Herre, fordi du
ikke lod guddomsmagt
smede til krone,
derimod valgte
hånsord og fattigdom,
ved vi, hvem Gud er.
Se, din konge kommer til dig, sagtmodig ridende på et æsel.
Hele den kristne tros fylde kan rummes i denne ene sætning. Den er både et nedkog af hele troens fortælling og den er selve det ydmyge, men himmel-vidtrækkende afsæt for hele denne fortælling om kongen, der selv nærmer sig sine undersåtter, fordi de er for svage til at nærme sig ham.
Din konge, sagtmodig, ridende på et æsel. Det er billedet af, hvem Gud er. Det billede møder vi i dag, hvor vi fejrer Palmesøndag, ligesom vi mødte det, da vi fejrede kirkeårets begyndelse den første søndag i advent – den første søndag i ventetiden.
Sådan er kirkeårets fortællingsgang så sindrigt vævet sammen. Jul og påske er to sider af samme sag, og derfor indledes begge højtidsforløb med samme læsning – fordi hovedsagen er den samme: Kongen, der iklæder sig sagtmodigheden og rider frem på menigmands trækdyr.
Sagtmodighed, det er et af modersmålets gode ord – for det betyder jo sagte mod – en stilfærdig modighed. Et hjerte og en vilje, der er så enige, at munden ikke behøver at løbe, for afgørelsen er allerede truffet – og vil blive ført ud i livet, uanset hvad omkostningerne bliver.
Det er den slags mod, kongen rider frem med. En afklarethed, som mennesker ser og forstår. De kaster palmegrene ned foran ham. De anerkender ham som konge, for han er en opfyldelse af deres forventninger. Han er den, de har hørt skulle komme. Han er den, de har hørt sagn og sange om – den, som profeterne har råbt og hvisket om.
I dag har den lydt i danske kirke – den profetiske foregribelse af dét, der bliver virkelighed, da Jesus rider ind i sit folks hovedby. Ordene er lagt i fra profeten Zakarias’ mund:
Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel.
De ord har fædre og mødre givet videre til deres børn – fra slægtled til slægtled. En dag skal han komme – kongen, der både er sejrrig og sagtmodig:
Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav – og fra floden til jordens ender.
De har kendt sagnene og sangene – og pludselig ser de det: Han kommer – ridende op ad skråningerne mod den hvide by og ind ad portene. De løfter sig for ham – Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind, som det hed i den første læsning til adventssøndagen.
Det er dét, der sker i dagens fortælling: At den gamle pagts gåder folder sig ud og udstikker retningen for den nye pagt – den pagt, Gud vil slutte med sit folk, når hans søn når frem til sin bestemmelse på jorden og i Himlen.
Det er storladne tekster, som dirrer af forventning. Nu kommer han! Nu bliver alt anderledes. Klangen er så lys, og stemmerne er så glade:
Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosiana i det højeste!
Vores vilkår som lyttende i dag er anderledes end vilkårene for dem, der så det ske og jublede over opfyldte og fornyede forventninger. Vi er jo indviede i noget fortællingens videre gang. Vi véd noget af det, som kun Gud selv kunne vide, før det skulle ske. Vi véd, at palmefejringens endemål er døden på et kors. Vi véd, at Jerusalem var en morderstad, som ville kræve kongens blod.
Men vi har også hørt den hemmelighed, at graven ikke var hans afslutning – og vi kan ikke udelade denne hemmelighed, når vi lytter til teksterne, og når vi fejrer gudstjenesten. For man kan ikke holde gudstjeneste for en død gud. Man kan ikke hylde en afsjælet konge – og det er jo dét, gudstjenesten er: En hyldest til den konge, der rider frem i sagtmodighed og selv vil tjene sit folk.
I salmen Herre, fordi du ikke lod guddomsmagt smede til krone, hvis første vers her er sat som optakt synger vi dét, der er hovedsagen: At vores hyldest har sin klare grund. Vi hylder Jesus Kristus, fordi den levende Gud i ham har vist os, hvem han er.
Han valgte hånsord og fattigdom. Han gik lydigt vejen ud. Han var hos de pinte og dømte. Sådan er den kristne tros udpegning af Guds ansigt i verden: En kærlig konge, der både ejer og elsker os.
Denne udpegning, dette billede af magtens milde ansigt, er, hvad der adskiller den kristne tro fra alle denne verdens andre forestillinger om den usynlige og guddommelige virkelighed bag vores jordiske liv.
Billedet af Gud, der selv lider i lydighed for at drage sine faldne børn til sig, er en himmelråbende undtagelse i verdens trosliv. De fleste af den store, vilde verdens trosforestillinger er uforenelige med tanken om en Gud, der nærer velvillighed over for uværdige. De fleste trosforestillinger lærer mennesker at klynge sig til egen renhed – og at foragte urenheden.
Se, ud på vores verden – ja, se bare ud på vores lille del af den store verden. Det koger og syder. Dyrkelsen af egen renhed avler død og flænser uskyldigt kød.
Ja, tænk blot på det helt nærværende: Hvordan bliver et menneske i stand til at sætte sig ind i på førersædet af en lastbil, køre frem til rette sted, hamre foden mod speederen og pløje sig frem mod, ind i og henover en menneskemængde – hvis eneste overtrædelse var ikke leve i overensstemmelse med de renhedsforskrifter, som manden bag rattet følte sig som forvalter af?
Ja, svaret er jo givet. Den mand, der valgte at myrde, gjorde det, fordi han mente at have hørt sin gud befale ham det. Han skulle rense verden for ugudelighed, og han havde taget ved lære af sit forbillede.
Den islamiske tros forbillede er Allahs udsending Muhammed. I koranen og de øvrige islamiske helligtekster og lovtekster skildres han som førernatur – en drabelig kriger, en verdslig hersker. En mand, der udlever sine drifter i overensstemmelse med den stemme, der har talt til ham – og som han påstår er Guds. Og denne stemme byder ham at plyndre, voldtage og nedslagte de ugudelige – de urene.
Alt det er ikke løse påstande fra udenforstående. Det er helligteksternes egne skildringer af den krigerprofet, der af muslimerne hyldes som det perfekte menneske.
Det menneske, som enhver islamisk terrorist selv udpeger som sin retningsanvisning og sit forbillede.
Der har altid været strid mellem den kristne og den islamiske verden, og der vil altid være strid. For billederne er uforenelige. Der er en afgørende forskel på at bøje sit knæ for en ørkenkriger eller en sagtmodig menneskesøn – og det vil afgøre vores fremtid, om vi forstår omfanget af denne forskel.
For intet tyder på, at angrebene vil gå i sig selv, eller at de tiltagende krav om tilpasning til den islamiske lovreligion skulle ophøre. Vi er under en skæbne, som de færreste af os havde forudset – og vi kommer kun vel igennem, hvis vi forstår, hvad det betyder, at vores konge fødtes i fodertrug, kom på et æsel og sejrede på et kors.
Det er denne vandring krybbe til kors, der har givet os alt det, vi har – det er den, der har gjort vores små pletter til noget ganske andet end resten af den store, vilde verden. For ordene om den sagtmodige konge har gjort mennesker glade. Sangene om Himlens søn har lært dem at håbe på andet og mere end deres eget. Kirkens hemmelighed har givet dem kraft til at leve i det fælles og for det fælles – uden at længes efter de andres blod. Den kristne tro på Himlen har givet liv til jorden.
Hvis det skal gå os vel, så må vi finde hjem til denne tro – så vore hjerter igen kan blive bløde og vore viljer væbnede til alt det, der kommer.
Afgørelserne nærmer sig: Vores verden må finde sig selv eller miste sig selv. Vi må gå i os selv og finde vejene hjem til den fædrene gård. Vi må tage imod den sagtmodige konge, når han rider ind i vores Jerusalem. Han tog en tjeners skikkelse på sig, så vi kunne lære at gøre hinanden glade og arve hans liv. Han trådte frem som et menneske. Han ydmygede sig, og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors – og de, der lyttede til ham lærte hans lydighed at kende – og forstod hans vilje til at glemme sig selv for det fælles.
Lige nu står kampen. Den kæmpes på mange fronter – og den vil ikke blive afsluttet foreløbig. Men vi har hørt, at alle knæ til sidst skal bøje sig, både i Himlen, på jorden og under jorden. Og den dag skal hver eneste tunge bekende det: At Jesus Kristus er Herre til Guds Faders ære.
Det er dét, der adskiller vores tro fra den islamiske vantro: At vi fejrer gudstjeneste for at lære at håbe på en god afslutning for alle Faderens beskidte børn – også for de fjender, som længes efter vores død.
Gud er en levende Gud. En dag skal vi se det:
Derfor skal alle
verdener, væsener,
alt, som har været,
er og skal komme,
hin dag bekende det:
Jesus er Herre.
I den forventning siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, nu, og i al evighed. Amen.
Læsninger
Zakarias’ bog: 9,9-10
Filipperbrevet, 2,5-11
Matthæus-evangeliet: 21,1-9
Salmer
Nu blomstertiden kommer, 722
Gør døren høj, gør porten vid, 84
Herre, fordi du, 57
Du, som går ud fra den levende Gud, 291
Kraften fra det høje, 287
Jesus Krist, du gav mig livet, 474
Se, hvor nu Jesus træder, 176