Hvordan kan karakterdannelse bygge bro mellem filosofi, psykologi, folkestyre og pædagogisk praksis? Thomas Aastrup Rømer fra Center for karakterdannelse trækker tråde fra personalismen til Aristoteles og Grundtvig og undersøger, hvad vi har mistet i den teknokratiske tidsalder.

sommeren 2026 stiftedes et Center for Karakterdannelse, som har sæde ved Silkeborgs smukke søer. Her forsøger man at gentænke og udbrede interessen for dannelse og karakterdannelse. Ældgamle emner, som har været underdrejet i mange år, men som på det seneste har kaldt på fornyet offentlig opmærksomhed, f.eks. via arbejdet i Trivselskommissionen.

I centret er der fuld interesse for de folkelige og filosofiske baggrundstraditioner og disses pædagogisk-praktiske betydning, og i et tilhørende fagligt panel sidder en række af landets førende filosoffer, teologer, psykologer og IT-forskere. Med tiden vil der også blive etableret et panel af engagerede og intellektuelt interesserede praktikere.

I det følgende vil jeg fortælle om centrets begrebslige organer via en gennemgang af tre centrale inspirationslinjer: en filosofisk, en psykologisk og en græsk/folkelig. Min pointe er, at alle disse tre linjer bør inspirere et moderne karakterdannelsesbegreb. Selvom jeg er ansat ved centret, taler jeg som selvstændig intellektuel. Åndsfriheden er en del af det nye centers substans, for ellers kan man ikke undersøge sagen.

Den filosofiske linje

Den første linje – den filosofiske – er inspireret af centrets stifter, Jonas Norgaard Mortensen, som i mange år har interesseret sig for den såkaldte personalisme. Lad mig uddybe dette emne:

Efter Første Verdenskrig havde mennesket på en måde udslettet sin fortid. Det var et ensomt individ, kun omgivet af fortrængninger. Men ud af skyttegravene opstod interessen for »personen«, der kunne udvikle menneskets bedste dyder.

I løbet af 30’erne fik vi derfor den såkaldte personalisme. Dermed var efterkrigstidens humanisme skabt. Der var et Jeg og et Du og et Det. Personalisten var stadig lidt alene i verden, men dog ikke helt alene, fordi der altid var et »du« med en endeløs dybde. Bagved pulserede en lidt tavs kristen og jødisk teologi.

I denne filosofiske sammenhæng dannes personligheden, dvs. karakteren, midt i verdens blandede landhandel. Mennesket var et gryende indres vækst i mødet med verden og den Anden. Personalisterne blev kritikere af både teknokrati, kommunisme og fascisme.

Personalismen rakte hurtigt ud efter »etikken«, bl.a. for ikke at kollapse i en alt for subjektiv og freudiansk eksistentialisme, som det f.eks. skete for dele af 1960’ernes kulturradikalisme. Og denne etiske udvidelse vakte interesse hos danske teologer som K.E. Løgstrup og Peter Kemp.

De var inspireret af en række især franske personalister, som faktisk påvirkede både FN og de europæiske institutioners værdigrundlag efter Anden Verdenskrig. Det hele udgjorde en slags fællesskab fra slutningen af 30’erne og frem. Her var der ingen færdigskruede individer i teknokratiske systemer.

Kun personer, som udviklede sig via vekselvirkningen med den Anden og med verden. Udtrykket »personlig udvikling« fandt også plads i tidens uddannelsespolitiske tekster. Det var Europas og menneskehedens ånd på interrail.

Det politiske problem

Men der var et problem, nemlig det politiske. Den etiske personalisme fik aldrig for alvor greb om sine egne tavse forudsætninger, dvs. den forfatningstradition, der udsprang af de folkelige traditioner fra før 1914. Disse traditioner var blevet beskadiget i skyttegravene og blev yderligere belastet af nazismens misbrug af 1800-tallets filosofi.

Konsekvensen af Anden Verdenskrig var derfor et opgør med folket, selv om folkene jo egentlig havde sejret. Heri lå et paradoks: Det nationale og forestillingen om »folket«, som havde bekæmpet »das Volk«, brød sammen af frygt for »das Volk«.

Dette dilemma kom efterfølgende til at præge EU’s problematiske forhold til de nationale traditioner. Paradokset var særligt skærpet i Danmark, som efter genforeningen i 1920 var præget af en mild og antifascistisk nationalisme, som bestemt ikke havde glemt rødderne.

Så i stedet for at referere til forfatningens traditioner, udviklede personalisterne en lidt abstrakt politisk etik til efterkrigstidens europæiske fællesskaber og råd i en række højstemte og smukke erklæringer, som dog ikke relaterede ret meget til de folkelige sammenhænge. En udelukkelse kan resultere i stor skønhed, men man skal huske at generindre det, man har udelukket.

De nye humanisters politiske regler, som skulle vekselvirke med person og etik, var derfor uden »folk«. Nogle personalister, f.eks. Løgstrup, vendte blikket mod skabelse og metafysik. Andre blev i etikken eller kastede sig over »verdensborgeren«. Og pludselig var »klimaet« en dannelseskategori. Men med 1800-tallets kollaps in mente manglede vi en omsorg for det konkrete politiske liv.

Vi manglede en etik for staten, dvs. for polis og for demokratiets essens. Der, hvor den ene og den anden mødes og forsamles. Ligesom i Thorbjørn Egners »Dyrene i Hakkebakkeskoven«, som er en forfatningsmyte for børn. Personalismen manglede paradoksalt nok en politik for sig selv. Til gengæld havde den inspireret til almen humanisme og europæisk liv.

Økonomismens frembrud

Efter murens fald overtog en økonomisk diskurs, og så fik vi en »europæisk union« og et OECD, som ingen sans havde for hverken person eller etik. Og i 00’erne blev der stemt nej til en europæisk forfatning, hvilket faktisk forstærkede de bureaukratisk-økonomiske niveauer og disses glemsomhed i forhold til den humanistiske personalisme, som ellers havde inspireret til det hele. På samme måde blev pædagogikken herhjemme overtaget af Finansministeriet. Nationaløkonomerne var de nye pædagoger.

Personen – både i dennes etiske og internationale version – var nu reduceret til en økonomisk soldat i nationale bureaukratier, der havde underlagt sig den økonomiske globalisme. Dette system endte – via teknikkens forstærkende indtog – med at bekæmpe personalismens udgangspunkt, nemlig mødet mellem den ene og den anden person.

Mellem Emil og Alfred. Og pludselig var denne instrumentelle posthumanisme på vej til at blive en teknologisk og økonomisk defineret transhumanisme, som blev defineret af amerikansk tech-kapitalisme. Personen var reduceret til et individ med en kalkulerbar algoritmebåret identitet.

Og så er vi pludselig nede i klasseværelset: I det personalistiske system stod en lærer sammen med 20 elever, som udviklede sig, omgivet af noget kulturindhold, der altid rumsterede. Men i det globalistisk-tekniske system, som skolereformen i 2013 var et udtryk for, defineredes skolen som en slags individualistisk og systemisk kaos af test, teknologi og kommunikation. Læreren blev en blanding af en konsulent og en maskine.

Den psykologiske linje

Det var den filosofiske tråd. Men Center for Karakterdannelse har også en anden faglig linje, nemlig psykologien. Vel at mærke i en form, der spiller sammen med den filosofiske linje på forskellige måder.

En vigtig selverklæret inspirationskilde for det nye center er socialpsykologen Per Schultz Jørgensen, som i 2014 netop skrev en bog om karakterdannelse. Bogen tog udgangspunkt i dele af den ældre filosofiske tradition og i nogle positive personlige oplevelser med det engelske skolesystem.

Jørgensens interesse for karakterdannelse var lidt overraskende for mig, fordi han i slutningen af 90’erne var blevet en del af en dybt teknokratisk og økonomisk defineret kompetencelinje. F.eks. var han vismand i det såkaldte Kompetenceråd fra slutningen af 90’erne.

Dette skifte fra kompetenceglobalisme til karakterdannelse kom i min fortolkning i stand via både gamle og nye påvirkninger. For det første var Jørgensens far modstandsmand, og da faren i 1943 blev taget af Gestapo, sagde moderen: »Her bøjer vi ikke nakken«.

Denne sætning og dens sammenhæng blev en dyb inspiration for den unge Per, og han vender flere gange tilbage til dette »nej« i sine erindringer. Efterfølgende blev han uddannet lærer fra Haderslev seminarium. Han elskede seminarielivet og historiefaget. Danmarks rige seminarietradition, som blev afviklet fra 2008, havde en lykkelig effekt.

På et tidspunkt blev han interesseret i psykologen Kurt Lewin, som var en slags psykologisk version af personalismen. Det hele handlede om, at to mennesker mødes, men ikke om adfærdsmålinger og intelligenstest. Jørgensen startede derfor med at læse psykologi.

På universitetet fulgte han det obligatoriske filosofikum. Her blev han glad for idehistorikeren Johannes Sløks forelæsninger om Søren Kierkegaard, der jo inkarnerer interessen for nej’ets forsvar for det store ja og dermed for eksistensen. Som færdiguddannet psykolog var Jørgensen derfor præget af en blanding af psykologisk personalisme og dansk seminarie- og åndstradition. Og bag det hele rungede forældrenes store nej. I 80’erne skriver han en disputats om Kurt Lewin, hvor der er adskillige referencer til personalistisk inspirerede filosoffer.

Undervejs blev han engageret i mellemfolkelige emner, og siden blev han formand for det FN-baserede Børneråd, hvor han stod for en personalistisk linje, som står i nogen modsætning til, hvad man kan læse om i dag i forbindelse med »det nye børnesyn«, der rider kommunerne som en mare. Men det er også heromkring, at han så småt bliver suget ind i den nye kompetencedagsorden, som kom til at dominere Kompetencerådet.

Undervejs blev han også professor i psykologi i Aarhus. Her blev han en slags mentor for psykologen Dion Sommer, bl.a. via det såkaldte BASUN-projekt. Kompetencebegrebet vibrerede i disse år mellem en kritisk tradition og en spirende instrumentalisme og globalisering. Også Dion Sommer har i øvrigt fremhævet betydningen af karakterdannelse. Blandt andet i den PISA- og teknologikritiske bog »Fremtidsparat?« fra 2018.

Og som sagt vender Jørgensen i løbet af 00’erne tilbage til sine filosofiske udgangspunkter. Det kan man læse om i hans positive anmeldelse af filosoffen Peter Kemps bog om »Verdensborgeren som pædagogisk ideal« fra 2005, hvor Jørgensen faktisk nævner »karakterdannelse«. Og Kemp var jo personalist. I de efterfølgende år bliver Jørgensen et samlingspunkt for en psykologisk kritik af konkurrencestatens effekter.

Det sker bl.a. i to kronikker, der protesterer mod Antorinis og Corydons synspunkter, der jo definerede skolereformen i 2013. Jørgensen kom også i kontakt med den pædagogiske kritik ved at støtte etableringen af dannelsestænketanken Sophia, hvor mange af de reformkritiske stemmer samlede sig. Hermed var der asfalteret til 2014-udgivelsen om karakterdannelse, hvor der faktisk er et genoptryk af en af de kritiske kronikker.

Denne psykologiske linje fører i sig selv til en ret individualistisk tilgang til karakterdannelse, som bestemt også er vigtig at medtænke. F.eks. undersøger man dyder som ansvarlighed, mod og vedholdenhed, som så kan vekselvirke med den filosofiske analyse. En god personalist bøjer bestemt heller ikke nakken, men udvikler sig i stridens og etikkens essens.

På den måde får vi en syntese af humanistisk psykologi og filosofi, som kæmper imod en teknificeret og instrumentalistisk globalisme, men som går ind for både karakterdannelse, mellemfolkelighed og verdensvendthed.

Den folkelige linje

Men begge linjer har problemer med det folkelige. Derfor vil jeg nævne en tredje linje. Nemlig at også græsk og folkelig filosofi – især Aristoteles og Grundtvig – har spillet en rolle for diskussionerne af karakterdannelse. De omtalte dyder og møder finder nemlig sted på pædagogiske steder med egne rodnet og fortællinger, hvilket mangler i personalismens og psykologiens mere abstrakte forståelser.

Denne linje præger både de internationale diskussioner af karakterdannelse og det nye center via tilstedeværelsen af socialfilosoffer og grundtvigianere i centrets faglige panel. Antikken og dennes forbindelse til folkestyret, til medborgerskab og til den nordiske tradition er dermed en vigtig del af diskussionen og bør inddrages i de kommende diskussioner af emnet, hvilket centret også lægger op til. I 00’erne blev det grundtvigske »folket« ellers betragtet som »dødsensfarligt« af førende sociologer.

Aristoteles og Grundtvig kan bidrage til karakterdannelsens manglende ben, nemlig forfatningsemnet, som grækerne kaldte for »politeia«, og som vi herhjemme kalder for folkestyre. Det er hele relationen mellem antikken og 1800-tallet, der pludselig kommer i spil igen. Dermed fuldendes sammenhængen mellem person, etik, psykologi og folkestyrets pol-etik. En slags heling af det 20. århundrede.

Denne forbindelse mellem Aristoteles og Grundtvig vil også kunne bidrage til den internationale forståelse af karakterdannelse, hvor moralfilosoffen MacIntyre præger Aristotelesforståelsen. Problemet er, at MacIntyre er særdeles modernitetskritisk, så både oplysningstid og romantikken og dermed »folkestyret« falder ud af det filosofiske blik.

Derfor kommer der et problem i forholdet mellem karakterdannelse og modernitet – et problem, der på ingen måde præger den nordiske og grundtvigske tradition, som ligger tættere på de mere klassiske dannelsesteoriers syntese mellem antik, oplysning og folkestyre, og som i høj grad understøtter almenmenneskelige værdier.

Og inde i hele denne filosofiske organisme fødes og lever pædagogisk praksis i nye og gamle sprog. Hvert pædagogisk sted og hver situation er en slags historisk-poetisk kunstværk skabt af mødet mellem voksen og barn, mellem fortid og fremtid.

Hvordan det sker i praksis, er også et vigtigt interesseområde for det nye center, som allerede har en stor berøringsflade med mange forskellige pædagogiske steder og disse steders lærere og pædagoger, herunder skoler, børnehaver og gymnasier. Det er især vigtigt i disse årtier, hvor et teknisk-instrumentelt kaos efterhånden har sat et stærkt og kritisabelt præg på det pædagogiske møde og sted.

Et bud på karakterdannelsens filosofi

Hvis ovenstående analyse er mere eller mindre korrekt, så er der i høj grad brug for at undersøge både den historiske og filosofiske sammenhæng samt hele den situation, som de kommende generationer sættes i.

Det nye Center for Karakterdannelse er et sted for denne dybt samfundsrelevante både praktiske og teoretiske undersøgelse, hvor humanisme, folkelighed og psykologisk interesse udgør de bærende momenter i karakterdannelsesprocessen.

Her er et par meget foreløbige forslag til nogle konsekvenser af karakterdannelsens filosofi:

1. Kærlighed til fortidens steder og fortællinger: Hvem er jeg? Og hvem var mine forfædre og mit modersmål?
2. Undersøg fremtidens liv: Hvordan kommer jeg til syne i hvilke verdener af fortid og tilblivelse?
3. Den Anden er altid mere, end det, han siger: Spørgsmålet »Hvem er du og dine forfædre og dit modersmål?« kommer før identitet. Menneske møder menneske i urdybet.
4. Pædagogikken er det åbne mellemrum mellem erfaringer med fortid og den Anden, hvor en ny eksistens kommer til syne.
5. Skolen er en jeg-du-det-relation: et alment forbud mod elektronisk kommunikation.
6. Nej’et og ja’et hører sammen: Det store nej beskytter det store ja, som beskytter det store nej. Det er folkets og personens liv i forfatningens rum. Det lille nej er identitetspolitikkens forfaldsform, som ikke indeholder noget ja.
7. Fordi der er en punkteret rude i kælderen, skal man ikke rive hele paladset ned: Pædagogik er vigtigere end forebyggelse. Den pædagogiske filosof Gert Biesta taler med udgangspunkt i bl.a. Kierkegaard og personalistisk filosofi om »pædagogikkens smukke risiko«.