idédebat og kulturkamp
Til november er det 25 år siden, at Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. Det er en passende anledning til at gøre status over en markant karriere i dansk politik. Og hvad betød den senere NATO-generalsekretær for Danmark og Vesten?
I den konservative rejsekanon må Sydtyskland og Østrig ligge helt i toppen.
Hvad skal du mon opleve, hvor bør du rejse hen, hvor kan du indtage et godt måltid? Udprægede sommerferietids-overvejelser, og Savoir-vivre-redaktionen har lykkeligvis gode anbefalinger parat. Redaktionen ønsker en glædelig sommer, der, uanset om det regner eller er stegende varmt, er garanteret et DR- og TV 2-bombardement af besværgende påstande om »ekstremvejr« og »klimaforandringer«, og er tilbage til efteråret med flere anvisninger til givende oplevelser. Oplevelse: Moloch – En fortælling om mit raseri på Teatret Svalegangen En slagen mand sidder udmattet i hjørnet af et lille, klaustrofobisk rum. Rummet er malet i en kvalm, okkergul farve, og kun ganske få
Savoir-vivre er tilbage med gode råd til et givende liv. Tag med på en tur på tværs af kontinenter og forestillingsverdener – og få god mad dansk mad oveni. Oplevelse: Faux Americana – et besøg i Boston Når man går rundt i Boston, er det næsten som at være i Europa. Her, blandt USA’s ældste byer, er det meste som vi kender det: kaffebarerne er indrettede som i København, byhusene ligner dem i Amsterdam, universitetskærestepar slentrer rundt i parken og skøjter på den tilfrosne sø. Politisk hersker nærmest skandinaviske tilstande i Massachusetts, hvor Kamala Harris fik 61% af stemmerne. Men
»Er du sikker på den er noget for dig? Den er vist meget sådan… fluid gender«
Savoir-vivre er tilbage med råd til livet, det gode liv. Der kan være svært at leve, men vigtigt at leve. Og her kan du se lige præcis hvordan med råd om Columbo, rejser og Sushi Oplevelse: Columbo Det er for dovent at afskrive serien Columbo som bedaget pensionistunderholdning. Bridge-blanding, Medova-te og sutsko. Ryet er nok knyttet til forne tiders fjernsynskiggeri, hvor serien ofte var skemalagt på tidspunkter, hvor der var basis for rent tidsfordriv foran flimmerkassen: hen på eftermiddagen eller inden sengetid. Columbo er nemlig intellektuel underholdning med adskillige betydningsnuancer. For de, der ikke måtte have set serien, er konceptet
Hermed fortsættes Repliques sektion med anbefalinger udi livskundskab og livsforståelse. Oplevelse: Steen Rasmussens Quinteto med optræden af Leo Minax På en råkold februar-aften begav jeg mig – i mine tre og en halv ledsageres gode selskab – ned på Svendborg havn, på jagt efter lys i mørket og lidt varme i den danske vinter. Det håbede vi at finde i Svendborgs jazzklub, i regi af hvilken den danske mesterpianist Steen Rasmussen gav koncert med brasilianske Leo Minax. Når økonomien ikke rækker til at rejse mod varmere himmelstrøg, må man jo bringe dem hertil. Til vores store gru viste det sig
Engang var vi alle optimister, nu er vi alle sortseere – og det er godt nyt!
Bjarne Corydon var teknokratiets mand i teknokratiets årti. Det kunne der både være kommet en god debatbog og et spændende portræt ud af. Desværre er Mikael Busch ifølge Repliques anmelder ikke lykkedes med nogen af delene i Bjarne Corydon og nødvendighedens politik. Skal 2010’erne i dansk politik opsummeres i et begreb, må det være teknokratiet. Lars Løkke og Helle Thorning var teknokratiske maskinrumspolitikere med fokus på reformer og effektiviseringer, mens de omkransende statsministre Anders Fogh og Mette Frederiksen begge har en meget mere direkte forståelse af magten og deres regerings handlerum. En bog om 2010’ernes teknokratiske politik ville være interessant
Redaktør Rasmus Pedersen med en analyse af de mange tal vedr. Corona-sitautionen. Hør også den tilknyttede podcast. Coronakrisen er en ideologidræber, sagde Henrik Dahl, men efterhånden begynder ideologierne stille og roligt at genopstå og tvivlen om regeringens strategi tager til. Debatten bliver indimellem formuleret som en afvejning af menneskeliv over for økonomi. Det er en slem misforståelse, for økonomien er selvsagt ikke et mål i sig selv, men til gengæld må vi ikke være naive: En svækket økonomi har reelle menneskelige konsekvenser, herunder en lavere gennemsnitslevealder. At redde liv på kort sigt koster også liv på langt sigt, og det
Henrik Pontoppidan er traditionelt blevet forstået som et barn af det moderne gennembrud. Den opfattelse er imidlertid blevet problematiseret i de seneste år, og det samme gør Rasmus Vangshardt i Livets febrile hemmeligheder, idet han sammenstiller Pontoppidan med Thomas Mann. Henrik Pontoppidan har den seneste tid fyldt usædvanligt meget i den offentlige opinion set i forhold til hvor stor en rolle den længst afdøde romanforfattere normalt fylder i denne. Det skyldes selvfølgelig filmatiseringen af Lykke-Per, men måske også at Pontoppidan indtager en særlig rolle i den kulturkamp, der har stået på mellem kulturradikale og -konservative siden det moderne gennembrud. Den
Er modernitet og modernisme to sider af samme sag? I Kasper Støvrings seneste bog, Mytisk modernisme, kommer de to størrelser ifølge vores anmelder snarere til at stå i modsætning til hinanden, idet Støvring maler en konservativ livsverden frem ved hjælp af modernismens litteratur og dens mytiske elementer. Mytisk modernisme. Det er en velvalgt titel til en bog (i form af en samling af forfatterens egne artikler) om litterær modernisme, der understreger hvordan modernisme og modernitet er to spændingsfyldte og modstridende størrelser; og hvordan modernismen netop i lige så høj grad er et opgør med det moderne som en forlængelse deraf.
Undertegnede har grundlæggende en sikkert grænsende til det naive tiltro til forskere og forskningsresultater. Omtrent er det vel mit verdenssyn, at ‘viden’ er identisk med ‘videnskab’. Ud over det, vi erkender med vores umiddelbare erfaring og følgeslutninger, omfatter vores viden kun det, videnskaben fortæller os. Resten er tro. (Det siger sig selv, at videnskab her skal inkludere alle videnskaber, ikke kun kvantitative eller naturvidenskabelige). Det betyder ikke, at videnskaben ikke har sine egne, mærkelige motivationer, og at den ikke kan være ideologisk styret både individuelt og strukturelt, eller at den er ufejlbarlig. Men den er det bedste svar, vi har.
Vi er nået til 10. årgang af Årsskriftet Critique. Da vi i sin tid startede, havde vi næppe turdet tro på, at vores lille eksperiment udi åndrig konservativ idédebat kunne holde så længe. På den anden side var vi vel også selvbevidste nok, eller måske bedre selvovervurderende nok, til at tro, at vi havde sat noget i søen, der faktisk havde et vist perspektiv. Vi vidste, at Årsskriftet Critique dækkede et behov, som var blevet forsømt i de kredse, hvor vi udgik fra, det vil sige det politiske miljø omkring Det Konservative Folkeparti. Så vi kastede os ud i det.
Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangamas nye bog om ytringsfrihedens historie er et vigtigt stykke danmarkshistorie, der optegner synet på ytringsfriheden i Danmark fra Reformationen og helt op til i dag. Det er både interessant og relevant, omend historien ifølge vores anmelder til tider fortælles en smule for stereotypt. Der er noget mærkeligt ved, at en principiel diskussion om en abstrakt frihedsrettighed med jævne mellemrum viser sig på den offentlige debats slagmark med de mest blodige skudvekslinger og mest hårdkogte fjendskaber. Mærkeligt, fordi den slags principielle debatter sjældent fylder særlig meget blandt analyser af politisk taktik og burkaforbud, og mærkeligt, fordi
En mand kommer for skade – er lige ved at snuble over ordet, da han tager det i munden – at sige ‘bøssedreng’ i en TV-debat. »- Var jeg lige ved at sige«, modificeres udtrykket lige bagefter, og så 10 sekunder senere: »Det er også forkert. Det er også forkert, men du ved, jeg ville have fundet et lidt pænere udtryk […] jeg ville have sagt lille artig skoledreng.« Og resten kender de fleste, der har haft det uheld at besøge en avishjemmeside eller værre endnu, sin Facebookprofil, er man den uheldige ejer af en sådan. For nu at slå
For de fleste læsere af denne blog giver det vel anledning til nervøsitet – og måske en smule skadefryd, nu viser DR sig endnu engang som røde lejesvende – når der er udsigt til, at DR1 forsøger sig med en Danmarkshistorie over 10 afsnit. Det er risikabelt materiale, og bliver jo også mere risikabelt end det var i går med stenalderen som tema. Men det tegner godt, faktisk fremragende, mener undertegnede. Først og fremmest var første afsnit båret af seriøsitet. Tilgangen er at formidle Danmarks fortid uden udenomssnak; uden brug af gimmicks, konkurrencer, SMS’er, Facebookkommentarer, etc. Forskere får lov at
Der var ellers mange muligheder for godt fjernsyn nytårsdag; både DR’s seneste dramasatsning, hvor vi følger den kulturelle elites kvaler i Arvingerne og TV2’s såkaldte familieunderholdningsprogram »Fuld plade« (beskrivelse: »Mikkel, Kasper og Søren laver i aften masser af vilde eksperimenter, hvor de maser, klemmer og pakker al juleriet ned, mens de trækker tal til din bingoplade. Svømmer Jeanette Ottesen kigger også forbi og giver et nap med, samtidig med hun tager en tur i den hjemmebyggede racerbil, der denne gang skal drives af en 72 meter lang elastik«). Undertegnede fravalgte det dog til fordel for Hitchcocks koldkrigsdrama Torn Curtain (Bag
At kunst skal provokere (eller eksperimentere, eller afprøve grænser) er den kulturpolitiske kliché over dem alle. Selvom den i sin essens er et progressivt og kulturradikalt mantra, er den så bredt accepteret, at mainstream-politikere gerne erklærer sig enige. Carina Christensen (idet jeg her tillader mig at plukke lavthængende frugter) gjorde det fx som kulturminister i 2009, og det blev betragtet som en særskilt provokation da Per Stig Møller udtrykte det synspunkt at kunst godt må provokere, men ikke skal. En kulturminister, der sætter spørgsmålstegn ved provokation som kunstens vigtigste formål svarer i den offentlige debat omtrent til en kirkeminister, der
En nyudgivet antologi ser nærmere på ytringsfrihedens begrænsninger. Men er antologien selv styret af begrænsninger, f.eks. af evnen til at forstå begreber og til at ræsonnere sammenhængende, dvs. intellektuelle begrænsninger? Det ser en anmelder nærmere på. Ytringsfriheden til forhandling er en antologi om ytringsfrihed. Den har – som titlen antyder – til formål at nytænke ytringsfrihedens problemstillinger og få rusket op i en faglig diskussion af ytringsfriheden. En diskussion af ytringsfriheden kan aldrig stoppe ved blot at konstatere, at ytringsfriheden er hellig og dermed skal være ubegrænset, for der findes altid grænser for ytringsfriheden. Formuleringen kommer fra indledningen, hvor
»Bogen indeholder en række glimrende artikler, der giver et gennemgående nuanceret og kritisk, men samtidig også sagligt blik på Brandes’ indflydelse. Samlet viser den, at hvis et opgør med romantikken havde sin berettigelse var det som andre litterære opgør: En overgang mellem former i takt med at samfund forandres, men ikke som et afgørende skel mellem ‘før’ og ‘efter’. At det blev det sidste og ikke det første skyldes Brandes, som Jakob Knudsen skriver.« Hvilken indflydelse fik Georg Brandes’ moderne gennembrud og hvordan forholdte samtiden og den nære eftertids forfattere og litterater sig til dette? Det er nogle af de spørgsmål,
Det er næppe gået manges næse forbi, at der efter udnævnelsen af Esben Lunde Larsen som ny videnskabsminister har fulgt en særdeles forvirret debat, der som sit konfuse højdepunkt havde et interview med to religionshistorikere i Politiken, velsagtens fordi en journalist mente de to måtte tælle som en form for eksperter i denne sammenhæng. En af de to udtalte, at det at sætte en kreationist – som vedkommende mente, ELL må være – til at være videnskabsminister, er som at sætte en pyroman til at være brandmand. Når vi er i gang med at svinge os op i analogiernes svimlende
Konservatismen betegnes ofte som en mere irrationel form for politisk tænkning end eksempelvis socialisme eller liberalisme, fordi den ikke anerkender mennesket som et rendyrket fornuftsvæsen og dermed forkaster en række argumenter. Ifølge Rasmus Pedersen, redaktør på Årsskriftet Critique, er dette dog ikke ensbetydende med at konservatismen er irrationel, men snarere at konservatismen har en bredere forståelse af rationalitet. Det hævdes ofte, at konservatisme – i modsætning til fx socialisme og liberalisme – har større forståelse for, at mennesket ikke blot er et fornuftsvæsen, eller snarere, at mennesket essentielt overhovedet ikke er et fornuftsvæsen. Dette tages indimellem som en god grund
For godt fem år siden døde den vel nok største danske digter i sidste halvdel af det 20. århundrede, Inger Christensen. På mange måder var hendes forfatterskab præget af nogle ukonventionelle sammensætninger: både alvorligt og legende, klassisk og eksperimenterende, formalistisk og sanseligt. I omfang er det relativt småt; nogle digtsamlinger, enkelte kortere romaner og et par essaysamlinger. Men i litterær kvalitet manglede det intet, og dette forfatterskab var Danmarks bedste kandidat til en Nobelpris – ved Inger Christensens død begræd mange, især tyske, kritikere, at hæderen aldrig var tilfaldet Christensen. Selvom hun indtog en mindre fremtrædende rolle i bredere dansk
»After Virtue« er titlen på Alasdair MacIntyres hovedværk, der genoplivede dydsetikken med sit fokus på det hele menneskeliv frem for den enkelte handling. Der er altid nogle filosofiske positioner, der betragtes som stendøde. Langt op i det tyvende århundrede var dydsetik sådan en position. Etik havde siden Bentham og Kant primært handlet om striden mellem konsekvens- og pligtetik, ind til mange analytiske filosoffer i det tyvende århundrede under indflydelse af den logiske positivisme slet og ret afviste at etikken var et meningsfuldt studieområde. Etiske domme var ikke mere eller mindre end udtryk for følelser; at sige ”x er godt” er
Hvor stor kan staten være uden at være uretfærdig? Ikke større end en minimalstat, hævdede den amerikanske filosof Robert Nozick i sit hovedværk Anarchy, State, and Utopia, der er en kritik af Rawls’ teori om distributiv – omfordelende – retfærdighed. Her bringer vi en kritisk gennemgang af de væsentligste argumenter i Nozicks værk. Nozick viser, at ideen om social retfærdighed som lighed er inkonsistent med vores andre retfærdighedsbegreber, og viser dermed en liberalisme, der ikke bare er konsistent med, men ligger i naturlig forlængelse af mange centrale moralfilosofiske principper, såsom den kantianske idé om det enkelte menneske som mål i
En række af litteraturhistoriens største navne havde som en afgørende del af deres forfatterskab et opgør med modernitetens fortælling om sig selv. Dette er udgangspunktet i redaktør Rasmus Pedersens analyse af forfatterne Dostojevskij, Knut Hamsun og Thomas Mann. Disse forfattere gjorde op med det, i deres øjne, naivt optimistiske og overfladiske menneskesyn, som præger moderniteten. Det kan umiddelbart synes paradoksalt, at så mange af de store forfattere, man ofte forbinder med den politiske konservatisme i forskellige versioner, udfolder sit virke omkring den litterære modernisme. Udplukket Fjodor Dostojevskij og Knut Hamsun i Rusland og Norge, amerikanske T. S. Eliot og vennen Ezra
Kulturpolitikken har siden 2001 været en af de væsentligste kamppladser i dansk politik. Spørgsmålet om hvorvidt vi skulle have en kulturel kanon har delt vandene, fordi både politikere og borgere har fornemmet noget principielt i spørgsmålet, der hvad angår det umiddelbart ydre ser perifært ud. Det skyldes måske, at kanonspørgsmålet så klart trækker grænserne op mellem to afgjort modsatte syn på kultur. Den ene side hævder, at kultur er et fællesskab, der som sådan må have grænser. En kultur kan ikke være alt muligt, for så ophører den med at være kultur. Derfor må der i en enhver kultur være
Det Konservative Folkeparti står i en historisk krise – for nylig viste en undersøgelse at 26 % af danskerne troede, partiet ville ryge under spærregrænsen. Dr. med. Peter Norsk har været medlem af partiet i 35 år, men meldte sig i 2010 ud som protest mod Lene Espersen og partiledelsen. Han kommer i sin bog Det konservative svigt med sin analyse af krisen. Søren Besenbacher anmelder her Peter Norsks bog, og vurderer, om nu også diagnosen er den rigtige? Peter Norsk hader Dansk Folkeparti inderligt i sådan en grad at han mener at saglige argumenter mod partiet er overflødige. I
Den danske litterat Kasper Støvring har i de sidste år været en af de mest fremtrædende debattører inden for det, han selv kalder en kulturkonservativ retning. Han har skrevet bøger med både et samfundsmæssigt og et mere akademisk sigte. Han har netop udgivet sin anden bog om Villy Sørensen, og hævder, at Sørensen i virkeligheden er kulturkonservativ – spørgsmålet er, om Støvrings tese holder. Her præsenterer Sørensen en meget central konservativ tanke, nemlig forpligtetheden på noget fundamentalt eksistentielt, der er uafhængigt af socioøkonomiske forandringer. Vi kan ikke bare vælge, at religion pludselig er folkets opium, og herefter udrydde de metafysiske
