Hvem er den vigtigste person i Bibelen, hvis man ser bort fra Jesus? Adam, Noa, Moses, David, Maria, Peter? Nej: Eva. Var det ikke for Eva, ville vi stadig være fanget i Paradisets Have uden kundskab om noget som helst andet end det, som Gud mente, vi havde behov for at vide. Og vi ville ikke kunne nyde livets sødeste frugter og sanselighedens glæder.
Sat lidt på spidsen, ser verden sådan ud ifølge Richard Strauss’ kontrafaktiske mytologi Die Liebe der Danae skabt i årene 1938-40 til en libretto af Joseph Gregor efter et udkast af Hugo von Hofmannsthal. Premieren var tænkt til Salzburgfestspillene i sommeren 1944, hvilket dog måtte aflyses på grund af krigen. Uropførelsen fandt først sted i 1952, efter Strauss’ død i 1949. Værket blev således den eneste af Strauss’ færdiggjorte operaer, han ikke nåede at opleve opført i sin lange levetid. Dét på trods af at værket blev færdiggjort før Capriccio, der var den sidste færdiggjorte opera fra Strauss’ hånd, men som nåede at se opførelse i hans levetid.
Det mytologiske ligger i sagnet om Zeus og Danae. Ifølge overleveringen var Danae af sin far blevet spærret inde, da det var blevet spået, at hans barnebarn ville dræbe ham. Zeus forvandlede sig imidlertid til en gylden regn og trængte gennem et hul i taget ind til pigen, hvilket medførte, at hun senere fødte helten Persus, der udførte en række heroiske gerninger. Ikke mindste gjorde han kort proces med gorgonen Medusa og reddede den etiopiske prinsesse Andromeda fra et frygteligt søuhyre.
Die Liebe der Danae opføres desværre sjældent; og den er vel en af de mindst opførte af Strauss’ operaer. Det skyldes vel dels, at konkurrencen er meget hård alene blandt Strauss’ egne værker, og at den stiller store krav til orkester og sangere. Men heldigvis har man i Strauss’ hjemby, München, sat sig for at opføre det igen i 2025, hhv. i februar og her i juli. Det er i sig selv en rejse værd; men skulle man mangle en anden grund, kan byens Alte Pinakothek anbefales varmt med en af kontinentets fineste malerisamlinger. Værker af mestre som Rubens, Dürer, Tizian, El Greco, Reni, Rafael, Brueghel d.æ. m.fl. hænger på rad og række; og blandt dem finder man såmænd også Jan »Mabuse« Gossaerts (ca. 1478-1533/1536) smukke maleri af netop Danae.
Det kontrafaktiske opstår, da Danae ikke hos Strauss-Gregor formæles med overguden. Perseus bliver aldrig født. Hvad de videre konsekvenser bliver for Andromeda og Medusa melder historien ikke noget om. Vi ved til gengæld, at Danae fravælger Jupiter (Strauss-Gregor bruger det romerske navn) til fordel for den dødelige kong Midas, der kendes fra et helt andet sagn, som den der var så ubetænksom at ønske, at alt hvad han rørte ved skulle blive til guld og siden fik æseløre, fordi han var så tåbelig at trodse Apollon.
Jupiter har givet Midas den gyldne gave, mod at han skulle få lov til at forføre Danae i Midas’ gestalt, mens Midas optræder som budbringeren Chrysopher. Det bekommer derfor ikke guden særlig godt, at den intetanende Danae forelsker sig i Chrysopher/Midas, men er kølig over for overgudens gyldne tilnærmelser.
De mytologiske kendinge, Alkmene, Europa, Leda og Semele, der i andre sagn har haft affærer med overguden, gennemskuer straks, at det er Jupiter, der i virkeligheden er Midas i forklædning, og glædes over, at den uvidende Danae skal begunstiges med samme lykke som de selv: At formæles med overguden og avle afkom af stof som mynter er gjort af; selv fødte de jo bl.a. hhv. Herakles, Minos, Helene og Dionysos.
Det dramatiske højdepunkt i værket indtræffer, da Midas – stik imod gudens forbud mod at røre det, der er guderne bestemt, – tankeløst tager Danae i sine arme blot for at se hende blive forvandlet til guld. Overguden lader hende hovmodigt få sit menneskegestalt tilbage i sikker forvisning om, at hun vil vælge overguden. Men hun vælger Midas på trods af, at han som straf for sin forbrydelse atter må blive en fattig æseldriver.
Her kunne værket være sluttet; men den virkelige genistreg indtræffer i den sidste, tredje akt, hvor hele historien får påført en vægtig epilog, hvor vi møder Danae og Midas, hvad der synes at være mange år senere, selvom det reelt måske kun er et par dage. I epilogen forklares også en del af forhistorien. Og det er ikke mindst her budskabet om, at mennesket vælger den sanselige kærlighed til og gudernes tomme pragt fra for alvor udfoldes.
I epilogen reflekterer Jupiter sammen med Merkur over, hvorfor Danae dog valgte anderledes end de andre piger, guden har forført igennem tiden. Jupiter er blevet til grin hos de andre guder og vil vende tilbage til Olympen. Inden da vil han dog igen foretage et besøg hos Danae, der nu bor i fattigdom sammen med Midas. Dér besøger Jupiter hende i samme gestalt, som da han først mødte den fattige Midas. Ringen er sluttet. Da han ser, hvor lykkelig hun lever af kærlighed i fattigdom, må han for alvor fortrække resigneret til Olympen og lade menneskene i fred:
»Zurück wies sie
Strahlende Gabe!
O menschliches Glück!
Leicht wandelt ihr
Der Liebe Pfade,
Für Blumen und Gold
Tauscht menschliches Glück!
Arm nur der Gott!«
En resigneret overgud, der må opgive at herske over menneskene, der overvinder guderne ved kærligheden alene, minder ikke så lidt om budskabet i Wagners Nibelungens Ring. Strauss’ »græske Götterdämmerung« (således Strauss-biografen Willi Schuh) er en kortere og mere ligefrem og sine steder næsten munter formidling af samme stof. Der hentes dog også fra Strauss’ eget univers. Operaens wagnerske verdensbillede trækker på tidligere værker, navnlig tonedigtene Also sprach Zarathustra (1896) og Eine Alpensinfonie (1915). Overgudens resignation i tredje akt har dog også anstrøg af senere Strauss-værker, navnlig Vier letze Lieder og Metamorphosen, studie for 23 solestrygere (1945), der også har løvfald, tusmørke og anden undergangsstemning som gennemgående tema. Scenen hvor Midas forelsker sig i Danae, der egentlig er tiltænkt hans herre, har en tilsvarende pendant i mødet mellem Sophie og Octavian i anden akt af Rosenkavaleren (1911). I det senværk, som Die Liebe der Danae er – Strauss færdiggjorde det som 76-årig – samler Strauss i det hele taget meget af sit tankegods og sine æstetiske virkemidler fra et langt liv, der strakte sig fra en tid, hvor fødebyen München lå i det selvstændige kongerige Bayern, over et kejserrige, en republik, et såkaldt tredje rige og helt indtil efter undertegnelsen af Forbundsrepublikken Tysklands forfatning i maj 1949.
Joseph Gregors libretto er ofte kritiseret for at være upoetisk – i forestillingens trykte program betegnes Gregor som »keinen Dichter vom Format Hofmannsthals, sondern allenfalls einen drittklassigen Literaten«. Og det er nok også rigtigt, at der måske lidt for ofte forekommer rim a la »Gold« og »hold«, men at frarøve den og Gregor enhver kvalitet ville være en skam og har lidt karakter af selvsvig. Er det værre eller bedre end Wagners utallige stavrim? Det er i det helet taget vanskeligt at få hold på, hvem der har skrevet hvad i librettoen. Hele seks medforfattere bidrog til den. Teksten er måske nok ikke på Hofmannsthal- eller Stefan Zweig-niveau, men det er også en meget høj standard at sætte. Librettoen har nemlig det vigtigste, nemlig samme eftertænksomme underfundighed, der kendetegner de bedste af Strauss’ værker; og så er det først og fremmest en oprigtigt rørende historie, hvor de filosofiske budskaber leveres let og ubesværet. Die Liebe der Danae er dog ikke en let opera. Som de fleste andre Strauss-værker tager den tid at tilegne sig; men budskaberne integreres fint i historien og personernes forskellige handlinger.
Strauss bruger et stort orkester og har således adgang til hele paletten af klangfarver. Og den udnyttes fuldt ud. Jupiters musik er – i hvert fald indledningsvist – f.eks. storladen og pompøs, men også kold og tom, mens musikken til Danae og Midas er varm og inderlig. Den gyldne regn sættes effektfuldt og umiskendeligt i musik udelukkende ved brug af metalliske instrumenter, som f.eks. høje fløjter, metallofon, celeste og klaver. Strauss velklingende orkestermagi sætter dog vanen tro først for alvor ind til sidst i den afsluttende epilog, særligt det vægtige mellemspil umiddelbart før den sidste scene. Med undtagelse af ét enkelt ord er afslutningen ligesom i Capriccio og Daphne rent instrumental.
Musikalsk kan man i Strauss’ hjemby sagtens følge med. Det Bayerske Statsorkester er et af Tysklands bedste og levede til fulde op til forventningerne og kunne under den rutinerede dirigent Sebastian Weigle uden problemer forløse både det storladne og det rørende i Strauss’ partitur.
Værre stod det til med opsætningen, der desværre var en gang fantasiforladt regiteater af instruktøren Claus Guth: Moderne kontorbygning, jakkesæt og rullekufferter. Kong Pollux er modelleret efter Donald Trump og handlingen henlagt til Trump Tower, hvis man skal tro introduktionsforedraget. Her er man i hvert fald også på egne præmisser gået galt i byen. For der er væsentlig mere bling over Trump Tower, end over de kulisser man havde stillet frem på Nationalteatrets scene. Trump havde næppe ville bo et sted med så lidt pragt. Sine steder lykkedes det dog, f.eks. med en flot, gylden belysning, da Jupiter ankommer, samt den store guldseng, som han forsøger at forføre Danae i. Danaes forvandling til guld sker ved, at hun effektfuldt opsluges af sengen. Men det er ikke nok: Ville man være gået Trump-vejen skulle man have fyldt hele scenen med rødt marmor og endnu mere guld.
I tredje akt er klimaapokalypsen indtruffet; og hele kontorbygningen er hærget. Det er mere stemningsfuldt end før, men stadig ikke noget der yder historien eller musikken retfærdighed eller føjer noget konstruktivt til. En anden og mere frugtbar vej havde nok været blot at holde sig til de mytologiske gevandter som komponist og librettist havde iklædt Strauss’ pragtfulde værk.
Partiet som Midas var givet til en velsyngende Andreas Schager. Han sang flot, men var dog måske en anelse fejlvalgt. Midas er ikke den unge Siegfried. Han kunne dog matche en potent Jupiter gedigent gestaltet af Christoper Maltman, der buldrede herligt løs, som det sømmer sig for en overgud. Hovedpersonen selv blev sunget sart, følsomt og rørende af Malin Byström. Partiet som Jupiters tro følgesvend, Merkur, blev sunget af Ya-Chung Huang, der havde en flot stemme. Omend sangen måske var en anelse forceret sine steder, var det stadig en fin tolkning af dette lidt undseelige parti.
Højdepunktet var dog formentlig de fire kvinder, Alkmene, Europa, Leda og Semele, hhv. Emily Sierra, Evgeniya Sotnikova, Avery Amereau og Sarah Dufresne, der navnlig kom til deres ret i den melankolske epilog. Strauss’ evne til at skrive for kvindestemmen understreges også i Die Liebe der Danae som næsten uovertruffen.
Udover sangerne og orkestret skal Den Bayerske Statsopera have ros for at optrykke librettoen som en del af programmet, så der er mulighed for at fordybe sig i den, hvis ikke man har den i forvejen. Programmet skal i det hele taget have ros for at være grundigt med relevante indlæg om både komponisten, værket og dets samtid samt det mytologiske stof, det trækker på.
Har man endnu ikke planlagt sommerferie, kan man jo overveje at tage til München i juli, hvor værket opføres. På vejen kan man jo skænke Eva en venlig tanke for kundskaberne.
Richard Strauss, Die Liebe der Danae. Libretto af Joseph Gregor efter udkast af Hugo von Hofmannsthal. Bayerische Staatsoper, Nationaltheater, München, den 15. februar 2025
Referencer
Libretto som optrykt i programmet fra Bayerische Staatsoper
Forestillingens hjemmeside:
https://www.staatsoper.de/stuecke/die-liebe-der-danae
A. Bloch og J. M. Secher, Haandbog i den græske og romerske Mythologi, 2. udgave, 1889
Ovids forvandlinger på danske vers af Otto Steen Due, 2. udgave, 1996
Matthew Werley, »Wie umgibst du mich mit Frieden«? (programindlæg)
Andreas K. W. Meyer, Der albträumende Gott? (programindlæg)
Claus Guth im Gespräch mit Yvonne Gebauer, Musik wie ein Röntgenbild (programindlæg)
Sebastian Weigle, Ein komponierter Rückblick auf ein Künstler-Leben – Gedanken zur Musik von Die Liebe der Danae (programindlæg)
Friedrich Dieckmann, Das Rätsel Strauss – Eine Reisenbeschreibung (programindlæg)
Alte Pinakothek Münchens hjemmeside:
https://www.pinakothek.de/de/alte-pinakothek
På trods af at opførelser er sjældne, findes der faktisk flere gode indspilninger af Die Liebe der Danae på både cd og dvd/blu-ray. Den eneste tilgængelige på cd-fronten pt. er vist den glimrende indspilning med Kiels Opera under ledelse af Ulrich Windfuhr fra 2003. Kan købes hos Danacord:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=15852
Dårligere bliver det ikke på dvd/blu-ray, hvor både Deutsche Oper Berlin og Salzburgfestspillene har lavet indspilninger af værket. Førstnævnte er fra 2011 med en skøn Manuela Uhl som Danae. Kan købes hos Danacord:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=53348
Indspilningen fra Salzburgfestspillene i 2016 med Wienerfilharmonikerne under Franz Welser-Möst (udgivet på Unitel) er bestemt ikke ringere; og kan ligeledes købes hos Danacord:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=43003
Dirigenten ved premieren, Clemens Krauss, sammensatte noget af musikken fra Die Liebe der Danae til en koncertversion, et »Symfonisk fragment«, der desværre ikke spilles ofte men som kan anbefales varmt. Det er indspillet og udgivet i en god indspilning med Bamberger-symfonikerne under ledelse af Karl Anton Rickenbacher, bl.a. som del af boksen »The Unknown Richard Strauss« på Deutsche Grammophon:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=48992
Alternativt findes en indspilning på Naxos udgivet sammen med Strauss’ tidlige værk Aus Italien. Udgivelsen kan anskaffes hos iMusic.dk:
https://imusic.dk/music/0730099534222/strauss-r-kosler-1994-aus-italien-die-liebe-der-danae-cd
