Det vakte forargelse i 1905, da Richard Strauss viste, hvad man også kan bruge det store orkesters klanglige virkemidler til: Nemlig til at udpensle al dekadencen og ekstravagancen ved kong Herodes’ (Antipas) hof omkring starten af vor tidsregning med kongens udtalte tilnærmelser til sin egen steddatter som det centrale element. ”[Er] wird sich furchtbar schaden!” er Wilhelm II citeret for at have spået om Strauss’ anseelse efterfølgende.

Forargelsen var dog ikke større, end at billetindtægterne satte Strauss i stand til at bygge sin pragtvilla i Garmisch-Partenkirchen. Salome ramte den rette balance. Folk var ikke mere forargede, end de var nysgerrige. Værket nåede Danmark i 1919. Teksten var en lettere beskåret udgave af den tyske oversættelse af Oscar Wildes skuespil af samme navn fra 1891, som Wilde skrev på fransk. Wilde var død nogle år forinden, men hans udtalte æstetiske livsopfattelse gør sig perfekt til Strauss’ senromantiske tonesprog.

I operaen ser vi den æstetiske livsopfattelses perversion. Dens vrangbillede udtrykt i incestuøs blodtørst omringet af antik pragt. Det ene øjeblik mæsker folk sig i vin og frugter, det næste øjeblik får folk hugget hovedet af med ligeså stor lethed. Det sidste er blot en naturlig forlængelse af det første. Begæret er umætteligt.

Den alt for unge Salome er ikke særlig interesseret i sin stedfars tilnærmelser, men fascineres langt mere af den spændende Jochanaan (Johannes Døberen), der med dyb stemme fra fangehullet under scenen udgyder forbandelser mod det syndige liv i almindelighed og ved Herodes’ hof i særdeleshed. Ikke mindst kongens ægteskab med sin brors enke (Herodias) får nogle herlige tirader med på vej nede fra dybet:

”Wo ist er, dessen Sündenbecher jetzt voll ist? Wo ist er, der eines Tages im Angesicht alles Volkes in einem Silbermantel sterben wird? Heißt ihn herkommen, auf daß er die Stimme Dessen höre, der in den Wüsten und in den Häusern der Könige gekündet hat

(…)

Wo ist sie, die sich hingab der Lust ihrer Augen, die gestanden hat vor buntgemalten Männerbildern und Gesandte ins Land der Chaldäer schickte?“

Pigen ønsker sig brændende et kys af profetens læber, men han sender hende væk, ”Sei verflucht, Tochter der blutschänderischen Mutter, sei verflucht!”. I frustration hengiver hun sig til stedfaren, og får ham til at sværge, at han vil give hende, hvad hun begærer, mod at danse de syv slørs dans for ham.

Kongen bliver noget bleg i ansigtet, da hun efter en veludført dans forlanger Johannes’ hoved på et fad. Alt andet vil han give hende. Perler, topaser, smaragder, rubiner, det halve kongerige, ypperstepræstens kappe, selv forhænget til det allerhelligste i templet! Det sidste til de tilstedeværende skriftkloges store fortvivlelse. Men den forkælede teenager står fast og skriger med stadigt større styrke gang på gang: Ich will den Kopf des Jochanaan!”

Salome får hvad hun begærer, og i det lange, afsluttende glædesudbrud af erotisk tilfredsstillelse, da hun endelig får lov til at smage profetens læber, lader Strauss ikke noget tilbage i forhold til, hvad vi hører på toppen af bjerget i Eine Alpensinfonie (1913) eller i afslutningen af Tod und Verklärung (1890). Begæret er endelig blevet mættet, og vi har nået en form for forklarelse. I hvert fald i det perverterede univers, hvori operaen foregår. Glæden bliver dog kun kort. Pigen er den sidste, der må lade livet, hvilket sker til nogle voldsomme akkorder, der ikke antyder en lykkelig slutning. På dette tidspunkt er den i forvejen mørke himmel allerede blevet blodrød i Wiens statsopera.

Salome iscenesættes vist ofte som et drama i en moderne, dysfunktionel familie eller lignende, hvilket giver en vis mening. Men hermed går en stor del af effekten med værket samtidig tabt, nemlig skildringen af den hæmningsløse ekstravagance og det umådeholdende begær. Stykket er andet og mere en tragisk incestfortælling, hvor Salome er et offer. Det er hun også. Men det er hun ikke kun. Hun ved udmærket, hvad hun vil have, og hvad hun begærer, men har intet greb om, at det er forkert. Hvis det følelse rart for hende selv, så kan det ikke være forkert. Så kan alt andet være lige meget.

I Wien har man heldigvis en fornuftig og solid opsætning på programmet, der fanger alle nuancer i den foruroligende fortælling. Ikke overraskende opnås dette netop ved at placere fortællingen i den antikke fortid, hvor den hører hjemme. Boleslaw Barlogs solide opsætning har p.t. gået over 240 gange. Der er heller ikke nogen grund til at skifte noget ud, der fungerer godt. Strauss/Wildes mesterværk er næppe heller ligefrem et værk, der råber på en ny iscenesættelse. Stoffet er stadig godt og vedkommende og foruroligende ”moderne” i sin skildring af den rendyrkede nydelsesæstetiks perversion. Mennesket er nok ikke blevet mindre begærligt siden antikken. Eller siden 1905. Sin kongenial i filmens verden har Salome i Kubricks A Clockwork Orange (1971).

Titelpartiet er berygtet. Det kræver en sopran, der kan synge som Isolde, men samtidig skal lyde og ligne en teenager, der endnu har til gode at famle sig igennem sine første erotiske erfaringer. Dette klarede californiske Lise Lindstrom ganske glimrende i Wien. Ikke kun den vokale del, men hun lagde også selv krop til Tanz der Sieben Schleier, hvor Strauss’ sublime orkesterbehandling formår at spænde fra det følsomt forførende til et regulært dionysisk skrig, da det syvende slør endelig må falde og kjolen flås itu.

Lindstrom fik fint med- og modspil af Herwig Pecoraro, der flot sang partiet som Herodes. Sammenspillet mellem de to var i det hele taget godt og troværdigt. Både da Salome skyr Herodes tilnærmelser, og senere da hun giver efter for hans tilnærmelser og rollerne byttes om. Det lidt mindre parti som Herodias var næsten skamløst godt besat med Waltraud Meier. Også partiet som Jochanaan var i meget gode hænder hos Michael Volle, der buldrede herligt løs nede fra dybet!

Det hele fint leveret af statsoperaens orkester under ledelse af Dennis Russel Davis. Jeg er svært tilfreds.

Når man nu kan have Wagner-festspil i Bayreuth hver sommer, kunne man så ikke have Strauss-festspil i Wien? Eller München, hvor komponisten er født? I juni 1910 havde man i hvert fald en ”Richard Strauss-Woche” i München. Det kunne man godt gentage.

En anledning til dette har man nu. For Richard Strauss døde i 1949; og fra og med udgangen af 2019 er ophavsretten til hans værker herefter fri. Man kan håbe på, at det indebærer, at han vil blive opført mere i Danmark. Jeg tvivler. Men foreløbig kan vi glæde os over, at Det Kongelige Teater har sat hans skønne Ariadne auf Naxos (1912) på programmet her til foråret. Sidst det skete (vistnok i 2014) blev den dog hurtigt taget af plakaten igen uden nogen opførelse.

Richard Strauss, Salome. Libretto af Oscar Wilde i tysk oversættelse af Hedwig Lachmann Wiener Staatsoper den 20. januar 2020

Referencer

Statsoperaens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.:

https://www.wiener-staatsoper.at/spielplan-tickets/detail/event/969260838-salome/

Elisabeth Frenzel, Ahnen der Salome (programartikel)

Elisabeth Frenzel, Jochanaan – Johannes der Täufer (programartikel)

Rudolf Hartmann, Zeiten der Unruhe – Einst und Jetzt

Libretto: Salome. Drama in einem Aufzuge nach Oskar Wildes gleichnamiger Dichtung. Musik von Richard Strauss (Fürstner Musikverlag, Mainz, 1987)

William Mann, Richard Strauss – Das Opernwerk (tysk oversættelse fra engelsk af Willi Reich, 1964)

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)

Der findes mange fine indspilninger af Salome. Den bedste er formening 1990-indspilningen med Orchester der Deutschen Oper Berlin under ledelse af Giuseppe Sinopoli med Cheryl Studer i titelpartiet og en herlig Bryn Terfel som Jochanaan. Indspilningen er vist ikke så tilgængelig mere, men er en del af den store Richard Strauss-boks fra Deutsche Grammophon, der blev udgivet i 2014:

https://www.imusic.dk/music/0028947922742/richard-strauss-2014-complete-operas-cd

En fin dansk indspilning findes også med Radiosymfoniorkestret under Michael Schønwandt og med Inga Nielsen i titelpartiet fra 1997:

https://www.imusic.dk/music/0095115961124/strauss-nielsen-silja-hale-schonwandt-1999-salome-cd

Man går bestemt heller ikke galt med Wienerfilharmonikernes 1961-indspiling under Sir Georg Solti og henholdsvis Birgit Nilsson og Eberhard Wächter som Salome og Jochanaan:

https://www.imusic.dk/music/0028948314980/strauss-nilsson-hoffman-stolze-2017-salome-cd

Ligeledes sikkert er valget af Karl Böhms 1970-indspiling med Gwyneth Jones i titelpartiet og Dietrich Fischer-Dieskau som Jochanaan

https://www.imusic.dk/music/0028948072101/karl-bohm-2014-strauss-salome-cd