Wagners Tristan und Isolde (1856-59, uropført 1865) er måske det af Wagners værker, hvor teksten – alt andet lige – er mindst vigtig, det værk hvor man bedst kan ignorerer teksten fuldstændig og blot læne sig tilbage og lade sig beruse og overvælde af det store suggestive, hypersanselige sus.
Ligesom de fleste andre af Wagners værker er teksten naturligvis vigtig i den forstand, at den nøje er kædet sammen med musikken og sammen med denne bærer værkets ide. Musik og tekst hænger sammen; og musikken kan ikke på samme måde som i barokken bruges til en anden tekst i et andet værk. Men teksten bærer ikke værket og historien nær så meget som i andre af Wagners værker: Får man ikke fat i detaljerne i teksten, gør det i Tristan og Isolde mindre end i andre af værkerne.
For der er nemlig ikke meget ydre handling i Tristan og Isolde. Teksten formidler langt mere personernes tanker og følelser. Ofte er man i vildrede. Hører Tristan faktisk, hvad Isolde synger og omvendt; eller er vi kun inde i hovedet på dem? Den enes udsagn reflekteres langt fra altid tydeligt i den andens »svar«. Mere end i noget andet af Wagners værker består »dialogen« i Tristan og Isolde reelt af sideordnede monologer.
Værkets centrale æstetiske ide om opbygning af spænding, der konsekvent fører ind i ny spænding, og først til allersidst kulminerer i afspænding, er drivkraften i musikken og handlingen, men forstås og fornemmes uden at man har fat i alle detaljerne i Wagners – mildest talt – noget snørklede ideer, der er en blanding af middelaldersagn, buddhisme og Schopenhauer. Men uanset hvor revolutionerende Tristan-akkorden var i sin samtid, ændrer det ikke ved, at Tristan og Isolde måske nok er det musikalsk mest helstøbte af Wagners værker, men også det dramatisk mindst vellykkede.
Derfor er det velkomment, at man sidste år, i 2024 – efter en kortvarig corona-venlig »erstatningsforestilling« af værket i 2022 og 2023 – fik en ny opsætning af værket på plakaten i Bayreuth, der understøtter sanseligheden i musikken frem for at forsøge at spille med på de forskellige filosofiske abstraktioner som værket er fyldt med, sådan som Katharina Wagners tidligere og kun delvist vellykkede opsætning fra 2015 gjorde.
For Thorleifur Örn Arnarssons opsætning fungerer præcis af den grund, at stemningerne i musikken og personernes sindsstemninger understøtter og forstærker hinanden. Opsætningen består af nogle surrealistiske tableauer, der kun giver anelser om de steder, hvor vi ifølge librettoen skal befinde os. I første akt giver en lavtliggende tåge og nogle reb hængende reb ned fra loftet associationer til et skib. I anden akt er vi kommet ind i et skibsskrog, hvor en masse forskellige genstande flyder rundt som i en overfyldt antikvitetsforretning, malerier, skulpturer osv. Men også rør, tandhjul og andet, der giver associationer til et skib eller maskinrum. I tredje akt står kun stumper af skibets køl tilbage som efter et forlis. Navnlig i de to sidste akter er forfaldet allestedsnærværende, dog uden at det helt står klart hvorfor.
Navnlig den stemningsfulde belysning, som Sascha Zauner har stået for, gør stor virkning. Særligt i tredje akt, hvor belysningen fremhæver selvstændige dele af et scenerum, der synes at strække sig bagud i det uendelige. Dette kontrasteres effektfuldt med tør industribelysning på de steder, hvor illusionen brydes, f.eks. i slutningen af anden akt, hvor de elskende afsløres af den forsmåede Kong Marke.
Sangmæssigt bar oplevelsen noget præg af, at den ellers velsyngende Andreas Schager, der sang partiet som Tristan, måtte udskiftes midt i det for dette parti så vægtige tredje akt og erstattes med Tilmann Unger. Oplevelsen bliver unægteligt noget ujævn, når der pludselig synges med noder fra scenekanten, uanset det i sig selv er en præstation at kunne springe ind i sådan et parti. Schager havde sunget fint i de foregående akter, men desværre uden den helt store indlevelse.
Så var jeg mere imponeret af Tristans væbner, Kurwenal, der blev sunget pragtfuldt af Olafur Siguardson, som i tredje akt helt og aldeles stjal lydbilledet fra Schager/Ungers Tristan med en ungdommelige livskraft i såvel stemme som fysisk fremtoning.
Partiet som Kong Marke blev sunget af den rutinerede Günther Groissböck. Ren vellyd, men måske netop for rutineret; for som i Tristan-partiet savnede jeg indlevelse. Kong Markes arie i slutningen af anden akt bliver hurtigt kedelig, hvis ikke der arbejdes med at gøre det vedkommende for publikum. Marke virkede aldrig rigtigt ked af, at han netop er blevet bedraget.
Christa Mayers herlige fortolkning af partiet som Isoldes tjenestepige, Brangäne, fortjener også et par rosende ord herfra som et værdigt modstykke til den mere fyrige Isolde, hvilket var tydeligt navnlig i første akt. I anden akt gav hun natten den helt rigtige mørke og mystiske farve, der er så vigtig for at få denne scene til at folde sig ud som sanselig lydmagi.
Camilla Nylund slap også endog meget godt fra sin gestaltning af Isolde med en vidunderlig fortolkning af partiet. Måske den mest skrøbelige og sårbare fortolkning af Isolde, jeg mindes at have hørt. Til sidst i den afsluttende Liebestod faldt hun om på scenen så livagtigt, at jeg tog mig selv i næsten blev forskrækket og et øjeblik tænke noget i retningen af »hjælp! Hun besvimer!«
Til introduktionsforedraget blev det sagt, at dirigent Semyon Bychkovs musikalske fortolkning skulle være organisk, men jeg vil finde det mere præcist at kalde den »varm«. Men det gør ikke det store. Også på dette punkt er jeg forvisset om, at det er vigtigere for oplevelsen at ramme stemningen i Tristian og Isolde end nuancerne i værkets filosofiske kompleks.
Den omtalte opsætning er på programmet igen i år i de festspil, der afholdes netop her nu i august 2025. Der er stadig ledige billetter via forestillingens hjemmeside. Da de musikalske ujævnheder forhåbentlig kun er forbigående, kan forestillingen anbefales som i det hele tilfredsstillende.
Richard Wagner, Tristan und Isolde, Bayreuther Festspiele den 6. August 2024
Referencer
Forestillingens hjemmeside 2025: https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/tristan-und-isolde/
Sven Friedrich, Ein paar Takte zur Regie – Tristan und Isolde, Taff Festspielmagazin, 7. Ausgabe, 2023
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001
Den heromhandlede opsætning af Tristan og Isolde er allerede udgivet på blu-ray og kan købes hos imusic.dk:
