idédebat og kulturkamp
Hjemsøges vores samtid af tendenser, der allerede præsenterede sig selv for 100 år siden? Det er påstanden i Bo Heimans nye bog Hjemsøgt: 1925-2025, hvori han genbesøger året 1925 med henblik på at trække truende forbindelseslinjer til vores samtids politiske landskaber.
Postmodernismen har sat sig dybe spor i både filosofi, politik og kultur. Men er dens oprør mod modernitetens store fortællinger og rationelle fremskridt en frigørende kraft eller en allieret med neoliberalismens markedslogik?
Hvad sker der, når vi forsøger at omforme menneskets væsen?
Historisk har utopier både ført til revolution og tyranni.
Ovenpå Første Verdenskrigs civilisatoriske katastrofe og ødelæggelser var Berlin både centrum for den kulturelle avantgardes eksperimentelle og nyskabende kunstproduktion og for de angreb, som nazisterne og de højreradikale satte ind imod den. Naziregimets propagandistiske udstilling af ”Entartete Kunst” i 1937 var en kulmination på årtiers kulturkamp, som stadig har meget vigtigt at sige os i dag.
De tyvere vi lever i, har revitaliseret en lang række af de globale konflikter, vi troede den liberale verdensorden havde besejret. En ny bog af den verdensberømte amerikanske politolog Francis Fukuyama forsøger at analysere samtiden og liberalismens udfordringer. Vor anmelder har læst den. Har historien en indre mening? Spørgsmålet forekommer ikke åbenlyst, når man gransker det forrige århundredes blodige annaler, hvis brutale vidnesbyrd i nogen grad netop kan tilskrives idéen om historien som bærer af et prædetermineret mønster. Både Lenin og Stalin betragtede sig i hvert fald sig selv som instrumenter for udfrielsen af menneskets foruddiskonterede skæbne, og Gulag-lejrene blev
Frederik Thomsens essay Scener fra Amerika fra Årsskriftet Critique XV fører os dybt ind i de glemte egne af USA, hvor populismens vrede mod kystbyernes eliter vokser. Fra Louisiana over Pennsylvania til den mytologiske hovedvej Route 66 i Arizonas endeløse goldhed. Tegn abonnement her. Som global stormagt har USA altid været en elsket såvel som ildeset nation. Især sidstnævnte har været tilfældet blandt europæiske intellektuelle, der tidligt udlagde nationen som et åndeligt korrumperet billede på den ”gamle verdens” egen fremtid. Som selve symbolet på modernitet og massekultur inkarnerede landet den kumulative sum af de kulturelle eliters frygt for det europæiske
Isaiah Berlin (1909–1997) var en af sin tids vægtige repræsentanter for liberalismen. Men samtidig kritiserede Berlin liberalismens underliggende tradition med inspiration fra modoplysningen. Dermed kunne han f.eks. forsvare folkets nationale særpræg og afvise en blåøjet oplysnings-optimisme. Frederik Thomsen giver en introduktion til den britisk-jødiske idéhistoriker. Ethvert element af oplysningstraditionen og den beslægtede modernitet har affødt sit teoretiske modstykke. Sekulariseringen blev for eksempel mødt med frygten for en »affortryllet verden«, det frisatte individ af Durkheims konservative anomi-begreb og arbejdsdelingen med Marx´ idé om fremmedgørelse. I forlængelse heraf affødte markedsøkonomiens fremkomst en stærk antibourgeois mentalitet i det nittende såvel som tyvende århundrede,
Populisme-begrebet strøs gerne med løs hånd udover en lang række forskellige positioner i det politiske landskab af i dag. Frederik Thomsen forsøger at indkredse betegnelsen og spørger, om populismen er demokratiets redning, undergang – eller noget midt imellem? Som en toneangivende tendens og kontroversiel realpolitisk faktor har populismen i de seneste årtier skabt rystelser i Vestens politiske typografi og udfordret de etablerede modeller og systemer, der kendetegnede perioden efter afslutningen på den kolde krigs geopolitiske rivalisering. Som politisk magtfaktor har den ikke blot gjort op med den klassiske højre/venstre-skalas konventionelle ideologiske opdelinger, men ligeledes sået tvivl om den udbredte forestilling
Friedrich Nietzsche har haft en markant virkningshistorie og spiller en rolle i en lang række nutidige filosofiske såvel som politiske diskussioner. Desuden er Nietzsche i dag måske mere aktuel end nogensinde – og paradoksalt nok nærmest systemkonform. Frederik Thomsen tegner et filosofisk portræt. Hvad enten man er enig med ham eller ej går mødet med den tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) komplekse produktion af frontalopgør med idégrundlaget for den europæiske civilisation ikke upåagtet hen. I forlængelse heraf har Nietzsche opnået en central virkningshistorie inden for store dele af det 20. århundredes tænkning, især hvad angår filosofiske felter som eksistentialismen, postmodernismen,
Thomas Manns forfatterskab er en fortælling om striden mellem oplysning og romantik, mellem fornuft og ånd. I en tid, hvor opslutningen om det liberale demokrati er vigende, er Manns forfatterskab ifølge Repliques skribent en nuanceret belysning af Vestens udvikling, til inspiration såvel som advarsel. Det irrationelle hører nemlig ikke fortiden til, men mennesket til. Den tyske forfatter Thomas Mann (1875-1955) debuterede på tærsklen af det 20. århundrede, hvis ideologiske brydninger og brutale samfundsomvæltninger blev formative for hans litterære produktion, der med sin umiskendelig kvalitet, filosofiske dybde og almenmenneskelige refleksioner stadig forekommer relevant i dag. Manns komplekse forfatterskab kan overordnet læses
En rejse til den chilenske digter Pablo Nerudas forhenværende hjemby Valparaisos bliver til en rejse i totalitarismens fodspor. Frederik Thomsen belyser, med udgangspunkt i verdens- og litteraturhistoriske nedslag, farerne ved totalløsninger og idealsamfund, som undfanges bag skrivebordet frem for i historiens strøm. Klynger af farverige pælehuse klamrer sig til de stejle bakker, der udgør Valparaisos bølgede fundament, og i det fjerne flyder et tankskib som en grå hval henover Stillehavets disede vidder, hvis svovlgrønne bølger bestandigt brydes mod den historiske havnebys vertikale kyst. Jeg har netop besøgt den afdøde poet Pablo Nerudas tidligere hjem, La Sebastiana, der grundet hans status
Hvordan gør man plads til lidenskab, poesi og åndsliv i en moderne verden, som forekommer gennemrationaliseret og mekanisk? I sin roman, Syv nætter, forsøger Botho Strauss’ søn Simon Strauss at give et svar. 25 år efter den samfundsrevsende kulturpessimist Botho Strauss undsagde halvfemsernes tyske meningselite med sine tungsindige tirader i essayet »Tiltagende bukkesang«, og med et melankolsk veto mod fornægtelsen af landets kulturelle ophav satte den genforenede nations selvforståelse til debat, splittede hans søn Simon Strauss i 2018 den tyske offentlighed med sin stridslystne debutroman Syv nætter(netop udgivet på dansk af forlaget Turbine). Men hvem er denne unge Strauss, som
Romantikkens perspektiv på samfundet er udgrænset af oplysning og nyttefikseret rationalisme. I et åndhistorisk perspektiv er romantikken dog en uundværlig komponent i forhold til udviklingen af de grundlæggende forudsætning for det gode samfund, ikke mindst hvis dens fornuftskritiske aspekter – der kan kamme over i et totalitært potentiale – udnyttes kompletterende.
Det nye højre lader til på flere punkter at have klare paralleller til mellemkrigstidens radikalkonservative kulturkritik. Hvilke indsigter – såvel som farer – er der i en sådan radikalkonservatismens renæssance? I kølvandet på 1. Verdenskrigs blodige excesser udgav Oswald Spengler sit kulturkritiske hovedværk Der Untergang des Abendlandes, hvori han afviste Oplysningens hovmodige idé om historiens lineære fremskridt. Spengler abonnerede derimod på en cyklisk og gennemdetermineret historiefilosofi, ifølge hvilken alle kulturer undergår en analog historisk proces bestående i en trinvis gennemgang af fødsel, vækst og forfald. Spengler sammenfatter sin historiefilosofiske skematik i overgangen fra kultur til civilisation, hvor sidstnævnte – i
