Mennesket og dets opløsning
Det er 25 år siden, at pædagogisk filosofi blev en disciplin i Danmark. De sidste mange år har den været under belejring af konkurrencestatens tænkere. Thomas Aastrup Rømer skriver ved et jubilæum.
idédebat og kulturkamp
Sindelag og konsekvenser: Et filosofisk perspektiv på debatten om flygtningekrisen
Debatten om flygtningekrisen er kendetegnet ved et overdrevet fokus på den gode vilje, skriver Anne-Marie Vestergaard. Det er en konsekvens af vores vestlige, filosofiske arv, som betyder, at vi risikerer at overse indvandringens konsekvenser. Af Anne-Marie Vestergaard Filosoffen Immanuel Kant skrev i 1785 i sit moralfilosofiske værk Grundlæggelse af moralens metafysik om det centrale begreb, den gode vilje: Den gode vilje er ikke god på grund af det den bevirker eller udretter eller på grund af dens evne til at nå et mål som den har sat sig. Den er god udelukkende på grund af dens villen, dvs. den er god i
Åndens krise
Romantikkens perspektiv på samfundet er udgrænset af oplysning og nyttefikseret rationalisme. I et åndhistorisk perspektiv er romantikken dog en uundværlig komponent i forhold til udviklingen af de grundlæggende forudsætning for det gode samfund, ikke mindst hvis dens fornuftskritiske aspekter – der kan kamme over i et totalitært potentiale – udnyttes kompletterende.
Inteview med Kasper Støvring på Idékamp: Er Vesten i krise?
Kasper Støvring har som det må være de fleste af vores læsere bekendt udgivet bogen »Gensyn med fremtiden«, hvor han leverer en velargumenteret nationalkonservativ analyse af vores samtids geopolitiske forskydninger. Bogen kan købes gennem de fleste velassorterede boghandlere eller direkte gennem vores forlag for kun 275 kr. inkl. levering. I ovenstående video har Christian Marcussen fra Idékamp sat Kasper Støvring stævne for at tale om hans nye bog og vestens eventuelle krise. Det er virkeligt interessant og meget velproduceret.
Burke er ikke konservatismens fader!
Claus Bryld har i anledning af sin bogudgivelse om Edmund Burke skrevet mangt og meget om selvsamme Burke. Det er naturligvis glædeligt, at forfatteren har valgt at dedikere en hel bogudgivelse til den konservative filosof, men der er god grund til at dvæle ved Burkes indflydelse på dansk konservatisme. Det hævdes alt for ofte, at Burke er en slags fader for konservatismen. Historisk fylder Burke dog ikke særlig meget i den danske konservative bevægelse. Ingen utopi Af formidlingsmæssige årsager er det selvfølgelig meget naturligt at tilskrive en bestemt person æren for et bestemt tankesæt, men det er næppe meningsfuldt i
Morten Messerschmidt: Tør du være dansk?
På blot to generationer er danskerne blevet et folk, som sætter sig selv og egen velfærd over fædrelandet. Imens gemmer politikerne sig bag internationale konventioner og afstår dansk suverænitet. Morten Messerschmidt giver danskerne en opsang i månedens kronik. I år for 75 år siden genvandt Danmark sin stolthed. Efter tre års fornedrelse, hvor regeringen havde fordømt frihedskæmpere og givet kollaboratører helle, hvor Danmarks ære og navn blev bragt i tvivl, da kom den dag i august, hvor nok var nok; hvor de fidele eftersnakkere med Munch og Scavenius i spidsen havde sået tvivl om Danmark i kampen mod Nazitysklands ideologiske
Et forsvar for en ny national kosmopolitisme
Er det muligt at formulere en kosmopolitisme, som samtidig respekterer sit nationale udgangspunkt? En kosmopolitisme hinsides nationalisme og internationalisme? Brian Degn Mårtensson forsøger. Af Brian Degn Mårtensson Et gennemgående skel i de seneste 30 års debat om indvandring og integration har været mellem nationalismen og kosmopolitismen. Førstnævnte ses måske mest tydeligt hos Dansk Folkeparti og Nye Borgelige, mens sidstnævnte repræsenteres mest markant hos Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre. Alle andre partier synes dog at placere sig på inden for logikkerne af disse to overordnede poler, og adskiller sig mest på, hvor langt de vil gå i enten den ene
Den gyldne middelvej: Pierre-Simon Ballanche og den franske revolution
Frihedstræet skal vandes med kongeblod for at vokse. Sådan prædikede Den franske Revolution. Resultatet blev ufrihed. Men revolution førte også til modreaktioner. Nogle radikale, andre moderate. En af disse var Pierre-Simon Ballanche, som ph.d.-stipendiat introducerer til i Replique. I frihedsåret 1776 blev Pierre-Simon Ballanche født ind i en borgerlig, katolsk købmandsfamilie i Lyon. Byen havde nydt godt af den store statsmand Jean-Baptiste Colberts økonomiske reformer og investeringer i slutningen af 1600-tallet og havde siden da genereret overskud, med sin sprudlende handel og bankvirksomhed, til absolutismens storhed. Lyon nød godt af enevældens økonomiske tiltag, men måtte stadig bukke sig i støvet for
Blicher: populærkulturens konservative far
På Elers Kollegium overværede Steen Steensen Blicher i 1802-3 Henrik Steffens forelæsninger, der sidenhen er blevet kendt for at markere den danske guldalder. I salen sad Blicher side om side med alle de, der senere skulle blive Danmarks førende kulturpersoner. Oehlenschläger, Ørstedbrødrene og Steffens egen fætter Grundtvig. De fleste af forelæsningernes tilhører blev tryllebundet af denne ”Lynildsmand”, som Grundtvig efterfølgende beskrev ham. I salen sad dog et fåtal, som ikke lod sig imponere af den tyske romantik. Blandt disse var Grundtvig, der stadig flirtede med den oplyste teologi og rationalismen (hvilket vi i kraft af hans senere virke sætter i
Den herskende klasse
Nok er Eliternes oprør en 25 år gammel bog, men det gør den så sandelig ikke irrelevant. Tværtimod, bogens forfatter Christopher Lasch beskrev ifølge vores anmelder et kulturelt forfald i Vesten, som afspejler sig i den erosion af det levedygtige demokratis forudsætninger, vi ser i dag. af Anders Orris På forhånd vil mangt en læser nok spørge sig selv, hvorfor der skal bruges spalteplads på at anmelde en henved 25 år gammel bog. Hvad er der at hente? Her må læseren indtil videre – men nu også i al almindelighed – stole på den redaktionelle afvejning. Udgiverkredsen bag nærværende tidsskrift
National og konservativ
Begrebet nationalkonservatisme er egentlig en pleonasme, for konservatismen er per definition national. Det har en række såkaldt konservative partier i Europa imidlertid glemt, skriver Kenneth Kristensen Berth (DF) i månedens kronik, og det er beklageligt. Konservatismen i dens oprindelige form, med forståelse for nation og dennes afgørende betydning, er nemlig Europas eneste mulighed for overlevelse. En stribe nye partier vinder i disse år terræn i Europa. Fællesnævneren er skepsis over for EU og masseindvandringen. Terminologien, der finder anvendelse på disse partier har ændret sig igennem de senere år. Hvor partier med samme synspunkter for ti eller tyve år siden i
»Problemet er uimodsigeligt religiøst«
Replique fortsætter med at se nærmere på Søren Krarups forfatterskab. Denne gang gælder det hovedværket Det moderne sammenbrud, et opgør med humanismens iboende dæmoni og modsætningen mellem Søren Kierkegaard og Karl Marx; en beskrivelse af den åndhistoriske rejse fra guillotinen til Gulag. Søren Krarups bøger begynder gerne med en anekdotisk beretning af mere eller mindre selvoplevet karakter. I Det moderne sammenbrud er det en kulturel og historisk vandring i Paris. Man er med på kunstmuseum og se impressionistisk og såkaldt postimpressionistisk kunst. Manet og Toulouse-Lautrec i særdeleshed. Manets Frokost i det grønne og Lautrecs dansepiger er eksempler på en moderne kunst,
Hvad ligestillingsparadokset lærer os om køn
Kampen for ligestilling på jobmarkedet har været en mærkesag for feminismen siden dens opståen. Overordnet fås ligestillingen i to varianter: En liberal version, der hævder, at der ikke må forekomme nogle formelle hindringer for individers frie ret til at søge de uddannelser og de jobs, de måtte ønske. En kommunitaristisk version, der hævder, at politikken aktivt må gribe ind og gøre op for de sociale, psykologiske og kulturelle faktorer, der øger afstanden mellem mænd og kvinders de facto karrieremuligheder. Sådanne tiltag vil ofte indbefatte obligatorisk barsel for mænd, kønskvoter og sikring af ligeløn uafhængigt af individuelle lønforhandlingsevner. I denne debat
Forskningsfrihed – Politisk bias og akademiske løgne
Det står ifølge månedens kronikør skidt til med forskningsfrihed på Aarhus Universitet. Helmuth Nyborg tegner et billede af et universitet, som prioriterer politisk korrekthed over fri forskning og spørger, hvordan det gik så galt. Lad mig til en begyndelse fastslå, at det akademisk set går rigtig godt for undertegnede. For nylig var jeg keynote-taler og workshop-leder ved en mexicansk kongres for 300 ekstremt højt begavede børn. Ved den lejlighed modtog jeg en mexicansk »National Award of Giftedness«-medalje foran mere end 800 mennesker. Det sker jævnligt, at jeg arrangerer eller taler ved større internationale arrangementer. Jeg har i tidens løb skrevet en
Åndens liv i evig genkomst
Da ingen i år har udtrykt ønske om at lytte til mig som båltaler, men jeg ikke desto mindre mærker blodets drift mod ord, følger her, hvad jeg kunne have sagt – og altså nu har skrevet (og oplæst) – til helligholdelse af højsommeren: Vi har så mange skønne sange. Det tænker jeg temmelig tit på. Eller – ‘tænker’ er måske ikke det mest træffende ord, for det er mere en fornemmelse end en tanke. Jeg lever med sangene. De har deres eget svømmende liv under overfladen – og skiftes til at dukke op og glide gennem mig. Ja, for
Stat og sjæl
Demokratiet er – i modsætning til hvad Platon hævdede – det rationelle politiske ideal for ethvert samfund. Det betyder blot ikke, at det er en selvfølge, skriver Kai Sørlander og spørger, om et demokrati eksempelvis kan overleve, hvis det blindt giver statsborgerskab til mennesker, som forkaster demokratiet? Passer vi godt nok på vores demokratiske arv? I sin store dialog Staten sætter Platon sig for at undersøge, hvad retfærdighed er, eller hvad der kendetegner et retfærdigt menneske. Til indledning tilbageviser han via sin talsperson Sokrates – i en diskussion med Thrasymachos – at magt er ret. Men efter denne negative konklusion vil
Er der brug for mere videnskab i politik?
Undertegnede har grundlæggende en sikkert grænsende til det naive tiltro til forskere og forskningsresultater. Omtrent er det vel mit verdenssyn, at ‘viden’ er identisk med ‘videnskab’. Ud over det, vi erkender med vores umiddelbare erfaring og følgeslutninger, omfatter vores viden kun det, videnskaben fortæller os. Resten er tro. (Det siger sig selv, at videnskab her skal inkludere alle videnskaber, ikke kun kvantitative eller naturvidenskabelige). Det betyder ikke, at videnskaben ikke har sine egne, mærkelige motivationer, og at den ikke kan være ideologisk styret både individuelt og strukturelt, eller at den er ufejlbarlig. Men den er det bedste svar, vi har.
Mere misklang end samklang
Forhenværende biskop Kjeld Holm er ifølge vores anmelder kommet til at forveksle kristendom med humanisme og sig selv med Vorherre i sin seneste erindringsbog. Derfor bliver hans forsøg på at formulere en erindringens etik heller aldrig til mere end en anekdotens etik. »Det var ellers en tynd, lille sag«, lød det første indfald, da undertegnede fiskede et anmeldereksemplar af Kjeld Holms seneste erindringsbog op af postkassen. Og lad det være sagt med det samme: At læse Misklang og samklang ændrede ikke stort på den opfattelse. Kjeld Holm – og dennes ambitioner med bogen – lider ellers ikke af mindreværdskomplekser, tværtimod.
Johan Christian Nord: Omsmeltningens århundrede
Af vilkårsmæssige årsager endte jeg med at aflyse mit foredrag ved Critiques årskonference om ‘Systemforsvar eller systemkritik’. Som en fortættet udgave af, hvad jeg kunne have sagt ved denne lejlighed bringes her nogle opklarende bemærkninger, der med fordel kan forstås i samklang med foredraget ‘Europas skæbnekamp’. Hermed skulle der gerne være markeret en afsked – og antydet en retning. Betragt det skrevne som et billedmættet bidrag til den senere tids snak om det såkaldte ‘Nye højre’: Det er en underlig tid, vi lever i – særligt for os, der er blevet voksne i de første to årtier af dette fortsat
Hvad er der galt med den islamiske verden?
Hvad er der egentlig galt med den islamiske civilisation? Den tyrkisk-amerikanske professor ved Duke University Timur Kuran har sat sig for at bedrive det første studie i 20 år, der forsøger at give et svar på spørgsmålet på baggrund af empiriske studier og historisk kontinuitet. Dét er kærkomment i et forskningsfelt, hvor mange taler på baggrund af mavefornemmelser og personlige rejseoplevelser i Mellemøsten – de såkaldte »feltstudier.« Den muslimske civilisation har som helhed lav levealder, høj analfabetisme og en lav grad af økonomisk og menneskelig udvikling. Hvorfor er det gået så galt i en periode, hvor andre ikke-vestlige civilisationer har udviklet
Det nye højre: Forfaldstænkningens genkomst
Det nye højre lader til på flere punkter at have klare paralleller til mellemkrigstidens radikalkonservative kulturkritik. Hvilke indsigter – såvel som farer – er der i en sådan radikalkonservatismens renæssance? I kølvandet på 1. Verdenskrigs blodige excesser udgav Oswald Spengler sit kulturkritiske hovedværk Der Untergang des Abendlandes, hvori han afviste Oplysningens hovmodige idé om historiens lineære fremskridt. Spengler abonnerede derimod på en cyklisk og gennemdetermineret historiefilosofi, ifølge hvilken alle kulturer undergår en analog historisk proces bestående i en trinvis gennemgang af fødsel, vækst og forfald. Spengler sammenfatter sin historiefilosofiske skematik i overgangen fra kultur til civilisation, hvor sidstnævnte – i
Lærerkorps og social identitet – refleksioner over lærerrollens status
Folkeskolen, og danske uddannelsesinstitutioner i det hele taget, er under pres, fordi de søges helt underlagt politiske hensyn. Men når lærerkorpset ikke længere også navigerer efter et snævrere uddannelsesmæssigt formål, forsvinder rodfæstetheden i en dannelsestradition, og uddannelsesinstitutionen svækkes. Corporations have no souls to save and no bottom to kickSamuel Johnson Kollektiv identitet Hvad er en skole/ et gymnasium/ et universitet? Kan skolelærere fx meningsfuldt sige: »Vi er skolen«? I det følgende stilles spørgsmålet om kollektiv identitet inden for undervisningssektoren. Udgangspunktet for denne artikel er sagen om folkeskolelæreren Erik Schmidt, som for nylig tabte en sag mod Odense kommune; en sag,
Det nye højre: Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde!
På Årsskriftet Critiques årskonference diskuteredes blandt andet det radikale højre, som har fået nyt liv med opblomstringen af det nye højre og særligt den identitære bevægelse i Europa. Udviklingen blev kritiseret af redaktør Christian Egander Skov. Vi bringer her et forsvar for det nye højre af stud.theol. Jonas Zuschke. At jeg i dag er blevet propagandist for den mest udskældte position i moderne europæisk politik, udskældt fra såvel højre som venstre, har ligget i mine kort siden jeg var knægt. Jeg er altid gået med rejst pande ind i debatter og konflikter, hvis jeg så nødvendigheden ved det, som stod
Metafysisk reaktion – Reaktionær metafysik: Johannes Jørgensen og Brandes
Johannes Jørgensens forandrede forhold til brandesianismen og vejen til hans kristent funderede kritik af Brandes er emnet for denne artikel af Johan Christian Nord fra Årsskriftet Critique V, 2012. Den bringes her i sin fulde længde. Året er 1884: i et usselt værelse, »hvor der aldrig var Dag« i hovedstadens den gang aldeles skidne Schønbergsgade, belaver den nyligt udklækkede cand.phil[1] Johannes Jørgensen sig på en ny tilværelse. Han har skrinlagt sin oprindelige plan om at forfølge filologiske studier og agter – i stedet for til sådanne klassiske sysler – snarligen at hengive sig til zoologien, der stemmer så fint med
Trump er en katastrofe for demokratiet – og for højrefløjen
Det liberale demokratis institutioner er ikke stærkere end dets mænd. Derfor udgør Donald Trump en trussel mod demokratiet i Amerika. Det er en af hovedpointerne i den konservative skribent David Frums bog Trumpocracy. Den anmeldes her af Bård Larsen fra den norske tænketank Civita. Artiklen er tidligere bragt i Minerva og genoptrykkes her med Minervas og forfatterens tilladelse. At udgive en bog om Trump er risikabelt. Vi kan sige meget om det forhold, at han er præsident, men kedeligt er det ikke. Tingene sker i et halsbrækkende tempo, og manden er patologisk uforudsigelig. Dermed kan bogen også hurtigt blive sejlet agterud. Den
Konservative 2.0: Opgør med Hellerupkonservatismen
At genopfinde konservatismen som et selvstændigt tankesystem og ikke bare en fortyndet liberalisme. Det er projektet bag Kåre Grønbæks debatbog Konservatisme 2.0. Det skorter ifølge vores anmelder ikke på ambitionerne, og læseren får en god indføring i konservatismen, men til gengæld lader både formen og dybden noget tilbage at ønske. Konservative 2.0 er et tiltrængt projekt. Det er et forsvar for en position, som der længes efter i den konservative bevægelse. Den er et frontalangreb på den type Hellerupkonservatisme, der ser konservatisme som værende at handle i Irma, gå i dyr pelsfrakke og tjene mange penge. Med andre ord en
Liberalismens rigor mortis og det italienske valg
Et par år efter den anti-liberale højrefløj har startet sin fremmarch overalt i verden, ser dens fremtid uvis ud. Dens store hvide håb, Donald Trump, har med undtagelse af nogle få mærkesager (såsom økonomisk protektionisme) fundet sig til rette med samme konservative etablissement, som han definerede sig imod under valgkampen. Den tidligere Breitbart News-chef Steve Bannon, der var ansvarlig for størstedelen af Trumps forbindelser til USA’s højreradikale miljøer, blev fyret efter at have nægtet kompromis med det Republikanske parti-etablissement én gang for meget. De senator-kandidater, som Bannon støttede i delstatsvalgene, for eksempel Roy Moore i Alabama, er blevet solidt besejret.
Myternes urkraft
Fra de blanke brædder skuer jeg udover det endeløse Atlanterhav. Solen bemægtiger sig hele himlen og reflekterer med tusinde små lys i det utæmmelig hav. Det blænder mine øjne, imens skumsprøjtet slår som små våde gnister mod hele mit ansigt. Jeg klamrer mig til tovværket, vinden suser i mine ører og jeg dufter til det salte hav imens skoleskibet skærer igennem Biscayen. Solen lyser de kridhvide sejl op under den lyseblå himmel, imens vinden flår det tremastede skib frem. Det knager fra de høje master, der rejser sig fra selve skibets hjerte knap fyrre meter op i luften. Vinden der
Kristendommen er ytringsfrihedens rod
Hvordan er ytringsfriheden i Danmark egentlig opstået? Ofte lægger man vægt på oplysningsbevægelsen i besvarelsen af dét spørgsmål, men ifølge månedens kronikør er ytringsfriheden snarere et biprodukt af protestantismen. I den store bog om ytringsfrihedens danske historie MEN, skrevet af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt, bliver det slået fast at ytringsfriheden er et gode, som er kommet til os fra oplysningsbevægelsen og da i hvert fald ikke fra reformationen, der ifølge dem førte til indførelsen af »en art teokrati« i Danmark. Blandt de største trusler mod ytringsfriheden i dag finder vi da også ifølge forfatterne »religiøs ekstremisme«, uden at det
Reportage fra systemkritikerne i Aarhus
Årsskriftet Critique bød d. 24. februar 2018 velkommen til årskonferencen »systemforsvar eller systemkritik?« i Studenternes Hus i Aarhus. Her åbnedes konferencen af den konservative politiker og forfatter Nikolaj Bøgh, der i dagens anledning havde fået rollen som ordstyrer i slagets gang og den efterfølgende debat. Foredragene og debatten blev forestået af velkendte ansigter, nemlig cand.mag og debattør Niels Jespersen, Ph.d. og forfatter Kasper Støvring, samt ph.d. og redaktør Christian Egander Skov. Sammen skulle de tage temperaturen på det konservative idépolitiske klima, og tage livtag med konservatismens mest åbenlyse dilemma: Skal konservatismen forkaste det bestående og agitere for radikale samfundsændringer, hvis
Racisme eller kristendom?
Kun med kristendommen er det muligt at forsvare nationalstaten uden at forfalde til racisme eller den stærkes ret. Kristendommen fortæller os nemlig, at ethvert menneske er skabt med ret til en hjemstavn, og denne ret behøver følgelig ikke at blive begrundet i mere eller mindre chauvinistiske argumenter. Den svenske kirke har for nyligt valgt at gøre op med den kristne Gud som Fader, og dermed klart maskulin, og blot gjort Ham til skaber. Det er hermed op til den enkelte præst at vurdere Gud – åbenbaringens tydelige syn på emnet nævnes der intet om. Dette kan man naturligvis bore sig
Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-