Kristendommen er ytringsfrihedens rod

1. marts 2018
9 minutters læsetid

Hvordan er ytringsfriheden i Danmark egentlig opstået? Ofte lægger man vægt på oplysningsbevægelsen i besvarelsen af dét spørgsmål, men ifølge månedens kronikør er ytringsfriheden snarere et biprodukt af protestantismen.

Katrine Winkel Holm

I den store bog om ytringsfrihedens danske historie MEN, skrevet af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt, bliver det slået fast at ytringsfriheden er et gode, som er kommet til os fra oplysningsbevægelsen og da i hvert fald ikke fra reformationen, der ifølge dem førte til indførelsen af ”en art teokrati” i Danmark. Blandt de største trusler mod ytringsfriheden i dag finder vi da også ifølge forfatterne ”religiøs ekstremisme”, uden at det bliver specificeret hvilken form for religiøs ekstremisme, der er tale om.

Er religion ytringsfrihedens fjende?

Læserne kommer dermed til at sidde  tilbage med det indtryk, at religion alle dage har været ytringsfrihedens fjende. Meget karakteristisk for bogens tendens er behandlingen af henholdsvis John Milton og Baruck Spinoza. To navnkundige ytringsfriheds-pionerer, den ene en from puritaner, den anden en tidlig oplysningsmand. Milton nævnes blot én gang, mens der refereres til Spinoza et utal af gange.

 

Nu er det selvfølgelig ytringsfrihedens historie i Danmark, der beskrives, og derfor udelukkende den virkning de to udenlandske forfatteres skrifter har haft herhjemme. Men  John Miltons banebrydende forsvar for trykkefrihed, som han fremfører i bogen Areopagitica, kunne jo f.eks. have fundet en plads i det afsluttende, konkluderende kapitel, hvor forfatterne gør sig mere principielle overvejelser over ytringsfriheden. Her er Spinoza med, mens Milton glimrer ved sit fravær.

Udeladelsen af Milton siger en del. For John Miltons lille skrift er en sten i skoen på bogens bærende tanke: Oplysningen kom med lys og frihed, kirken kom med undertrykkelse og mørke.

Ja, den  er faktisk et fantastisk vigtigt bevis på, at denne tese ikke holder stik, for Milton argumenterer for trykkefrihed med baggrund i Bibel og kirke.

Grunden til disse overvejelser over John Miltons skrift om trykkefrihed fra 1644 skyldes to ting: For det første, at skriftet for nylig er blevet genoversat, takket være den lærde filolog Niels Henningsen og derfor er i handlen igen.

For det andet, at det i takt med, at presset på vores frihed stiger, bliver nødvendigt at reflektere over roden til friheden. Vi skal vide, hvad vi skal værne om og hvad vi passende kan kassere. Stjernfelt og Mchangamas linje inviterer til den antagelse, at religion er roden til al ufrihed og derfor noget vi kan kassere. Miltons skrift virker som en forbløffende aktuel replik til den antagelse.

Tro, fornuft og frihed

Blot et par ord om baggrunden for skriftet, inden jeg går til Miltons argumentation i bogen. Milton skrev sit skrift som en protest mod den genindførsel af censuren, som parlamentet indførte midt under den engelske borgerkrig og som bl.a. havde ramt ham selv. Milton støttede Cromwell og puritanerne, men altså ikke for enhver pris.

Jeg vil her fremhæve to ting i Miltons argumentation. For det første er der for ham ingen modsætning mellem fornuft og tro. At være Guds skabning er simpelthen synonymt med at være udstyret med fornuft. Fordi Gud har skabt os med fornuft og dermed mulighed for at træffe valg, var Adam ansvarlig for sit eget fald i paradis.

Med fornuft følger altså ansvar og frihed – og dermed også frihed til selv at sammensætte sin egen åndelige kost. Det, som forhåndscensuren forhindrer en i at gøre. Kristendom og frihed går på den måde hånd i hånd for Milton.

I hans korte skitse af kirkens historie fremhæver han da også, at der i de første 800 år af kirkens historie herskede udstrakt frihed. Censuren i kirken tager først for alvor fart under renæssance-paverne, og herefter følger så inkvisitionen, de lange udrensningsfortegnelser over forbudte bøger, der med Miltons ord ”roder op i så mange gode gamle forfatteres indvolde” og udgør ”det værste gravskænderi, man kan tænke sig”.

For sandhedens skyld

Hans andet hovedargument er, at vi har trykkefrihed af hensyn til sandheden – og det har igen sin rod i kristentroen.  Censuren blev i første omgang oprettet for slukke det sandhedslys, som reformationen havde tændt, og for at sikre ”løgnens herredømme”. Her er den anti-katolske polemik stærk, men den fører videre til en overvejelse over, hvordan sandheden bedst søges.

Milton er ikke relativist, men mener at sandheden med stort S findes. Den kom til verden med Kristus i en ”fuldkommen skikkelse”, men efter ham kom en række bedragere og spredte sandheden for alle vinde. Nu findes sandheden derfor kun stykkevis og delt, og det betyder, at søgen efter sandhed er  blevet et slags puslespil, hvor man møjsommeligt må lægge sandheds-del til sandheds-del.

Vi har ikke fundet alle sandheds-delene, og ”det vil heller ikke lykkes, før sandhedens Herre kommer igen”. Derfor skal vi ikke være bekymrede over alle uenighederne, der findes f.eks. i kirken. De, der ønsker censur og ensretning i kirken tilhører den slags mennesker, der ”forsømmer – og vil alligevel ikke tillade andre – at samle de splittede dele, der endnu mangler af sandhedens legeme. Stadig at søge det, vi ikke kender, ved hjælp af det, vi kender; stadig at lægge sandheds-del til sandheds-del, efterhånden som vi finder den, det er den gyldne regel såvel i teologi som i aritmetik”.

Sandheden bliver altså det første offer for censuren og svækker England som det frihedens land, det takket være Cromwells revolution er blevet. Med velklingende patos udmaler han, hvordan England er blevet en frihedens borg; det sted hvor en reformation af reformationen finder sted og hvor penne og hoveder er i gang med at benytte skjolde og våben til forsvar for den belejrede sandhed. I en sådan situation undgår man ikke uenighed og argumenteren, for ”meninger hos gode mænd er ikke andet end kundskaber, der er i begreb med at fødes”. Uenighed er altså en styrke, ikke en svaghed.

Censuren derimod er destruktiv, fordi den skaber en ødelæggende selvcensur hos forfatterne og afholder dem fra at søge sandheden. På den måde undertrykkes hele den blomstrende afgrøde af kundskaber, der er undervejs i  England, og censuren ender med at skabe ”hungersnød for vore sjæle”.

Den kristne frihed

Frihed til at søge sandheden – det er kernen i Miltons passionerede forsvar for trykkefrihed. Og hans mening er, at samvittighedsfrihed i en lang række samfundsforhold er en logisk følge af Paulus’  forståelse af den kristne frihed, som den udfoldes i Galater- og Romerbrevet:

Hans [Paulus’, KWH] mening er den, at for Gud gør det ingen forskel, om man spiser det ene eller det andet, holder den ene eller den anden dag hellig. Hvor mange andre ting kunne man ikke roligt finde sig i og overlade til menneskers egen samvittighed, hvis vi blot havde kærlighed, og hvis blot ikke den inderste kerne i vort hykleri var vor lyst til stadig at dømme hverandre.

Her lyder Milton næsten som prædikant og er det faktisk også.  Det skyldes ikke kun, at han henvender sig til et parlament, der er fyldt af fromme puritanere, men også, at han selv er en af dem, og at han ligesom dem er fyldt af indignation over den frihedsundertrykkende katolske kirke, hvortil han også regner den højkirkelige del af den anglikanske kirke som Cromwell gjorde oprør imod i: ”Jeg er bange for, at det jernåg, som den tvungne udvendige tilslutning til kirken pålagde os, har efterladt et slavemærke på vore nakker.”

De protesterende protestanter har altså endnu ikke vænnet sig nok til friheden til for alvor at kunne værdsætte den. Den kristne frihed er ikke blevet inderliggjort nok.

Grænser for trykkefrihed

Med til billedet hører, at Milton ikke gør sig til talsmand for uindskrænket ytringsfrihed. Han ønskede ikke at give frihed til blasfemikere og til ateister. Det er frihed for debatterende, engelske protestanter, han slår til lyd for; en frihed mellem brødre som han kalder det.

Heller ikke katolikker skal få lov at nyde godt af friheden. Argumentet overfor katolikkerne er tankevækkende: Man kan ifølge Milton ikke give ”papismen” frihed, ”da den udrydder alle religioner og afskaffer det borgerlige samfunds selvstændighed”. Altså: Fordi datidens katolicisme var en overstatsligt magt, der til tider opfordrede sine tilhængere til attentat på den engelske regent, bør man ikke give katolicismen frihed. En religion, der ikke vil lade andre nyde friheden, men arbejder for at komme den til livs, skal ikke selv have lov at nyde gavn af friheden.

Det er den samme argumentation, man ser hos John Locke i hans berømte brev om tolerance fra 1689, hvor det hedder:

Den kirke kan ikke have nogen ret til at blive tolereret af øvrigheden, i hvilken enhver, som indvies i den, med det sam-me undergives en lydighedspligt over for en fremmed fyrste. Thi med den pagt gav øvrigheden plads for en fremmed myndighed inden for sine grænser og i sine byer, og der åbnedes op for, at der ud af hans borgere blev udskrevet  soldater mod hans egen stat.

Det er altså en stærkt begrænset frihed, Milton plæderer for i Areopagitica. Men med til billedet hører, at enhver jo ville nyde i hvert fald lidt gavn af afskaffelsen af forhåndscensur.

Anonymitet og burka

Lad mig slutte den kortfattede gennemgang af med en sidste detalje, der viser at Milton havde tænkt sig bedre om end f.eks. den rationalistiske reformator Struensee, som vi ellers kan takke for at have indført trykkefrihed i Danmark i 1770:

For Milton er det afgørende, at anonyme skrifter forbydes. Skal der være trykkefrihed, skal man også kunne drages til ansvar for det, man har skrevet. Og, viser det sig, har man skrevet noget blasfemisk, noget papistisk eller lignende skal bøgerne ødelægges. Men det må komme an på en prøve. Bogen må ikke aborteres, men skal se lyset, før den eventuelt aflives.

Kritikken af anonyme ytringer virker som en helt aktuel kommentar til det meget omdiskuterede burkaforbud. Vælger man at opfatte burkaen som ytring (det kan diskuteres), er det i hvert fald en anonym eller en anonymiserende ytring, der udsletter afsenderens identitet. Ifølge Milton helt uacceptabelt.

Samvittighedens kamp for frihed

Skriftets mest kendte citat, der sammenfatter Miltons kamp for trykkefrihed, lyder sådan: ”Give me the liberty to know, to utter, and to argue freely according to conscience, above all liberties.” At kunne argumentere frit i overensstemmelse med sin samvittighed er selve hjertesagen for Milton.

Det er væsentligt at fremhæve, at  Miltons skrift er erfaringsbåret. Det er hans egne oplevelser af censurens indflydelse på ånden, der skaber indignationen. Erfaringen viser nu engang, at sandhedssøgen kræver frihed, og at friheden kun kan bestå, hvis man en gang imellem indskrænker friheden for at beskytte friheden. Milton argumenterer altså pragmatisk og hans banebrydende forsvar for trykkefrihed bygger på empiri, ikke på universalistiske ideer om friheden som en medfødt menneskeret. Men først og sidst er skriftet og dets anti-totalitære argumentation båret af protestantisk glød. Det er den kristne frihed, der danner inspirationskilde til trykkefrihedskravet. Ligesom det var samvittigheden, bundet til Guds ord, der drev Luther til at protestere på rigsdagen i Worms i 1521, er det samvittigheden, der driver Milton til at kræve trykkefrihed.

Det er ikke tilfældigt. Den tyske filosof Rainer Forst, der har skrevet et stort værk om tolerancens historie, gør opmærksom på, at de steder, hvor den lutherske toregimentelære og opfattelsen af friheden som bundet til Guds ord står stærkt, udvikles kravet om frihed først. Sådan som det skete i England.

Milton og den engelske vej til frihed

Umiddelbart fik Miltons skrift ingen eller ringe betydning. Men på lang sigt blev indflydelsen ikke desto mindre stor, ikke mindst i den angelsaksiske verden. Skriftet lagde grunden til de argumenter for trykkefrihed og tolerance, som f.eks. John Locke anvendte. Og de endte med også at få konkret indflydelse. Allerede i 1695 blev trykkefriheden faktisk indført i England, og England opnåede hurtigt ry som det land, hvor forfattere og digtere friest kunne udfolde sig uden at skulle frygte censuren.

Da Voltaire i 1726 endnu engang havde udsigt til en tur i Bastillen pga. noget, han havde skrevet, valgte han i stedet at søge asyl i England og begejstredes over den frihed, der her herskede. Det frie, protestantiske England kom for ham til at stå som modstykket til det ufri, katolske Frankrig, hvor censorerne tyranniserede forfatterne. Den anti-kirkelige oplysningsfilosof fremhævede altså de frugter, som den protestantiske reformation havde sat.

Man kan formulere det på den måde, at ytringsfriheden er et biprodukt af reformationen – der vel at mærke er en langstrakt proces, hvortil også den engelske revolution hører. Det reformatoriske frihedskrav, sådan som vi møder det hos Milton, er den bundne samvittigheds krav om frihed og er som sådan relativt og pragmatisk. Som en sidegevinst af denne lidenskabelige kamp opstår de sekulære frihedsrettigheder efterhånden, og i tidens løb udbredes de til alle landets borger, uanset religion og konfession.

Kristendommen er altså ikke al friheds modstander, men har stået fadder til udbredelsen af frihed. Det er Miltons pionerskrift et fornemt vidnesbyrd om. Jeg håber, at Niels Henningsens genoversættelse af skriftet vil få mange læsere, så folk ikke lader sig spise af med den fade oplysnings-panegyrik som Stjernfelt og Mchangama faldbyder, men opdager, at der er andre og dybere kilder til friheden.

Katrine Winkel Holm er cand.theol. og formand for Trykkefrihedsselskabet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside