Af Nico-dk (talk) 16:33, 15 September 2009 (UTC) / Nils Jepsen - Egen affotografering, CC BY-SA 3.0, Wikimedia

Historien om kolonihistorisk center: identitetspolitisk aktivisme med statslig blåstempling

13. maj 2022
7 minutters læsetid

Kort før påske landede en 181-sider lang udredning om formidlingen af den danske kolonihistorie på kulturministerens bord. Rapporten er et resultat af finanslovsforliget for 2021, hvor SF og Enhedslisten ønskede at afsætte penge til en forundersøgelse af mulighederne for at sætte større fokus på Danmarks fortid som kolonimagt. Forud var gået flere års lobbyindsats fra foreningen ”Kolonihistorisk Center”, som har haft et meget stærkt ønske om at oprette netop sådan et center.

Altså netop ikke et museum, men en slags multihus med inddragelse af diverse former for historiske, kunstneriske og mange andre vinkler på kolonihistorien, og hvor der i særlig grad skulle være fokus på de angiveligt mange negative konsekvenser af kolonialismen, både i vore dages danske samfund og i de store og (fortrinsvis) små landområder rundt om på kloden, som i sin tid var genstand for dansk kolonial overhøjhed.

Det skulle være et sted, der var frigjort fra en “masse genstande, der tynger det ned, men har noget, som folk rent faktisk er interesserede i at komme ind og se,” som formanden for foreningen, Anders Juhl, på et tidspunkt udtalte i Deadline.

Dekonstruktion af fakta og den identitetspolitiske bølge

Samme Anders Juhl har i debatten om Danmarks kolonihistoriske arv, i tråd med denne grundopfattelse, navnlig udmærket sig ved en meget lidt faktabaseret tilgang til emnet, hvor han har berettet om, hvordan Vestindisk Pakhus på Københavns Havnefront, som af foreningen er udset til at skulle huse det nye center, var den bygning, hvor man havde ”styret handlen med de vestindiske øer”, og om ”bygningens enorme hejseværk, der højst sandsynligt blev betjent af slavegjorte.”

Intet af det er dog rigtigt. Vestindisk Pakhus er bygget i 1780-81 til Vestindisk Handelsselskab, som var en virksomhed, der udnyttede Danmarks neutrale status under den britisk-franske krig om Nordamerika til at handle med kaffe. Selskabet købte kaffe fra spanske og franske plantager i Den Dominikanske Republik og i andet og tredje led på verdensmarkedet. Derimod ejede selskabet ikke selv plantager, handlede ikke med slaver, og kaffedyrkning var der meget lidt af i Dansk Vestindien. Og det kan ikke via en eneste kilde dokumenteres, at der nogensinde har været en slave fra Dansk Vestindien i Vestindisk Pakhus.

At forholde sig temmelig frit til fakta har været en integreret del af de senere års identitetspolitiske bølge i debatten, hvor man en udløber af den postmoderne tankegang, som opstod i fransk filosofi i 1970erne med tænkere som Michel Foucault og Gilles Deleuze. Foucault mente, at alle relationer i samfundet skulle anskues i et magtperspektiv, og at samfundet ikke var et kompliceret system af relationer og tillid, men en evig kamp mellem forskellige interesser og grupperinger.

Denne tankegang har rødder i traditionel marxistisk klasseteori, men er langt mere kompleks end det. Deleuze bidrog mere end noget andet med tanken om, at der lå falsk bevidsthed og overfladiske opfattelser bag hovedparten af vores måde at se samfundet på, og at forskningen handlede om at dekonstruere de dogmer, som vi alle går rundt med. Intet er, hvad det giver sig ud for at være, der ligger altid en bagtanke bag.

Taget til den yderste konsekvens fortæller den postmoderne tankegang os, at vi ikke kan stole på noget, heller ikke tilsyneladende objektive fakta, som vi troede stod fast. Måske er 2+2 stadig 4, selvom der også er amerikanske forskere, der mener den traditionelle matematik er undertrykkende overfor sorte, men ellers er der tale om et vidtgående system af skepticisme, som udfordrer snart sagt alle vedtagne sandheder. Det er naturligvis også lettere at bedrive politisk aktivisme, når man ikke nødvendigvis skal forholde sig til fakta.

Hvad siger George Floyds død mon om dansk kolonihistorie?

Muligheden for at realisere ønsket om en forstærket fokus på dansk kolonihistorie kom i foråret 2020 på baggrund af det triste endeligt for den sorte amerikaner George Floyd, som omkom under en brutal anholdelse, og fik hele den vestlige verden til at diskutere strukturel racisme og slaveejermentalitet oveni hovederne på den hvide befolkning i vore dages vestlige samfund. Navnlig SF mente forud for finanslovsforhandlingerne, at George Floyds død burde føre til en selvransagelse i forhold til den danske kolonihistorie om f.eks. slavehandel og kolonierne i Vestindien.

Det stod ikke helt klart, hvad sammenhængen konkret kunne være mellem mulig racisme i nutidens amerikanske politikorps og den for længst overståede danske kolonitid, men det var antagelig noget med, at alle tidligere kolonimagter bar på en kollektiv skyld og rummede en – muligvis uerkendt – såkaldt strukturel racisme.

Som opfølgning på finanslovsaftalen nedsatte Kulturministeriet i april 2021 en referencegruppe, som skulle udføre forundersøgelsen. Referencegruppen havde en ret usædvanlig sammensætning, som bl.a. omfattede Nationalmuseet, der havde formandskabet, Statens Museum for Kunst, Rigsarkivet, M/S Museet for Søfart, Moesgaard Museum, Statens Naturhistoriske Museum, men også føromtalte forening Kolonihistorisk Center, Institut for Menneskerettigheder samt Historielærerforeningen og en repræsentant for det grønlandske landsstyre.

Danmarks egentlige eksperter i kolonihistorien var til gengæld som udgangspunkt ikke tænkt i arbejdet, men har vist været sporadisk inddraget sidenhen.

Faglige skærmydsler i referencegruppe

 Arbejdet i referencegruppen har givet anledning til en del for den type af udredninger meget usædvanlige skærmydsler, som også er nået frem til offentlighedens kendskab.

Ikke mindst har Rigsarkivets repræsentanter haft en oplevelse af, at de har stået ret alene med en insisteren på, at formidling af kolonihistorie skal bygge på fakta og klassiske videnskabelige metoder, og ikke den mere frie fortolkning af kolonihistoriens spor i nutidens danske og de tidligere kolonialiserede samfund, som forhistorien bag initiativet meget let kunne lægge op til.

De øvrige statslige institutioner fandt det tilsyneladende ikke væsentligt at værne om deres egen faglighed i arbejdet, og navnlig Nationalmuseet har som formand for referencegruppen været kritiseret for, at man lod en mere aktivistisk politisk dagsorden dominere arbejdet

Rapporten om mulighederne for en styrket kolonihistorisk formidling indeholder 13 forslag til, hvordan Danmarks kolonihistorie kan formidles. Det absolut mest omdiskuterede forslag er omdannelsen af Vestindisk Pakhus til netop den type af kolonihistorisk center, som oprindeligt var ønsket fra foreningen af samme navn. Altså ikke et museum, men et “hybridt” format mellem kunstneriske udtryk og kulturhistorie.

Det er svært at se andet, end at den politisk-aktivistiske og fakta-skeptiske tilgang, som forarbejdet til rapporten netop har været kritiseret for, er blevet den dominerende, og så at sige er blevet blåstemplet af referencegruppen. Prisen for det foreslåede multihus er 317 mio. kr. for etablering og 16,8 mio. i årlig drift, og det skal dog nok få den politiske interesse for sagen til at kølne noget.

En række af rapportens øvrige forslag med kolonihistorisk uge, digital formidling og podcast m.m. er fine, og der er intet galt med at sætte mere fokus på kolonihistorien, som er en spændende – omend ikke så betydningsfuld – del af Danmarkshistorien.

Rapport overbeviser ikke om behovet

Alt i alt sidder man efter at have læst rapporten ikke tilbage med den opfattelse, at vi nødvendigvis har brug for meget mere kolonihistorisk formidling, i hvert fald ikke lige præcis den type, som et multihus i Vestindisk Pakhus vil repræsentere.

Rapporten afdækker også, for det var en del af opdraget, det faktum, at kolonihistorien har fået væsentligt mere vægt i såvel uddannelsessystemet som i den danske museumsverden gennem de senere år.

Det er navnlig Nationalmuseet, som i dag har en ganske omfattende kolonihistorisk formidling, bl.a. udstillingen “Stemmer fra kolonierne”, som strækker sig over hele syv rum i museets sydøstlige fløj og fokuserer på enkeltskæbner fra kolonihistorien. Hertil kommer den mere traditionelle kolonihistoriske del af museets almindelige danmarkshistoriske samling.

Alt i alt en ganske omfattende repræsentation af kolonihistorien ikke mindst set i lyset af, hvor relativt lidt den reelt fylder i Danmarkshistorien. Danmark var en i europæisk sammenhæng ret lille kolonimagt, og handelen med kolonierne betød ikke det store for samfundsøkonomien, som i helt overvejende grad var indenlandsk baseret, selvom enkeltpersoner blev meget velhavende på sukkerhandel.

Det store flertal af indbyggerne på de dansk-vestindiske øer var slaver, men i midten af 1700-tallet boede der blot 16.000 mennesker på øerne, og deres areal svarer omtrent til Mors, Danmarks 7. største ø.

Dette perspektiv fremgår dog ikke rigtigt af rapporten, som også citerer en lang række museer for at have læst skriften på væggen, og har et ønske om at lægge mere vægt på det kolonihistoriske i fremtiden. Heller ikke disse udsagn skygge for rapportens ønsker om at etablere nye, store institutioner og initiativer til kolonihistorisk formidling.

Uønsket amerikansk problemimport

Den voldsomme optagethed af slaveriet, som har præget rapportens forhistorie og indhold, virker mest som et stykke uønsket problemimport fra USA, hvor man utvivlsomt har store problemer med historisk betinget racediskrimination.

Det er en skam, for større viden om og bedre formidling af historien er godt – også når det gælder dens mørkere sider. Der er andre dele af dansk kolonihistorie, som i bund og grund har betydet mere, og som gør det den dag i dag. Ikke mindst Danmarks forhold til de nordatlantiske dele af nutidens rigsfællesskab, Grønland og Færøerne. ‘

Der ligger i virkeligheden en meget vigtig historie, som bør have større formidlingsmæssig vægt, og som rent faktisk også kunne gøre os klogere på Danmarks historiske placering i verden og vores rolle i den nu og i fremtiden.

Til syvende og sidst er det dog vigtigt for forståelsen, at den kolonihistoriske formidling ikke står alene, men indgår i en relevant sammenhæng med den øvrige Danmarkshistorie. Ellers bliver det også lidt for let at anvende til politisk aktivisme, hvilket ikke er hensigtsmæssigt for sammenhængskraften i vores samfund.

Til forsvar for det almene

 Vi står med et stort behov for at forsvare det, som man kan kalde det almene i forståelsen af både nutidens og fortidens Danmark. Altså at styrke den fælles forståelse af, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Gerne med flere nuancer og mere fokus på grupper, der er blevet glemt eller underbetonet i den hidtidige historiefortælling, men som led i en samlet fortælling, der skaber mere fælles forståelse, ikke mindre.

Et meget dyrt, hybridt kolonihistorisk multihus med en understrøm af politisk aktivisme gavner formentlig ikke den bestræbelse. Danskerne er næppe tjent med at få deres historie krydsklippet af personer med en slet skjult politisk dagsorden, der for offentlige midler vil udbrede deres eget verdensbillede.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside