Opera: Innocence

12. oktober 2026
3 minutters læsetid

Det lykkedes desværre heller ikke denne gang med en nykomponeret opera, der lyder godt i mine øre. Faktisk er vi langt fra. For at sige det rent ud, så troede jeg ikke, at det efter kun godt et år ville være muligt at blive en mere æstetisk utilfredsstillende oplevelse til dels end George Benjamin og Martin Crimps Written on Skin. Men det lykkedes på forunderlig vis med Kaija Saariaahos Innocence fra 2018, der har sin danske førsteopførelse netop nu.

Kaija Saariaho (1952-2023) er ellers en glimrende komponist. Dømt ud fra det, ganske vist, begrænsede antal stykker, jeg har haft mulighed for at høre, er der tale om stemningsfuld musik, der ofte involverer elektroniske, computerskabte elementer som et centralt element.

Men evnen til at skabe stemningsfulde orkesterfarver rækker ikke altid til at kunne skabe vellykket musikdramatik. Det ser vi både hos føromtalte Benjamin/Crimp, Thomas Adés og danske Poul Ruders. Alle dygtige komponister, men som ikke har kunne veksle det kompositoriske talent til et musikdramatisk ditto.

Også i Saariahos Innocence er problemet grundlæggende en udtalt manglende sammenhæng mellem det sungne og musikken i øvrigt. »Sang« er så meget sagt, for i en stor del af tiden i Innocence synges der ikke: Der er tale om deklamationer på forskellige sprog (engelsk fransk, tjekkisk, rumænsk, finsk, svensk, tysk, spansk og græsk), ofte lød det endog til at være med elektronisk forstærkning, hvilket også her havde det med at distancere stykkets personer fra tilhørerne.

De stemningsfulde klange, som jeg ellers kan lide hos Saariaho, blev i Innocence desvære konstant brudt af forskellige, forstyrrende perkussive elementer, der ikke gjorde noget godt for musikken eller stemningen i stykket. Musikken var snart voldsom, snart sart og stemningsfuld uden at det tilsyneladende havde nogen nærmere sammenhæng med den overordnede handling eller den konkrete scene eller de enkelte personer. Selvom historien er tydelig nok, så var det musikalske udtryk for uartikuleret. Man anede ikke, hvad man skulle føle eller tænke.

Øverst: Rowan Kievits, William Stenspil, Kaisa Blicher-Moritz, Samuel Traum, Marina Dumont Anastassiadou. Nederst: Hannah Rigmor Hviid, Marius Mynthe, Helena Juntunen, Magnus Vigilius, Sofie Elkjær Jensen, Johannes Weisser, Stephen Milling, Mar Espona Moret, Kevin Yuven Foto: Miklos Szabo

 

Handlingen foregår til et bryllup mellem en finsk mand og en rumænsk kvinde. Festlighederne bærer dog præg af en tragisk handling engang i fortiden på en international skole (deraf de mange sprog), som alle personerne – også serverings- og køkkenpersonalet til festen – på hver sin måde har forbindelse til. Handlingen skifter løbende mellem de forskellige tider; og det hele foregår på en stor drejescene, der er i næsten konstant bevægelse. Lige så stille skrælles mere og mere af scenografien væk og til sidst er der næsten kun de nøgne lokaler og og den kolde belysning tilbage. Der afdækkes hele tiden nye aspekter af det, der skete dengang, og til sidst får vi så den fulde sandhed at vide.

Det hele minder lidt for meget om Thomas Vinterbergs dogmefilm Festen (1998) – der i øvrigt i 2025 fik sin egen opera, som vist endnu ikke endnu har fået dansk premiere – men også i operaens verden har vi allerede i Alban Bergs Lulu (ufuldendt ved Bergs død i 1935, siden færdiginstrumenteret af Friedrich Cerha i 1976) set hvordan tragiske hændelser i fortiden kan præge personer i nutiden.

Om noget er Innonce en opera, der burde have været en film. Både historien og måden at gå til den på råber, næsten skriger, på et filmmanuskript og en dygtig instruktør. Musikken, der ikke gør sig udtalt umage med at passe til det sungne, virker mere som et lydspor; og librettoen har så godt som ingen iboende poesi. Innonce har ikke noget at sige, som en film ikke kunne have sagt bedre.

Sangernes præstationer bærer kraftigt præg af, at mængden af egentlig sang fra komponistens hånd er stærkt begrænset, hvorfor der ofte bliver tale om mere eller mindre behjertede forsøg på at få det talte til at lyde som var det faktisk sangbare fraser. Bedst i dén henseende var klart tjeneren Tereza, samt svigerfar Henrik, der blev glimrende sunget af hhv. Francince Vis og Johannes Weisser. Også Sofie Elkjær Jensen formåede at give bruden Stella noget varme, så hun føltes som et rigtigt menneske. Derimod blev Helena Juntunens koloraturer for karikerede i gestaltningen af svigermoderen Patrica. Magnus Vigilius leverede også en ganske fin præstation som brudgommen Tuomas, særligt til sidst i den store afslutningsscene, hvor alle brikkerne falder på plads.

Det er interessant at høre en opera opført på så mange sprog samtidig. Også denne gang falder engelsk pudsigt nok igennem som det svageste af sprogene, når det gælder opera. Udover denne komparative eksercits og en fin scenografi er der efter min mening ikke noget at komme efter i Innocence.

Kaija Saariaho, Innocence. Libretto af Sofi Oksanen. Det Kongelige Teater, Operaen, den 11. oktober 2026

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://www.kglteater.dk/opera/2627/innocence/

Af glimrende værker af Saariaho, man bør høre i stedet for Innonce, kan anbefales hendes »cellokoncert« Notes on Light for cello and orchestra, der er udgivet på svenske BIS sammen med værker af Per Nørgård.

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=49046

Ligeledes kan anbefales de stemningsulde celloværker, der kombinerer cello med forskellige elektroniske lyde på udgivelsen, der blot hedder »Works for Cello«:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=51539

P.N.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr