Scenografi fra første scene til Das Rheingold anno 1876 af Josef Hoffmann (1831-1904). Fra Wikipedia.

Opera: Nibelungens Ring i Bayreuth 2026

1. september 2026
7 minutters læsetid

Wagner-festspillene i Bayreuth fejrer 150-års jubilæum. Det var således i 1876, at festspillene blev åbnet med den første opførelse af Nibelungens Ring. De næste festspil måtte afvente til 1882, hvor uropførelsen af Parsifal fandt sted.

Oprindelig var det planen, at man gerne havde sat alle Wagners værker på scenen i anledningen af jubilæet, men det rakte midlerne ikke til. Udover en genopsætning af Den Flyvende Hollænder og af Parsifal, blev det i 2026 kun til en egentlig nyopsætning af Wagners tidligere opera, Rienzi, der aldrig tidligere har været opsat i Bayreuth.

Mange tager ordet »krise« i brug, men det er måske for meget at gøre ud af det. Men at tingene ikke er, som de var for bare en håndfuld år siden er åbenbart: Billetter det tidligere kunne tage op mod et årti at få fat på kan nu efterhånden købes af enhver, der er ude i lidt god tid, og sælges nu også allerede et år forud i store rabatpakker. I Nordbayerischer Kurier stilles der åbent spørgsmål ved, hvor længe de tyske (konkret mest de bayerske) skatteydere vil fortsætte med at betale for noget, der i nogen grad kan betragtes som et slags modificeret familieforetagende, der stadig kunstnerisk ledes af komponistens familie, aktuelt oldebarnet Katharina Wagner. Aber wie lange noch? I følge ministerpræsident Markus Söder (CSU) lægges der mildest talt ikke op til at spare på støtten. Men med pengene følger som bekendt indflydelsen, og der er allerede varslet ændringer i strukturen.

For så vidt angår Nibelungens Ring blev jubilæet fejret ved slet ikke at lave en opsætning af værket, men i stedet at lave en koncertant opførelse tilsat scenebilleder skabt af kunstig intelligens, Ring 10010110 – Vom Mythos zum Code. »AI«, eller på tysk »KI«, er altså lig med keine Inszenierung som det hed ved det introduktionsforedrag, der afholdes af Dr. Sven Friedrich i Festspilhuset forud for hver opførelse.

Dr. Friedrich måtte da også blankt erkende, at han ikke kunne sige noget kvalificeret om, hvad den kunstige intelligens havde i sinde. I stedet holdt han som indledning et foredrag om, hvordan sprogmodeller fungerede – et foredrag han efterfølgende afslørede, at han havde fået skrevet af den kunstige intelligens ChatGPT ved at bede den skrive en – frit efter min hukommelse – »akademisk, men letforståelig introduktion til sprogmodellers betydning for opsætninger af opera«.

Den kunstige intelligens i Festspilhuset fungerede konkret sådan, at den skabte scenebilleder live til musikken ud fra noget foruddefineret kildemateriale. Den kunstige intelligens havde altså ikke fri adgang til, hvad der måtte eksisterer om Wagner og Nibelungens Ring på internettet. Kildematerialet var, udover musikken og librettoen, billeder fra de sidste 150 års opsætninger samt udvalgt tekst og billeder fra historiske begivenheder og personer fra 1876 og til i dag.

Scenebillederne blev skabt live, så ingen af tilhørerne til de i alt tre opførelser af Nibelungens Ring, der fandt sted i sommeren 2026 har set præcist det samme.

Konstruktionen bestod i, at der var spændt to lærreder ud hhv. foran og bagved sangerne. Lærrederne var af den gennemsigtige slags, som publikum kunne kigge igennem, når der ikke blev projekteret noget op på dem. AI-scenografien blev således projekteret hhv. foran og bagved sangerne. Samtidig var maskineriet koblet til nogle infrarøde sensorer, der konstant holdt øje med, hvor sangerne befandt sig, så projektionerne kunne tilpasses sangernes placering på scenen.

Isoleret var AI-projektionerne vellykkede til at skabe stemningsfulde scenebilleder af præcis den slags, som man ville forbinde med Wagners mytologiske verden. Uanset AI-maskineriet også var fodret med materiale fra moderne opsætninger, så var det ikke noget, der blev gjort stor brug af. Regiteater var ikke noget, der lå AI-systemet meget på sinde. Rullekufferter, jakkesæt og maskinpistoler og lignende »gamle travere« var der stort set ikke noget af i scenografien. Måske AI-systemet havde tænkt, at publikum nok gerne ville se noget andet end det, der havde kendetegnet Bayreuth-festspillene i efterhånden mange år.

Når AI-systemet fungerede bedst, lykkedes det at skabe en effekt, hvor det faktisk lignede, at en sanger stod ved eksempelvis et bord eller blandt andre rekvisitter. Sine steder så projektionerne meget virkelig ud med megen dybde i billederne. Personerne stod snart i en klippehule omgivet af tonstunge sten, der så ud til at de hvert øjeblik det skulle være kunne falde ned og knuse sangerne; snart svævede de rundt på en platform ude i rummet, snart igen var de en skov.

Projektionerne gør det desuden muligt umærkeligt at lave ændringer i scenografien og skifte stemninger i takt med musikken, hvilket var et af Wagners idealer. Metropolitan Opera i New York havde et lignende ideal i deres seneste opsætning, hvor dette dog blev opnået via en stor maskine, der kunne formes i alle mulige faconer.

Til tider vidste man ikke helt, hvilken grimasse man skulle lægge an. Ved Fafners hule i anden akt af Siegfried virkede scenebilledet til at være noget, der kunne være lavet af kunstig intelligens, hvis man havde bedt det kombinerer H. R. Gigers suggestive scenografi til Alien (1979) med John Bauers eventyrmalerier.

Men det meste af tiden fungerede denne del ikke. Alt for ofte blev der projekteret eksempelvis et træ eller en sten oven i en sangere eller andre steder, hvor det ikke kunne være meningsfyldt tiltænkt ud fra almindelig, menneskelig logik. Mest ufrivilligt komisk blev det i Valkyrien, hvor træet i Hundings hytte blev placeret, så det  dannede en massiv mur mellem Siegmund og Sieglinde. Man skulle næsten tro, at AI-systemet var blevet forledt til at tro, at det var en opsætning af Pyramus og Thisbe. Men ikke engang en revne i muren havde AI-systemet givet de to elskende at kigge igennem.

AI-systemets hyppige fejlbedømmelse af personernes placering er vanskelige at forstå, når man tager i betragtning, at sangere det meste af tiden ikke bevægede sig særlig meget. Personinstruktion og interaktion mellem personerne var der ikke eget af. En instruktør var der da heller ikke udover AI-maskineriet. Manden bag hele herligheden, Marcus Lobbes, er i programmet taktfuldt benævnt »kurator«.

Kostumer var der heller ikke rigtigt. Sangerne var iklædt nogle ensartede grå – lignede det – »gummidragter«, der fik personerne til at se ud som de fiskeagtige antedeaner-rumvæsner fra Star Trek. De ensartede kostumer gjorde det meget vanskeligt at skelne mellem sangerne. Ved applausen var man aldrig helt sikker på, hvem man egentlig klappede af.

Værre end fejlplaceringerne var det dog, at scenografien konstant skiftede. Man nåede dårligt at få fornemmelsen af et scenebillede, før AI-maskinen straks skiftede til et nyt indtryk. Der gik vel et sted mellem 30 sekunder og 2 minutter mellem hvert scenebillede. Når skiftene virkede bedst, skiftede scenografien langsomt og umærkeligt karakter, eller også blev kun lidt af billedet ændret. Men typisk var der tale om en radikal ændring fra et indtryk til et andet og af hele scenografien på en gang.

Rhinguldet anno 2026. Scenebillede skat af AI live under opførelsen. Fra Bayreuth-festspillenes hjemmeside.

 

Fra tid til anden blev fotografier fra perioden 1876-2026 blandet ind i værket, uden at det havde nogen klar sammenhæng med handlingen i stykket. Eksempelvis af Richard Wagner selv, kong Ludwig II af Bayern og Thomas Mann. Nogle gange var scenografi fra tidligere opsætninger sat ind mere eller mindre direkte, selv mener jeg at kunne genkende Tankerd Dorsts rødklædte rhindøtre fra hans opsætning fra (vistnok) 2010.

AI-»instruktøren« skabte desuden fra tid til anden sine egne personer som del af scenografien. Det betød, at vi nogle gange havde eksempelvis hele to gange Wotan på scenen eller lignende.

Et forslag til forbedring kunne måske have været, at man fortalte AI-systemet, at det ikke skulle ændre scenografien radikalt hele tiden. Det ville – udover at give publikum mulighed for faktisk at fordøje et indtryk – give mulighed for at systemet kunne bedømme sangernes placering bedre og måske oven i købet give sangerne mulighed for at bevæge sig og interagere med hinanden.

Som værktøj vil jeg ikke afskrive AI. »Eksperimentet« på 2026-festspillene viser, at der bestemt er et potentiale til at skabe stemningsfuld scenografi. Rekvisitter og kostumer vil man dog næppe kunne undgå, og heller ikke interaktion mellem sangerne. Som selvstændig skabende kraft af operaopsætninger dumper AI derimod med et brag, bedømt ud fra den aktuelle opsætning. Der er dels for mange fejl, dels for mangeartede indtryk. Det hele bliver forhastet og upersonligt. Det kunne dog have været interessant at se, hvordan det ville være gået, hvis AI-systemet var blevet kurateret anderledes, eksempelvis hvis man »bare« havde givet den Wagners libretto og regibemærkninger samt eventuelt alle hans skrifter om stort og småt?

Publikums besked var klar. Alle fire forestillinger i Ringen modtog massive mishagsytringer af en art, der kun kunne tilskrives opsætningen, da sangere, kor og dirigent modtog massive bifald ved de individuelle fremkaldelser.

Götterdämmerung anno 2026. Scenebillede skat af AI live under opførelsen. Fra Bayreuth-festspillenes hjemmeside.

 

Sangerne var der ikke meget at udsætte på. Særligt fremhæves må Michael Volle, der gestaltede en potent Wotan. Han var både potent og kraftfuld, men stadig på en bund af noget rørende, der ikke mindst kom til sin ret i afslutningen på Valkyrien. Han havde særligt i Rhinguldet og Valkyrien en værdig »modstander« i en herligt mørkfarvet Fricka, der blev godt sunget af Anna Kissjudit, der også gjorde stort indtryk på i partiet som den første af de tre norner i forspillet til Götterdämmerung.

Klaus Florian Vogt var på scenen alle fire aftener på trods af at ingen karakter i Nibelungens Ring optræder i alle fire operaer i andet end musikken. Vogt sang imidlertid både partiet som Loge i Rhinguldet, som Siegmund i Valkyrien og som Siegfried i hhv. operaen af samme navn og Götterdämmerung. En præstation som jeg kun kan imponeres af, uanset den ikke alle steder var lige vellykket. Som Loge lød Vogt til tider en anelse nervøs og som Siegmund en anelse anstrengt. Som Siegfried var han klart bedst, når han skulle overstrømme af brunst og lysende elskov og leende død til sidst i Siegfried og i Götterdämmerungs forspil, end når han skulle vise den ungdommelige kådhed i første akt af Siegfried.

Som valkyrien Brünnhilde – guiden der bliver menneske – havde man alle steder valgt den – også her – fremragende Camilla Nylund. Jeg må nok indrømme, at min begejstring i nogen grad skyldes personlig smag, da jeg holder meget af Nylunds stemme, selvom valget kan kritiseres til et parti, der unægtelig kalder på mere dramatik, end der ligger til hende. Men der har været – og er – rigeligt med dramatiske gestaltninger af Brünnhilde, i flæng kan nævnes Astrid Varnay, Birgit Nilsson og Gwyneth Jones. Så der er fint plads til en tolkning, der viser mere af Brünnhildes menneskelige side, også mens hun stadig er gudinde. Jeg må dog samtidig medgive, at jeg i den store afsluttende arie i Götterdämmrung savnede noget vildskab og dramatisk nerve til at antænde flammerne i elskovsdødens verdensbrand.

Af andre må fremhæves Elza van den Heevers gode præstation som en sart, men tydeligt nærværende Sieglinde i Valkyrien. Partiet som nibelungen Alberich skal også nævnes som godt sunget af den rutinerede Jochen Schmeckenbecher, selvom han aldrig var en, jeg blev bange for. Derimod fik man en pæn del respekt for den vise Erda, fremragende sunget af Christa Mayer.

Dværgen Mime får man vanligvis ingen respekt for, hvilket da også er helt efter bogen. Han blev glimrende sunget med en veltilpasset mængde karikatur og humoristisk overskud af Gerhard Siegel.

Hagen blev pragtfuldt sunget af Mika Kares. En frygtindgydende og mørk urkraft. Gunther og Gutrune, hhv. Michael Kupfer-Radecky og Magdalena Hinterdobler, gjorde derimod ikke meget væsen af sig, jeg hæftede mig ved.

De tre Rhindøtre var fine, men kunne godt have været mere drillesyge i deres sang. De var lidt for, ja, alvorlige. Der er allerede skæbnegudinder med i forestillingen i skikkelse af de tre norner.

For så vidt angår dirigenten, kan jeg til stadighed bliver overrasket over, hvordan Christian Thielemann kan blive ved med at perfektionere sin næsten kirurgiske tilgang til stoffet, der nu synes at have formet Ringens forskelligartede dele til et organisk hele, hvis lige jeg ikke har hørt tidligere. Man mærker stort set ikke overgangen mellem ledemotiverne. Jeg mindes ikke at have hørt Wagners store værk så velklingende som under Thielemanns taktstok i august 2026.

 

Richard Wagner, Nibelungens Ring; Das Rheingold, Die Walküre, Siegfried og Götterdämmerung. Bayreuther Festspiele, hhv. 4., 5., 7. og 9. august 2026.

Referencer

Andri Hardmeier, Der Ring im Spiegel der Zeit – 150 Jahre Rezeptionsgeschichte zwischen Mythos, Politik und Regietheater (programindlæg)

Wenn die Bühne zu denken beginnt – Ein Gespräch zwischen Marcus Lobbes und der Informatikerin und Digitalforscherin Sabine Sachweh über Kreativität, Erinnerung, Kontrollverlust und die Frage, wem die Vergangenheit gehört (programindlæg)

Tina Lorenz, Der Ring als Rechenleistung: Über die Neuordnung der Verhältnisse (programindlæg)

Introduktionsforedrag ved Dr. Sven Friedrich den 5. august 2026

Britta Schultejans, Kathrin Zeilmann, Wer hat die Macht über den Grünen Hügel? Nordbayerischer Kurrier den 2. august 2026, https://www.nordkurier.de/kultur/wer-hat-die-macht-ueber-den-gruenen-huegel-4759390

Star Trek, The Next Generation, sæson 2, epsiode 19 »Manhunt«

P.N.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr