Nikolaj Bøgh, konservativ

Om at høre til et sted

11. marts 2019
6 minutters læsetid

Jeppe Aakjærs sang, “Der dukker af disen min fædrene jord” er en stærk kærlighedserklæring til hjemstavnen som en fast forankring i verden, hvor man altid kan finde tryghed. Hjemstavnen er for Aakjær et sted, man altid kan vende tilbage til og hvor man kan føle sig tryg i det velkendte og hjemlige, også selvom man har forladt den for at kæmpe sine kampe ude i den store verden.

Selvom ”hjemløs jeg kvitted min stavn” for at opleve ”verdens fortærende tant”, så står hjemstavnen med dens mange minder og dybe fortrolighed der for Aakjær stadig med “en dal og lidt siv, som vort hjerte i skælvinger bandt”. Her kan man opleve “de mindernes suk fra bækken, vi kyssede som små”. Aakjærs begreb om hjemstavnen er – som hans digtning i øvrigt – stærkt knyttet til naturen og til landbosamfundet, men naturligvis kan stedbundethed i lige så høj grad rette sig mod byen som mod landet og både være knyttet til steder, man voksede op, og steder, man senere gjorde til sine.

Vi hører meget om, at verden er globaliseret, og at vi alle skal være verdensborgere. Men der er næppe tvivl om, at det er et dybtliggende menneskeligt behov at være forankret i det nære, enten i de omgivelser, man kender fra barnsben, eller – måske i dag mere udbredt – i et sted, hvor man efterhånden slår rødder, fordi det er der, man får sit daglige liv med arbejde og familie. Hvor man opnår en fortrolighed med sit lokalområde, dets fysiske udformning, bygninger, butikker, veje, bevoksning, fordi man umærkeligt tager det ind i dagligdagen lidt efter lidt.

Naboer og genboer, folk i lokalområdet oplever det samme – gradvist opbygger man et fællesskab, baseret på den fælles hverdag og den voksende kærlighed til de samme umiddelbart trivielle hverdagsting. Ikke fordi ens sted er bedre eller finere end andre, men fordi det er ens eget, og her man hører til. Fornægter man sit sted og behovet for at høre til i den nære og velkendte sammenhæng, så fornægter man også en del af den menneskelige natur. Måske kan man fare hid og did og være strålemester tillige, men man bliver et rodløst menneske, der står svagere forankret på jordens overflade og lettere blæses omkuld, når det stormer ude fra den store verden.

Ud af stedbundetheden vokser forpligtelsen på og omsorgen for det sted, man hører til. Elsker man et sted, ønsker man sædvanligvis også at værne om dets karakteristika og nedarvede kvaliteter, ligesom ligegyldighed ofte er rodløshedens naturlige følgesvend. Alle lokalmiljøer er forskellige, og hver især præget af historiens gang, de mange mennesker, der gik forud i århundredernes løb, byggede huse, indrettede sig, fandt på store og små ting i bybilledet. Stedets ånd kalder man det også, genius loci.

Det kan være svært at definere, hvad det præcis består af, men i grunden er man ikke i tvivl om det, når den er der. Ingen steder er uforanderlige, og bør vel heller ikke være det. Alting udvikler sig, men man må altid bestræbe sig på at føre de værdifulde elementer fra fortiden med over i den nye tid. Tidligere historiske perioder aflejrer levn, og de bør være genkendelige og identificerbare for nutidens og fremtidens mennesker. Dermed står de fastere på jorden og kan nyde godt af både at have rødder og antenner.

Tiden og moderniteten kan være en brutal forandringskraft, og vore dages lokalmiljøer er typisk grundlæggende forandrede i forhold til, hvordan de så ud for bare få årtier sammen. Ikke mindst de mindre byer og landsbyer er ofte en trist forfaldshistorie, hvor butikslivet ofte er så godt som forsvundet, og forfaldet mange steder truer. Fantasien fra Christiansborg – hvor man ofte er særdeles medansvarlige, fordi man gennem centraliseringstiltag har tømt de små samfund for mange af dets funktioner – rækker ikke længere end til at støtte nedrivning af en del af de forfaldne bygninger.

Men dermed udhuler man yderligere den lokale identitet, som var med til at gøre landsbyen eller vejen til noget særligt. Det gamle mejeri rives ned, købmandsbutikken, skolen måske – for de små tilbageværende børn er for længst samlet på en centralskole i den nærmeste større by, så hvem har brug for en gammel skole længere?

Skridt for skridt forsvinder historien, og den åndelige forarmelse erstatter den fysiske. Som huller i en trist udlevet oldings gebis, umiddelbart før strådøden, opstår der huller i husrækkerne på landsbyens gamle hovedgader. Puljer til nedrivning støtter landsbyerne, som rebet støtter den hængte. De miljøer, der står tilbage, når de gamle bygninger er væk, fremstår måske pænere og renere, mere umiddelbart tiltrækkende, men i realiteten også identitetsforladte og overfladisk gennemsnitlige.

Meget bedre går det dog ofte ikke i storbyen, hvor den økonomiske udvikling kører stærkere, og der netop derfor er flere penge til at bygge nyt, hyppigt på bekostning af tidligere tiders kultur og arkitektur. At bevare en bys eller et lokalområdes kulturtræk og historiske levn kommer ikke af sig selv, men er i sidste ende en følge af bevidste handlinger og politiske beslutninger. Der, hvor det er lykkedes, skylder man typisk stor tak til fremsynede politikere, der har været bevidste om historiens efterladenskaber og værdien af at bevare nogle af dem for eftertiden.

Det kræver personlig integritet og forankring i blivende værdier at modstå tidens flygtige modestrømninger. Og så kræver det naturligvis også sans for den balance, der må være i udviklingen. En by eller et lokalområde har et naturligt udviklingsbehov, og nye tider og nye mennesker stiller nye typer af krav. Alligevel er det bedst, hvis der også er plads til eftertænksomhed til lige at stoppe op og overveje udviklingens retning; var der ikke noget værdifuldt her, som vi har arvet fra generationerne før os, og som vi bør sikre dem, der kommer?

Tilsvarende udviklingen i det byggede miljø er naturen mange steder under pres, ikke mindst når byerne ekspanderer. Den globale tendens til at søge mod de store byer har i høj grad også præget udviklingen og ført til omfattende nybyggerier i udkanten af alle større danske byer, hvor ”urban sprawl”, som det hedder på engelsk – uharmonisk spredning af byen, som det ofte forstås – har sløret tidligere genkendelige lokalmiljøer og naturområder og mange steder resulteret i diffuse forstadskvarterer uden ende. Naturen er der endnu, et sted derude bag al byudviklingen. Men også den er presset af forurening og tab af arter, kaldet biodiversitet.

Trods flere årtiers stigende fokus på miljøets tilstand og bekymring for dets tilbagegang, er problemerne der stadig, og måske ligger en del af løsningen i et større lokalt engagement i naturens tilstand. Det er i hvert fald, hvad den fremtrædende engelske konservative filosof Roger Scruton når frem til i sin bog ”Green Philosophy”, hvor han afviser den rationelle egeninteresse, som liberalisterne ville fremhæve, som et brugbart grundlag for at kunne beskytte miljøet. I sin undersøgelse af, hvad der kan motivere til at bevare vores fælles miljø, anvender han begrebet oikofili; kærlighed til hjemmet (af græsk: oikos og filia). Motivationen er altså kærlighed til hjemmet og hjemstavnen fremfor rationel egeninteresse, og han argumenterer for, at den kærlighed kan motivere en til at drage omsorg for de fælles omgivelser – skovene, vandløbene, dyrelivet m.m., og at begrebet også rummer kærligheden til skønhed og omsorgen for vores forældre og børn.

Scruton trækker på tankegodset fra Edmund Burke, der mente, at velfungerende samfund byggede på mindre, integrerede fællesskaber, såkaldte ”small platoons”, og at samfundet skulle bygge på en generationskontrakt – at vi har arvet jorden og skal give den videre i mindst lige så god tilstand til vores efterkommere. Det er altså i kombinationen af generationskontrakten og i tanken om det stabile samfund som opbygget af mindre, tæt sammenvævede enheder – det, vi også kalder for naturlige fællesskaber, herunder familie og lokalsamfund – at Scruton så en løsning på det moderne samfunds miljøudfordringer.

Gennem årtier har dansk politik været domineret af en grundlæggende økonomisk rationalitet, som først og fremmest har været ophøjet til nærmest videnskabelig status af liberale politikere, men ivrigt sekunderet af venstrefløjen, som derigennem har set en mulighed for at få flere penge til velfærdsstatens evigt umættelige maskineri. Argumenter, der ikke har kunnet måles og vejes, har haft en meget svær gang på jorden. Men spørgsmålet er, om effektivisering, centralisering og rationalisering i virkeligheden har bragt os meget godt. Næppe, hvis man spørger ude i Danmarks utallige ødelagte landsbyer eller langs de døde vandløb. Måske det igen er blevet tid til at lytte lidt til, hvad Aakjær havde at fortælle os?

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside