Mennesket og dets opløsning
Det er 25 år siden, at pædagogisk filosofi blev en disciplin i Danmark. De sidste mange år har den været under belejring af konkurrencestatens tænkere. Thomas Aastrup Rømer skriver ved et jubilæum.
idédebat og kulturkamp
»Var de da virkelig syge og svage?«: dr.phil. Børge Kristiansen om Nietzsche
Friedrich Nietzsche betragtes i filosofiske og intellektuelle kredse verden over stadig som en banebrydende tænker. Der er skrevet i tusindvis af artikler og bøger om hans forfatterskab og tænkning, der bortset fra ganske få undtagelser ikke stiller fundamentale kritiske spørgsmål til hans filosofi. Man godtager den som banebrydende nytænkning til trods for, at Nietzsche stort set kun har hån tilovers for de værdier, der i dag af det store flertal i Europa betragtes som grundværdier. I demokrati, civilisation, retssamfund, stræben efter fred, afvikling af social uretfærdighed, moral og i al normativitet til regulering af adfærden imellem mennesker ser Nietzsche stort
Liberalismens begrænsninger
Rasmus Ulstrup Larsen leverer i Årsskriftet Critique X en kommunitaristisk kritik af liberalismens etiske begrænsninger og blinde felter hos tænkere som John Locke, John Rawls og Immanuel Kant. Tegn abonnement og læs hele artikel. Enhver politisk filosofi bygger på grundlæggende forudsætninger, herunder forskellige kriterier og metoder, der anvendes til at frembringe gyldige argumenter om det retfærdige samfund og dets indretning. Disse forudsætninger danner rammen, for den måde den politiske filosofi udfolder sig på. Liberalismen er ingen undtagelse herfor, og har en lang tradition for anvendelse af kontraktteori som den måde, hvorpå politisk filosofi skal bedrives. Fra John Locke til John Rawls har liberalismen
Den amerikanske konservatismes fremtid
Trump har betydet store forandringer i amerikansk politisk tænkning, ikke mindst på højrefløjen. I denne artikel af Samuel Goldman spørges der til, om konservatismen har en fremtid og i så fald hvilken. Dette er et uddrag. Tegn abonnement og læs hele artiklen. F. Scott Fitzgerald foreslog i sit essay The Crack-Up fra 1936, at »testen for en førsterangs intelligens er dens evne til at holde to modsatrettede idéer i sin bevidsthed på samme tidspunkt, og stadig bevare evnen til at fungere. En sådan intelligens burde, for eksempel, have evnen til at se, at tingenes tilstand er håbløs og alligevel ville
Omskæring og pluralisme
I en tid så begivenhedsrig som vores er der noget næsten lindrende i det faktum, at det store debatemne herhjemme er »forhud« eller rettere manglende forhud. Og så alligevel ikke. For den ophidsede debat vidner om noget grundlæggende usundt i Danmark anno 2018. Efter den tidligere folkesocialistiske politiker Özlem Cekic forleden bød hele Danmark på dialogkaffe med udgivelsen af en børnebog, der mere eller mindre vellykket forsøgte at forklare danske børn konteksten for den muslimske tradition med omskæring, brød helvede løs. Den kaffe var alligevel for stærk. Cekic kunne forleden rapportere på Facebook, at hun havde modtaget tusindevis af reaktioner,
I en verden uden Gud: Om Hannah Arendts politiske teologi
Lektor, ph.d. Carsten Bagge Laustsens store artikel om Hannah Arendt I en verden uden Gud – Om Hannah Arendts politiske teologi beskæftiger sig med en af det 20. århundredes centrale politiske tænkere. Arendt var ikke mindst optaget af totalitarismen som et specifikt moderne fænomen, og hvordan man kunne bekæmpe den. Det er emnet for Carsten Bagge Laustsens artikel i Årsskriftet Critique X. Af Carsten Bagge Laustsen Et af de forholdsvis få steder i Arendts værk, man finder refleksioner over Machiavellis person og tænkning, er i bogen Between Past and Future (Arendt 1977). Det er ikke uden grund, at den længste ekskurs
Borgerlige mål helliger ikke totalitære midler
Tidligere har konservative og liberale stået side om side i et fælles værn imod formynderstaten; ikke alene imod dens omfordelings- og lighedsidealer, men i lige så høj grad imod dens forbudsbegejstring og reguleringshysteri. Højrefløjens værdier har alle dage stået i stærk kontrast til kommunismen og været et opgør med dens totalitære regimer og tænkemåder. Nu er den borgerlige fløj imidlertid i færd med at sælge ud af en af de mest grundlæggende værdier for enhver vestlig civilisation: frihedsrettighederne. Disse demokratibærende rettigheder vil konservative kræfter knægte i deres iver efter at bevare dansk kulturarv. Og liberale fyrtårne ser passivt til og
Venstrefløjen har vendt kvinderne ryggen
Den marxistiske klasseopdeling af samfundets borgere lader i de sidste par år at at have fået en genoplivning på venstrefløjen, blot i en moderne udgave. Hvor Marx opererede med kapitalist og arbejder, får vi i stedet tudet ørene fulde af at kategorierne »undertrykker« og »undertrykt«, hvor vi efterhånden har travlt med at smide alt ind i sidstnævnte kategori. Til førstnævnte kategori hører hvide mænd, til sidstnævnte hører som oftest kvinder, muslimer, og seksuelle minoriteter. Det er en spøjs sammenblanding i den sidste kategori, og det leder også til nogle besynderlige selvmodsigelser. Den uigendrivelige feminisme Den nye klasseinddeling i undertrykker og
Podcast: Hvorfor elsker liberale bureaukrati?
Podcasten er tilbage efter et mindre udfald. Vi går ind i december med en snak om liberalisme og bureaukrati. Ifølge Rasmus Ulstrup Larsen, fast skribent ved aarsskriftet-critique.dk og cand.merc.fil. er liberalisme nemlig ikke reelt set modstander af bureaukrati. Tværtimod er det liberalismen, der skaber bureaukratiet. Hvordan det hænger sammen kan du høre her, hvor redaktør Christian Egander Skov taler med Ulstrup Larsen om liberalisme, retfærdighed og tillid. Du kan følge vores podcasts her på siden, men du kan også abonnere (gratis naturligvis) på dem via iTunes. Når du nu er derinde så smid os lige en fem-stjernet anmeldelse og et
En moderne reaktionær fylder 80
I går fyldte Søren Krarup 80 år. Der er ingen tvivl om, at han i mere end en menneskealder har været en af Danmarks vigtigste og mest markante konservative stemmer. Han har igennem et forfatterskab, der begyndte helt tilbage i 1960’erne, været en moderne reaktionær – et udtryk, der er blevet brugt om Chesterton – og hans indflydelse på mange af os yngre konservative har været markant. Her på Årsskriftet Critique og i Replique har vi ofte beskæftiget os med Søren Krarup og hans forfatterskab. Og vi har samlet nogle af de artikler af og om Søren Krarup. Vi starter med
Liberalismen er bureaukratiets ven
Det er en udbredt liberal position at kritisere bureaukratiet. Men dermed angriber liberalismen paradoksalt nok sit eget moralske fundament, påpeger månedens kronikør. Det er en af Liberal Alliances mærkesager at formindske bureaukratiet i den offentlige sektor for at frigive flere midler til effektiv kernevelfærd og service. »Mindre bureaukrati, færre regler og mere tillid til hinanden«, skriver Liberal Alliance under deres mærkesag om effektivisering (https://www.liberalalliance.dk/emne/effektiviseringer/). Ikke så sjældent hører vi også fra fremtrædende folketingsmedlemmer, at bureaukratiet skal formindskes. Det har sin rigtighed, at bureaukrati er en hindring for effektivitet og service, fordi bureaukratiets formål ikke er resultatorienteret, men procesorienteret. Det
De politisk hjemløse
Lad mig begynde med to anskueliggørende eksempler. Beboerne i en jysk landsby, der i hovedsagen består af rødvinsgenerationen med særdeles gode indkomster og solide formuer, vil gerne sætte såkaldte nabohjælp-skilte op, men får det ikke gjort, fordi ”kommunen ikke vil bevilge støtte”. På tv-skærmen ses der i anden sammenhæng en mand med sommerhus i et område, der plages af oversvømmelser. Han interviewes foran sommerhuset, efter en oversvømmelse, og adspørges hvad han forventer. ”Jeg forventer at kommunen påtager sig sit ansvar”, lyder svaret. Deler man tv- og radioavisens strøm af indslag op i to, meget simple kategorier, hhv. historier, der vinkles
Hugget i uforgængeligt materiale
Jesper Langballes hele virke drejede sig om Ordet, og i en nyudgiven essaysamling gøres Langballes ord lettere tilgængelige. Bogen byder ifølge Repliques anmelder på ord fra fortiden såvel som ord til tiden, alt sammen fra en både skarp og morsom polemiker, omend med en til tider lidt verdensfjern tilgang. En martsdag i 2014 var redaktørkollegiet bag nærværende tidsskrift undervejs til møde i København. I bilen drøftedes den kommende tids udgivelsesplan. Professor Bent Jensens bog om den kolde krig, Ulve, får og vogtere, var da nyudkommen. Den var redaktørkollegiet enig om skulle anmeldes i spalterne. Kunne Jesper Langballe være en mulighed
Et tidsskrifts historie
Vi er nået til 10. årgang af Årsskriftet Critique. Da vi i sin tid startede, havde vi næppe turdet tro på, at vores lille eksperiment udi åndrig konservativ idédebat kunne holde så længe. På den anden side var vi vel også selvbevidste nok, eller måske bedre selvovervurderende nok, til at tro, at vi havde sat noget i søen, der faktisk havde et vist perspektiv. Vi vidste, at Årsskriftet Critique dækkede et behov, som var blevet forsømt i de kredse, hvor vi udgik fra, det vil sige det politiske miljø omkring Det Konservative Folkeparti. Så vi kastede os ud i det.
Selvfølgelig kan kristendommen forsvares
Eftersom min nye bog #Troselv er blevet debatteret vil jeg gerne give mit besyv med. Først bragte Critique et skriv af Jacob Munk, hvori han forsvarede, apologetikkens plads i teologien i dag. Derefter svarede Mikael Brorson med et klar ”Nein” til apologetik. Jeg vil i nedenstående give en kortere præsentation af, hvorfor jeg mener, at apologetik har en plads i teologien. Jeg er på det seneste blevet glad for klassisk musik. Den klassiske musiks store variation af instrumenter og dermed udtryk tiltaler mig. Men førend et værk kan kaldes vellykket kræver det, at de forskellige komponenter spiller sammen og udfylder
Den tabte sommer
På ryggen mod det stikkende græs har jeg udsigt til lyseblå himmel, grønne plæner omkring mig og for neden en lille å med stille vand, der spejler med yndefuld glans i solens blændende lys . Vandet løber lydløst over de glatte sten og ledes ubemærket frem til den blanke sø. Et åndehul her i den travle by, omringet af forretningernes foretagsomhed, bilernes røg og industrihavnens kolde facade. Bevæger man sig gennem parken er det som at bevidne et lysegrønt betagende bølgelandskab. Træerne står sporadiske i den bakkede bøgehave, men ser man op, dannes ubrydelige tætninger af blanke kroner. Jeg dufter
Hvem er ytringsfrihedens helte?
Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangamas nye bog om ytringsfrihedens historie er et vigtigt stykke danmarkshistorie, der optegner synet på ytringsfriheden i Danmark fra Reformationen og helt op til i dag. Det er både interessant og relevant, omend historien ifølge vores anmelder til tider fortælles en smule for stereotypt. Der er noget mærkeligt ved, at en principiel diskussion om en abstrakt frihedsrettighed med jævne mellemrum viser sig på den offentlige debats slagmark med de mest blodige skudvekslinger og mest hårdkogte fjendskaber. Mærkeligt, fordi den slags principielle debatter sjældent fylder særlig meget blandt analyser af politisk taktik og burkaforbud, og mærkeligt, fordi
Nein!
I et blogindlæg på denne side fra den 15. oktober går Jacob Munk i rette med den kritik af Kristoffer Kruses apologetiske bestræbelser, som Ida Bøgh og jeg har fremført i Kristeligt Dagblad. Munk mener, at problemet er epistemologisk, altså at det omhandler menneskets mulighed for at erkende Gud og verden, og på den baggrund søger Munk at forsvare apologetikken, imens han afslutningsvis udtrykker et ønske om, at vi og Kruse kan mødes i en “nuanceret, eksistentiel og filosofisk rig diskussion af, hvad det vil sige at tro.” Dertil kan jeg kun gå planken ud – nu hvor både Munk
Credo ut intelligam: et svar til Bøgh og Brorson
Hvis vi vil tale om Gud i en post-moderne tid, har vi et problem. Det problem er epistemologi. Hvordan skal jeg kunne vide noget om Gud, når der er en uoverstigelig kløft mellem dig og mig og mellem mig og verden? Enten må vi insistere på, at sandheden faktisk ikke er utilgængelig, eller også må vi alene tale om Gud som et forhold til den enkelte. Det sidste svar har været attraktivt for teologer gennem det 20. århundrede. På den måde har man kunne give store indrømmelser til bibelkritikken, socialkonstruktivismen og post-modernismen men samtidig fastholde kristendommens relevans. Gud er jo
Institutionskonservatisme: Om det risikable menneske og nødvendigheden af at holde det på plads
Konservatismens udgangspunkt er en antropologisk realisme, der afviser en optimistisk tro på menneskets muligheder for at være andet end det er. Med udgangspunkt i denne antropologiske realisme, udlægger litteraten Kasper Støvring konservatismens forhold til institutionerne, hvis bestandighed og rolige udvikling han modstiller radikalismens evige trang til reformer. Ifølge en udbredt konservativ opfattelse er det moderne samfund i høj grad karakteriseret ved normopløsning. Individet har vundet frihed, men individet er et risikabelt væsen, et ”ondt” væsen. Derfor må man reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så man kan få noget godt ud af det. Denne institutionelle
Fremtrædende konservative intellektuelle: Giv os et Europa, vi kan tro på!
Det er ikke hver dag, man hører konservative lege med idéen om flertydige tilhørsforhold. I en situation, hvor mange gennem lang tid har opfattet EU som en trussel mod deres hjemlands suverænitet samt deres egen nationale identitet, og hvor mange europæisk orienterede netop har betonet deres europæiske identitet på bekostning af deres nationale, er det nemt at glemme, at vi faktisk er europæere, og at vores skæbne er bundet til kontinentets. Hvordan skal man balancere mellem forsvaret for det nationale og forsvaret for Europa i en tid, hvor Europa er blevet synonym for overgrebet mod det nationale? Ja, hvordan skal
Game of Thrones: Stor kunst eller tom underholdning?
Det siges at kunsten træder til, der hvor sproget ikke længere rækker. Hvem der har sagt det ved jeg ikke, men det er ikke desto mindre sandt. Det forstod Game of Thrones-forfatterne i de tidligere sæsoner af serien, selvom man fatter mistanke, at det nok kun har været George R.R. Martin der forstod det. Men denne forståelse for hvad kunsten kan, er gået tabt i den sidste sæson af serien. Det indvendes fra de fleste anmeldere at den sidste sæson er på et lavere niveau fordi karakterudviklingen er forsvundet og plottet er fyldt med huller. Men der er mere væsentlige
Evelyn Waughs korstog mod moderniteten
Forfatteren Evelyn Waugh gennemgik i sit forfatterskab en drastisk udvikling fra ultra-modernist, der skildrede den britiske overklasses dekadence til en skarp konservativ forfatter, der i kristendommen så en udvej for den vestlige civilisations udvikling. Den store britiske satiriker Evelyn Waughs konservative modernitetskritik er emnet for lektor, ph.d. Søren Besenbachers artikel fra Critique II (2009), som vi her har genudgivet ud fra det oprindelige manuskript i anledning af 10. årgangs-jubilæet. Da Evelyn Waugh blev født i 1903 var det britiske imperium på sit højeste. Et verdensomspændende rige hvor solen aldrig gik ned og som indeholdte en fjerdedel af verdens befolkning. Da han
Reaktionær Salon: Om udestuer og nationalkonservative kongemærkehipstere
Johan Christian Nord holder reaktionær salon i Kjellerup og har inviteret Berlingske-bloggeren Jesper Holm Frederiksen til udkantsdanmark. Anledningen er, at de to nationalkonservative debattører er blevet udsat for kritik fra den lejlighedsvis venstreorienterede podcast Udestuen. Ifølge deres kritikere repræsenterer de to en rækker laster, der skæmmer konservatismen og specifikt nationalkonservatismen: De er Disney-konservative kongemærkehipstere, der slet ikke mener, hvad de siger, men blot leger konservative. Og i det omfang de faktsik mener, hvad de siger, er det endnu værre. For da er de radikale snarere end konservative. Ja under andre forhold skulle de faktisk slås ihjel, lyder det fra Udestuen.
Hverken stat eller individ
Konservatismen er ikke kærlighed til markedet. Den er heller ikke kærlighed til staten, og den er slet ikke en mellemting mellem liberalisme og socialisme. Konservatismens udgangspunkt er hverken stat eller individ, men derimod kulturen og samfundet. Læs Søren Hviid Pedersens klassiske artikel fra Årsskriftet Critique I (2008). Jeg håber at kunne demontere nogle efterhånden indgroede myter om konservatismen, specielt som den forstås i Danmark. Det er opbygget en myte om, at enten er man statskonservative/socialkonservativ eller også er man minimalstatskonservativ. Begge overbevisninger er isoleret set noget vrøvl! Det har på den ene side aldrig været meningen, at konservatismen skal stå
Konservatisme med kinesiske karakteristika
Begrebet konservatisme bruges om alle slags bevægelser, der ønsker at bevare et eller andet. Men konservatismen som politisk ideologi er specifik vestlig. Erik Winther Paisley viser i sin artikel fra Årsskriftet Critique I (2008) forskellen mellem en frihedsorienteret vestlig konservatisme og den kinesiske konfucianisme, der ofte kaldes konservativ. Denne konservatisme er dog slet ikke konservativ i vores forstand, men imod forandring i det hele taget, hvorfor også det kinesiske kommunistparti har genoptaget arven efter konfucianismen. Med mindre man udvander konservativ til at betyde ”moderation” eller ”statusquoisme”, kan man ikke meningsfuldt tale om konservatisme i en kinesisk kontekst. Det kinesiske samfund
Michael Bøss: Værdipolitisk historieløshed og behovet for en ny politik
I denne artikel fra Årsskriftet Critique V (2012), opfordrer lektor Michael Böss til en ny politik, der skal kombinere ideer fra den borgerlige og den socialdemokratiske arv, stille sig kritisk over for neoliberalismens atomisme og sigte mod at genskabe fællesskabsfølelsen blandt borgerne. Formålet med denne artikel er dels at levere en kritik af den »værdipolitik med modsat fortegn«, som kommer til udtryk i S-SF-R’s regeringsgrundlag og regeringens lovinitiativer efter valget i september 2011, dels mere generelt argumentere for, hvorfor historieløshed er et problem i et globaliseret samfund. Artiklen indledes med nogle overvejelser om nutidens politiske historieløshed. Derefter følger en kritisk
En ode til Joseph de Maistre
»Når litterære mennesker, hårdt presset af tiden, først begynder at føle behovet for at blive reaktionære, er det sandsynligt, at de tager fat på Joseph de Maistre.” Sådan skriver Edmund Wilson i slet skjult irritation over studentikose konservative, der i Joseph de Maistre finder et længe tilstræbt afløb for deres uudgrundelige harme over moderniteten. Imidlertid vil størstedelen af Critiques læsere formodentlig, ligesom jeg selv, finde sig særdeles tiltalte af Wilsons præsentation. De Maistre hører til blandt konservatismens største tænkere, men han læses i dag langt fra ligeså ofte som Burke, Kirk og Eliot. Det er i og for sig ikke
Hvorfor tager kulturradikale altid fejl?
I en omskiftelig verden som vores er det rart at have nogle konstanter at støtte sig til: man ved, at vi på mærkedage hejser Dannebrog til hyldest, at kirkeklokkerne ringer søndag morgen, at foråret bringer varme og forelskelse. Og man ved, at de kulturradikale tager fejl i alle værdipolitiske spørgsmål. Ikke kun De Radikale i partimæssig forstand, men hele den kulturradikale bølge. Det største problem med radikalismen er jo ikke, at den har sit eget parti, men at den ligeledes har inficeret samtlige andre partier. Og i alle større værdipolitiske spørgsmål har denne radikale bevægelse slet og ret taget fejl.
Gør liturgien høj, gør porten vid!
Tendensen er ikke til at tage fejl af: teologisk konservative kirker i dag har næsten uden undtagelse givet afkald på den traditionelle liturgi og vendt sig mod et mere frit, spontant udtryk. Gudstjenesten vil da ofte få et mere karismatisk præg med frie bønner og lovsang eller, som det ofte er tilfældet i folkekirkeligt regi, en uformel, forsamlingshusagtig stemning. Denne udvikling skyldes antageligt den danske konservative kirkes rødder i vækkelsesbevægelserne, og liturgi og vækkelse synes at være et dårligt match. Ræsonnementet er alt andet end usympatisk: hvis formen står i vejen for, at mennesker kommer til tro på Jesus og
Det er tid til en ny reformation
Sjældent udkommer en bog, der sønderriver kirkens lære – i Guds og i Kristi navn. Men ifølge Christian N. Eversbusch var det netop hvad der skete i 1920, med udgivelsen af bogen Vandrer mod Lyset!. Er det herpå vores næste reformation skal baseres? Jovist markerer vi for tiden, at det er 500 år siden, at vor kirke blev reformeret, men parallelt med de formelle fejringer af dette jubilæum konstaterer vi et rekordhøjt antal udmeldelser af selv samme kirke. Alene i 2016 var der således 24.728 danskere, der meldte sig ud af folkekirken. Det er ifølge Danmarks Statistik næsten dobbelt så
Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-