Burke - konservatismens fader?

Burke er ikke konservatismens fader!

2. november 2018
2 minutters læsetid

Claus Bryld har i anledning af sin bogudgivelse om Edmund Burke skrevet mangt og meget om selvsamme Burke. Det er naturligvis glædeligt, at forfatteren har valgt at dedikere en hel bogudgivelse til den konservative filosof, men der er god grund til at dvæle ved Burkes indflydelse på dansk konservatisme. Det hævdes alt for ofte, at Burke er en slags fader for konservatismen. Historisk fylder Burke dog ikke særlig meget i den danske konservative bevægelse.

Ingen utopi

Af formidlingsmæssige årsager er det selvfølgelig meget naturligt at tilskrive en bestemt person æren for et bestemt tankesæt, men det er næppe meningsfuldt i konservatismens tilfælde. I kontrast til den gængse liberalisme og den gængse socialisme, tager konservatismen sit udgangspunkt i det bestående frem for et utopisk samfundsideal. Denne forskel medfører, at konservatismen nødvendigvis må være forskellig fra land til land, mens liberalismen og socialismen principielt kan være universelle i kraft af, at deres universelle utopier ikke er rodfæstet i ét bestemt områdes kulturelle ophav. Når konservatismen er så væsensforskellig rundt om i verden, giver det næppe mening at tilskrive én person den ære at være konservatismens fader.

Meget overordnet kan konservatismen opdeles i en kontinental og en angelsaksisk gren. Mens den angelsaksiske i en burkesk ånd betoner friheden i langt højere grad, betoner den kontinentale konservatisme historisk set i højere grad statens rolle for orden i samfundet. Mens den angelsaksiske konservatisme har været tæt knyttet til Burke, er Burkes indflydelse på den kontinentale konservatisme et meget nyt fænomen.

Sjældent diskuteret i Danmark

Burkes beskedne rolle i dansk konservatisme tydeliggøres, når man ser på danske konservatives argumenter gennem historien. Ganske vist blev Burke drøftet af danske konservative i slutningen af 1700-tallet, men ganske hurtigt forsvandt han ud i glemslen. Et interessant eksempel er, at der kun henvises til Burke én gang under drøftelsen af Junigrundloven – og endda ikke af datidens konservative. Tydeligst fremgår det dog i historiker Jon A. P. Gissels bog – Konservatisme og Kulturkamp – om danske konservatives debat med Georg Brandes i slutningen af 1800-tallet. Mens denne tids konservative tænkere på mange måder benyttede samme argumenter som Burke, henviste de dog aldrig til ireren. En del af forklaringen herpå kan være, at Brandes’ primære modstandere i denne tid er konservative teologer, og disses argumenter tager i højere grad afsæt i den kristne kulturarv snarere end i Burke.

Ser man bort fra teologerne og vender blikket mod konservative adelsfolk i 1800-tallet, er inspirationen af Burke også til at overse. Formentlig er en del af forklaringen på Burkes manglende indflydelse på denne del af den konservative bevægelse knapt så ideologisk. Mens 1800-tallets liberale bevægelse havde et stærkt ideologisk fundament, var dens konservative modstandere snarere præget af en vis form for pragmatisme og et fokus på at bevare visse rettigheder og privilegier. Argumenterne for at bevare Kongens og adelens privilegier blev derfor også pragmatiske frem for principielle, og i denne pragmatisme har der næppe været den store plads til Burke.

I Danmark træder Burke først ind som konservativ referenceramme i 1980’erne under den konservative bølge, som blev påbegyndt af Reagan og Thatcher. Da disses mere liberalkonservative bølge når Danmark, følger Burke meget naturligt efter. Før dette tidspunkt er den angelsaksisk inspirerede, liberalkonservative bevægelse praktisk talt ikke eksisterende i Danmark. Meget sigende er Tanker om den franske revolution da også først blevet oversat til dansk i 1987 – altså næsten 200 år efter bogens udgivelse.

Konservatismens fader?

Man kan formentlig sige, at Burke begik den første sammenhængende beskrivelse af konservatismen som tankesæt. Herfra bør man dog ikke slutte, at Burke ligefrem er konservatismens fader. Det sidste vil være en grov forenkling af den konservative idéhistorie.

Kuzma Pavlov

Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Hans fokus spænder derfor bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr