idédebat og kulturkamp
En ny, opdateret bog om studenterkonservatismen i Aarhus er ikke hverdagskost. Vor anmelder har set nærmere på »I tidens strøm«, som han finder relevant og læseværdig for alle med interesse for konservativ og borgerlig idédebat.
Rådmand, cand.scient.pol. Nikolaj Bøgh skriver om velfærdsstatens borgerlige rødder – en artikel, der minder os om, at borgerlige også havde ambitioner om et stærkere velfærdssamfund, men var uenige med venstrefløjen om midlerne dertil. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique her. Gennem en årrække er danskerne blevet vænnet til at tænke på den danske velfærdsstat som en overvejende socialdemokratisk opfindelse, hvilket vel har givet socialdemokraterne en naturligt central rolle i fortolkningen af velfærdens natur og kvalitet, og i diskussionerne om dens fremtidige udvikling. Og det er ikke som sådan forkert. Selvom en stor del af de grundlæggende velfærdsstatselementer er blevet til gennem forlig
Bendt Bendtsen stod i spidsen for Det Konservative Folkeparti i 00’erne. At han i dag blev undervurderet, viser ny bog af Nikolaj Bøgh »Pligten kalder – Bendt Bendtsens politiske lederskab«
Tirsdag den 28. februar vedtog et flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne og De Radikale at afskaffe Store Bededag. Og trods meget debat om at anvende den mulighed, der findes i Grundlovens §42, hvor 60 folketingsmedlemmer kan kræve det vedtagne lovforslag sendt til folkeafstemning indenfor tre dage (altså inden fredag), så ser det ikke ud til at komme til at ske, da en række oppositionspartier har afvist tanken, som skrivende stund kun støttes af 40 folketingsmedlemmer. Folkeafstemning ville der dog næppe blive under nogen omstændigheder, da Grundlovens §42 også indeholder stk. 3, hvorefter et flertal i Folketinget kan beslutte at
»Hvad binder os sammen, hvilket land er vi, og hvilket land vil vi gerne være? Hvem skulle være mere egnet til at tage disse spørgsmål op end Det Konservative Folkeparti, hvis man forstår sit idépolitiske grundlag og sin historie rigtigt?« spørger konservativ rådmand på Frederiksberg Nikolaj Bøgh efter det store konservative valgnederlag. Efter folketingsvalget i 1984, hvor Det Konservative Folkeparti opnåede sit hidtil bedste valgresultat nogensinde med 23,4 pct. af stemmerne og 42 mandater, karakteriserede statsminister Poul Schlüter med typisk finurlighed valgresultatet med ordene; ”Jeg vidste ikke, at der var så mange konservative, og det er der heller ikke.” Schlüters
Kort før påske landede en 181-sider lang udredning om formidlingen af den danske kolonihistorie på kulturministerens bord. Rapporten er et resultat af finanslovsforliget for 2021, hvor SF og Enhedslisten ønskede at afsætte penge til en forundersøgelse af mulighederne for at sætte større fokus på Danmarks fortid som kolonimagt. Forud var gået flere års lobbyindsats fra foreningen ”Kolonihistorisk Center”, som har haft et meget stærkt ønske om at oprette netop sådan et center. Altså netop ikke et museum, men en slags multihus med inddragelse af diverse former for historiske, kunstneriske og mange andre vinkler på kolonihistorien, og hvor der i særlig
Det er ofte ganske få udtalelser eller handlinger, som i eftertidens lys kommer til at karakterisere en politiker. Om Poul Schlüter, som døde forleden ved vi, at han ikke var så konservativ så det gjorde noget, og at han i øvrigt mente, at ideologier var noget bras. Var de udsagn udtryk for, at han var en principløs politiker, der måske knap så sig selv som konservativ? Nok i virkeligheden tværtimod. Begge udsagn fortæller os noget vigtigt om Schlüters principfaste pragmatisme, som var afgørende for, at han blev Det Konservative Folkepartis første og hidtil eneste statsminister, og den længstsiddende af slagsen
Er Mette Frederiksen en slags forklædt konservativ? Det spørgsmål har fyldt en del i debatten, efter at statsministeren af flere borgerlige kommentatorer er blevet udråbt til den sande forsvarer af nationale værdier, den stærke stat og genkomsten af de grænser, både fysiske og mentale, som mennesket dybest set behøver for at kunne forstå sig selv og leve et meningsfuldt liv. Men nok så mange coronarestriktioner, grænselukninger og en udlændingepolitisk kurs, som er en rød (!) klud i ansigtet på alle regeringens støttepartier, kan ikke skjule, at Mette Frederiksen er og bliver socialdemokrat, endda en ret traditionel en af slagsen. Tilbagevenden
Der kommer stadig efterskælv efter den rystelse, der ramte den globale nyhedsflade, da prins Harry og Meghan Markle, hertug og hertuginde af Sussex, tidligere på måneden lod sig interviewe af Oprah Winfrey. Interviewets påstande om, at parret skulle være blevet dårligt behandlet af det angiveligt følelseskolde og sågar racistiske britiske kongehus, spredte sig som en løbeild på alverdens platforme. Spørgsmålet er, om skælvet faktisk også rystede det britiske kongehus, som det er blevet hævdet af mange. Det er ikke sikkert. Målinger peger på, at Sussex-parrets i forvejen begrænsede popularitet i Storbritannien er reduceret væsentligt yderligere siden interviewet. Efter alt at
Det hedder sig i visse kredse, at vi lever i en konservativ, eller i det mindste borgerlig, tid. Men er det nu også sandt? Nationalstaten er rigtignok ikke død og borte, og der er mere eller mindre konsensus på Christiansborg om en stram udlændingepolitik. Men egentlig lever vi, ifølge Nicolaj Bøgh, i en direkte antikonservativ tid, hvor frigørelse og identitetspolitik er i højsædet, imens kultur og tradition mødes med udtalt ringeagt eller ligegyldighed. Indimellem møder man det synspunkt i debatten, at vi lever i en konservativ, eller måske borgerlig tid. Så sent som forleden kunne man læse i Politiken, organet
Hvad må man synge i Danmark – og hvem skal egentlig bestemme det? Den identitetspolitiske flodbølge er skyllet fra USA over Atlanten, har ramt hårdt i Storbritannien, men mærkes også som markante skvulp i den danske debat. Den har mange facetter, men fælles for dem er en form for kulturel skamfølelse, hvor mange ting i det danske samfund, som man for bare få år siden aldrig ville have skænket en tanke, nu angives at være stødende overfor minoriteter i samfundet. Med udtrykket racisme brændemærkes alt fra påstået ufølsom sprogbrug over monumenter i det offentlige rum, almindelige sæder og skikke, udklædningsfester
Identitetspolitikken, særligt i form af Black Lives Matter-bevægelsen, hærger lige nu USA og England, hvor voldelige demonstranter river statuer af påståede racister ned. Ifølge Nicolaj Bøgh er det kun et spørgsmål om tid, før fænomenet også kommer til Danmark. I årenes løb er talrige kulturelle og politiske strømninger skyllet fra USA over Atlanten til os i Europa. Når de først når de danske strande er de mægtige bølgeslag ofte reduceret til en behersket skvulpen. Og ofte er baggrunden for de forskellige strømninger da også meget udpræget amerikansk, hyppigt med baggrund i racespørgsmål. Således også med den markante identitetspolitiske bølge, som
Det fælles måltid er traditionelt et af de allermest grundlæggende udtryk for fællesskab mellem mennesker. At sidde om det samme bord og nyde et måltid sammen har siden de ældste tider skabt stærke bånd mellem mennesker. I krig og kærlighed besegler måltidet alliancer og fælles følelser, og næppe en konference, et officielt besøg endsige en fejring af noget som helst løber af stabelen, uden at kulminere i et fælles måltid. I selv de mest fortravlede familier bestræber man sig oftest på at mødes til måltiderne, helst et par gange om dagen, og at lære børn at spise det, der bliver
Siden den frydefuldt forkyndende ”Jesus og Josefine” fra 2003 har vi ikke set meget til Jesusbarnet i danske julekalendere, som gennemgående handler om onde mennesker der vil aflyse julen og gode mennesker, der i alliance med nisser vil sikre afholdelsen af samme. En interessant ny tematik er dog dukket op i TV2s nu to sæsoner af julekalendere med nissepigen (og halvmennesket) Tinka, som er stærkt udfordret af konstitutionel forvirring og uklarhed om tronfølgen i Nissernes rige. Riget består af fire delvist selvstyrende regioner eller forbundslande, nemlig Nordlandet, Minedalen, Dyreskoven og De sydlige øer. De styres hver især af et ikke
Det borgerlige Danmark er i krise. Krisen er en idékrise. Krisen omfatter også det konservative Danmark. Men debatten har hidtil fokuseret på liberale problemer. Vi tror konservatismen er en del af løsningen. Derfor har vi spurgt en række tænkende konservative i kredsen om Årsskriftet Critique, hvad der skal til for at genrejse det borgerlige Danmark. Vi indleder serien med Rådmand og forfatter Nikolaj Bøgh. At den borgerlige regering faldt ved valget den 5. juni var ikke overraskende, og kun i lyset af en rød regerings mange utvivlsomt uheldige egenskaber var det en begivenhed, man i virkeligheden bør begræde. Samarbejdet mellem
Hvad skal valgkampen handle om? Sådan spørger mange i disse uger, hvor valget snart må ligge lige om hjørnet, hvis Grundloven skal overholdes. Og svarene er ofte ret forudsigelige: Udlændinge, velfærd og klima. Det er bestemt vigtige temaer, men i grunden også lidt ”trætte”. De regeringsbærende partier ønsker stram udlændingepolitik Der er over de seneste år skabt en bred politisk enighed om en stram udlændingepolitik, hvis grundelementer næppe kommer til at ændre sig meget. Der er også en bred opfattelse i de store partier af, at det kan være nødvendigt at reformere den danske asylpolitik og sikre bedre muligheder for
Jeppe Aakjærs sang, »Der dukker af disen min fædrene jord« er en stærk kærlighedserklæring til hjemstavnen som en fast forankring i verden, hvor man altid kan finde tryghed. Hjemstavnen er for Aakjær et sted, man altid kan vende tilbage til og hvor man kan føle sig tryg i det velkendte og hjemlige, også selvom man har forladt den for at kæmpe sine kampe ude i den store verden. Selvom ”hjemløs jeg kvitted min stavn” for at opleve ”verdens fortærende tant”, så står hjemstavnen med dens mange minder og dybe fortrolighed der for Aakjær stadig med »en dal og lidt siv,
I november udkom Årsskriftet Critique 2018, der bringer 200 siders borgerlig idé- og samfundsdebat. Vi bringer her et uddrag fra forfatter, cand.scient.pol. og byrådsmedlem Nikolaj Bøgh om debatten om udkantsdanmark og den kulturelle foramelse af provinsbyerne. Bestil abonnement på Årsskriftet Critique her. Vi vil alle have fremskridt. Men fremskridt betyder at komme nærmere det sted, du gerne vil være. Og hvis du er drejet af et forkert sted, så kommer du ikke nærmere ved at fortsætte. Hvis du er på den forkerte vej, så vend om og gå tilbage til den rette vej. I så fald er den mand, der
For ikke så længe siden deltog jeg i et partimøde i Det Konservative Folkeparti, hvor deltagerne skulle informeres om og diskutere planerne for den kommende folketingsvalgkamp. I løbet af den i øvrigt positive og urbane debat fandt en deltager anledning til lige at gøre opmærksom på, at havde dette været ”på Matadors tid”, så havde hun altså ikke været konservativ. Hvorfra inspirationen til at relatere sine politiske holdninger til en fiktionsserie kom fra, og hvad der konkret var galt med seriens konservative, stod ikke fuldkommen klart, men det var vist noget med, at de havde befundet sig meget langt til
Danmark har gennem de seneste årtier fået en national ideologi, der nyder bred støtte fra hele det politiske landskab og gennemsyrer en overvældende del af de politiske beslutninger. Ideologien hedder effektivisering, og der er meget bred enighed om, at det er godt. Et politisk-administrativt fokus, som i stort omfang har afløst både tidligere tiders visioner om store udvidelser af den offentlige service og tidligere tiders markante borgerlige kritik af den offentlige sektors størrelse. Den offentlige sektor er uoverskueligt stor, men de fleste partier mener, at den nok egentlig er meget god, den skal bare helst levere noget mere for den
Søren Pinds afgang som undervisnings- og forskningsminister og overdragelsen af posten til en iværksætter og disruptør betyder efter alt at dømme også begyndelsen til enden for Pinds fortjenstfulde engagement i en genskabelse af den klassiske dannelse i uddannelsessystemet, som bl.a. ligger bag hans initiativ til genindførelse af filosofikum på universiteterne. Pinds afgang blev imidlertid krydret med et – foreløbig sidste – meget personligt og interessant bidrag til den almene dannelse og historiebevidstheden, nemlig en genoplivning af den klassiske ministeruniform, som Pind bar ved overdragelsen af sit ministerium til efterfølgeren. Som den første danske minister i mere end 100 år har
Danmark er svært underforsynet med kongeborge fra middelalderen. Tidens tand, svenskekrigene og nedrivninger har taget så godt som hver og en og stort set kun efterladt os med en række ruiner, hvoraf de fleste ikke når meget over jordhøjde. Men i Nyborg har vi faktisk en bevaret fløj af en vaskeægte kongeborg med rødder helt tilbage til første halvdel af 1200-tallet, hvor kongen her opførte et palatium, en fornem beboelsesbygning, der stadig indgår i den bevarede del af Nyborg Slot. Det er med andre ord et ganske enestående sted i Danmark. Den bevarede slotsfløj ligger harmonisk og majestætisk på slotsbanken,
Nationalmuseets nye direktør Rane Willerslev er af sig selv og i en længere serie på DR2 blevet udråbt til at være Nationalmuseets frelser. Danmarks største kulturhistoriske museum er dødkedeligt, og danskerne flygter fra det, må man forstå. Der skal mere action til, flere oplevelser, færre kedelige museumsgenstande. Direktøren selv nåede i løbet af tv-serien – efter at have faret rastløs rundt på museet, hvis virkefelt tilsyneladende var ganske ukendt for ham – at konkludere, at de nu skulle til at fokusere stærkt på børnene. Børn er de umiddelbare, de ærlige og de ubeskrevne blade. De ønsker action, og de hader
For kort tid siden gennemgik vi danskere i fællesskab det, som Dronningen tidligere har betegnet som ”sorgens festdage”; den periode fra et dødsfald indtræffer, over de mange former for kondolencer og mindeord og frem til de store og dybt betydningsbærende ritualer i forbindelse med selve begravelsen eller bisættelsen. Afsked med afdøde er en lejlighed til at mindes og gøre status; hvad betød den afdøde, hvad var det afsluttede livs fylde, hvad vil vi savne, nu da vedkommende er borte? I langt de fleste familier er dødsfald fortsat en helt central fælles begivenhed. Går man glip af den runde fødselsdag, barnedåben
I Jacob Paludans store udviklingsroman ”Jørgen Stein” bliver scenen sat i den lille provinsby Havnstrup ved Limfjorden, hvis offentlige liv domineres af en række honoratiores, der selvbevidst og omhyggeligt rangordnet mødes med hinanden til selskabelighed og hver især håndterer de dele af livet i byen, de hver især er sat til at varetage, sådan som det i grunden altid havde været. Det er en smuk, men også meget kritisk skildring af verden af i går, som Paludan benytter som afsæt for beskrivelsen af hovedpersonen Jørgens vanskeligheder med at finde sig selv i den opløsning og rodløshed, som fulgte i årene
(Obs: Har man endnu ikke set serien, kan nedenstående afsløre centrale pointer i den) Med The Crown har den succesfulde streamingtjeneste Netflix produceret en meget underholdende og angiveligt sin dyreste tv-serie til dato. Men seriens foreløbig to sæsoner er langt mere end det; den er på mange måder et komplekst og dybt fascinerende portræt af et monarki i det 20. århundrede og bæres af en elegant balance mellem en skildring af hovedpersonernes personlige udvikling og håndtering af deres vanskelige offentlige roller i et hastigt udviklende samfund. I den forbindelse rejser den både spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt for ”moderne”
»Fremtiden, det er kun en ligegyldig tomhed, som ikke interesserer nogen, mens fortiden er fuld af liv, og dens ansigt pirrer os, tirrer os, krænker os, så vi ønsker at tilintetgøre den eller male den over. Menneskene ønsker at være herrer over fremtiden udelukkende for at ændre fortiden. De kæmper for at få adgang til de laboratorier, hvor fotografierne retoucheres, og hvor biografierne og historien skrives om.« Milan Kundera: Om latter og glemsel. 1979 Historie handler om fortiden. Eller gør den nu det? Fortiden eksisterer jo ikke længere, og det er i realiteten ikke muligt helt at vide ”wie es
Bag den triste personhistorie om den aldrende Prins Henrik og hans opsigtsvækkende modvilje mod at blive begravet sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke gemmer der sig fortællingen om et stærkt og levedygtigt monarki, der i Dronning Margrethe II’s 45-årige regeringstid markant har styrket sin samfundsmæssige position og på mange måder genskabt fortidens forherligelse af monarken og hendes slægt – med netop begravelsesskikkene som et af de markante eksempler. Den 14. januar 1972 døde kong Frederik IX på Kommunehospitalet i København. Umiddelbart efter blev en række personer, der havde forsamlet sig på Amalienborg Slotsplads, interviewet af Danmarks Radio om deres
I det danske skolesystem har enhver form for paratviden været lagt for had gennem de seneste 2-3 årtier. For paratviden er død udenadslære, og man kan jo bare slå fakta op, hvis man skal bruge dem til noget, ikke sandt? Mantraet har været, at det handler om at lære kreativitet og samarbejde, som jo er det, vi danskere er gode til, og som hele verden angiveligt beundrer os for. Men har man ikke en vis paratviden, så kan man ikke slå ret meget op, for man ved ikke, hvor man skal lede, og at nå ned til de dybere lag
Fra tidernes morgen har staten været udstyret med visse grundlæggende opgaver. Den skulle kunne forsvare rigets grænser, sørge for borgernes sikkerhed og opkræve skat på et legalt og gennemskueligt grundlag. Alle uenigheder mellem politiske filosoffer, ideologier og partier til trods, så har der gennem århundrederne altid været konsensus om, at disse ting i hvert fald skulle være på plads. Det er derfor ganske utroligt at være vidne til, at den danske stat – en af verdens mest veludbyggede og omfangsrige – i stigende grad fejler på disse helt grundlæggende parametre. Det danske forsvar er skåret ned til sokkeholderne i en
