorson

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside