»Klokken ni om morgenen sætter han sig ved sit bord og fortsætter sit arbejde nøjagtigt fra det sted, hvor han dagen i forvejen var holdt med at komponere; han skriver i reglen den første skitse med blyant og derpå klaverpartituret med blæk, og sådan bliver han ved til klokken tolv eller et uden pauser. Om eftermiddagen spiller han skat, ser to-tre sider i et partitur igennem, og til sidst dirigerer han så om aftenen i teatret. Enhver form for nervøsitet er ham fremmed, hans kunstneriske intellekt er altid lyst og klart. Først når tjeneren banker på døren for at række ham den jakke, han skal dirigere i, rejser han sig fra sit arbejde. Han kører roligt hen til teatret og dirigerer med samme sikkerhed, som han om eftermiddagen spillede skat med, og næste morgen indfinder inspirationen sig straks igen.

[…]

Dette »arbejde« er for Strauß noget ganske ejendommeligt. Der er intet dæmonisk over det, intet kunstnerisk raseri, og han kender slet ikke til de anfald af depression eller desperation, som skildres i Beethovens og Wagners biografier. Strauß arbejder sagligt og køligt, han komponerer roligt og regelmæssigt – ligesom Johann Sebastian Bach og alle disse kunstens sublime håndværkere.«

Således Stefan Zweig i sin selvbiografi. Ikke alle kunstnere er af den type, der står i direkte forbindelse med de højere magter og i anfald af kunstnerisk raseri skaber mesterværker som lynnedslag og dør i en ung alder. For Richard Strauss var kunst håndværk og skemalagt arbejde efter faste rutiner. Det er svært at forestille sig at Salomes Tanz der sieben Schleier (1905), det hadefulde raseri i Elektra (1909), terzetten fra Rosenkavaleren (1911), nymfernes søde toner i Ariadne på Naxos (1912/16), vægtersangen fra Kvinden uden Skygge (1919), måneskinsmusikken fra Capriccio (1942), Metamorfoserne for 23 solostrygere (1945) eller Vier letzte Lieder (1948-49) blev til på denne udramatiske og næsten kedeligt-upassionerede måde af en køligt-ulidenskabelig mand. Men det er ikke desto mindre tilfældet.

Zweig lærte Strauss og hans arbejdsmetode at kende, da de i 1930’erne samarbejdede om operaen Die schweigsame Frau (1932-35), som Zweig skrev libretto til frit efter skuespillet Epicoene, or The Silent Woman (1609) af Ben Jonson (1572-1637). Værket opføres i dag ikke meget, men Den stilfærdige kone har faktisk set en dansk opførelse ved Den Jyske Opera i 2000 og opsættes nu på Staatsoper unter den Linden i Berlin.

Dét sagt, er værket i dag desværre mest kendt for sin omtumlede tilblivelseshistorie, da librettistens jødiske ophav kom på tværs af kulturpolitikken i det såkaldte nye Tyskland, der dog samtidig meget gerne ville omfavne Richard Strauss som den største levende tyske komponist på daværende tidspunkt; han insisterede dog på Zweigs navn på plakaten ved premieren i Dresden i 1935. Nogen måtte træffe en afgørelse, og det endte med at blive højeste instans. Som beskrevet af Zweig:

»Mine bøger havde allerede tidligere haft den ære at blive studeret grundigt af nationalsocialisterne; det var især Fouché, som de igen og igen læste og beskæftigede sig med, for de betragtede skruppelløse menneske som et forbillede. Men at jeg efter Goebbels og Göring også skulle ulejlige selveste Adolf Hitler, der nu skulle studere de tre akter af min lyriske libretto ex officio, det havde jeg i sandhed ikke regnet med. Det var ikke nogen nem afgørelse for ham. Der blev, som jeg ad mange omveje fik at vide, afholdt endnu en endeløs række af møder. Til sidst blev Richard Strauß kaldt op til den almægtige, og Hitler meddelte ham in persona, at han undtagelsesvist tillod opførelsen, selvom det brød med alle det nye tyske riges love; en beslutning, der sandsynligvis var lige så modvillig og uærlig som underskrivelsen af pagten med Stalin og Molotov.«

Meget af dette er også berørt andetsteds. Forholdene omkring tilblivelsen, og næppe værkets kvaliteter, er nok også grunden til, at Strauss-Zweigs brevveksling om værket såmænd også er udgivet på dansk af Steen Hasselbalchs Forlag.

Det blev dog kun til et par opførelser, før værket blev forbudt. Strauss var vanskelig at begejstre for meget andet end kunst og derfor ikke velegnet som propagandaværktøj for det såkaldte nye Tyskland. Da det hemmelige politi opsnappede et brev til Zweig, hvori han tilkendegav, at det ikke interesserede ham det mindste, om folk var ariske eller ej, kun om de havde talent, blev det for meget for regimet, der forkastede ham, ikke som en varm, men snarer kold, politisk kartoffel.

Mens alt dette stod på havde Zweig for længst forladt Østrig. Fra sit hus på Kapuzinerberg i Salzburg kunne han se direkte over på Obersalzberg ved Berchtesgaden; og det foruroligende genboskab havde måske fået ham til tidligere end andre at ane, hvad der var i vente.

Politisk-filosofisk er der ikke meget at komme efter i Die schweigsame Frau. Det er et humoristisk intrigestykke af den gammeldags slags, der giver rigeligt med plads til at lade morsomme karakterer folde sig ud i underholdende scenarier, en genre som Strauss-Zweig absolut ikke mente, at tiden var løbet fra, snarer noget som tiden måske havde mere brug for end nogensinde.

Die schweigsame Frau er formentlig også den letteste opera fra Strauss’ hånd at gå til forudsætningsløst. Teksten er uhyre velskrevet og i modsætning til stykkerne, Strauss skrev til tekster af Hofmannsthal, kæver stykket ikke, at man nærstuderer en libretto eller lignende forud for forestillingen for fuldt udbytte: Man kan gå direkte i operaen og more sig herligt. Det er derfor velkommet, at den nu opsættes i Berlin på Staatsoper unter den Linden.

Kort fortalt befinder vi os i London i 1700-tallet, hvor den gamle gnavpotte Sir Morosus nyder sit otium efter at have tilbragt et langt liv i flåden. Eller i hvert fald næsten: For en ulykke – en eksplosion i et krudtkammer – har gjort Morosus meget følsom over for støj. Og som det hører sig til i et komisk stykke, så hober forstyrrelserne sig naturligvis op. Særligt kirkeklokkerne og den snaksaglige husholderske er en kilde til evig plage. »Meine Ruhe will ich!« og lignende udbrud er en del af stykkets faste veloplagte vendinger.

Husholdersken og barberen Schneidebart forsøger at overtale ham til at finde en kone, der måske kan gøre ham mildere stemt. Det vil han dog ikke høre tale om. Det vil blot øge forstyrrelserne. Stille kvinder er som et hav uden salt eller et skib uden rotter: De findes simpelthen ikke. (»Eine schweigsame Frau? Ein Meer ohne Salz? Ein Schiff ohne Ratten?«). Morosus udtrykker sig som gammel sømand gennemgående med maritime gloser og referencer.

Han kommer dog på andre tanker, da hans eneste slægtning og arving, Henry, indfinder sig og til Morosus store skræk har sluttet sig til en teatertrup. Han lader sig derfor overtale til at gifte sig, for at den uvorne nevø ikke skal få del i arven. Naturligvis på betingelse af, at der kan skaffes en passende kvinde, der tilfredsstiller Morosus’ fordring på absolut ro.

Barber Schneidebart lover at fremskaffe et passende parti. Dette er dog et led i en udspekuleret plan om sammen med Henry og hans teatertrup at spille Morosus et pus, så Henry igen bliver arving.

Den næste dag indfinder barberen sig med tre kvinder, der skal præsenteres for Morosus. Alle er dog medlemmer af teatertruppen, der spiller henholdsvis en grovkornet bondepige, en overbelæst adelsfrue samt en from borgerpige, Timida, der forsværger ikke at lave andet end at læse bibelen i sit kammer fra morgen til aften. Mens de to første i et herligt optrin hurtigt afvises af Morosus falder den fromme Timida i Morosus’ smag. Et bryllup arrangeres straks med notar og præst (der begge ligeledes er medlemmer af teatertruppen).

Men bedst som ægteskabskontrakten er underskrevet skifter Timidas milde sind fuldstændig. Hun bliver en regulær furie, der råber og skriger og skælder og smælder og kommanderer rundt med Morosus og begynder at flytte rundt på hans møbler og artefakter fra tiden som sømand. Helt galt går det, da hun begynder at arrangerer sangtimer, oven i købet med italiensk opera (bl.a. fra Monteverdis Poppeas Kroning) – Strauss forsømmer aldrig en god lejlighed til at gøre kærligt grin med italiensk opera. Morosus vil skilles. Og det så hurtigt som muligt.

Men det er ikke så let. De tilkaldte retslærde (igen medlemmer af teatertruppen) forklarer i et morsomt optrin, at der kun findes få skilsmissegrunde i loven, bl.a. error in persona: Man har giftet sig med en anden, end man troede. Det må da bestemt være tilfældet her, mener Morosus? Pigen var jo sød og god før ægteskabskontrakten blev underskrevet, men var i virkeligheden en slumrende vulkan. Men nej, den går ikke ifølge de retslærde:

»Diese Art des errors genügt nicht, sie ist zu gewöhnlich. Diesem Irrtum verfällt jeder Mann. Wir haben alle gemeint, sanfte Mädchen zu heiraten, und wer hat dann seine Frau je schweigsam und folgsam befunden!«

(Denne passage udløste højlydte latterbrøl i Statsoperaen.)

Et nyt forsøg gøres: Det kan nemlig bevises, at Timida ikke var jomfru ved ægteskabets indgåelse. Bristede forudsætninger med andre ord. Bedst som Morosus tror sin skilsmisse sikret, kommer han ned på jorden igen. De retslærde har nemlig gransket ægteskabskontrakten og konstateret, at det ikke i den er gjort til en betingelse, at pigen skulle være jomfru på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Alt håb om skilsmisse synes ude. Morosus hænger på Timida indtil døden dem skiller.

De retslærdes tørre juristlatinske fraser er umenneskelige over for den stakkels mand, der blot vil have fred, men må se sig fanget i et ægteskab, han ikke ønsker. På det yderste, da Morosus er ved at gå fra forstanden, afsløres til sidst spøgen, og alle forenes som gode venner. Morosus sætter pris på en god spøg.

Lyder det velkendt? I så fald er det sikkert fordi, at Strauss-Zweig ikke var de eneste, der fandt stoffet for godt til at gå til spilde som operaforlæg. Langt mere kendt og opsat er Donizettis herlige komedie Don Pasquale (1843).

I Statsoperaens program beskrives stykket således, at det handler om gammel, sur, mand der skal lære at åbne sig mod verden. En mand som er privilegeret i sin store bolig, mens de unge i teatertruppen ikke ejer noget. Han kunne godt dele lidt med dem. Udover at dette bekræfter velkendte stereotyper om ældre mennesker af den slags, som programmet ellers forsværger, så gør det stykket uret.

For den beskrevne læsning er måse nok korrekt, men det er ikke den eneste læsning. Og Strauss-Zweig er da heldigvis ikke så unuancerede, at deres stykke kun har én læsning: For det meste af stykket igennem har man udpræget sympati med Morosus. Han vil egentlig bare gerne nyde sit otium og være i fred. Det kunne måske være meget rart med en sød kone, men noget egentlig behov har han ikke. Den arme mand overrumples fuldstændig af nogle intimiderende gøglere, der uønsket indtager hans hus lidt på samme måde som de utallige gæster, der invaderer idyllen i Darren Aronofskys surrealistiske film Mother! (2017). En flok døgenigte, der ikke har bestilt noget som helst, men blot ønsker at tilrane sig de penge og den ejendom, som Morosus har slidt sig til ved et hårdt liv i flåden. Ikke ulig de ansvarsløse unge i Lars von Triers Idioterne (1998), der ikke kan tage noget alvorligt, lever for andres penge, skaber sig tossede og tager andre som gidsler med emotionel afpresning, når det bliver den mindste smule alvorligt. Morosus kunne uden besvær udlægges krigsinvalid med PTSD, der udnyttes groft af en flok bedragere – det være sig telefonsvindlere eller tricktyve. Den læsning er mindst lige så meget på sin plads, som den førnævnte.

Det interessante ved Die schweigsame Frau er netop, at den ikke ubetinget tager ungdommens parti over for en reaktionær og uforstående alderdom, sådan vi ser det hos Holberg og i Carl Nielsens Maskarade (1906) og såmænd også i Strauss’ egen Rosenkavaleren, hvor Strauss var 25 år yngre. Men Morosus er ingen Jeronimus eller Baron von Ochs. Han er en sympatisk, om end lidt kolerisk person, men ikke latterlig. Man mærker den modne Strauss, der under værkets tilblivelse rundede de 70, også havde nået et punkt, hvor der var behov for ro.

I betragtning af at værket aldrig tidligere har været opsat på Staatsoper unter den Linden, er det lidt uforståeligt, at instruktøren, Jan Philipp Gloger, har valgt en moderne opsætning, der ikke henlægger handlingen til 1700-tallet, men til i dag. Dog er vi hos en ældre herre, hvor tiden har stået stille, så indretningen er vel som i 1960’erne eller 1970’erne. Det er dog ikke noget, der skader stykket eller forstyrrer personerne eller historien. Gloger kommer også meget fint omkring de veloplagte optrin, hvor Morosus’ hjem fyldes med støjende elementer. Der er i det hele taget ikke meget at udsætte på opsætningen.

Det kan dog indvendes, at Statsoperaen forsømmer en oplagt mulighed for faktisk at lave noget nyt: En opera, der tager ældre menneskers problemer alvorligt frem for blot at udstille dem som gamle og reaktionære – velkendte stereotyper, som ingen kan lide. At en ny, ung generation skal overtage – »besejre« – en ældre generation med sine egne ideer og fastlægge en ny »verdensorden« er en sandhed så gammel, at den er mytologisk og indgår i flere skabelsesberetninger, således både den græske og nordiske. Det kunne have været forfriskende, hvis opsætningen forsøgte at fremhæve en modforestilling frem for blot at bekræfte velkendte og banale stereotyper, når nu et værk en sjælden gang indeholder dette element.

Musikalsk er værket et af Strauss’ mest delikate. Der anvendes kun ganske små armbevægelser; og det kræver koncentreret lytning for fuldt udbytte. Lige noget for Strauss-eksperten Christian Thielemann, der netop har efterfulgt Daniel Barenboim som ny generalmusikdirektør på Unter den Linden, og som sit første stykke har valgt netop Die schweigsame Frau. Og han formår da også med sin vanlige næsten kirurgiske dissekering af partituret med taktstokken at formidle stoffets mangeartede musikalske facetter.

I det næsten altdominerende hovedparti som Morosus havde man valgt Peter Rose. Han havde en fremragende, varm stemme, men jeg savnede lidt af karakterens koleriske side. Han måtte gerne have sluppet tøjlerne lidt mere. Der er f.eks. rigeligt med høje lyde, der kunne have kaldt på overspil, men hvor Rose blev upåvirket. Morosus er ikke døv, men hypersensibel. Det blev for behersket. Den flotte stemme passede dog perfekt til arierne og duetterne, f.eks. Morosus’ duet med sin nye hustru i anden akt og den afsluttende arie i tredje akt, hvor vi ser Morosus’ menneskelige side. Derimod lykkedes han til fulde med at få det sympatiske frem i karakteren og bibragte således lidt af det opsætningen ellers forsømte.

Lidt det samme kan siges om Timida (der i stykket i virkeligheden hedder Aminta og er gift med Henry). Her fik Brenda Rae på trods af en flot stemme også for lidt ud af partiet, der netop skal svinge mellem det svagt fromme og hysterisk-afsindige. Rae lå for meget af tiden midt imellem disse yderligheder; og partiet kalder på, at man kan veksle mellem dem. De delikate nuancer i personerne i Die schweigsame Frau viser sig ved, at vi i yderlighederne ser deres forskellige sider og sindsstemninger.

Mere tilfreds var jeg med partiet som Henry, der blev sunget pragtfuldt af heltetenoren Siyabonga Maqungo. En glimrende stemme, der mestrede både det ømme og sarte, men stadig med en ukuelig fasthed og styrke som stål. Sammen med Iris Vermillion, der fremragende snag partiet som husholdersken med stort komisk talent og overskud, var han den bedste på scenen den aften.

Partiet som barber Schneidebart var af instruktøren blevet lavet om til en fysioterapeut, hvilket der vist ikke rigtigt var nogen grund til. Tværtimod forsvinder den tiltænkte referencer til bl.a. Mozarts Figaros Bryllup (1786) og Rossinis Barberen i Sevilla (1816), hvor en barber netop også har tilsvarende lettere intrigante roller. Samuel Hasselhorn fik desværre også for lidt ud af dette parti, der i vidt omfang benytter sig af talesang, hvorfor der skal arbejdes med udtrykket, hvis det skal blive interessant at lytte til.

De øvrige, mindre partier – og de var talrige – var meget vellykkede. Dette gjorde sig særligt gældende ved brudevalget og i scenen med de retslærde. Her er der tale om komik på Shakespeare-niveau, hvilket blev flot forløst og derfor også stykkets højdepunkter. Her var der passende mængde overspil og hhv. Serafina Starke, Rebecka Wallroth, Dionysios Avgerinos, Manuel Winckhler og Friedrich Hamel var bestemt ikke bange for at smide tøjlerne i alle de forskellige gestalter, hvilket klædte stykket fremragende.

Der var da også en solid applaus efter afslutningen af tredje akt. Med undtagelse af da instruktørholdet trådte frem. Stykket er da også allerede programsat i den kommende sæson. Thilemann har også planlagt at opfører alle Strauss’ sange for orkester. Så der bliver mange anledninger til at tage til Berlin i de kommende sæsoner.

Richard Strauss, Die schweigsame Frau. Libretto af Stefan Zweig frit efter Ben Jonsons Epicoene, or The Silent Woman (1609). Staatsoper Unter den Linden, den 19. juli 2025.

Referencer

• Forestillingens hjemmeside, hvor programmet kan hentes gratis: https://www.staatsoper-berlin.de/de/veranstaltungen/die-schweigsame-frau.15639/#event-89815
• Video-interview med instruktøren Jan Philipp Gloger: https://www.youtube.com/watch?v=AOF0k5VXVao
• Detlef Giese, Der Literat under Komponist: Die kurzen Begegnungen von Stefen Zweig und Richard Strauss (programindlæg)
• Detlef Giese, Richard Strauss und Stefan Zweig – eine Doppelchronik (programindlæg)
• Laurenz Lütteken, Strauss, Zweig und Die schweigsame Frau »Die geborne komische Oper« (programindlæg)
• Detlef Giese im Gespräch mit dem Dirigenten Christian Thielemann, »Man staunt und freut sich« (programindlæg)
• Detlef Giese im Gespräch mit dem Regisseur Jan Philipp Gloger, Sehnsucht nach menschlicher Nähe
• Libretto: Die schweigsame Frau. Komische Oper in drei Aufzügen. Frei nach Ben Jonson von Stefan Zweig. Musik von Richard Strauss, opus 80. 1994. Fürstner Musikverlag, Mainz.
• William Mann, Richard Strauss – Das Opernwerk, 1964 (tysk oversættelse af den engelske original ved Willi Reich, 1981)
• Stefan Zweig, Verden af i går – En europæers erindringer, 1942 (på dansk ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, 2014)
• Stefan Zweig-Rich. Strauss – Brevveksling, oversat og indledet af Herbert Davidsen, 1966
• Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.
• Friedrich Dieckmann, Das Rätsel Strauss – Eine Reisenbeschreibung (programindlæg til opførelsen af Die Liebe der Danae på Bayerische Staatsoper i 2025)
• Der findes ikke mange tilgængelige indspilninger af Die schweigsame Frau af nyere dato, men dog en enkelt, fremragende indspilning fra operaen i Chemnitz i 2012 udgivet på CPO med en forrygende veloplagt Franz Hawlata som Sir Morosus. Kan købes hos Danacord: https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=25388