mother! og skaberværkets dæmoni

Af Christian Egander Skov

Hvad vil det sige at skabe, hvad driver en kreativ sjæl, som enten åbenlyst eller ved mobilisering af rigeligt med god vilje kan kaldes en kunstner. Alle brancher rummer en grad af narcissisme.

Jeg forestiller mig, at der bliver talt meget om papirklips og hæftemaskiner, når interessenter i kontorartikelbranchen mødes. Selvoptagetheden er nok endda større i den branche, hvor man om ikke ligefrem er handelsrejsende i selvoptagethed, så dog af både nød, disposition og lyst må beskæftige sig så meget med sig selv, som tilfældet er i den kreative branche.

Altså den rigtige kreative branche, dér hvor man faktisk fremstiller noget, skaber verdener ex nihilo eller i hvert fald ex ikke så meget andet end det mystiske grundstof, der som slam og kaffegrums klæber til siderne af ens uvaskede sjæl.

Af samme grund hører spørgsmålet om den kunstneriske skabens rødder, forudsætninger og forhold til det levede liv også til en af de mest klassiske temaer i kunst og litteratur og har – så vidt jeg ved – gjort det siden vi i romantikken besluttede os for, at kunstneren er et slags geni og ikke blot en vældig dygtig håndværker, der formår at følge denne eller hin manuel udi åndslivets podning til den ypperste grad af formfuldendthed.

Et mystisk hus i en skov

For nyligt så jeg filmen mother! Af Darren Aronofsky fra 2017, der bag lag af bibelske allegorier netop tematiserer dette emne.

Her befinder vi os efter et undringsværdigt anslag, hvis sande mening først åbenbares i slutningen, i et mystisk hus i en skov. Vi møder en ung, meget smuk, kvinde, som bruger sin tid på at istandsætte huset, indrette det og forbedre det. Vi møder også hendes kæreste en mand, der tydeligt er ældre, men ikke på den måde, hvor forfaldet står og banker på døren, men på den måde, at han har nået sin mandige modnings ypperste.

Og mens kvinden ordner, skriver han. Thi han er forfatter. Eller det vil sige. Han skriver ikke. For ved anslaget befinder manden sig i en skrivekrampe, der forhindrer ham i at skabe noget som helst.

Men en rigtig forfatter er han. For han har skrevet en bog, som er blevet læst og som har gjort et dybt indtryk på mange. Bogen er et genis værk. Kunst. Men nu størkner blækket i pennen.

Bag kvindens ihærdige genopbygningsarbejde og i mandens fortid ligger en katastrofe. Huset har været brændt ned til grunden. Kvindens pointeret uegennyttige istandsættelsesarbejde er en kærlighedsgerning. Hun bygger det hjem om ham, hun forestiller sig, at han skal bruge for igen at kunne skrive.

Det hjælper ikke.

En mystisk fremmed

Da er det, at forandringen indtræder – og her må læseren tilgive – at jeg japper igennem det hele. En gæst kommer til huset, og manden åbner sit hjem for ham. Snart åbner han sit hjem for flere gæster. De er mandens familie. Og snart kommer der flere. Der er dødsfald, begravelser, flere gæster. Kvinden ser stadig mere forfærdet til, mens gæsterne overtager hjemmet. De er som væslerne på Tudseborg! Inden længe er der rave-parties i dagligstuen; og det der er værre. Ritualer, ceremonier, kannibalisme.

Filmen har på dette tidspunkt ligesom det afsondrede hjem fuldstændig ændret karakter. Hvor man troede, at man så et drama om familielivets vanskeligheder, befinder vi os nu i midten af et af den slags mareridt, som de fleste af os vel kender (ellers er det bare mig, der er mærkelig?)

I ved dem, hvor man render rundt og har fornemmelsen af, at der er noget man skal nå eller noget, man skal huske, men man kan ikke huske, hvad det er, eller også eksisterer visheden om, hvad det er som en ufortalt sandhed et sted i drømmen men utilgængelig for den drømmende selv, eller måske som et mål, der hele tiden forskyder sig, en Godot som både kan afventes og indhentes men som altid viser sig at forsvinde i tågerne, når man rækker hånden frem til velkomst.

Ja, hvad er meningen? Godt spørgsmål, desværre bliver vores læber syet sammen, eller vores ord forsvinder dæmpet ned i pudens søvndyssende kvælertag i det øjeblik, vi forsøger at udtale dem.

Det er stress- og panikdrømmens logik, og det er den, man mesterligt sænkes ned i i mother! Kvindens desperation står i skarpest mulige kontrast til mandens reaktion. Han byder gæsterne velkommen. Uegennyttigt?

Nej, kun tilsyneladende. Hans åbne hjem afspejler kunstnerens dybe narcissisme, drivkraften er anerkendelsestrangen, benzinen er hyldesten. Det er ikke omgivet af kvindens hjemlige kærlighed og ufortyndede omsorg, at han kan skabe, men kun i den larmende hyldest til ham – skaberguden – at han kan gøre en verden ud af intet. Og det er i skabelsen af denne verden, at den verden, kvinden havde skabt ham må fortæres i flammerne.

Religion og skaberværk

Mother! rummer som nævnt et tykt lag af religiøse og først og fremmest bibelske allegorier. Uden at have tænkt nærmere over det, finder vi Adam og Eva, syndefaldet, Kain og Abel, Kristus og nadveren. Spørgsmålet er, hvilken funktion dette billedsprog har.

Viser det i retningen af en substans, der indikerer, at filmens tema i virkeligheden er religiøst? Forbindelsen mellem skaberen og den Gud, der jo også er skaber, er under alle omstændigheder uhyre klare. Filmen rummer i så fald en kritik af denne Gud, som minder om gnosticismens forestillinger om Gud som en slags dæmon, der hersker over verden.

Ja, i hvert fald er skaberværket i mother! ved siden af skønhed netop også dæmoni og ødelæggelse. Kunstneren skaber mening for andre, og i den proces også for sig selv, selvom denne mening aldrig kan fylde hans mørke hjerte, men sine nære omgivelser tømmer han for mening, i sine egne marker pløjer han salt i jorden.

Kvindens kærlighed ofrer han i det flammehav, der må blive følgen af det hele og ud af denne sande, levende kærlighed uddrages alene et abstrakt, et glashjerte, som kan stå på kaminhylden, et værk for eftertiden. Sandhed og falskhed på én gang.

Og så kan genopbygningen starte forfra med ny rollesætning. Igen og igen.


Christian Egander Skov er ph.d. i historie og redaktør ved Årsskriftet Critique